Home Blog Page 54

Stort fremmøde til Nytårs Hoppedag i Flauenskjold

0

Støtteforeningen for Flauenskjold Børnehave havde igen i år inviteret til Nytårs Hoppedag i Flauenskjold Hallen. Og sikke en dag det blev. 

Hele 437 besøgende var forbi i løbet af dagen, og hallen summede af grin, hop, glade børn og masser af energi.

Alle hoppepuderne var finansieret ved hjælp af velvillige sponsorer, og frivillige sørgede for det praktiske ved arrangementet.

En helt igennem vellykket og hyggelig dag for både børn og forældre. Mon ikke succesen gentages næste år.

Tekst og fotos: IS

Expresbus 973X opgraderes: Nye stop og flere afgange mellem Sæby, Frederikshavn og Aalborg

0

Snart bliver det nemmere at komme fra Sæby og Frederikshavn til Aalborg – og omvendt. Antallet af afgange og stoppesteder på den populære rute 973X bliver nemlig udvidet fra den 17. januar 2026. 

Fra den 17. januar 2026 bliver der indsat flere expresbusser på rute 973X, der er en af de mest benyttede ruter i Nordjylland. Antallet af afgange mellem Frederikshavn, Sæby og Aalborg stiger fra 27 til 29 afgange pr. retning på hverdage, og fra 11 til 17 afgange pr. retning i weekenden.

Foruden stigningen i antallet af afgange med expresbusser bliver der etableret nye stoppesteder på rute 973X ved Sæby Industri, Sæby Skole, Kulturøen samt Trafikcenter Sæby Syd, hvilket gør expresbussen mere tilgængelig for borgerne i Sæby:

Vi har valgt at indsætte flere afgange på rute 973X, da vi oplever en stigende efterspørgsel på vores expresbusser. Derudover har vi etableret nye stoppesteder for at imødekomme det store passagergrundlag, der er i Sæby. Med disse ændringer håber vi at forbedre rejseoplevelsen, så rute 973X bliver et endnu mere attraktivt og fleksibelt transporttilbud for alle, der benytter den, forklarer Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos Nordjyllands Trafikselskab.

Opgraderingen af rute 973X er en del af projektet Fremtidens Kollektive Trafik, der har til formål at sikre mere mobilitet for flest mulige kunder og samtidig udnytte kapaciteten bedre på strækninger med stor efterspørgsel.

Beslutningerne om de konkrete ændringer er truffet i samarbejde mellem de nordjyske kommuner og Region Nordjylland.

Ung folkemusik fylder Åsen Teater med levende toner

0

Lørdag den 17. januar om eftermiddagen bliver Åsen Teater i Jerslev fyldt med energi og spilleglæde, når unge musikere fra Folkemusikkens Musikkonservatorium giver koncert. Publikum kan se frem til en eftermiddag, hvor morgendagens folkemusikstjerner indtager scenen og præsenterer levende og nærværende folkemusik.

De unge musikere bringer både tradition og fornyelse med sig og leverer musik, der rummer alt fra vise og country-inspirerede toner til klassisk folkemusik. Åsen Teater er kendt for sin gode akustik, og rammerne giver de unge kunstnere optimale betingelser for at lade musikken folde sig ud og fylde rummet med rytme, klang og bevægelse.

Koncerten byder på en unik mulighed for at opleve talentfulde musikere tidligt i deres karriere, og der er lagt op til en stemningsfuld eftermiddag, hvor teaterrummet kan komme til at ryste, vibrere og svinge.

Arrangementet finder sted på Åsen Teater på Brødholtvej i Jerslev og henvender sig til alle med interesse for folkemusik og levende musikoplevelser.

Red.

Jesper Nielsen fejrer 25-års jubilæumi Østervrå Idræts- og Kulturcenter

0

Den 24. januar kan souschef Jesper Nielsen fejre 25-års jubilæum i Østervrå Idræts- og Kulturcenter (OIKC), og hvor er de 25 år så blevet af? Jespers eget bud er et indholdsrigt arbejdsliv med løbende udvikling, byggeprojekter, mødet med mennesker og gode kolleger, der har givet et spændende og travlt arbejdsliv. 

