Gratis svømning i Østervrå
Festdage: søndag formiddag 15. oktober
Den store Svømmedag satte ny deltagerrekord i Østervrå Svømmehal. På søndag kan du, i anledningen af Festdagene, igen komme helt gratis i din lokale svømmehal.
Det var 10. gang Østervrå IFs svømmeafdeling og Østervrå Idræts- og Kulturcenter inviterede indenfor til det landsdækkende arrangement Den store Svømmedag. – Allerede fra starten var der stort rykind, fortæller halinspektør Søren Kiil, som i løbet af dagen noterede mere en 75 deltagere, stor som små, i det våde element. Det var dejligt at se at både kendte og nye ansigter havde fundet vej, fortsætter Søren Kiil, som efterfølgende kunne konstatere, at Østervrå var rykket ind på en flot 7. plads i kategorien flest deltagere i forhold til by (postnummer) ud af i alt 38 deltagende svømmehaller i hele Danmark.
Der var ingen krav til, hvor meget og hvor langt deltagerne skulle svømme, men de 75 vandhunde gjorde alligevel en rigtig flot indsats ved til sammen at svømme 53,5 km. – én person gjorde sig ekstra bemærket ved at svømme seks km, mens de øvrige var meget jævnt fordelt.
Udover det lune vand, kunne deltagerne frit benytte alle svømmehallens faciliteter med spa, damp, vipper m.m. – Vi er rigtig godt tilfreds med dagens forløb, forsikrer Søren Kiil, som helt sikkert regner med at Østervrå også er med på Den store Svømmedag i 2018.
Gratis svømning
De glade svømmere og mange andre kan allerede på søndag se frem til endnu et gratis besøg i svømmehallen. Østervrå Idræts- og Kulturcenter skyder som de første Festdage i Østervrå i gang med at invitere til gratis svømning for alle, søndag formiddag 15. oktober. – Vi glæder os til at se rigtig mange, og det er jo overhovedet ingen krav til, om du vil svømme baner eller benytte alle de mange faciliteter i svømmehallen. Vi synes jo selv, at det er et kæmpe aktiv, at vi har en svømmehal i vores lokalområde, og vi kan da bare opfordre til, at bruge dette tilbud, lyder opfordringen.
ÅB