Home Blog Page 457

Skt. Hans aften i Dybvad Søpark igen i år

0

Atter i år arrangerer Dybvad Borgerforening Skt. Hans aften i Søparken og der er masser af sjove,  gratis børneaktiviteter.

Båltalen holdes i år af borgmesterkandidat Jytte Høyrup (V), herefter tændes bålet og man synger traditionen tro både Skt Hans-sangen og Dybvad-sangen, mens bålet tændes. I løbet af aftenen er der mulighed for at købe øl/vand, vafler, pølser m.v.

Der vil denne aften også være mulighed for at få et indblik i vores nye landsby-udviklingsplan, fortæller borgerforeningens formand, Jesper Koldtoft og tilføjer, at man håber på godt vejr den aften, så Søparken kan vise sig fra sin bedste side.

Man kan iøvrigt læse mere om Skt. Hans festen den 23. juni andetsteds her i avisen.

Jo-Jo

Han er en af vore egne

0

Hvad sker der, når et bysbarn klarer sig godt og lige pludselig bliver et kendt ansigt i medierne? Professionel fodboldspiller Joakim ”Joa” Mæhle (20) er på vej til udlandet, og selv om han de sidste fire år har været tilknyttet AaB, så har han hele tiden oplevet stor opbakning fra sin barndomsklub ØVI og Østervrå. På søndag er det tid til at sige farvel og på gensyn inden turen går til Belgien og et helt nyt liv.

Der har de seneste måneder været sagt og skrevet meget i de lokale og landets medier om Joakim Mæhle og hans vej fra ungdomsfodboldspiller i Østervrå til AaB’s Superliga – og nu videre til den belgisk fodboldklub KRC Genk. Hvad sker der hjemme i den lokale barndomsklub, når et af bysbørnene skiller sig ud og tilmed bliver et kendt ansigt i medierne? Avisen har taget en snak med hovedpersonen og hans forældre samt en af dem, der har troet på Joakims talent hele vejen, Karsten Høyrup.

Drengedrøm
Joakim, har som så mange andre drenge, haft en drøm om at blive professionel fodboldspiller. Drømmen blev en realitet for et år siden med en fuldtidskontrakt i AaB, men vejen dertil har ikke været uden bump. – Jeg har ikke været det mest åbenlyse talent i AaB, så det har været hårdt arbejde, lyder det ærligt fra Joakim. Jeg har måttet kæmpe mig til en plads, samtidig med jeg i perioder har haft længerevarende skader.

Forældrene, Anne-Mette og Ole har hele vejen været den faste base, som har sørget for at rammerne omkring tøjvask, transport til og fra AaB har været på plads. De er stolte og glade over det, som Joakim har opnået, og synes præcis som andre forældre, at det er fantastisk, når ens børns drømme bliver til virkelighed. – Vi har den opfattelse, at selv om vores børn, som små, har en drøm, som for os synes urealistisk, så er det vores opgave, at bakke dem op, lyder det fra et par forældre, der sammen et to andre forældrepar, har pendlet adskillige kilometer til og fra AaB, når de unge mennesker først tre gange og senere fire gange om ugen skulle stille til træning.

– Vi valgte derfor at Joakim kom i 9. klasse på Aabybro Efterskole, som sørgede for transport til og fra træning i AaB, fortæller mor Anne-Mette. Efter 9. klasse flyttede Joakim på college i Aalborg, hvor han sideløbende med fodbolden brugte de næste tre år på at blive student på STX.