På visitkortet stod der egentlig landbrugsmaskinmekaniker, et dejligt arbejde, men også et fysisk krævende job, som Jesper var klar over, han ikke kunne holde til hele livet. Et job­opslag i OIKC fik ham til at overveje en helt ny jobretning. – Jeg husker tydeligt min jobsamtale, hvor der sådan lidt afslutningsvis blev nævnt, at der kunne være lidt rengøringsarbejde, som vist nok bestod i at spule med noget vand, fortæller Jesper med et stort grin, men jobbet bød på langt mere end det. Jesper blev ansat på fuld tid i stedet for to halvtids rengøringsdamer, i et center, der allerede havde både halinspektør og bademester. 

Noget af det første han blev kastet ud i var projektet med byggeriet af Kulturhuset, hvor han blev ansvarlig for tilsyn med byggeprocessen – sideløbende med de daglige driftsopgaver i centret. I 2005 fulgte udvidelsen af cafeteriaet og senere en lang række byggeprojekter med etablering og flere udvidelser i idrætsforeningens motionscenter. Her var Jesper igen ansvarlig for byggeprocesserne og fik samtidig mulighed for rent praktisk at være en del af projekterne, hvor han også fik lov til at sætte sit eget præg på dem. 

Udfordringer – ja tak!
Jesper elsker at få en god udfordring, gerne et teknisk problem, der skal løses, men alle opgaver er velkomne, og det gør heller ikke noget, at det tager lidt tid at få knækket ”koden”. Gennem årene har Jespers alsidige håndværksevner bidraget med utallige finurlige og praktiske løsninger – til glæde for både brugere og kolleger. Ideerne bobler stadig, og ofte afslører han først sine tanker, når tidspunktet er det rette. Netop denne kombination af kreativ tænkning, teknisk snilde og tålmodighed har været kendetegnende for hans arbejde.

Jobbet som souschef er alsidigt og fyldt med passende udfordringer. Det spænder fra hurtig fejlfinding og midlertidige løsninger, så den daglige drift kan fortsætte uforstyrret, til store og krævende opgaver bl.a. med energistyring af lys, vand og varme – ikke mindst i svømmehallen. Og når situationen kræver det, trækker Jesper også i hvid skjorte og sorte bukser for at agere tjener ved større arrangementer, hvor der både skal stilles mad an og serveres.

Gæsternes trivsel har altid været i fokus. Hvis mikrofonerne skratter, er der bud efter Jesper – og mangler der pludselig en forsanger, så tager han også gerne den rolle. Det er nemlig ikke ukendt for ham, for Jesper har tidligere været festmusiker og var i mange år en fast del af revytruppen i Østervrå, hvor han brillerede med flere humoristiske roller og en fantastisk sangstemme.

I svømmehallen har Jesper desuden en vigtig og ansvarsfuld opgave i rollen som livredderdommer, her er han konsekvent og stiller høje krav – for alle skal være klædt godt på til opgaven. 

Noget af det, Jesper sætter allerstørst pris på, er mødet med de mange mennesker, der dagligt har deres gang i centret. Dialogen er god, stemningen positiv, og det er sjældent nødvendigt at hæve stemmen. Friheden under ansvar – naturligvis med bestyrelsens opbakning – har haft stor betydning for hans arbejdsglæde, der har været med til at opvejet nogle af de bagsider, der også følger med jobbet. Mange aften- og weekendvagter har betydet, at han ind imellem er gået glip af begivenheder ikke mindst i den nærmeste familie, som udover hustruen, to børn og svigerbørn nu også omfatter et lille barnebarn. 

