Byrummet og naturen er et udmærket og billigt motionscenter. ”Walk and Talk” er et hold med gåture og motion i naturen under ledelse af fysioterapeuterne fra Østervrå Fysioterapi & Træning. Holdet mødes hver torsdag formiddag, alle kan være med, og der er plads til flere.
En kombination af hyggeligt samvær og motion er grundlaget for de ugentlige gåture fra fysioterapien. Fysioterapeuterne sørger for at tempoet er tilpasset den enkelte deltager, samtidig med, at der undervejs bliver lavet øvelser, så kroppen bliver bevæget godt igennem. – Vi havde vores første gåtur i den nye sæson her sidste torsdag, fortæller Louise fra klinikken, og det var dejligt at se både nye og kendte ansigter.
I maj i år tilbød fysioterapien gratis gåture til borgerne i Østervrå og omegn. Målet var at fremme sundheden blandt borgerne – hjælpe og inspirerer borgerne til en mere aktiv og sundere livsstil. Forårets hold var imidlertid så begejstrede for den vejledning, de fik fra fysioterapeuterne, at de gerne ville fortsætte turene sammen med dem.
Nyt hold
Derfor har fysioterapien taget holdet på sit faste program med 10 gåture til et mindre gebyr. – Vi går hver torsdag, fortæller Louise og Caroline, som vil være de faste guider på turene. Inden turen går ud i Østervrå og omegn varmer vi op. Ruten har en længde på ca. max. 5 km, men vi sørger hele tiden for, at tilpasse ruten efter, hvad deltagerne kan klare, understreger Louise.
Der har været højt humør bland deltagerne og det sociale er en vigtig del af konceptet i vores “Walk and Talk”, fortsætter Louise. Man kan sagtens motionere og hygge sig samtidigt. Den gode stemning gør motivationen endnu større, og vi får sammen gode ideer til, hvor turen kan gå hen, og hvordan vi kan udnytte vores omgivelser til at få pulsen op.
ÅB