Lokal opbakning
– Det betød jo fire år væk fra de vante omgivelser men ikke mindst også afkald på sociale aktiviteter sammen med kammeraterne her fra byen, og det var virkelig noget der bekymrede os forældre, forklarer Anne-Mette. En bekymring som vi i dag kan se, vi har haft helt uden grund, for selvom Joakim mange gange har valgt fodbolden på bekostning af sine kammerater – så har de formået at holde ved ham, hvilket både Joakim og vi sætter stor pris på, forsikrer Anne-Mette og fortsætter. I de år fra Joakim spillede ungdomsfodbold i Østervrå til nu, har der altid været en positiv interesse omkring hans fodbold. Joakims kammerater, de frivillige fodboldtrænere, tilskuerne på Østervrå Stadion, venner og bekendte, Karsten hos Høyrup og mange, mange flere – har altid spurgt til Joakims fodbold, og vi har aldrig på noget tidspunkt oplevet janteloven. Som turneringen skred frem, og som Joakim fik mere og mere spilletid, oplevede vi den stadig større og større positive interesse, og vi er meget overvældede og rørte over den opbakning, der er fra Østervrås lokale fodboldklub og fra byen i det hele taget.

Et kæmpe banner
To af dem, der har fulgt Joakim, er Karsten Høyrup og Morten Ørum. Måske har de forudset Joakims kommende succes, for de var også de første til at købe hver sin trøje med Mæhle og spillernummer 31 på ryggen, også selv om det ikke lå lige for, at deres idol havde udsigt til særligt meget spilletid. Hvad får så et par voksne mænd til at investerer i en ukendt fodboldspiller. – Jeg har det sådan, at når der er nogle her i vores lokalsamfund gør det godt, og sætter vores by på landkortet, så skal de også mærke den lokale opbakning, forklarer Karsten. Det var også ham, der sammen med Morten, fik en pludselig indskydelse, og i al hemmelighed fik kreeret et stort afskedsbanner, som en passende hyldest til Joakim, når hans skulle spille sin sidste kamp for AaB. – Vi synes, at det ville være en passende hyldest til vores lokale dreng, som har gjort det rigtig flot i AaB på rekordtid. Som Morten og jeg blev enige om; ”Store præstationer fortjener store bannere” fortæller Karsten Høyrup. Det var en rørt Joakim, der efter kampen var forbi Weber Tribunen for at takke gutterne fra Østervrå for opbakningen. Joakim har nu fået banneret, så tiden må vise om det evt. kommer med til Belgien som et minde om Østervrå og opbakningen derfra. At banneret så tilmed fik ”spilletid” foran TV3 Sports kameraer i deres live-sending, det har de to kreatører ikke spor imod.

Away-Team
En gruppe unge fra Østervrå har fulgt Joakim og AaB både på udebane og hjemmebane. Joa – som hans kælenavn er, har selvfølgelig haft stor opbakning fra sine to brødre, men derudover er der mange venner og klubkammerater fra Østervrå, der har taget vejen til bl.a. Silkeborg, Århus, Horsens og selvfølgelig Aalborg. Til sammen kalder de sig Away-Team, og i Østervrås bybillede ses også flere og flere iført trøjer med Mæhle på ryggen.

Farvel og på gensyn!
Joakim har hele tiden holdt fast i barndomsklubben, og kommer så ofte han kan på Østervrå Stadion. – Det er her jeg har fået min fodboldopvækst, og det arbejde, der er blevet gjort gennem tiden, har haft stor betydning for, hvad jeg indtil videre har opnået, mener Joakim. Nu er han på vej mod nye mål i Belgien, men inden han rejser, den 20. juni, kan han lige nå at få sæsonens sidste hjemmekamp for herrer serie 2 på Østervrå Stadion med. – Jeg håber, at rigtig mange spillere, tilskuere, frivillige trænere m.v. vil komme på stadion den dag – og som en anerkendelse af det store arbejde de gør, og som tak for alles støtte og opbakning, så lover jeg, at der er en øl/vand og en pølse til alle, der kigger forbi, slutter Joa.

ÅB

Grundlovsmødet på Dannerhøj

0

Venstres traditionelle Grund-lovsmøde på Dannerhøj var begunstiget af tørvejr under næsten hele mødet (et par ganske få og små dråber kom til allersidst) og havde samlet ca. 40 deltagere. De blev budt velkommen af Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard, der præsenterede dagens tre talere: Henrik Buchhave, Thorshøj, som er folketingskandidat i Frederikshavnskredsen; Henrik Jørgensen, Hjørring, som er folketingskandidat i Brønderslevkredsen (samt borgmesterkandidat i Hjørring Kommune); og Jytte Høyrup, Kvissel, borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune.

