Home Blog Page 418

”Pokkers til polterabend” i Dybvad

0

”Pokkers til polterabend” er titlen på Skæve Amatørscenes dilettantforestilling, som løber af stablen den kommende weekend.

For tiden er der hektisk aktivitet i Dybvad Forsamlingshus, hvor man øver og prøver ihærdigt på, at få de sidste detaljer til at falde på plads, som alle andre har dilettanterne også været hårdt ramt af fravær grundet sygdom. Stykket er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen.

Handlingen, kort fortalt: Herdis og Kaj skal giftes – og så der skal selvfølgelig arrangeres et polterabend. Brudgommens venner vil naturligvis give ham en ordentlig afsked med singlelivet, men det bliver hurtigt klart for Kaj, at Herdis ikke vil bifalde ”hanky panky” af nogen art. De kan mødes over en kop te, og så må det være godt. Kaj indvilliger, vel vidende, at det aldrig kommer til ske. Og egentlig er det ikke fordi Herdis er snerpet, hun har bare aldrig fortalt Kaj, at hun ikke går til knipling om fredagen og finere vietnamesisk madlavning om lørdagen. Men hvad laver hun mon så? Ja, det og hvad der siden hændte, kan man få svar på den 9. og 10. marts i Dybvad Forsamlingshus, når dilettanterne fra Skæve Amatørscene, viser resultatet af vinterens anstrengelser.

Der er ikke mindre end fire nye aktører med i årets forestilling, men de falder godt ind med de rutinerede på holdet.

På rollelisten finder man: Maibrit Dahl Thomsen, Dorthe Rasmussen, Jens Kr. Andreasen, Markus Aaen, Heino Sørensen, Maja Rosenmeier Jensen, Channie Pedersen og Dan Christensen. Instruktør er Lise-Lotte Horsevad og sufflør er Mette Frandsen.

Fredag aften er der forestilling, lørdag eftermiddag og igen lørdag aften åbnes dørene for spisende gæster. Fredag aften og lørdag eftermiddag serveres, foruden dilettant, kaffe/te og lagkage. Lørdag aften står den på medbragt madkurv eller en lækker dilettanplatte fra Dybvad Kro. Morten Baggesen spiller op til dans efter forestillingen.

Der er stadig få ledige pladser til lørdag aften. Har man fået lyst til et godt grin og god underholdning, er det med at komme op af sofaen og hen i forsamlingshuset, fredag eller lørdag.

Fastelavnsfest og lun lokalhistorie

0

Februar måned bød på to meget forskellige arrangementer i Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter. Først var der fastelavnsløjer med besøg af børn fra Bødkergården, og senere på måneden var der vendelbolune på programmet med besøg af Jørgen Brun fra Skæve.

Børn fra Bødkergården har fejret fastelavn sammen med beboere på Østervrå Ældrecenter. 15 fantasifuldt udklædte børn i 5-årsalderen slog til tønden, så det rungede i hele Hyggekrogen. Ældste generation fuldt slagets gang lidt på afstand, mens ninjaer, Spiderman, Tornerose, en soldat, et skelet og flere andre forklædninger tog livtag med tønden. Heldigvis lykkedes det at få hul på den og de ihærdige unge mennesker blev belønnet med det spiselige indhold. Bagefter hyggede begge generationer med fastelavnsboller, kaffe og saftevand, og til slut kvitterede børnene med et par sange. Kattekonge blev Alexander og kattedronning blev Simon.

Vendelbolune
I samarbejde med de frivillige har Hyggekrogen hver måned en hyggeeftermiddag med vekslende indhold fra gang til gang. Alle fra centret, byen og oplandet er velkomne til disse sammenkomster.

Jørgen Bruun fra Skæve var februar måneds gæst, og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vendelbomålet fik plads til at udfolde sig med både lune og lokalhistoriske beretninger.

