Home Blog Page 456

Morgenmøde med borgmester

0

Onsdag den 28. juni får Netværkscafeen i Kulturcenter Vendsyssel besøg af Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt til et morgenmøde. Da Arne har en travl dag, og skal videre til et møde på kommunen mødes vi og spiser rundstykker og får morgenmad sammen, inden Arne starter med at fortælle om sit liv fra barndommen og ungdommen og hele hans liv indtil nu.

Arne Boelt vil, ud over sin livsfortælling berøre emner som hvad der driver ham i politik, hvilke værdier han vægter højest, hvordan han forener familielivet og sit arbejde i det politiske land og hvordan han ser på fremtiden for Hjørring Kommune.

Arne Boelt er opvokset i Sønderskov hos sine bedsteforældre, sammen med 3 halvsøskende. Han er gift med Susanne og har 3 børn.

Blev udlært tømrer, men kom ind som Falckredder i Hjørring, og har arbejdet der i mange år, inden han blev borgmester.

I fritiden, har sport altid været en vigtig aktivitet i familien.

Siden 1994, hvor Arne blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Sindal, som 31 årig, har politik haft en stor plads i Arnes liv. Efter kommunesammenlægningen i 2006, blev han valgt ind i Hjørring Kommune.
Hans liv bærer meget præg af fællesskab, og det at have mennesker i cen-trum, hvor der er en ba-lan-ce mellem indsats, ydelse og krav. Som borgmester lægger han vægt på at holde fast i helheden for borgerne – og være garant for et politisk arbejde og samarbejde, der bygger på ærlighed, troværdighed og respekt for forskelligheder.

Erhverv, uddannelse og turisme er områder, med en høj prioritet, som der er særlig opmærksomhed på.

Arne mener, at alle skal have mulighed for at bidrage efter evne og sammen kæmpe for et stærkt fællesskab. Han satser stærkt på forebyggelse frem for udelukkende at helbrede. ”På den måde sikrer vi en sund og bæredygtig udvikling med vækst til gavn for os alle”, siger Arne Boelt.

Solen skinnede på ”Den Fortabte Jord”

0

På bænken under blodbøgen var der trængel om skyggepladserne i det solbeskinnede anlæg i Østervrå i søndags da de tre kirker i byen havde arrangeret fælleskirkelig gudstjeneste.

Det er efterhånden ved at være en fast tradition og også i år stimlede en stor flok (omkring 200) sammen i anlægget til gudstjeneste og gymnastikopvisning.

Elever fra Torslev Skoles indskoling stod for præludiet og de gav den hele armen med to sange om Gud og om skabelsen.

I det hele taget, var rigtig mange aktører på banen hele gudstjenesten igennem, foruden Jens Nielsen med band var forskellige kor, sangere, tekstoplæsere og adventistpræst Andreas Müller på scenen og gav et nap med på forskellig vis og hjalp således Kristian Brogaard med at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Årets tema var ganske alvorligt, nemlig ”den fortabte jord” og Kristian og Andreas’ dialogprædiken gik på, hvorvidt vi skulle være fortvivlede og modløse eller tro på, at Gud har styr på og tager hånd både om os og  vores miljømæssige udfordringer. Der blev bl.a. stillet forslag om en lokal kristen hønseavlerforening for at danne en grøn cirkel i vores små husholdninger.

Efter gudstjenesten stod GF77s dygtige gymnaster klar i kulissen med det hold, der netop har været i Berlin her i pinsen og så vidt vides var det nogenlunde samme opvisning der blev fremført i anlægget. Dygtige var de i hvert fald.

Imens gudstjeneste og gymnastikopvisning blev afviklet, svedte et helt madhold ved grillerne og var efterfølgende klar med grillet kylling og pølser med kartoffelsalat, pastasalat og brød til alle.

KØH2

Musikalsk gæst i dagplejens legestue

0

Musikeren Michael Back gæstede i sidste uge de kommunale dagplejeres legestue i Østervrå Kulturhus.