Et tema for alle tre talere var, at Grundloven ikke må blive en sovepude; jo flere, der er aktive som medlemmer i de politiske partier, jo stærkere bliver demokratiet; og jo større græsrodsdeltagelse i udpegningen af kandidater til de forskellige valg, des mindre grobund er der for ”politikerleden”. Derfor er det bekymrende, at kun 4% af vælgerne er medlemmer af et politisk parti. Et skræmmebillede er, at vælgerne i Tyrkiet ved en demokratisk afstemning i realiteten afskaffede demokratiet; og præsident Donald Trumps udstrakte brug af Twitter er faktisk også en kortslutning af den demokratiske proces. De ”snævre flertal”, som vi ser såvel i Danmark som i udlandet, bør mane flertallet til at lytte til mindretallet, og om muligt nå til bred enighed i konkrete politiske spørgsmål.

I Danmark har vi tradition for at forhandle os til den bredest mulige enighed, og at være tolerante og overbærende overfor vore medmennesker. Derfor er ”Danmark som fredens land”, faktisk vort bedste ”brand” i den store verden, påpegede Jytte Høyrup i sin tale.

Efter talerne bevægede forsamlingen sig op på bakken til flagstangen og mindestenene, hvor Lis Andersen, mangeårig kredsformand i Sæbykredsen, afslørede en ny mindesten for Tina Nedergaard, der i årene 2001-2015 sad i folketinget, først for Sæbykredsen og siden for Brønderslevkredsen. Tina Nedergaard, som nu er bosat på Sjælland, var tilstede og takkede for mangeårigt godt samarbejde med Venstrefolkene i kredsen.

Tekst: Jørgen Peder Clausager

Foto: Vivi Dybdahl

Syltedronningen og Rabarberkongen

0

Lidt udenfor Brønden bor Keld Thinggaard Hansen, og i hans have findes de mest fantastiske gamle rabarbersorter. I mere end 12 år har han brugt tid på at finde frem til de, efter hans mening, bedste af slagsen. I årenes løb har han afprøvet mere end 50 sorter. – Jeg har fundet frem til syv sorter, der smager fantastisk, og hvis det skal være helt perfekt, så er det en god ide, at kombinere dem, forklarer Keld Hansen.

Rygtet om de fortræffelige langstilkede grønsager er også nået til Sjælland. Syltedronningen Helena Grayston, København skulle til Jylland for at holde foredrag og kursus, og dertil skulle hun bruge nogle lokale rabarber. – I København, havde jeg hørt om de lækre rabarber, der findes ved Aalborg, så jeg kontaktede Mortens Kro, og Morten var ikke i tvivl om, at det var Keld Hansen fra Brønden, jeg skulle have fat i, fortæller Helena Grayston. Hun ringede til Keld, og de faldt i en livlig fagsnak. Keld var helt med på at dele sit materiale med Syltedronningens kursister, og aftalen blev at Helena skulle komme til Brønden for at se, hvad det er Keld går og arbejder med.

Keld Hansen blev noget overrasket, da han blev ringet op af en kogebogsforfatter og Klummeskribent fra Fredensborg Avis. – Jeg synes, det er spændende, at selv på Sjælland, har de hørt om mine rabarber, siger Keld Hansen, der leverer sine produkter til et stort antal kunder i lokalområdet – også Mortens Kro. Kunderne har døbt mig Rabarberkongen, og det er jeg da ret stolt over, tilføjer Keld. Han er stadig på jagt efter rabarbersorter, og måske endnu mere navnene på de enkelte sorter. – I modsætning til æbler og pærer, hvor man kan købe den sort, man ønsker, så er det ikke tilfældet med rabarberne, forklarer Keld.

