Livlige småbørn og kærlighedskage i Aktivitetscentret
Karina, Anette og Anette samt 14 livlige rollinger var onsdag formiddag med til at sætte liv og glade dage på dagsordenen i Aktivitetscentret. Gæsterne underholdt med sang, og så havde de også taget en ekstra kærlig hilsen med.
Tre store barnevogne fyldt med skønne børn entrerede Aktivitetscentret forleden dag, og hvem kan stå for de små charmerende rollinger? De små var til gengæld rimeligt uimponerede af lokaliteterne, og da de først var blevet sluppet løs, vrimlede de rundt i hele lokalet.
En god blanding af børn og voksne blev placeret rundt ved kaffebordene, og så blev der ellers hygget og snakket løs, mens saftevand, kaffe og den dejlige kage, som de private passere havde bagt, gled ned uden besvær. Der var bl.a. stor rift om ”Kærlighedskagen”, og det var uden tvivl det smukke hjertekrymmel på toppen, der fangede interessen.
– Vi voksne nød at høre børnene synge, og derefter var der fællessang, inden det var blevet tid til lidt fri leg på gulvet, og sikke en fart, der kunne komme på de små ben i det store lokale, fortæller aktivitetsmedarbejder Karin Oehlenschlæger. Rundt og rundt gik det, og selv om det ind imellem gav lidt knubs, så var de uheldige hurtigt på benene igen og af sted i fuld fart.
Der var dog et lille forstyrrende element i dagens besøg. Naboen havde besøg af et tømrersjak, som var i fuld gang med at lægge nyt tag, og det var altså lidt spændende, for tømrerne de kravlede højt op på taget, og det kan jo være farligt, mente flere af de små poder.
Alle var enige om, at det havde været en virkelig hyggelig formiddag, med stort udbytte for begge generationer.
ÅB