Jesper sætter en stor ære i, at huset er i god stand. Små og store reparationer får ikke lov at vente.  Samarbejdet med de øvrige tre kolleger i centret fungerer fint. – Vi har hver vores ansvarsområder med nogle overlap, hvor vi afløser eller hjælper hinanden, forklarer Jesper. 

Kollegerne deler helt og fuldt Jespers opfattelse af samarbejdet, og supplerer med egenskaber som god sparringspartner og løsningsorienteret. – Jesper arbejder flittigt og er meget fleksibel, han strækker sig langt for at få tingene til at lykkes, lyder det fra kollegerne. 

Fremtiden
Ved siden af sit arbejde er Jesper også formand for bestyrelsen i ØVIs Motionscenter, hvor han yder et stort stykke frivilligt arbejde, som han også praktiserer at få passet ind med sit professionelle virke i centret. Fremtiden byder forhåbentlig snart på opstart af de aktuelle byggeplaner med Hærvejshjemmet – et projekt, Jesper ser frem til at skulle følge helt i mål. 

Lidt længere ude i fremtiden håber han, at yngre kræfter en dag vil tage over. Ét håb står dog helt centralt: at det frivillige foreningsliv fortsat vil udvikle sig og have sin gang i centret, hvilket er en afgørende betydning for Østervrå Idræts- og Kulturcenters fremtidige eksistens.

Reception for alle
25 år er gået – Jesper har hele vejen bidraget med stort engagement, ansvar, humor og loyalitet. Han har i den grad været med til at sætte sit præg på Østervrå Idræts- og Kulturcenter, og derfor skal han også fejres. Lørdag den 24. januar er der reception i Østervrå Kulturhus, hvor alle er velkommen. Der vil blive serveret et let traktement, og af hensyn til dette vil bestyrelsen gerne have en tilmelding. 

ÅB

Gårdbrand ved Dybvad

0

Beredskabet fra Østervrå, Sæby og Dronninglund blev lørdag den 10. januar kaldt til gårdbrand på Krogsdamvej ved Dybvad. Det var en kostald med 34 stk. kvæg der var ild i. Alt kvæget blev reddet ud af bygningen, men et dyr måtte dog aflives på grund af brandskader. Fotos: Ejvind Pedersen

Garage udbrændt i Dybvad

0

Beredskabet fra Sæby og Dronninglund blev tirsdag den 6. januar kaldt til brand på Badskærvej i Dybvad, meldingen lød på bygningsbrand – der var ild i en garage. Allerede før brandmandskabet nåede frem var ilden gået igennem taget. Garagen udbrændte totalt, samt en bil der stod i garagen. Dagen efter blussede ilden op igen, så brandfolkene fra Sæby endnu en gang måtte en tur til Dybvad for at foretage en efterslukning. Fotos: Ejvind Pedersen

Myndighederne forberedt på snestorm: Koordinerer indsatsen i Nordjylland

0

Flere myndigheder er i dag samlet i Nordjylland for at styrke koordineringen og sikre en fælles indsats i forbindelse med den varslede snestorm. 

I dag er Nordjyllands Politi, Det Præhospitale Beredskab, Hjemmeværnet, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen og Vejdirektoratet samlet i Aalborg i den Lokale Beredskabsstab (LBS), hvorfra de følger varslerne for vejret nøje. 

Formålet er at sikre hurtig koordinering, effektiv ressourceanvendelse og rettidig information til borgerne, hvis vejrsituationen udvikler sig.
Myndighederne er forberedt på at håndtere eventuelle udfordringer som følge af kraftigt snefald, blæst og glatte veje, herunder påvirkning af trafikken, forsyningssikkerheden og adgangen for redningskøretøjer. Blandt andet indebærer det at man sikrer assistance fra Forsvarets køretøjet samt Beredskabsstyrelsens sneplove. 