Bedstes Rabarberdrøm
I København lagde Syltedronningen rejseplaner. – Jeg glædede mig til at møde Keld, pakkede bilen med forklæde og smagsprøver, inden jeg drog nordpå, og jeg blev ikke skuffet. Keld serverede en fantastisk frokost og til dessert smagte vi ”Bedstes Rabarberdrøm”, som er lavet på rabarberkompot – selv flødeskummet var pisket til perfektion, det var en udsøgt lækkerbisken, forsikrer Helena og fortsætter. Opskriften kan følges over 150 år tilbage, mener Keld, og selvom kiwi ikke fandtes den gang, så havde han ret i, at det var helt rigtigt som pynt og modspil til rabarberkompotten.

Keld supplerer: – Jeg går meget op i at maden skal være lækker, og samtidig hurtig at lave. Når man har rabarberkompot stående i køleskabet, kan der laves en luksuskage på 5-6 minutter. Rabarberen er syrlig og kan bruges på mange måder i et køkken, og når vi sylter, tilføjer Syltedronningen. God mad behøver ikke være besværligt eller tage lang tid, men det hjælper at få råd fra eksperten og forstå, hvad vi kan bruge råvaren til. Når vi sylter, er råvaren vores udgangspunkt, og jeg har i hvert fald lært, at rabarber er mange ting, og vi skal interessere os for sorten, fordi der er så mange forskellige.

Bogudgivelse
Der er ingen tvivl om at de to eksperter synes, at deres første møde var en succes. – Jeg fik lov til at fortælle om mine rabarbersorter, fortæller Keld, og vi trak rabarber, som skulle bruges på Helenas kursus. – Jeg fik nogle helt vidunderlige rabarber med, det gav vores kursus en spændende og personlig vinkel, og kursisterne fik næste dag smagt på alle fem sorter, supplerer Helena.

Hun står netop overfor at udgive sin første syltebog ”Syltedronningen – moderne syltning til alle måltider”, som udkommer i juni på forlaget Koustrup & Co. Med i bogen er hendes vinderopskrift på ”Rustik Rabarbersyltetøj”, som nu er godkendt af selveste Rabarberkongen, så helt galt kan det da ikke gå, mener hun.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Fredningsfolk i Østervrå

0

Torsdag eftermiddag havde Østervrå fint besøg: Bestyrelsen for Dansk Naturfredningsforening, Frederikshavn-Læsø havde valgt at holde sin sæsonafslutning i Østervrå, hvor man begyndte med en byvandring under ledelse af Vivi Dybdahl og Jørgen Clausager fra Østervrå Lokalhistoriske Forening. Her besøgte man naturligvis anlægget, der jo er et stykke natur midt i byen. Efterfølgende gik turen til Skovsøen og Voer Å, og til slut samledes bestyrelsen til møde i Østervråhallens nye mødelokale.

Foto: Vivi Dybdahl

Super god aften med Open By Night i Dybvad – på trods af vejret

0

Der var mange der trodsede vejret og var med ude i Jernbanegade, i butikkerne og på kroen og de forskellige aktiviteter både ude og inde, var godt besøgt i løbet af aftenen.

Man havde fra arrangørerne – Dybvad Handelsstandsforenings side valgt at afholde spisningen inde på Dybvad Kro og dermed rykkede The Irish Waterfalls, der leverede musikken, også indendøre. Der var 160 personer, der sad og hyggede sig med den lækre menu, som kroen havde tilbudt og da de var færdige med maden, var der også blevet tørvejr for en kort periode, så man kunne rykke udenfor, og det var så tydeligt at se, at man var kommet for at bakke op og være med til arrangementet. Børnene var på diamantjagt i det temmelig fugtige sand udendørs, men det gjorde ingenting for børnenes glæde var lige stor og der var rift om pladserne i containeren.

Ballondarten havde også stor søgning og her havde man valgt at stille op i en port, så der var forholdsvis tørt – og også her blev der gået til sagen. Lidt længere nede stod spejderne og bagte pandekager over bål – lige til at blive fristet af og som rigtige spejdere kunne en smule regnvejr ikke slå dem ud.