Den store sal i Kulturhuset var omdannet til både danse- og spillestudie sidste torsdag, hvor både store og små for alvor fik vrikket til musikken. Dagens gæst Michael Back forstår i den grad at få alle med, og det blev til et meget lystigt besøg.

Først kørte alle i bil, og bagefter blev der spillet på både luftguitar og trommer til den store guldmedalje – måske er her blevet født et par nye popmusikere?

Renlighed er godt, så derfor skulle både gulve og døre vaskes, og der blev gnubbet og skrubbet til musikken, så det blev måske slet ikke nødvendigt for hallens personale at svinge kosten efter dagens leg?

Til sidste blev alle til store og små trolde, der både var sure og glade. Alle var enige om, at det havde været en rigtig sjov formiddag.

Sommeren står også for døren hos de kommunale dagplejere, som holder pause i legestuen og i stedet går på besøg hos hinanden – en skøn adspredelse, hvor børnene også lige får lejlighed til at prøve ”nye” legeoaser.

ÅB

Thorshøj er klar til at feste

0

Det begynder med Skt. Hans og slutte med premiere på årets Thorshøj Revy. Ni dage med idrætsuge i Try Thorshøj Boldklub (TTB), som også lige afvikler fodboldskole i samarbejde med DGI. Festen starter, fredag d. 23. juni og varer til og med lørdag d. 1. juli – søndag er det tid til opsamling.

De er ikke bange for at tage en udfordring op i TTB, som i år har idræts-uge samtidig med, at de også har fodboldskole, men det ryster ikke de garvede folk i Thorshøj. – Vi har heldigvis rigtig mange gode hjælpere, forsikrer Annika Thomsen, der er én af tovholderne på den travle uge. Når vi har lagt rammerne, så er det ikke et problem at finde folk til at fyld dem ud, for de fleste af dem, har været med før, og kender arbejdsgangen, fortsætter Annika, som heller ikke mener, at nye hjælpere behøver at været bekymrede, for de er i hænderne på gode læremestre.

Startskuddet lyder Skt. Hans aften, som afvikles på Thorshøj Stadion med båltale af skolebestyrelsesmedlem Lone Haugaard, og alle er velkomne til en aften med forhåbentlig godt vejr.

 

En travl uge

Vejret skulle også gerne holde resten af ugen, hvor de fleste aktiviteter kommer til at foregå i og omkring Thorshøj Stadion. Lørdag d. 24. juni åbner de sportslige aktiviteter med firmafodbold, hvor 12 hold har meldt sig til en hyggelig 7-mandsturnering, som slutter i det store festtelt med snitter og sandsynligvis en håndbajer eller to.

Sparekassen Vendsyssel Cup er et stor ungdomsfodboldstævne, søndag 25. juni, hvor det vigtigste er, at de unge spillere, får spillet noget fodbold. Til de yngste rækker i U6 og U7 er der medaljer til samtlige spillere, mens der til de lidt ældre er præmier til 1. og 2. pladsen i puljen

Fodboldskolen begynder mandag, og der holder aftenaktiviteterne lige en lille pause, men blot for at sætte ekstra tryk på, tirsdag 27. juni, hvor det gælder 7-mands damefodbold. Fire hold dyster på stadion denne aften – og her bliver bl.a. lejlighed til at følge TTB’s seneste skud på stammen TTB U29+, en flok damer, i deres bedste alder, der har genoptaget/opdaget fodboldspillet. Måske venter der også denne aften en overraskelse i form af ”Thorshøj All-Stars”, men det vil vise sig.

 

Familieaften

Onsdag d. 28. juni er den store familieaften, hvor deltagerne hygger med fællesspisning af grill-mad, og bagefter skal alle ud og være aktive. Der er lagt op til at både hovedet og kroppen skal i brug. Det hele fås til meget familievenlige priser.

