Home Blog Page 459

Grundlovsmøde på Dannerhøj

0

På Dannerhøj, hvor hovedlandevejen (og motorvejen) fører over Jyske Aas, bliver der i år sat endnu en sten på toppen, hvor Frederik VII navngav stedet i 1852. Dengang lovede befolkningen, at de årligen ville fejre grundlovens givelse med et folkemøde, og siden har de rejst sten for de folketingsmedlemmer, som landbokredsen har haft valgt fra 1910 til 2015.

Straks satte de et minde om kongens og grevinde Danners besøg, Derefter kom stenene for folketings-med-lemmerne, og de havde lange valgperioder før i tiden! Godt 20 år var normen, så frem til 1975 blev det kun til tre sten. På Bodil Tranes sten står der 1990-2001, og nu får så Tina Nedergaard sin sten for tiden 2001-2015.

Talere på Dannerhøj er i år, Frederikshavnkredsens folketingskandidat Henrik Buchhave, Brønderslevkredsens folketingskandidat Henrik Jørgensen og Frederikshavns borgmesterkandidat Jytte Høyrup.

Riverside Voerså holdt åbent hus

0

– Det ynder jeg at kalde Voerså Ferie og Voerså Kanoudlejning, siger indehaveren Johnny Olsen og fortsætter. – Jeg er helt overvældet over alle de besøg, vi har haft hele dagen. Omkring 500-600 er bestemt ikke helt forkert. Det kan jeg se på både velkomstdrinks og gratis is til børnene, siger han.

Det var Voerså Ferie, der holdt åbningsfest lørdag 27. maj, for at indvie de nyrestaurerede lokaler og omgivelser ved åen, der har fået et ordentlig boost for knap to millioner kroner. LAG Fonden har spyttet i kassen med kr. 200.000 mens resten er privat finansieret, gennem den lokale sparekasse.

– Det hele er bygget op og fremstillet af lokale håndværkere, og det er i den ånd, jeg ser det, for jeg vil meget gerne støtte det, andre kalder ”Udkants-Danmark”.

– Sådan ser jeg det slet ikke. De kan ude omkring kalde os, hvad de har lyst til. Jeg ser det helt anderledes. Jeg vil kalde Nordjylland for Danmarks perle, siger Johnny Olsen.

Stenovnsbagte pizzaer
De to pizzabagere, Anders Sørensen og Benny Kjærsgaard, havde en travl lørdag. Det store publikum var helt vilde med pizzaerne, der blev bagt, i den nye stenovn.

Johnny Olsens kone, Irmelin, fortæller, at det varer omkring 7-8 timer bare at varme ovnen op, så alt skal være klart og forberedt. På længere sigt er det meningen, at der skal være pizzaaftener både inde i de nyrestaurerede lokaler, og udenfor i de nye hyggelige omgivelser.

– I løbet af dagen har vi fået en del bestillinger. Det være sig både på værelser, overnatninger, fødselsdagsfester og spisninger – ja og så er det lige op over, vi må melde udsolgt til deltagelse i spisningerne Skt. Hans aften. Vi har flere bestillinger både i 2018, 2019 og nogle få i 2020.

I løbet af sommeren kommer der også flere arrangementer på scenen ved åen, siger Irmelin Olsen.

Her bryder Johnny Olsen ind og tilføjer.

– Indendørs kan vi have selskaber på indtil 65 personer. Er vejret lige så godt som i dag, kan vi klare 150 personer. På længere sigt vil noget af det udendørs areal også blive overdækket, forklarer indehaveren.

Kanoer og vandcykler
Et så stort besøg satte også gang i de mange kanoer og vandcykler. Flere havde bestilt kanoer til afgang fra Fæbroen og Præstbro midt formiddag, for så at lande i Voerså om eftermiddagen når festlighederne var i fuld gang med masser af hornmusik leveret af 15 messingblæsere, der underholdt en times tid.