Der kunne købes kaffe, kage pølser m.m. i en pavillon udenfor og her stod også Nordjyske Bank med konkurrencer og masser af popcorn – også her var der stor søgning og man må tage hatten af for dem, der passede boderne hele aftenen i det ind imellem temmelig våde vejr.

Der var mulighed for at gøre en god handel både ude i gaden og inde på kroen, så når der var en længere periode med opholdsvejr kunne man se masser af mennesker gå rundt og hygge sig og bl.a. se på de mange flotte veterankøretøjer, der var parkeret ude i Jernbanegade.

De forskellige butikker har også meddelt, at der var stor travlhed og at der havde været masser af mennesker hele dagen igennem.

Fra Handelsstandsforeningens side er man meget tilfreds med aftenen – når vejrguderne nu havde valgt at vise sig fra den meget våde side. Det fine fremmøde, til trods for vejret, viser også, at man ønsker at støtte op om Dybvad og om det, der arrangeres – og det i sig selv er gode tegn for det videre arbejde, lyder det fra arrangørernes side.

Jo-Jo

Fotos: Ejvind Pedersen

Hjertestartergruppe klar i Østervrå

0

Onsdag er en gruppe frivillige borgere i Østervrå og omegn klar til at rykke ud, hvis der kommer en melding om et hjertestop i Østervrå, Thorshøj og opland. Der kan sagtens blive plads til flere i gruppen – specielt i Thorshøj, Try og Søholt.

I sidste uge var der indbudt til førstehjælpskursus i Østervrå Kulturhus. 16 deltagere dukkede op for at lære, hvordan de skal håndtere et hjertestop. To instruktører fra Nordjyllands Beredskab stod for det kompakte undervisningsforløb, hvor deltagerne først fik en introduktion til, hvad det er, de frivillige kan forvente at komme ud til i forbindelse med et hjertestop. – Det gælder først og fremmest om at sikre jer selv, lød det fra instruktørerne, for I kan ikke hjælpe, hvis der sker jer noget. Herefter gik deltagerne over til konkrete øvelser med hjertelungeredning og brug af hjertestartere.

Gruppens medlemmer bliver alarmeret via en SMS på deres smobiltelefoner, og så gælder det, at alle, der har mulighed for det, skal løbe på en melding. På den måde er der sandsynlighed for, at flere vil møde op på adressen, og kan løse opgaven i fællesskab.

Udvidet område
Region Nordjylland lægger op til, at SMS-hjertestart i Østervrå skal omfattet et område, der grænser op til kommunegrænserne i Hjørring og Brønderslev samt mod øst Thorshøj og Try. Det betyder også, at der er brug for, at flere frivillige fra disse byer og opland melder sig, så dækningen kan blive så god som muligt. – Tiden er en livsvigtig faktor ift. at nå frem til hjertestop, så derfor er det meget vigtigt at få fat i folk fra de pågældende områder, lyder det fra de to initiativtagere Gorm Rosendal og Per Therkildsen. Så hvis du bor i Søholt, Thorshøj, Try eller der imellem er der brug for din indsats.

Økonomi
Det er ikke helt gratis at få etableret en SMS-hjertestartergruppen. Heldigvis har der været stor interesse for at støtte formålet, som dog ikke er helt i mål – rent økonomisk. – Vi vil meget gerne udstyrer gruppens medlemmer med let genkendelig veste, en maske og en lommelygte, forklarer Gorm og Per, dertil kommer de indledende kurser samt opfølgning på disse. Der mangler altså stadig et beløb, for at få det hele til at hænge sammen, hvis der er nogen, der kunne tænke sig at bidrage med et større eller mindre beløb.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Hørby BørneMusikFestival – 4. gang med stor succes!

0

Vejrguderne holdt en solbeskinnet hånd over den 4. Hørby BørneMusikFestival – ca. 900 glade børn, forældre og bedsteforældre festede i Hørby.

Som altid lurer regnen drilsk ved større udendørs arrangementer. Det gjorde den også i år. I ugen op til årets store børneevent i Hørby silede det bogstaveligt talt ned overalt i Nordjylland. Græsarealet ved Hørby Efterskole, hvor BørneMusikFestivalen holder til, stod mange steder under vand.

