SÆBY: Der var trængsel i Manegens store sal, da Sæby Pensionist- og Efterlønsklub holdt onsdagshygge med musikalsk underholdning fra Tørvebisserne fra Moseby.
Klubben havde dækket op til omkring 150 deltagere, men interessen var langt større. Folk blev ved med at strømme til, og til sidst var der cirka 210 fremmødte. Det var et flot syn og vidnede om, at gensynet med Tørvebisserne var imødeset.
Orkestret har tidligere gæstet klubben, og medlemmerne huskede tydeligvis, hvor god en oplevelse det var. Denne gang skuffede de heller ikke. Publikum fik både egne numre som ”Tredje Revle”, ”Blokhus-sangen”, ”Send mig et brev” og ”Rødhus Badestrand” samt kendte sange fra blandt andre Peter Vesth, De Gyldne Løver, Tørfisk og Vagn og Vagabonderne.
Tørvebisserne har gennem årene markeret sig på både Radioens Dansktop og DK4’s Dansktop, og det var tydeligt, at deres musik stadig har en stærk appel.
I uge 10 byder klubben på ny musikalsk eftermiddag, når Vibeke Hoby – kendt fra både Radioens og DK4’s Dansktop – står for underholdningen. Med det seneste fremmøde in mente er der god grund til at forvente endnu en velbesøgt onsdag i Manegen.
Thorshøj: Hvad betyder retfærdighed, tilgivelse og kærlighed til fjender i dag? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver taget op, når der inviteres til kristendomskursus med overskriften “Oppe på bjerget”.
Kurset tager afsæt i Matthæusevangeliet kapitel 5-7 – også kendt som Bjergprædikenen – og ledes af præst Kristian Brogaard. Her vil deltagerne sammen dykke ned i Jesu ord og temaer som bøn, bekymringer og vejen til livet.
Aftenen begynder med fællesspisning, hvorefter der følger oplæg og samtaler i mindre grupper. Der rundes af med en fælles opsamling over kaffe eller te.
Menighedsrådet er vært for arrangementet, og alle er velkomne – uanset om man er vant til at komme i kirke eller blot er nysgerrig på kristendommen.
Kurset finder sted onsdag den 4. marts i Thorshøj Gl. Skole.
Flight of craft beers in small glasses sits on a wooden tasting board, showcasing a variety of colors and flavors
Der er lagt op til en hyggelig og smagfuld aften, når Lyngså Boldklub fredag den 20. marts inviterer til ølsmagning i klubhuset på Lyngså Stadion. Arrangementet afholdes i samarbejde med MENY Sæby, som medvirker til at skabe rammerne for en aften med både smag og socialt samvær.
LYNGSÅ: Deltagerne kan se frem til at smage et udvalg af forskellige øl fra Skagen Bryghus, der er kendt for deres nordjyske brygtraditioner og brede sortiment. Undervejs bliver der også sørget for et pølse- og pålægsbord, så der er noget at spise til øllene.
Arrangementet henvender sig til voksne, der har lyst til en afslappet aften i godt selskab, og interessen plejer at være stor.
SÆBY: Hvad er sorg, hvad gør den ved os – og hvordan hjælper vi mennesker, der står midt i den? Det er omdrejningspunktet, når der inviteres til foredrag under titlen “Om-sorg” i Retfærdigheden i Sæby.
Oplægsholder er Rebekka Vestergaard Larsen, sygeplejerske og sorgrådgiver ved Sæby Sundhedscenter. Med 20 års erfaring fra arbejdet med familier ramt af kræft og andre svære livssituationer deler hun ud af sin viden og sine erfaringer med at møde mennesker i krise.
Aftenen vil blandt andet handle om, hvad sorg er, hvordan den kan komme til udtryk, og hvordan man bedst støtter både børn og voksne i en svær tid.
Foredraget finder sted torsdag den 5. marts om aftenen i Retfærdigheden, i Sæby.
Over 200 gæster havde skrevet sig på gæstelisten til frisør Dorthe Kristensens afskedsreception søndag eftermiddag i Østervrå Kulturhus.
ØSTERVRÅ: Den sidste uge i Salon Dorthe var supertravl, for ordrebogen var tæt pakket med tidsbestillinger til den sidste klipning.
Det var også en uge – en hård uge, hvor der skulle siges farvel og gives et utal af kram til trofaste kunder gennem mange år – ja, for nogen familier i flere generationer.
I alt 210 havde meldt sig til receptionen, og det havde Dorthe slet ikke forventet, men de var så velkommen alle sammen, for det er jo netop sådan, det også har været i salonen. Her er alle blevet taget imod på samme måde, og der er blevet delt mange gode snakke om store og små ting – for nogen mere personlige om både sorger og glæder.