Det kendte sted ved åen har eksisteret siden 1929, da Johnny Olsens morfar, Martin Sørensen, købte stedet og kom til byen. Han havde selv en robåd liggende ved åen en del år, inden han i 1951 fandt på at leje båden ud. Det var den spæde start, som Johnny Olsen nu er 3. generation af. Selv om helbredet, og det er især bentøjet, gør lidt knuder, har han lyst til at fortsætte i flere år endnu. Somrene tilbringer han meget gerne på sin hjemstavn ved åen i Voerså, mens turen går tilbage til Egersund i Norge til oktober, hvor han er bosat og har et vagtfirma, som administreres af en stedfortræder, mens chefen selv opholder sig på sit fødende hjem.

Tekst og foto: Cille Strøm

Ønskekoncert i Sogne­huset i Hørby

0

Næste tirsdag kan man komme til Ønskekoncert i Hørby og som overskriften siger, så er det en aften, hvor man kan vælge det, man gerne vil synge fra Højskolesangbogen. Der er musik til sangene ved organisten i Skæve kirke, Bo Møller, så det er bare at komme med forslag til de sange, der trænger til at blive sunget eller som man trænger til at synge og der er jo ikke noget så godt som at synge sammen – det virker godt ind på mennesker både fysisk og psykisk, siger videnskaben og ja, det er nu også svært at være sur, når man synger.

Man håber meget på, at der er mange, der har lyst til være med til at blade i højskolesangbogen og finde nogle af de sange frem, man ikke har sunget længe eller som betyder noget helt bestemt for en på den ene eller den anden måde.

Jo-Jo 

Open By Night – en fast tradition i Dybvad

0

Der er Open By Night i Jernbanegade i Dybvad fredag d. 9. juni, hvor der vil være masser af gode tilbud i butikkerne og spændende boder i gaden – og her kan man stadig nå at kontakte Handelsstandsforeningen, hvis man vil have en bod i gaden denne aften.

Der vil være flotte veterankøretøjer og diamantjagt for børnene og ballon-dart med mulighed for at vinde gavekort.

Der er live musik leveret af The Irish Waterfalls og mulighed for udendørs spisning v. Dybvad Kro, hvor menuen består af barbequemarineret svinefilét m. krydrede kartoffelbåde og grøn salat – i tilfælde af dårligt vejr rykker man inden døre. Kroen håber, der kommer rigtig mange – og man lover,at der mad nok til alle.

Dybvad Spejderne kommer og laver pandekager over bål.

Dybvad Handelsstandsforening håber på rigtig god opbakning til den aften, så Jernbanegade kommer til at summe af liv som i de gode gamle dage med Torvemarked i byen.

Jo-Jo

70 år

0

Tidligere arkivar ved Byhistorisk Arkiv i Sæby og leder af Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn, Jørgen Peder Clausager, Kolonihavevej 6, Østervrå fylder, lørdag 3. juni 70 år.

Det stod ikke skrevet at Jørgen Clausager, der er født som søn af et lægepar og opvokset på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning ved Vejle, skulle gå historievejen. Han påbegyndte da også medicinsk studium ved Aarhus Universitet i 1965, men skiftede i 1968 til historie som hovedfag og engelsk som bifag, hvor han for alvor følte, at han var kommet på sin rette hylde. Interessen for historie og måske især lokalhistorie blev allerede vagt i Mellemskolen, hvor historielæreren frk. Høgsbro ikke nøjes med at undervise i klasseværelset, men også lod eleverne komme ud og stifte bekendtskab med de virkelige historiske rammer.

Jørgen fik en nysproglig studentereksamen fra Fredericia Gymnasium suppleret med et udvekslingsophold i USA i 3. g. Uddannelsen fortsatte på Aarhus Universitet afsluttet med en cand.mag. i 1976. I studietiden var han studentermedhjælper ved Erhvervsarkivet i Aarhus og undervisningsassistent på universitetet. Sit førte job fik han på Rødkilde Gymnasium i Vejle, som lærerkandidat. Historien trak i ham og fra 1977-1981 havde han ansættelse som arkivarvikar ved Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg. I 1981 søgte han, og fik job som arkivar på Byhistorisk Arkiv ved Sæby Museum indtil 1996, hvor han vendte tilbage til sine rødder og blev leder af Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn indtil sin pensionering i 2012.