”Vores frivillige medhjælpere har været på pladsen i nat og her til morgen for at skubbe vand fra teltenes tage – og 3 efterskoleelever sov på scenen for at holde øje med pladsen” – udtaler Gitte Jensen, formand.

Men heldigvis tittede solen frem og pladsen var i rimelig stand, da arrangørerne kl. 9.00 slog dørene op. Til trods for at mange på forhånd havde benyttet sig af at bestille billetter på BørneMusikFestivalens hjemmeside, var der lang kø ved indgangen, da billetsalget gik i gang.

Borgmester Birgit Hansen stod for åbningstalen. Forinden blev hun komplimenteret af Maya Ayse 5 år fra Sæby. ”Sikke et flot smykke, du har på”. Borgmesteren havde nemlig i dagens anledning taget sin flotte borgmesterkæde på. Hun glædede sig over, at hun igen i år blev spurgt, om hun ville komme forbi. Hun roste arrangørernes vedholdenhed og ansvar for et arrangement at Børnemusikfestivalens størrelse i oplandssamfundet, og gav et velment skulderklap til alle de frivillige for deres store arbejde og deltagelse. Uden dette ingen arrangement.

Herefter gik dagens musikprogram i gang. Michael Back, som har mange års erfaring i arbejdet med børn og musik, fik snart pladsen til at svinge med sangen ”Goddag – tag hatten af”. Som anden solist fulgte Mek Pek, som tidligere har besøgt Hørby BørneMusikFestival. Mek Pek er garant for at alle de gode ”Åh-abe”-sange, og pladsen gyngede lystigt med.

Det særlige ved børnemusikfestival er, at børn leger og rører sig, mens de lytter til musik. Rundt om på pladsen kunne man finde Dublo klodser til fri afbenyttelse, et område med ro til de allermindste og deres mødre, et telt med ansigtsmaling, maling på sten og glittertattoo for børn og sæbeboblekongerne havde hele to telte med sæbebobler. Der var boldleg, som Hørby Efterskoles elever stod for, der var besøg af en brandbil med spændende brandmænd og en veteran militærbil med rigtige militærmænd. ”En af Hørby Efterskoles lærere har skabt ideen om et børne-drinks telt, som hvert år har et særligt tema. Dette års tema var stjernebaren. Et drinkstelt for børn, hvor man kunne købe spændende monster-, abe- og bjørnedrinks bl.a. – og der blev lavet omkring 1.100 farverige børnedrinks”, beretter Lene Kalmer Pedersen fra styregruppen.

Når man kiggede ud over pladsen, var det tydeligt at rigtig mange børnefamilier og bedsteforældre med deres børnebørn havde fundet vej til Hørby – nogen endda langvejs fra.

”Min datter og jeg kørte fra Holstebro kl. 7.00 i morges for at være her. Vi har set jeres opslag på Facebook!” – fortalte en mor, som på ingen måde havde relation til Hørby.

Bespisning af festivalens gæster er et kapitel for sig. Festivalbilletten er inkl. børnevenlig mad. ”Vi har tilstræbt at gøre festivalen ”brugervenlig” på den måde, at så meget som muligt er betalt, når man kommer til festivalen. Hørby Efterskoles køkkenpersonale samt frivillige har stået for maden. Man skulle blot hente maden i madteltet”; fortæller Gitte Jensen, formand.

Eftermiddagens program bød på lokal optræden af Skæve-Hørbys dygtige børnekirkekor under ledelse af Anne Hejslet. Korets repertoire spændte bredt fra børnesange, gospel og moderne pop. Stor ros til de dygtige og modige børn, som kunne deres kram udenad.

Finalen på festivalen var Wafande, kendt fra Voice Junior. Wafande indtog scenen med stor gejst. Han var ikke sen til at invitere en stor flok børn på scenen. ”Det her skal jo være en rigtig børnefestival – ikke sandt! Væk med telefonerne og lad mig mærke jer” – sagde han. ”Så var der fest i Hørby – selv forældre og bedsteforældre kom op af stolene og dansede med. En forrygende afslutning på en fantastisk dag.