Jørgen Bruun havde valgt flere gode historier fra sit store repertoire, som han har samlet i to store ringbind. Det er lokalhistoriske beretning fra samtaler med mennesker i Skæve og omegn. Denne gang om det lille hus Digemosehus, som senere blev kendt som Spøgelseshuset, hvor der efter øjenvidners beretning er hørt slæbende skridt og åbnede døre.

Dagens gæst fortalte også om Karen Mailing, der var den første husbygger i Skæve, og det på trods af, at hun var alenemor med to børn, efter at manden var emigreret til Amerika, men det afholdt ikke den gæve kone fra at blive selvbygger. – Vi har været så heldige, at Jørgen Bruun har foræret os sine to store ringbind med lokalhistorier, så de kan komme til glæde i dagligdagen, fortæller Karin Oehlenschlæger fra Hyggekrogen. En rigtig dejlig dag, hvor flere fra byen også havde fundet vej til centret.

ÅB

Knud Søndergaard – en fantastisk fortæller!

0

Knud Søndergaard, Tårs, fhv. lærer og fodboldtræner, fortalte levende om udviklingen i Tårs by og sogn fra 1930’erne til i dag for 71 tilhørere i Netværkscafeen i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel, Sæsing. En helt fantastisk og spændende dag med megen humor.

Knud Søndergaard fortalte levende, humoristisk, fængslende og spændende om sit eget liv i netværkscafeen onsdag. Hans lærer Fløe, havde stor indflydelse på hans liv. Og Hans højskoleophold fik afgørende betydning for at han selv valgte at blive lærer. Tårs Originalerne fik også et ord med på vejen, især “Bliksen” og de særheder og egenskaber han besad. Butikslivet både i Morild, Sæsing, Tranget, Hvidsted og Tårs blev nævnt. Kirkerne, plejehjemmet, og meget mere, fik de fremmødte ene sjove episoder og en utrolig masse morsomme historier. Alle i salen fik sig en rigtig sund latter over de episoder, som Knud Søndergaard så malende beskrev. Hvor er det fantastisk at blive ældre og så være i stand til at kunne “tryllebinde” en hel forsamling i næsten to timer, uden at det på noget tidspunkt blev kedeligt!

The New Divide

0

The New Divide er et amerikansk kristent rockband fra Portland, Oregon, USA.
Bandet har givet koncerter over hele verden siden 2006.

Og nu kommer de til Østervrå

Den 14. marts giver de to koncerter i Østervrå kirke om eftermiddagen for skolebørn og igen om aftenen for alle interesserede.

The New Divide er et band med fart på. De sidste 10 år har de rejst verden rundt op til 11 måneder om året! De sidste 6 år har de turneret i Danmark. Her er de kendt for deres energi og glæde, men også den måde de formår at formidle deres tro og tanker til teenagere og unge mennesker.

Det ser fornuftigt ud i Østervrå IF

0

2017 blev generelt et godt år for Østervrå Idrætsforening. Der er i årets løb skabt mange gode oplevelser for medlemmerne. Investeringer og færre kommunale støttekroner kunne aflæses af regnskabet.

Formand Knud Hjørnholm var ved den årlige generalforsamling generelt godt tilfreds med forløbet af 2017. – Det har været et lidt atypisk år for ØVI, hvilket I også vil kunne se ud af regnskabet, lød det indledningsvis.

Østervrå Idrætsforening har i det forløbne år deltaget i et DGI- projekt ”Bevæg dig for livet” med fokus på bedre håndtering af driften og mere tværgående samarbejde internt. Udgangspunktet var cafeterievagter og det nye multianlæg på stadion, som skal udnyttes bedre fremover.

Økonomi
ØVI blev i 2017, i lighed med andre foreninger, franarret et større beløb. – Vi gik efterfølgende ud i pressen for at advare andre, og det har vi fået meget ros for at gøre, forklarede formanden.