En del af arkivarens arbejde er beregnet til forskning og udgivelse af dette, og det er faldet godt i med Jørgen Clausagers lyst til at formidle historie på skrift. Listen over det han har bidraget med i form af egne tekster og redaktionelt arbejde er både lang og meget varieret. Allerede på Landsarkivet i Viborg kom det første udspil med bogen ”Viborg som erhvervsby”. I Sæby var der mange spændende opgaver med at udvikle arkivet og museet. Specielt var der et stort opsamlingsarbejde efter kommunesammenlægningen i 1970 med bl.a. skolearkiver, og det var også Clausager, der fik sat en systematisk indsamling i gang af konfirmandbilleder samt udgivelsen af Årsskrift for Sæby Museum og meget andet.

I Fredericia var det noget større forhold, og her blev han hurtigt redaktør for den lokalhistoriske årbog ”Fredericiabogen”. Han var også dybt involveret i udgivelsen af 3-binds-værket om Fredericia Fæstnings historie, der udkom i 2000. Hertil kommer utallige artikler og anmeldelser i diverse historiske udgivelser, samt undervisning og vejledning i slægts- og lokalhistorisk forskning m.m.

Det var på universitetet han mødte engelske Sheila Tebbutt, som han blev gift med i 1969. Parret fik sammen to døtre. Clausager mistede sin kone i 2000. I 2012 blev han gift med Vivi Dybdahl, og parret bosatte sig i Østervrå.

De nyder sammen deres fælles interesse for historie og ikke mindst lokalhistorie. Sammen har de udgivet en artikel om Skulpturer og mindesmærker i det offentlige rum i den tidligere Sæby Kommune. Det er også dem, der stod bag jubilæumsskriftet ”Østervrå i Handel og Vandel 1965-2015”. Privat har Vivi og Jørgen etableret en stor samling af håndbøger og andre spændende historiske udgivelser. Seneste har parret sat sig for at opspore gamle kilometersten – hovedsagelige i Vendsyssel. Jørgen er medlem af Historisk Samfund for Vendsyssel, og er frivillige medarbejder ved Østervrå Lokalhistoriske Forening, hvor han bl.a. har fået tid til at fordybe sig i Folketællingslisterne. Skriverierne holder han fortsat ved lige som free-lance, der bliver også plads til byvandringer i Østervrå og rundvisninger på Sæbygaard Slot, hvis der da ikke lige er et af mange foredrag han skal ud med.

Fødselsdagen fejres senere sammen med de to døtre, svigersønner og tre børnebørn, samt Vivi og hendes familie. Fødselaren træffes på dagen.

ÅB

Den ”ufede” grillsæson

0

Af kostvejleder hos Østervrå Fysioterapi og Træning, Trine Tøtterup Hansen

Vi kender det alle sammen. Hyggen på terrassen med et køligt glas rødvin eller en dugkold øl, mens duften af grillmad kilder i næsen og forventningerne til et lækkert måltid anes. Snakken med gode venner, stemningen, sommer, sol og ferie.

Vi kender det også alle sammen efter ferien – de ekstra kilo og tøjet der er skrumpet.

Da hygge med venner omkring grillen har stor værdi for livskvaliteten, vil jeg i det følgende inspirere, give tips og ideer til, hvordan man kan lave sundere alternativer til almindelig grillmad, tilbehør og sommerdessert. I bliver ikke præsenteret for en færdig opskrift, men inspiration til ændringer, som I tænker, kan passe ind i jeres grillaften, uden at give køb på hygge og madglæde.