”Wafande var et økonomisk sats for en lille festival som vores; siger Gitte Jensen – ”Vi har gerne villet henvende os til de lidt større børn. Det virkede. Vi fik flere besøgende sammenlignet med sidste år.

Varmeprisen holder i Østervrå

0

Østervrå Varmeværk holder prisen på varme – også i indeværende år. Ledningsnettet og anlægget er up to date, og økonomien ser fornuftig ud. Formanden og et bestyrelsesmedlem takkede af efter lang tro tjeneste.

Det er en fornøjelse at aflægge beretning for varmeværket, lød de indledende ord fra formand Jørgen Aagreen, som havde mange positive indlæg på sin dagsorden. Varmeforbrugerne kunne glæde sig over, at varmeprisen fortsætter sit lave niveau – også i indeværende år. I 2016 var prisen 230 kr. pr. MWH, men blev justeret ned til 190 kr. pr. MWH, og det er da noget, der luner, lød det muntert fra formanden. Prisen i 2017 er budgetteret til 220 kr. pr. MWH, men kan selvfølgelig justeres, hvis det viser sig nødvendigt.

Hovedparten af varmeforsyningen har Hørby Varmeværk leveret via den fælles transmissionsledning, suppleret med gaskedlen og en mindre produktion med El-kedel og motoren. Den har kun bidraget med 9% og det skyldes at prisen på el er meget lav, og motoren kun anvendes, når el-prisen er høj. Når motoren alligevel er vigtig, så er det fordi, den står klar til at producere strøm til nettet, hvis der skulle blive brug for det. Varmeværket modtog ca. 3,4 mio. kr. – det såkaldte grundbeløb i 2016 for at stå til rådighed med el-produktion, og det er den egentlige årsag til vores lave varmepris, forklarede Jørgen Aa-green. Det springende punkt bliver, hvorvidt aftalen om grundbeløbet bortfalder i f. m. en ny forhandling af ordningen i 2019.

Fint samarbejde
Samarbejdet omkring transmissionsledningen kører fint. Udgangspunktet var at alle tre værker – Hørby, Thorshøj og Østervrå skulle have gavn og glæde af ledningen. – Det har vi opnået, konstaterede formanden, men på grund af den lave gaspris er det lige før, der ikke længere er en gevinst ved at købe varme i Hørby. I kontrakten er der også taget højde for denne situation, så det er muligt at genforhandle det beløb Hørby Varmeværk får for at drifte.

Ledningsnettet på Hjørringvej er blevet renoveret i 2016, og sådan foregår der løbende en opdatering og fornyelse af den ca. 20 km. lange ledningsnet. Værket har i alt 654 forbrugere, det er en tilgang på fire. Samarbejdet med Thorshøj Kraftvarmeværk og Østervrå Vandværk fungerer fint, og der er også indgået samarbejde om arbejde i marken med Hørby Varmeværk.

Energibyen
Formanden undrede sig over, at Energibyen Frederikshavn ikke har transmissionsledning med i deres præsentationsprogram over energibesparende og innovative tiltag i Frederikshavn Kommune. – Vi synes at det er en både fremsynet og rationel model, og vi tror, at der var andre, der kunne have stort udbytte af at vælge en lignende løsning, mener Jørgen Aagreen.

Økonomi
Årets resultat viste et minus på 420.000 kr., som skal indregnes i prisen, men der er fortsat ca. 400.000 kr. fra sidst års overskud, efter at varmeprisen er blevet reguleret. Politisk er det besluttet, at overskud skabt i varmeværket ikke kan trækkes ud, men skal anvendes til varmeforsyning eller tilbagebetales til forbrugerne. Revisor Jess Hæstrup konstaterer, at det er meget svært at ramme nul, i år har varmeværket foretaget renovering og udskiftning på anlægget for et større beløb, og der ventes også et mindre plus i 2017, så alt i alt en rigtig fornuftig økonomi.