Ret udsædvanligt blev det samlede resultat for 2017 et minus på godt 330.000 kr. Det er ikke noget, der får Østervrå-folkene til at ryste i buskerne, for der er en god forklaring. ØVI har bl.a. købt en ny automat til den nye tilbygning i hallen. Afdelingerne har investeret i nye redskaber bl.a. har motionscentret investeret for godt 360.000 kr. – Idrætsforeningen er ikke en opsparingsbank, så det er godt at pengene kommer ud og arbejde, og vi har stadig en ret god formue, konstaterede Hjørnholm.

25-årsreglen
Hvad der bekymrer mere er, at det de sidste to år er blevet mere synligt, at vi får mindre aktivitetstilskud fra Frederikshavn Kommune, som nok mest skyldes en kombination af besparelser generelt på området, men også den kendsgerning, at vi har fået flere medlemmer over 25 år, og det skal vi jo også være glade for. Jeg er ikke tilhænger af, at vi skal have vores forening delt op i ungdoms- og seniorafdeling, men det er da en udfordring, at ØVI er én af få foreninger med en samlet struktur.

Det er også beklageligt, at der stadig er uens priser på leje af lokale i kommunen.

Begge problemstillinger er rejst i mange sammenhænge, og både politisk og administrativt, er der blevet arbejdet med det siden sammenlægningen i 2007. Måske har politikerne ikke været klædt godt nok på, til at indgå en ny aftale? Det er ikke noget, der kan løses over én nat. Aftaler skal siges op, en langsigtet proces, men det haster med nye regler.  Der er politisk fokus på området, så vi må håbe, at der snart kommer en løsning, konkluderede Knud Hjørnholm.

Der var genvalg til Knud Hjørnholm og bogholder Birthe Vindbæk.

Fritz Pedersen har overtaget opgaven med indkøb til cafeteria og automater efter Karsten Møller Nielsen, der har varetaget opgaven i flere år.

ÅB

Årets gang i ØVIs fem afdelinger

0

Østervrå IFs fem afdelinger – svømning, håndbold, fodbold, badminton og motionscenter har afholdt generalforsamling, hvor der blev fortalt om små og store begivenheder i 2017.

Overordnet ser det rigtig fornuftigt ud i afdelingerne. Bestyrelsesmedlemmer og instruktører er en god blanding af nye og mere erfarne kræfter. Der mangler et par bestyrelsesmedlemmer, men dem har de enkelte afdelinger fået mandat til selv at finde. Motionscentret kunne godt bruge lidt flere instruktører.

Svømning
Svømmeafdelingen har haft pæn besætning af medlemmer på de enkelte hold, dog med ét hold mindre. Tarzanholdet kører stabilt med omkring 20 livlige vandhunde. Wateraerobic er fortsat meget velbesøgt. Foreningen var med til ”Danmark Svøm Langt” i samarbejde med Østervrå Idræts- og Kulturcenter, og så har der igen været Pool-party for børn og unge.

Fodbold
200 spillere i alle aldre har præget 2017. To seniorhold har blandet sig i den bedste halvdel af deres puljer. Ungdomsholdene har haft en god sæson, hvor samarbejdet med Try Thorhøj Boldklub er en vigtig faktor for at stille hold.

De ældste drenge- og pigespillere har været på træningslejr i Polen, og endnu en gang satte Østervrå rekord til Kattegat Cup både med antal spillere og medrejsende familiemedlemmer.

I 2017 solgt AaB den tidligere ØVI-spiller Joakim Mæhle til belgiske Genk, hvilket betyder, at der over de næste par år bliver udbetalt nogle solidaritetspenge fra Genk til ØVI, som skal komme ungdomsspillerne til gode på en eller anden måde.

Fodboldafdelingen har aktivt arbejdet på at få flere bandereklamer på stadion. Det må i den grad siges at være lykkedes, idet man er gået fra 15 til 51 sponsorer og flere er i støbeskeen.

Motionscenter:
Motionscenteret var haft en god sæson. Efter færdiggørelsen af lokalerne har der været fokus på den daglige drift og investeringer i nyt materiel bl.a. nye body-bike cykler. Unge og mere modne motionister bruger centret flittigt – p.t. er der 300 aktive – det højeste antal hidtil.