Fodbolden skal rulle igen, torsdag d. 29. juni, hvor det gælder en lokal turnering mellem fire hold i herre serie seks. Derudover bliver der også en kamp i Grand Old Boys – også med to lokale hold.

Thorshøj Revyen sætter sit præg på ugens sidste to dage. Fredag d. 30. juni er der generalprøve, hvor der også kan købes kaffe og kage. Premieren på Thorshøj Revyen, lørdag 1. juli, indledes med spisning, hvorefter to afdelinger af revyen løber over scenen, inden ”Tøt City Band” spiller op til dans i det store festtelt. Spisende gæster kan enten bestille den lækre revyplatte, eller de kan medbringe egen madkurv.

ÅB

Skt. Hans på Thorshøj Stadion

0

Try Thorshøj Boldklub (TTB) indleder den årlige Idrætsuge med Skt. Hans på Thorshøj Stadion. Årets båltaler er Lone Haugaard, Gjersholt ved Østervrå, der er lokalt medlem af skolebestyrelsen i skoledistrikt syd.

Skt. Hans bålet er ved at tage form, og Thorshøj Børnehus har lovet at lave en rigtig flot heks, som senere skal sendes afsted til Bloksbjerg.

Børnene kan bage snobrød og senere er det muligt at købe kaffe og vafler.

I TTB er de, mere end de fleste, interesseret i at få noget ekstra godt vejr, for aftenen er samtidig startskuddet til deres årlige idrætsuge, med en hel masse aktiviteter på stadion. – Vi håber på godt vejr, og masser af besøgende, siger Annika Thomsen fra TTB.

ÅB

En særlig dag i Østervrå Anlæg

0

Over 100 Østervråborgere fandt vej til byens anlæg for at deltage i det store fællesbillede, som Galleri PixlArt havde inviteret til lørdag eftermiddag i anledningen af galleriet to års fødselsdag.

Vejret viste sig fra sin bedste side med højt sommersolskin, og kulissen – Østervrå Anlæg tog sig også ud fra sin bedste side. Så var der det store springende punkt, hvor mange kunne vi blive? Invitationen fra PixlArt til at medvirke i et stort fællesbillede i anlægget, var sendt bredt ud, og udformet, så den enkelte på eget initiativ skulle fragte sig ned til dagens brændpunkt præcis, som de selv synes – alene eller sammen med andre.

Klokken nærmede sig tre, og efterhånden blev vi flere og flere – det var dejligt at se, hvor bredt vi var repræsenteret. – Det er alle tiders initiativ, og dejligt at vi er så mange, lød det fra to af deltagerne Minna og Karsten Kure. Børn og voksne – unge og ældre, og se nu der kom brandbilen fyldt med brandmænd – de kommunale dagplejere var repræsenteret, KFUM-spejdernes grønne uniform sås blandt deltagerne, og lige til sidst, nåede også pastor Johnny Søndberg-Madsen frem, efter en vielse i Østervrå Kirke.

Midt i det hele stod formanden for Østervrå Lokalhistoriske Forening Vivi Dybdahl, som havde travlt med selv at tage billeder. Egentlig havde hun lidt svært ved at få armene ned, for sådan et fællesfoto, er jo lige vand på en lokalhistorikers mølle. – Det er et fantastiske initiativ, lød det begejstret, jeg har lovet mig selv, at vi skal have sat navne på alle deltagerne, så eftertiden også kan få glæde af billedet, lød det fra Vivi Dybdahl.

 

Den store opstilling

Hvordan fotograferer man mere end 100 mennesker i et grønt område? Det var en opgave som folkene fra Pixl-Art havde sat sig for at løse lørdag eftermiddag. – I skal ikke stå på en lang række, men sprede jer mere ud, forklarede fotograf Tao Lytzen, hvis ikke I kan se mig, så kan jeg heller ikke se jer!