Kød
Vælg det magre kød og mariner det i en god krydret marinade på basis af hvidløg, salt, eddike og olie – tilsæt f.eks. karry eller friske krydderurter. (Både kød og marinade kan fryses ned, så det er klar til næste grill-aften).

Prøv f.eks. at servere hotdog med store kyllingestykker eller aflange frikadeller i fuldkornsbrød.

Tilbehør og salat
Lav kartoffelsalaten selv. Dressingen kan laves af mager creme fraiche, lidt mayonnaise, citronsaft, friske krydderurter og salt.

Pastasalat kan vendes i olie/eddikedressing tilsat ærter, forårsløg og rød peber. Lad dig inspirerer af, hvad du har i køleskabet. Vælg fuldkornspasta, da det mætter og indeholder flere vitaminer og mineraler end hvid pasta.

Hvis du laver en almindelig grøn salat kan du tilsætte kogte røde linser eller kikærter og derved øger du protein- og fiberindholdet. Kikærter og linser kan koges i større portioner eller købes på dåse, vendes i dressing og opbevares i køleskab i et par dage.

Prøv f.eks. at rive et frisk blomkål på rivejern, bland det med olie/eddikedressing, tilsæt lidt parmesanost, forårsløg, friske krydderurter, og hvad køleskabet ellers byder på af friske grøntsager.

Sommerdessert
Banan-/vaniljeis – frys tynde bananskiver, blend dem med lidt mandelfløde/magert fløde og vaniljesukker. Efter smag kan I tilsætte kakao, jordbær, blåbær osv. Nyd denne sunde, friske og cremede sommeris, som et sundere alternativ til almindelig flødeis.

Benyt sommerens friske frugt og bær, som er sprængfuldt af vitaminer og mineraler, i en lækker frugtsalat med vaniljeskyr. Sommerens bær kan også bruges som topping på koldskålen.

Når du handler gå efter nøglehulsmærket og fuldkornsmærket.

Jeg håber I er inspireret til at komme gennem sommeren på den ”ufede måde”, hvor I udfordrer gamle vaner og nyder en sundere variation af grillaftener med familie og venner.

Ønsker du yderligere råd og vejledning eller har du specielle behov eller krav til din kost. Så kontakt evt. en kostvejleder for individuel konsultation og inspiration.

Grundlovsmøde

0

Traditionen tro, holdes der 2. pinsedag, Grundlovsmøde i Glassalen i Tolne Skov, hvor hovedtaleren i år er Hjørring Kommunes 1. viceborgmester, Daniel Rugholm, fra Det Konservative Folkeparti.

Daniel har siddet i kommunalbestyrelsen de sidste 8 år. Han har ligeledes været medlem af Folketinget, hvor han bl.a. var ordfører for uddannelse, sundhed, miljø samt landbrug. De seneste to år har han været ansat som politisk chefrådgiver i Landbrug og Fødevarer på Axelborg og sidder derudover i forskellige bestyrelser, bl.a. som næstformand for UCN og formand for Spar Nords Bankråd i Hjørring.

Daniel vil tale om vores grundlov, vores demokrati, vores frihed og fortælle anek-doter fra sit arbejde i Hjørring Kommune, Folketinget og fra dette forår, hvor han har været i Kongressen i Washington, USA.

Anker Heilesen akkompagnerer fællessange med harmonikaspil, medbragt kaffe nydes undervejs i mødet, hvor der vil være mulighed for at købe lodder til et lotteri fortæller Britta Eckhardt fra Kristendemokraterne.

Gavmild sponsor hjælper damehold i lille klub

0

Det ene damehold i Sæsing boldklub har fået fantastisk sponsor. En kold aften løber 10 damespillere fra Sæsing Boldklub på Sæsing Stadion og spiller kamp. Til kampen dukker der ca. 20 tilskuere op. Et par af dem er Trine og Michael Lundholm fra Lundholms Auto. Dameholdet vinder kampen og efterfølgende får holdet en fantastisk nyhed. Lundholms Auto i Sæsing ønsker at give dameholdet et helt ny sæt spillertøj – hvilket var yderst tiltrængt.