Politiinspektør Henrik Skals, der koordinerer den samlede indsats i Den Lokale Beredskabsstab, fortæller om arbejdet:

”Indtil videre er der ro på i det nordjyske, men vi tager de varslede forhold meget alvorligt, og vi søger at være på forkant med begivenhederne: så er vi nemlig klar til at reagere, hvis vejret giver udfordringer for borgerne. Vi opfordrer også til, at borgerne selv forbereder sig og husker de gode råd – særligt hvis de har brug for at bevæge sig ud i trafikken.”

Gode råd til borgerne

Myndighederne opfordrer borgerne til at tage følgende forholdsregler:

  • Følg myndighedernes anbefalinger.
  • Skal du ud at køre, så tilpas hastigheden efter forholdene.
  • Sørg for, at bilen er vinterklar med vinterdæk, isskraber, sneskovl, varmt tøj, refleksveste, mad og drikke, fuld tank eller batteri, strøm på telefonen, samt tæppe og eventuelt medicin.
  • Hold dig opdateret via officielle kanaler og lokale medier.
  • Vis hensyn til rednings- og servicekøretøjer, så de kan komme frem.
  • Hjælp naboer og særligt sårbare borgere, hvis der opstår behov.

Myndighederne vil løbende vurdere situationen og melde ud, hvis der sker ændringer eller behov for yderligere tiltag.

Opstår der specifikke spørgsmål til myndighedernes særskilte indsatser, så henviser vi til den relevante sektor.

Mathias Heise og Pelle von Bülow 

0

Årets nytårskoncert i Østervrå Kirke var i år lagt i hænderne på ovennævnte kunstnere. 

Knap hundrede, mere eller mindre lokale, trodsede søndag eftermiddag sne og kulde og fandt ind i Østervrå Kirkes varme rum, hvor der var nytårskoncert.

Det var et par meget dygtige unge mennesker der var klar med et lidt mindre set­up, idet en mundharpe ikke fylder mere end en lomme + det løse.

Lyden var til gengæld stor og evnerne mange da de to gik i gang. 

Koncerten var et blandet perpertoire af noget vi kendte, Stevie Wonder er jo nærmest uundgåelig, når man spiller mundharpe, og vi fik da også både ”Overjoyed” og ”Isn’t she lovely”, derudover spillede de Phlakes ”Angel Zoo”, ”My favorite things” (Sound of Music), ”Bluesette” (Toots Thielemans) og ”One day i’ll fly away” (Randy Crawford) og så var der faktisk også et nummer, som Mathias Heise selv havde skrevet til sin mor ”Padre mi madre”.

Mathias Heise har op til jul været på TV både fra DR’s Juleshow, hvor han spillede ”Merry Christmas to you” sammen med Rasmus Bjerg og også på et TV2 juleshow, så han kan sit kram. 

Det samme kan Pelle von Bülow, en lang og ranglet ung fyr der med laaange guitarfingre kunne nå de mest utrolige ting på gribebrættet på sin jazzguitar.

Efter koncerten var der et lille glas bobler og lejlighed til lige at ønske hinanden godt nytår.

KØH2

Et velfungerende lokalt beredskab gør en stor forskel

0

Året blev traditionen tro rundet af med nytårsparole på Falcks brandstation i Østervrå, hvor stationsleder Gorm Rosendal bød velkommen til brandfolk, tidligere kollegaer og borgmester Karsten Thomsen. 

Stationslederen indledte sin årsberetning med at rose mandskabet for deres indsats i det forgangne år. – Jeg er utrolig stolt af den måde I takler de opgaver, vi kommer ud til. Det sammenhold, kammeratskab og engagement I udviser gør, at vi altid er klar til at hjælpe her i lokalområdet, lød det anerkendende fra Gorm Rosendal. 

Alsidige opgaver
Mandskabet i Østervrå rykkede ud 40 gange og var sammenlagt indsat i omkring 86 timer, lidt mindre end året før. Opgaverne spændte igen bredt fra brand i bygninger og landbrugsredskaber, kørsel til ABA-alarmer, naturbrand, gasledninger og standby for nabostationer. Alsidige opgaver, der understreger vigtigheden af at have et velfungerende lokalt beredskab, der er klar til at løse mange forskellige opgaver. 