Først gjaldt det den formelle opstilling, hvor hver enkelt besluttede sig for en positur, og bagefter skulle vi alle samme bare være helt naturlige og afslappede. – Nu må I gerne snakke sammen, holde i hånd eller måske noget helt andet, forklarer fotografen, og på det sidste billede skal vi så ikke alle sammen række hænderne i vejret, mens børnene hopper højt, spørger Tao og fortsætter. Det kan godt være, at det bliver verdens skøreste billede, men skal vi ikke bare vise, hvor glade vi er for at bo i Østervrå? – Og det gjorde vi endda flere gange for at være sikre på, at det hele kom med.

Da alle var forevigede inviterede PixlArt på øl, vand og hygge i galleriet på Liljevej, og det var der rigtig mange, der tog imod. – Det har været en helt fantastisk, at så mange ville møde op til vores to års dag, sagde en glad formand for PixlArt. Vi er så taknemlig for den måde, vi er blevet taget imod her i Østervrå. Vi har helt sikkert meget at lære, men vi tror selv på, at vi også kan bidrage med noget, slutter Tao Lytzen.

Den usædvanlige fotosession have international bevågenhed i form at 30-40 udenlandske gæster – journaliststuderende fra Sverige og Finland, der var kommet for at se og høre om det digitale galleri. De fik også en ekstra oplevelse med oveni hatten.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Lene og Søren tager over

0

Per & Jørgen Therkildsen A/S i Østervrå har besluttet sig for at give stafetten videre til næste generation. Der er tale om et planlagt generationsskifte med Pers søn og datter – Søren Therkildsen (44) og Lene Havløkke Therkildsen (36), som er indtrådt i firmaet.

Per & Jørgen Therkildsen A/S trækker på mere end 45 års erfaring med at drive virksomhed og i 2018 fejrer de 30 års erfaring i vindmøllebranchen. Virksomheden er en af byens ældste, hvis ikke den ældste med samme ejerkreds.

Det hele begyndte da to enæggede tvillinger fra Skæve cyklede ind i Østervrå – den ene nogle måneder før den anden, og fik læreplads hos to lokale El-installatører. Jørgen hos Chr. Svendsen og Per hos P. E. Andreasen. Soldatertiden i Århus blev overstået, og de to elektrikere vendte tilbage til Østervrå, hvor de begge blev ansat hos P. E. Andreasen i 1970. Året efter gik de i kompagni med mester og dannede Østervrå El-Compagni I/S.

De elektriske tvillinger

Der var for alvor gang i byggeriet, det var travle dage. I 1976 valgte Per og Jørgen at starte deres eget firma Per & Jørgen Therkildsen A/S på Høngaardsvej, og her fortsatte det travle arbejdsliv. På et tidspunkt havde virksomheden 18-20 medarbejdere, der havde opgaver for både private og virksomheder ikke mindst landbruget. Et stort aktiv var også de faste opgaver for ESV. – Det har været et godt og langt arbejdsliv, der har været travlt og mange spændende opgaver, konstater Jørgen Therkildsen. – Der har været op og nedture, lige så gyldent det var i 70’erne, lige så hårdt var det i 80’erne, supplerer Per Therkildsen.

I 1988 kom de ind i vindmøllebranchen, og de har begge to rejst  i Tyskland og Polen, hvor de servicerede vindmøller. Mønstret indenfor el-branchen har ændret sig væsentligt i samfundet, og i dag er vindmøllebranchen hovedopgaven og el-installationer en mindre del.

Vindmøller

Firmaet udfører vindmølleservice på møller op til 1000 kW. – Vi kører fra Skagen til Gedser og har afdelinger i Thy, Sønderjylland og på Fyn, fortæller Lene. Personalet uddanner sig løbende, så vi kan leve op til de nyeste gældende ISO sikkerhedssystemer. Firmaet har hele tiden et stort lager af reservedele til de mest anvendte komponenter, og derudover et stort netværk af underleverandører med mere specielle reservedele, de kan trække på.