Et besøg i frisørstolen hos Dorthe var meget mere end at blive klippet.
I søndags blev der så taget endelig afsked med en populær frisør, og Dorthe fik lejlighed til at takke hver og én med et kærligt kram og farvel.
Menys delikatesse havde sørget for smørrebrød ad libitum – 720 stk. var der blev smurt – og de blev næsten spist, men ikke helt, for der skulle også være plads til den efterfølgende kaffe og kage.
Østervrå Idrætsforening har fået ny formand – og det er en lokal ildsjæl med stort engagement i det lokale foreningsliv, der tager over efter Knud Hjørnholm, der har ønsket at stoppe efter 12 år på posten.
ØSTERVRÅ: Foreningslivet trækker virkelig i Steffen, som allerede er engageret i både skolebestyrelsen, Bødkergårdens Venner og lokalpolitik – og nu også i spidsen for ØVI.
– Jeg stiller op, fordi jeg oprigtigt tror på, at vores foreningsliv er noget af det vigtigste, vi har i Østervrå. ØVI er ikke bare fodbold, håndbold, badminton, svømning eller motionister. Det er fællesskab. Det er frivillighed. Det er børn, der vokser med opgaven. Det er voksne, der finder sammen på tværs. Det er lokalsamfundets bankende hjerte, uddyber den nye formand og fortsætter. Jeg engagerer mig allerede i bestyrelsesarbejde på skolen, i Bødkergårdens Venner og i det kommunalpolitiske arbejde – og for mig hænger det hele naturligt sammen. For når vi taler om stærke skoler, attraktive fritidstilbud, inkluderende fællesskaber samt bosætning og udvikling i vores lokalområde, så taler vi i virkeligheden om den samme kerne: samhørighed!
Én forening – én retning Steffen ønsker at styrke samarbejdet mellem ØVIs underafdelinger og samtidig bygge bro mellem foreningen og byens øvrige fællesskaber – arbejde for fælles arrangementer, fælles kommunikation og et fælles ansvar for hele Østervrås udvikling.
– Jeg har ingen planer om at lave revolution. Mit mål er at skabe mere fælles identitet i ØVI og større respekt og forståelse mellem underafdelingerne. Vi skal huske, at vi er én forening.
– Jeg har fuld respekt for, at man kan stille spørgsmål ved, om det er muligt at varetage flere tillidsposter samtidig. Men for mig handler det ikke om indflydelse for indflydelsens skyld, understreger Steffen. Det handler om ansvar og om at yde en indsats for vores lokalsamfund. Flere poster giver mulighed for bedre koordinering og større gennemsigtighed. Jeg tror på åben dialog – og på, at vi står stærkere, når vi taler sammen på tværs.
Mit mål er at skabe retning. Mere fælles identitet i ØVI og større respekt og forståelse mellem underafdelinger. Vi skal trække i samme retning og huske at vi er én forening. For ØVI er ikke bare en forening. Det er fundamentet for den by, vores børn skal vokse op i, og vi voksne skal bo i.
ÅB
Steffen Stenbak Christiansen: Født i 1992. Opvokset i Lendum. Senere flyttet til Sæby. Uddannet Maskinmester på DTU Campus i Kgs. Lyngby og flyttet tilbage til Nordjylland efter otte år på Sjælland. Bosat på en landejendom mellem Østervrå og Dybvad. Arbejder som projektchef på Sæby Fiske-Industri på 6. år, snart teknisk chef på Scandic Food A/S i Tårs. Har tre børn på hhv. fem, fem og otte år og en hustru på 18. år, hvoraf vi har været gift i de otte af dem. Stiller op til skolebestyrelsen. Formand i Bødkergårdens Venner. Engageret i politik og stedfortræder i Byrådet.
Det blev en ganske særlig dag på Christiansborg Slot, da fire tidligere TDC-teknikere havde fået planlagt, at de kunne komme til audiens samme dag. Det er sjældent, at flere fra samme arbejdsplads deltager sammen, da de fleste ellers møder op alene.
De fire overnattede på Tivoli Hotel i København, hvor personalet – da de hørte om det forestående besøg hos Kongen – straks sørgede for en flaske champagne til morgenmaden. Stemningen var derfor både højtidelig og afslappet, da turen gik mod Christiansborg.
Ved ankomsten klokken 08.45 ventede indskrivning og sikkerhedskontrol, før de nåede frem til den store riddersal. Her var omkring 80 personer samlet for at takke Kongen. Dagen begyndte med uddeling af ridderkors til to modtagere, heriblandt Morten Messerschmidt. Derefter fulgte de øvrige – offentligt ansatte, der modtog fortjenstmedaljer, og ansatte fra det private, der blev hædret med belønningsmedaljer.
