Cykelsponsorløb i smukt efterårsvejr i Østervrå
Fredag… – fri fra skole… – mor og far fik osse fyraften… og så skinnede solen fra en skyfri himmel i det smukkeste efterårsvejr.
Det var svært at bevare en eventuel pessimisme, for det var en dejlig dag i fredags og så var der cykelsponsorløb i Østervrå.
16 cyklister havde på forhånd tilmeldt sig, men da starten gik, havde i alt 26 cyklister fundet sin tohjulede og var klar til at cykle en masse penge ind til det gode formål.
Inden man nåede til startopstilling blev alle udstyret med en synlighedsvest fra den lokale cykelbutik og så var der opvarmning ved TTB. Så var alle klar.
Cyklisterne blev inddelt i to hold efter alder og først cyklede de yngste og senere de lidt større børn. Mange forældre, bedsteforældre, søskende fulgte med på sidelinien og der blev heppet og klappet anerkendende i målområdet.
Mange havde engageret sig i arrangementet og af samme grund, var der rigtig mange på stadion denne dag som hyggede sig i de sidste solstråler med de ristede pølser, vafler og kaffe, der solgtes på pladsen af hhv ØVI og KFUM spejderne fra Thorshøj. Baptistspejderne sørgede for lidt underholdning i form af et stort spil 4 på stribe og en ”æblekanon”.
Da der ved redaktionens afslutning stadig tikkede støttekroner ind på MobilePay, er det endnu ikke muligt at oplyse, hvor mange kroner, der kom ind til julehjælpen i sognene, men vi er over 8.500 og oplysning følger når vi kender det eksakte beløb, fortæller Lone Haugaard, fra Østervrå Menighedsråd, der har været tovholder på arrangementet.
Succesen var til at tage at føle på denne dag og mon ikke, der er en ret stor sandsynlighed for, at arrangementet gentages til næste år?
KØH2