Siden 1996 har firmaet produceret 12.000 patentbeskyttede vindmålere til vindmøller, skibe, vejrstationer og seneste husstandsvindmøller. Vindmålerne er solgt over hele verden til store og små virksomheder, bl.a. til Filippinerne, Canada, Færøerne og det kinesiske marked, og de er godkendt til at levere til NATO.

Overvågning af vindmøller er også en stor del af firmaet opgaver. En anden er levering af varmepatroner til fjern- og kraftvarmeværker. Der i dag ni medarbejdere i virksomheden.

Yngre kræfter

Generationsskiftet er planlagt og allerede i 2010 blev Søren Therkildsen medejer.  – Jeg har næsten været her altid, siger han med et skævt smil. Søren er udlært elektriker i 1992, og fortsatte i firmaet et par år herefter, inden han skiftede branche i et par år, inden han igen vendte tilbage til familiefirmaet for at blive en del af den selvstændige afdeling Danish Wind Control – DWC, som han har ansvaret for i dag.

Det har hele tiden været far Pers ønske, at Lene skulle ind i firmaet, men det var de slet ikke enige om, også selvom Lene allerede som 9-årig havde opgaver i firmaet for at lære glæden ved at arbejde, som far Per sagde. – Jeg ville gerne være politibetjent, fortæller Lene, men da det ikke kunne lade sig gøre, skulle det være noget med mennesker, og hun endte som pædagog for børn og unge med særlige behov. Hun har bl.a. arbejdet med forskellige projekter i Aalborg Kommune. Inden hun gik på barsel med sit tredje barn var hun i fem år afdelingsleder for Indskolingen på Stolepedalsskolen. Tanken om at gå ind i familievirksomheden modnedes under barslen, og meldingen til farmand var, skal det være, så skal det være nu – og fra årsskiftet trådte hun ind i ledelsen i Per & Jørgen Therkildsen A/S. – Det er en hel ny verden, der åbner sig for mig, og jeg er i fuld gang med at sætte mig ind i alle fagtermerne, griner Lene, som oveni oplever, at det er en god måde at lære sin familie at kende på, samtid med, at de lære fra sig, så hun kan tilegne sig viden og overblikket i virksomheden. I øjeblikket har hun travlt med at holde medarbejdersamtaler og det mærkes også, at der er kommet et mere kvindeligt touch ind i lokalerne på Høngaardsvej 41.

Per og Jørgen er blevet 65+, men alderen trykker ikke spor, og de vil stadig indgå i den daglige drift, men vil tage en velfortjent fridag i ny og næ. Lene kommer til at stå i spidsen for firmaet, mens Per, Jørgen og Søren fortsat er medejere.

ÅB

Det herlige liv på landet

0

Dyrene spiser mad, de prutter og laver mælk. Dagplejebørnene fra den kommunale i Østervrå har haft en herlig udflugt til gården Holmen, hvor de fik lov til at snuse til det herlige liv på landet.

Godt klædt på i regntøj og gummistøvler satte de kommunale dagplejere med børn sidste torsdag kursen mod gården Holmen lidt udenfor Østervrå. Det danske sommervejr havde stillet programmet på regn, men det betyder ikke noget, tværtimod for så er der dejligt med vandpytter, man lige kan plaske og soppe i – også på grusvejen til Holmen.

En stor hest stod på gårdspladsen og tog imod gæsterne fra byen, og til børnenes store overraskelse og morskab slog hesten en ordentlig prut – sikke en modtagelse!

På gården er der både store køer og nogle lidt store kalve, men der var også tre små kalve, som lige var blevet født dagen før. Børnene var meget optaget af de små nyfødte, og dem der var mest modige lod kalvene slikke på deres hænder, og sikken en oplevelse – kalvenes tunger er helt ru.