Lang tro tjeneste
Formand Jørgen Aagreen ønskede ikke genvalg til bestyrelsen efter 28 år i bestyrelsen – heraf 26 som formand, og han fik følgeskab af el-installatør Preben Damtoft, der forlod bestyrelsen efter 30 år. Varmemester Jens Peter Løgtved og bestyrelsen takkede de to for deres lange og trofaste indsats. To nye skal løfte opgaven, og det blev Gorm Rosendal og Gert Helenius, suppleanter blev Flemming Balle og René Karlsen. Bestyrelsen konstituerer sig senere.

ÅB

Vild med vand i Voerså

0

Flere hundrede besøgende troppede op på havnen i Voerså, da ”Vild med Vand” arrangementet løb af stabelen lørdag 10. juni. De mange mennesker fyldte ikke meget, på det store havneareal, men det gik alt sammen stille og roligt, trods det, at det til sidst kneb lidt med parkeringspladserne.

Helikopter redder ”nødstedt” i vandet
En lille times tid efter åbningen på jollehavnen kom en redningshelikopter og smed en frivillig mand i åen. Den svævede et par runder om hele havnearealet, så alle fik den at se på lavt og nær hold. Den ”forulykkede” blev uskadt reddet op i helikopteren igen, og alt gik som det skulle. Vedkommende, der måtte en tur i åen, kom frem i helikopterdøren og vinkede til publikum, der lystigt vinkede igen.

Børn og ”Krible Krable”
– Det er noget de mindste kan bruge. Her kan de komme tæt på skrubber, rødspætter, krabber og andet kravl, der her i morges blev fisket op fra havbunden af havnefoged Bjarne Mechlenburg. Kravlet blev fyldt i små bassiner, og hele dagen havde børnene travlt med at undersøge sagerne – såmænd også nogle voksne, siger formanden for Voerså Fiskerleje Mogens Berg Jensen.

Populær gæstesejlads
Tre ejere af motorbåde, Mogens Berg Jensen, Benny Kjærsgaard og Bjarne Mechlenburg stillede sig til rådighed hele dagen for at sejle med gæster, der havde lyst til en tur på åen og op i skoven eller en tur ud til havet og vende. Det var et populært indslag, som rigtig mange benyttede sig af.

En tur i baljen
Det var der mange der fik. Det er slet ikke så let at holde balancen ved stand up padling eller kano og kajaksejlads. En del fik våde bagdele, og nogle måtte en tur helt under vandet, men alle nød det – også selv om vandet var lidt koldt.

Voerså Kano- og kajakklub
Tømrermester Brian Mølgård var en af dem, der måtte i baljen flere gange og fortæller her.

– Jo, det gav da et koldt lille gys. Når man har padlet godt rundt et stykke tid, og kroppen var blevet godt varmet op, så føltes det jo koldt at komme i vandet, men det var slet ikke så slemt. Jeg er blevet helt bidt af det her, og har allerede snakket med flere der også har været i baljen. Vi tager, i den nærmeste tid skridt til at stifte Voerså Kano- og kajakklub.

Redningsflådedemonstration
På græsplænen ved klubhuset udløste nogle børn en 20 personers redningsflåde ved at trække i snoren, og i løbet af ingen tid pustede den sig selv op. Flåden blev tømt for alt lægeligt udstyr og herefter kastet i havnen, samtidig med en røgbombe blev tændt. En del havde lyst til at prøve flåden og blev hevet ombord, og flåden drev rundt i havnen. Flere børn havde den glæde at kunne sige, de havde prøvet at sidde i en redningsflåde.

Projektet er kommet for at blive
”Vild med Vand” projekterne er kommet for at blive. Det var der mange der mente. Meningen er også, at det kommer igen næste år i en række havnebyer. Arrangementet trækker folk på havnen, og alle får en rigtig god gang frisk luft i lungerne.

”Vild med Vand” arrangementerne er afløsere for de tidligere ”Fra sted til sted”, der aldrig opnåede den ønskede effekt.

Tekst og foto: Cille Strøm