Mandag den 22. maj blev det nye tøj taget i brug. Dameholdet spiller kamp på hjemmebanen i Sæsing. Holdet taber desværre for første gang en kamp her i foråret. Men holdet ligger forsat på 1. pladsen med 5 point ned til 2. pladsen.30

Kristi Himmelfarts-gudstjeneste i høj solskin

0

Lige fra morgenstunden skinnede solen fra en klar himmel, og hvad var mere naturligt end at starte dagen med salmen, ”Se nu stiger solen af havets skød”.

Det var, hvad der var planlagt, da der blev holdt gudstjeneste for 65 fremmødte i Anlægget i Præstbro. For alle tilfældes skyld var der stillet telt op, men det var slet ikke nødvendigt, for vejrguderne var i det helt rigtige hjørne denne Kristi Himmelfartsdag.

Guds søn satte sine spor
Sognepræst Helge Morre Pedersen fortalte om Kristi Himmelfartsdag, og om det lille kapel, der ligger på Oliebjerget, og som kun er åbent en enkelt dag om året. Indholdet i kapellet er et lille stykke af en klippe gemt bag en glasplade, og efter sigende skulle det være her, Jesus tog afsæt, da han forlod Jorden.

– Guds søn har været på jorden og sat sine spor. Når vi ser en kirke, er det Jesus, der har været her og sat sine spor – spor som vi i dag kan vandre i, sagde Helge Morre Pedersen.

Sognepræsten forklarede det hele med, at også andre havde sat sine spor. Eksempelvis en efterladt familie fra en håndværker som i dag kunne sige, at det og det hus har bedstefar bygget, eller denne bygning har bedstefar været med til at lave. Det er at sætte sine spor, sagde sognepræsten.

Børnesang høstede bifald
K. I. K. Koret, der består af børn under ledelse af kirkesanger Dina Flyvbjerg Ledet, gav en del prøver på deres sangkunnen, mens kirkesangeren slog tonen an på elklaver.

Selvfølgelig høstede børnene stort bifald fra både forældre, søskende og andre kirkegængere, der var mødt frem, i det gode vejr.

Grill i stor stil
Fortæringen var der bestemt ikke sparet på. Menighedsrådet var vært ved revelsben og grillpølser med tilbehør, væske til at slukke tørsten i samt kaffe og kage.

Tekst og foto: Cille Strøm

Voerså tildelt ”Vild med Vand” arrangement

0

Havnens Dag er en årlig begivenhed i Vild med Vand-havne rundt om i Danmark, som finder sted lørdag den 10. juni 2017.

Voerså jollehavn er en af 70 havne, der har fået tildelt arrangementet, og arrangementerne kører samtidig i hele landet.

Havnens Dag er et tilbud til lokalbefolkningerne om at komme en tur på havnen og til havet for at få en oplevelse. Her tilbydes aktiviteter og masser af stemning, som tiltrækker folk og gæster, der har lyst til at deltage i aktiviteterne, så de får lyst til at komme igen.

På landsplan forventes omkring 100.000 gæster på de 70 havne, hvor den kendte tv vært Camilla Ottesen i øvrigt er Vild med Vand ambassadør.

Masser af gratis aktiviteter
På Voerså jollehavn er der et omfattende program, der starter midt formiddag.

Her er der trailer- og bagagerumsmarked, demonstration med redningsflåde, stand up padling samt kano- og kajaksejlads, opvisning fra redningshelikopter, krible-krable bassiner for børn og sejlads med gæster.

Alle disse aktiviteter er gratis at deltage i.

Der er i øvrigt også gratis parkering og fri adgang til pladsen.

Fortæring i løbet af dagen behøver man ikke at tænke på. På pladsen sælges øl, vand, pølser med tilbehør samt kaffe og kage.

Tekst og foto: Cille Strøm