Bagefter var nogle af børnene med til at fodre køerne, og som tak for hjælpen blev der serveret varme boller og frisktappet mælk, som blev spist i maskinhuset på høballer. Det gav ny energi til at lege i de store ”bjerge” af foder, eller man kunne sidde de store traktorer og drømme sig ud på marken, hvis ikke der var ledigt til en køretur med den lille vogn og havetraktor, som også er på gården.

Hønsene skulle fodres med majs, men der var vist også en del af majsen der røg ned i de små børnemaver.

En superdejlig formiddag, der sluttede med at spise madpakker i høballerne, inden turen gik hjem til Legestuen og middagsluren.

ÅB

JuniorMix til international opvisning i Berlin

0

GF77 Østervrås friske JuniorMix gymnaster har tilbragt en spændende Pinse i Berlin, hvor de har deltaget i Den internationale Turnfest sammen med 80.000 andre gymnaster fra hele verden.
Fredag før Pinse kørte en bus, godt pakket med gymnastiktøj, redskaber, soveposer, masser af pølsehorn, pizzasnegle og muffins, af sted fra Østervrå med kurs mod Berlin. Ti timer senere havde bussen og dens passagerer nået deres mål – en skole i Berlin, hvor alle blev indlogeret.

Et hektisk og aktivt tre dage langt program kunne tage sin begyndelse. På førstedagen deltog de 28 Østervråfolk i den store fælles åbningsindmarch sammen med 15.000 andre gymnaster gennem Brandenburger Tor. Inden holdet kunne stille op, skulle de igennem et stort sikkerhedstjek, hvor deres tasker blev gennemset, og alle blev kropsvisiteret.

Blandet vejr
Holdet gav to opvisninger på to forskellige scener. Den første opvisning fandt sted i øsregnvejr, så det var lidt småt med publikumsopbakning. Heldigvis blev den anden opvisning givet i 25 graders varme og høj sol, og her var tilskuerpladserne tæt besat, og de synes godt om det, de så og gav højlydt udtryk for deres begejstring for dansk juniorgymnastik. Det fik de store smil frem på gymnasternes læber, og alle gjorde deres allerbedste med nye spring og fine sammensætninger.

Turister
Ind i mellem den megen gymnastik blev der også tid til at lege turister og se nogen af byens seværdigheder, og så blev der tilbagelagt 8-10 km til fods hver dag. Gåturene blev suppleret med S-Bahn og busser rundt i Berlin, og deltagerne forsikrer om, at de nu er eksperter i hurtigt at få alle 28 deltagere og en airtrack ind og ud af bus og tog.

Tirsdag aften var alle tilbage i Østervrå i god behold – rige på oplevelser efter en fantastisk tur til Berlin, hvor det også blev til lidt bekendtskaber med et par svenske drengegymnaster.

Lokal opvisning
JuniorMix holdet kan opleves i Østervrå Anlæg, 18. juni, i forbindelse med den tværkirkelige gudstjeneste, viser de dygtige gymnaster det program, de havde med til Berlin.

ÅB

Sommermusik på Sæby Havn

0

Volstrup Harmonikaklub holder fast i traditionen med øveaftener ved Havnekontoret på Sæby Havn. Fra mandag den 26. juni og sommeren igennem kommer havnen til at genlyde af god musik.

For at glæde turisterne og lokalbefolkningen i Sæby og store dele af Østvendsyssel holder Volstrup Harmonikaklub også i år øveaftener på havnen i Sæby. – Vi håber, at rigtig mange vil støtte op om vores spil, så vi kan få lidt liv på havneområdet hver mandag aften, nu hvor turisterne er ved at indfinde sig og lystbådene lægger til kaj i havnen, lyder opfordringen fra musikerne. Publikum kan forvente næsten to timers gratis underholdning, så måske er det en god ide at tage en stol med.

Volstrupmusikanterne spiller hver mandag frem til 7. august, og de slutter selvfølgelig deres spil inden flaget spilles ned. Arrangementet er aflyst til tilfælde af regnvejr.

ÅB