Inden selve audiensen fik deltagerne instruktion i etikette – hvornår der skulle bukkes, og hvordan man takkede for medaljen. Én efter én blev de kaldt ind.
For Karsten Nørregaard Larsen, Tårs, blev det et særligt øjeblik, da den tunge dør lukkede bag ham, og han stod alene med Kongen få meter foran sig. Samtalen kom blandt andet ind på arbejdet i TDC, og undervejs fortalte Karsten om sin tilknytning til Læsø, hvor han i sin tid kom som tekniker og at han i dag har sommerhus på øen. Kongeskibet havde været på Læsø i sommer, og Kongen bemærkede, at det er et dejligt og roligt sted.
Efter nogle minutters samtale blev det tid til et sidste buk og farvel. – Det eneste jeg glemte, var at takke for medaljen – og det var jo egentlig derfor, vi kom, fortæller Karsten med et smil.
Han bemærkede også, at det er et krævende job at være konge. Kongen stod op i tre-fire timer uden pause og tog imod omkring 80 gæster.
Udenfor ventede ægtefællerne i kulden. Kort efter kørte Kongen fra slottet og vinkede til de fremmødte.
Overraskende gensyn Dagen bød også på en særlig krølle. Mogens Sort og Karsten Nørregaard Larsen er begge fra Sæsing og har været klassekammerater hele skoletiden. Ingen af dem vidste, at den anden også skulle i audiens, og overraskelsen var derfor stor, da de mødtes på Christiansborg Slot.
– Vi gætter på, at det er første gang, to klassekammerater fra Sæsing besøger Kongen samme dag, lyder det.
En uddøende faggruppe Både Anders Staal Poulsen fra Dronninglund og Karsten Nørregaard Larsen er udlærte elektrikere og begyndte i midten af 1980’erne hos Jydsk Telefon – det senere TDC. Dengang var der 45-50 teknikere alene i områderne Vestbjerg og Hjørring, og tilsvarende tal i flere byer i Vendsyssel.
Efter mange sammenlægninger og strukturændringer er billedet et andet. Ved årsskiftet, efter de er stoppet, er der blot ni teknikere tilbage i området fra Skagen til Hobro.
– Vi er ved at være en uddøende race, konstaterer de med et glimt i øjet.
SEB
En ganske særlig oplevelse ventede for nylig Mogens Sort, der var i audiens hos Kongen Mogens er uddannet tømrer, men valgte tidligt en anden vej i arbejdslivet. Han blev ansat på Vendelbo Marmelade i Tårs – i dag kendt som Scandic Food – hvor han kom til at tilbringe hele 43 år af sit arbejdsliv.
Den lange og tro tjeneste på den lokale virksomhed blev markeret med invitationen til audiens, hvor Mogens fik mulighed for at møde Kongen og være en del af en tradition, der hylder borgere med en særlig indsats og et langt arbejdsliv.
For Mogens blev det en mindeværdig dag – og en flot anerkendelse af mange års arbejdsindsats i Tårs.
Hørby Bazar tiltrak igen i år lige omkring 1000 besøgende.
HØRBY: Man har afholdt Hørby Bazar siden 2014 og samtlige stande var hurtigt udsolgt igen i år – der kom endda en ekstra tilmeldinger i sidste øjeblik, så man rundede 101 stande her i 2026.
Det er som de øvrige år eleverne på Hørby Efterskole, der står for selve arrangementet med hjælp fra personalet, fortæller Ann, der er køkkenleder på Hørby Efterskole og som sammen med Helle Brinkmann, der er ansat på kontoret på efterskolen, står for alle de overordnede ting, der skal være på plads, når sådan et stort arrangement løber af stabelen.
Folk myldrede til allerede fra starten kl. 10.30 og de elever, der var parkeringsvagter havde nok at se til for at folk kunne få parkeret og komme ind til bazaren.
Inden for døren blev man budt velkommen af to elever, der smilende og glade tog imod alle de mange gæster, der var klar til at komme ind så snart dørene blev åbnet, så her var der også nok at lave. Endelig var der cafeen, hvor der var rigtig gang i salget af de flotte sandwich og lækre kager, drikkevarer og frugt.Her kunne folk så sidde og hygge sig og snakke inden man tog en runde mere til de forskellige stande, der som man kunne læse i sidste uges avis bød på lidt af hvert eller man kunne sige, at der var mulighed for at købe næsten alt, hvad hjertet kunne begærer.
På min rundtur mødte jeg Astrid på 8 år, hun havde været oppe efter lidt mad og var på vej ned til sin stand, som hun havde sammen med sine søstre og mor. Astrid var rigtig god til at anbefale noget af det hun havde til salg, så hvem ved – måske hun dukker op næste gang igen, hun havde i alt fald talentet til det.