Håndbold:
Afdelingen har ungdomshold fra U6 til U16 og tre seniorhold. I løbet af sæsonen er der indgået et holdsamarbejde med Tårs Ugilt omkring nogle ungdomsspillerne.

Håndfolket har været med i afviklingen af julefrokost med et godt økonomisk resultat. De var også friske at springe til med uddeling af risengrød til erhvervsforeningens juleoptog.

8. april er afdelingen arrangør af Østervrå Messen, hvor alle erhvervsstande er besat. I Påsken skal foreningen være en del af Rødspætte Cup og yde værtsskab for godt 200 ungdomsspillere, samt medvirke til afvikling af et ukendt antal håndboldkampe i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.

Badminton:
30 ungdomsspillere fra 6-18 år har der været i 2017, hertil kommer en trofast skare af motionsspillere. Afdelingen har gjort reklame for sig selv, og det gav lidt flere spillere. Den største udfordring er de låste træningstider på mandage og fredage, men der er jo mange om buddet i idrætshallen.

Musical ”Den rene skære sandhed”

0

Onsdag d. 21. marts kommer Mariager Efterskole til Kulturcenter Vendsyssel. I en del år har de opført en musical og for første gang kommer de nu ud med denne forestilling. Fem gange bliver stykket opført og det er i Mariager, Vejle, Hillerød, Randers og i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel. Stykket handler om det mange unge slås med: skam, misbrug, selvhad, identitetskrise, seksualitet men også kærlighed og håb. Forestillingen er inspireret at New York Times bestseller forfatter Francine Rivers roman ”Den kærlighed som sætter fri”.

Det er eleverne som opfører stykket og også levere musik samt lyd og lys opsætning, de bruger et par måneder at skoletiden til at øve og sætte hele stykket op og lave kostumer så alt er klart.

Vi har købt denne forestilling i Kulturcenter Vendsyssel for at sætte fokus på det der rør sig i de unge mennesker, og for at få en samtale i gang mellem forældre og de unge.

Stykket anbefales fra 12 år og er en god mulighed for unge og deres forældre til at få en samtale i gang.

Arr. Mariager Efterskole & akademiet samt Kirken i Kulturcenter Vendsyssel.

Se også annonce i Østvendsyssel Folkeblad.

Spejderhytten har fået nyt look

0

Årets Spejderfest hos KFUM spejderne i Østervrå foregik i genopfriskede og energioptimerede omgivelser. Spejderne stod for menuen, som var både vild og varm.

Forældrebestyrelsen for Spejderhytten på Industrivej i Østervrå tog sidste år fat på en tiltrængt renovering af huset. I 2017 fik den lille sal ny gulvbelægning og nye lofter. I år var turen kommet til den store sal, som også har fået en tiltrængt overhaling.

– Det hele var blevet lidt slidt efter mange års brug, akustikken drillede og radiatorerne var alt for små, men de problemer er løst nu, forklarer Gunnar Pedersen, formand for forældrebestyrelsen.

Fem mand suppleret med et par damer har siden 2. februar lagt adskillige fritimer i huset, som er fast mødested for KFUM spejderne og de private dagplejere holder Legestue én gang om ugen, dertil kommer diverse møder, arrangementer og enkelte private sammenkomster.

Energioptimering
Huset har f.eks. fået energibesparende LED-lys og troldtekt i loftet har givet god akustik. Alle ydervægge er blevet isoleret og gulvet har fået en belægning af praktiske tæppefliser. – Vi har fået et godt og brugbart hus, og vi kommer helt sikkert også til at kunne se det på driften, konstaterer formanden med henvisning til den energioptimering, der er sket.

Det hele er som nævnt udført af frivillige hænder med god hjælp fra det lokale erhvervsliv – bl.a. malerfirmaet Ulla Louring Sørensen og tømrermester Martin Holm Hansen.