Nyt på stationen
På stationen er der sket flere ændringer. – Sikkerheden er stadig i fokus, bl.a. med nye rutiner ved røgdykning. Der er også kommet nye radioer i sprøjten, dem skal vi til at lære at kende, lød det fra stationslederen. Stationen har udvidet med en reservetankvogn, som kan indsættes ved særligt behov. I den forbindelse er der sket en omrokering og oprydning i garagen. 

En ny kollega kom til i slutningen af 2024, og mandskabssituationen ser p.t. godt ud. Stationslederen understregede at der stadig er fokus på nye emner. – Belært af erfaringer ved jeg, at tingene hurtigt kan ændre sig, så vi er altid åbne for at optage nye kolleger, lød opfordringen. 

Ny kontrakt
Det nye år kommer også til at byde på spænding og en vis usikkerhed i forbindelse med, at der skal forhandles en ny kontrakt med Nordjyllands Beredskab – gældende fra 2028. Det vil bl.a. stille spørgsmål til Falcks fremtidig rolle, som i dag omfatter service på køretøjer, øvrigt materiale, dragter, bygninger m.m. – Faktum er, at vi ikke har mulighed for at påvirke udbuddet, så jeg vil i stedet for se frem til et 2026, med håbet om, at det igen bliver et ”godt” år for os her på stationen, lød det afslutningsvis fra stationslederen. 

Sidste besøg
Borgmester Karsten Thomsen var på sit sidste besøg, og benyttede lejligheden til at understrege vigtigheden af et velfungerende beredskab, også med særlig henvisning til den usikre situation på verdensplan. – Det betyder nye opgaver til beredskabet, lød det fra den afgående borgmester, som bl.a. fremhævede voldsomme klimahændelser og forsyningssikkerhed. Karsten Thomsen gav eksempler på opgaver, som beredskabet havde løst i løbet af 2025. – I er dygtige, og viser hver gang, at I gør en kæmpe forskel. Vi er taknemlige for, at I bidrager til, at vi alle kan være trygge i vores hverdag, lød de afsluttende ord. 

Nytårsparolen blev indledt med et minuts stilhed for at mindes de kolleger, der er afgået ved døden i 2025. 

ÅB

Mere end 100 deltog i Hjerteforeningens nytårsmarch

0

Mere end 100 veloplagte mennesker mødte nytårsdag op til årets første gåtur rundt på Hjertestierne i Gybels Plantage i Sæby. Turen er for mange blevet en tradition og en god måde at starte det nye år.

Formand for Hjerteforeningen Sæby, Tove Hanghøj, bød hjerteligt velkommen til de mange fremmødte og fortalte kort om, hvad der er i vente af arrangementer i Hjerteforeningen i Sæby i 2026.

Her blev bl.a. nævnt, at Hjerteforeningen i Sæby i år kan fejre 40-års jubilæum.

Hun kunne også fortælle, at man får en spændende gæst til årets generalforsamling, nemlig hjertekirurg og forsker ved Aalborg Sygehus, Benedict Kjærgaard.

Benedict Kjærgaard er landets førende specialist indenfor behandling af underafkølede patienter med hjertestop og er blandt de læger, der har gjort en uvurderlig forskel i nogle af de mest dramatiske redningsaktioner i nyere tid, bl.a. ved bådulykken i Præstø i 2011, hvor han var med i genoplivningen af flere unge mennesker, der havde fået hjertestop i det iskolde vand.

Benedict Kjærgaard er en yderst engageret og samtidig jordnær og intens fortæller, som foreningen glæder sig meget til at byde velkommen.

Nytårsmarchen blev nydt i det klareste vintervejr, og som vanligt afsluttedes turen med hyggesnak og ønsker om et godt nytår samt en kop varm kaffe eller kakao.