Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Kæmpesucces for Dybvad IK ved lands­mester­skaberne i Atletik­ 11 GULD – 4 SØLV – 5 BRONZE

Lige som sidste år havde Dybvad Idrætsklub otte unge atletikudøvere med, da DGI afviklede sine landsmesterskaber i Vejen. Byens store idrætscenter var en rigtig flot ramme om dette års LM. Et flot atletikstadion lagde baner til en masse spændende atletikkonkurrencer i løbet af weekenden, mens Centrets svømmehal og springcenter blev flittigt benyttet af de mange børn i aftentimerne.

Som overskriften fortæller, blev det et rigtig flot stævne for Dybvad IK. Udover de 20 medaljer i de individuelle øvelser, blev det også til mange medaljer i stafetter og holdkonkurrencer.

Dybvad IKs deltagere var alle med hos de 10-13 årige piger og drenge. Og her præsterede de langt over forventning. I de nævnte aldersklasser blev der uddelt 60 sæt medaljer. Femten af de deltagende klubber fik guldmedaljer med hjem, og meget overraskende blev det DYBVAD IK der sammen med Århus 1900 vandt flest guld.

Listen over de fem klubber med flest vundne individuelle guldmedaljer hos 10-13 årige ved LM ser således ud: Dybvad 11, Århus 1900 11, Esbjerg 8, Vejle 7 og Haderslev 7.

Hos de 10-årige piger vandt Alberte Rasmussen 3 individuelle medaljer. Guld i kuglestød med 7.28 meter, sølv i boldkast med 28.33 m og bronze i længdespring med 3.45 m.

Marie Nielsen fik hos de 11-årige piger guld i boldkast med 35.18 meter. I både længdespring, 60 meter og kuglestød endte Marie lige udenfor præmieskamlen.

Alberte og Marie blev sammen med klubkammeraten Freja Nielsen og en Hjørringpige nummer 2 i 4 x 60 m stafetløb og dermed sølvmedaljer til de fire. De 4 stafetpiger besatte sammen med 2 Sæbypiger andenpladsen i holdkonkurrencen for landsdelen. Så endnu mere sølv til de tre 10-11 årige piger fra Dybvad IK.

Anne V. Jensen var med hos de 12-årige, og satte sig her på 2 tredjepladser og efter et spydkast på 22.51 meter og et boldkast på 36.47 meter gav det to bronzemedaljer.

Hos drengene havde Dybvad IK en dreng med i hver af de 4 aldersgrupper og det blev til mange flotte præstationer.

Hos drenge 10 år blev det til 3 medaljer til Mads V. Jensen. Sølv i 400 m løb med 1.24,39 min., sølv i boldkast med 38.87 meter og endelig bronze i kuglestød med 7.44 meter.

Emil Nielsen fik medalje i alle sine 5 øvelser. Guld i 60 m hækkeløb med 12.33 sek., guld i boldkast med 47.06 meter, guld i kuglestød med 10.82 meter, sølv i længdespring med 3.87 meter og endelig bronze i 60 meter løb med tiden 9.75 sek.

Emil blev også samlet vinder af aldersklassens trekamp (1 løb, 1 spring og 1 kast), og altså endnu en guldmedalje og i tilgift en supernål, da han som den eneste i aldersklassen havde samlet tilstrækkeligt med point.

Niels Skovsgaard var tæt ved at gøre rent bord hos de 12-årige efter 4 guldmedaljer og en femteplads. Guldmedaljerne kom efter 4.07 m i længdespring, 7.62 m i kuglestød, 39.90 m i bold og 23.06 m i spydkast.

Sidste aktive for Dybvad IK var Jelmer Scholten, der hos de 13-årige drenge satte sig på førstepladsen i de to løbeøvelser, og dermed guld i 80 meter løb med 10.94 sekunder og i 800 m, hvor tiden blev 2.21,55 minutter. Jelmer fik også sølv i trekamp.

I holdkonkurrencen hos de 10-11 årige fik Emil og Mads sammen med en Sæbydreng sølv til Nordjylland.

I stafetløbet 4 x 80 m hos de 12-13 årige blev Jelmer og Niels suppleret af Emil og Mads, der var rykket op fra 10-11 års klassen. Her blev det meget overraskende blev til sølv, endda kun 26 hundrededele fra guldet.

Jelmer Scholtens tid i 800 m løb placerer ham som nummer 1 på distancen hos Dansk Atletik Forbund. Pudsigt nok også foran nummer 2 med samme decimaler, 26 hundrededele, som i stafetløbet, men denne gang i Jelmers favør.

Popular Articles