Et sted, hvor der også altid er tryk på, er netop cafeen, hvor der kunne købes sandwich, lækre madboller, pølsehorn og masser af kage lige fra kanelsnegle til æblekage – altsammen hjemmebagt og der til selvfølgelig kaffe, te og sodavand.
Alle eleverne, der er på skolen i weekenden, har selv valgt, hvor de gerne ville hjælpe og de startede allerede om lørdagen med selve klargøringen og når alle de glade gæster er taget hjem, skal de også give en hånd med ved selve oprydningen. Overskuddet ved Hørby Bazar går til elevholdet.
På min rundtur og også mens jeg nød en af de dejlige sandwich, fik jeg en snak med de øvrige gæster i cafeen og noget der gik igen var, at det var noget, man så hen til at være med til hvert år og som også nogle af dem, der havde standene gav udtryk for, så var det et dejligt sted at stille op for alt var klar og i orden, når de kom, så de var som kræmmere meget glade for Hørby Bazar og sidst men ikke mindst var der noget, der gjorde sig gældende hele vejen igennem og som skal være en stor ros især til alle eleverne nemlig deres positive og glade måde at være med til at gøre Hørby Bazar til en god oplevelse i år igen og mon ikke vi får en dag i kalenderen næste år igen, hvor der står Hørby Bazar.
Sæby Lastvognsopbygning afholdt i weekenden sit årlige åbent hus-arrangement efter halvandet års pause – og det blev en markant succes.
SÆBY: Sidst virksomheden inviterede indenfor var i efteråret 2024. Dengang forsøgte man at flytte arrangementet fra foråret til efteråret, men det viste sig ikke at være den rette løsning. Besøgstallet var det laveste nogensinde, og derfor valgte man at holde en pause, inden man igen forsøgte sig – denne gang med messen flyttet tilbage til foråret. Det viste sig at være den rigtige beslutning. Besøgstallet steg betragteligt, og særligt om fredagen var der stor tilstrømning. Allerede kl. 12.00 stod gæsterne klar ved dørene, og ifølge virksomheden har der muligvis aldrig tidligere været så mange besøgende på åbningsdagen.
Den endelige omsætning kendes endnu ikke, da den kommende uge går med at behandle de mange bestillinger. Men meldingen er, at det ser fornuftigt ud. Samtidig forventer Sæby Lastvognsopbygning, at messen vil føre til øget salg i de kommende måneder. Et af hovedformålene med forårsmessen er netop at åbne dørene for nye kunder og vise det brede sortiment frem.
– Vi hører ofte folk sige, at de ikke anede, at der var en butik her – og at alle faktisk kan handle hos os, lyder det fra virksomheden.
Sortimentet spænder vidt og rummer alt fra gummistøvler og hegnstråd til plovskær, kuglelejer, værktøj og jern – og meget mere.
Under messen blev der blandt andet solgt en helt ny Stiga batterihavetraktor til entreprenør Bo Andersen fra Sæby – et af de større salg i løbet af weekenden.
Beboerne og De Frivillige har taget hul på året med sang, strikkecafé og en tur i vintercirkus – flere arrangementer venter i foråret.
En helt lille karavane af beboere og skubbere satte torsdag eftermiddag kursen mod Østervrå Idræts- og Kulturcenter for at opleve en ægte cirkusforestilling. Otte beboere, flere frivillige og et par medarbejdere overværede den hyggelige familieforestilling, som bød på både moderne og helt traditionelle cirkusnumre. En lille sød og lidt fræk hund charmerede publikum, der blev jongleret med mange forskellige effekter, en yndig cirkusprinsesse imponerede, og klovnerier fik lattermusklerne på arbejde. Nervepirrende blev det, da to unge vovehalse udførte vanskelige balancenumre helt oppe under idrætshallens loft.
Musikalske venner På festlig vis blev der taget hul på det nye år med besøg af husorkestret Tårs Lendum Harmonikaklub. Hele 15 beboere deltog, og de fik rørt stemmebåndene, der blev nemlig sunget godt med, og ivrigt foreslået sange, de gerne vil høre og synge. Harmonikaorkestrets medlemmer var imponeret og roste deltagerne for deres store sangglæde.
Et nyt tiltag er en Strikkecafé hver anden tirsdag eftermiddag. Her deltager 6-7 damer sammen med damer fra De Frivillige. Der bliver strikket lidt, men lige så vigtigt er hyggesnakken og måske lidt oplæsning, som beboerne lytter til.
Bo Young I april måned er der planlagt et større arrangement, hvor sangeren Bo Young kommer og underholder, her er beboernes familie også inviteret med. De musikalske venner fra Tårs Lendum Harmonikklub kommer på et nyt besøg, men inden er der i marts måned planlagt en Bankoaften og en eftermiddag med hygge og vaffelbagning.