Ønskeseddel
Spejderne arbejder på at søge penge fra forskellige fonde og sponsorer, for der er flere ting, de kunne tænke sig at gøre for deres fælles mødested. – Vi trænger hårdt til nye stole og borde, og vores vinduer og døre står også overfor en udskiftning, konstaterer Gunnar Pedersen.

Varmt og vildt
De frivillige håndværkere havde fået en deadline til 3. marts, hvor den årlige Spejderfest stod på programmet. Spejderne havde fået opgaven med at lave maden og den udfordring gik de til med stor entusiasme. Hele to dage stod den på madlavning med en menu af hjemmelavet suppe helt fra bunden med produktion af både kød- og melboller, herefter en vildtgryde og selvfølgelig var der også lækker dessert.

Nu kan spejderne flytte ind igen og de private dagplejere er ikke længere husvilde. De næste gæster bliver ”Pigernes Fridag” og den mulighed er der også for andre, som kunne tænke sig at låne fine og nyrenoverede lokaler.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Generalforsamling i Flauenskjold Borgerforening

0

Generalforsamling torsdag d. 1/3 2018 – Referat

Valg af dirigent:
Torben Larsen er valgt.

Formandens beretning:
Affaldsindsamling: 25-30 mand mødt op. Der er indsamlet mindre affald end sidste år.

Harmonikatræf: Aflyst pga. for lidt tilmeldte.

Marked: Godt marked. Fredag aften lukkede teltet før tid p.g.a. ballade. Måske har vi været for nærige med musikken. Rimeligt besøgt med mange kræmmere.

Sankt Hans: På trods af dårligt vejr var der mødt op til 150 mand. Båltale ved Line Vanggård Pedersen.

Hygge ved søen: Det var ingen succes. Der var for lidt fremmødte. Vi har besluttet at vi flytter arrangementet op i byen og holder stadig fast i fiskekonkurrence.

Kontingent: Trods stigning i pris, er der alligevel ca. 230 medlemmer.

Valgmøde: Der var ca. mødt 40 op til debat.

Julebelysning: En succes hver gang. Der skal laves nye stjerner, da der skal skiftes til LED – lys i masterne.

Juletræsfest i hallen: Vi valgte at afvise ansøgning, da vi i forvejen giver penge til julearrangement til både dagplejen og AI.

Grenplads: Går godt med den og stor tak til John.

Pedelordning: Stor tak til dem og det arbejde de udfører.

Ansøgninger om tilskud: Der er søgt 175.000 kr. af to omgange til bad/toilet samt projekt ved søen. Disse tilskud er der givet grønt lys for.

Fremtidsvisioner: Muligvis en stand til åbent landbrug d. 15/4 2018.

Fremlæggelse af det reviderede regnskab:
Regnskabet godkendes.

Fastsættelse af kontingent:
150 kr. for alm. og 75 kr. for pensionister.

Indkomne forslag:
Der er kommet forslag om at formand og kasserer gennemgår regnskabet engang hver anden måned f.eks. eller tager regnskabet med på hvert bestyrelsesmøde. Vedtægterne laves om så der kommer til at stå under regnskab at det skal gennemgåes en gang i kvartalet.

Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter:
På valg: Lone, Andreas, Keld og Morten (suppleant)
Lone, Andreas og Keld er genvalgt. Christina Rosenkilde Hansen er valgt som nyt medlem.
Karina Betina Christensen er valgt som suppleant.

Valg af revisor:
På valg: Jens Abildgaard er genvalgt

Eventuelt:
Forslag om evt. at lave en byfest i samarbejde med idrætsforeningen.
Forslag om en postkasse ved købmanden til ris/ros og forslag.
Forslag om at flytte julearrangementet over til legepladsen.
100.000 kr. i tilskud til bad/toilet samt udekøkken på markedspladsen. Vi satser på at det kan være færdigt i 2018. Søen satser vi på at starte på her i foråret.

Efterfølgende har bestyrelsen konsitueret sig som følger:
Formand: Keld Stougård
Næstformand: Andreas Boel Christensen
Kassere: Knud Christensen
Sekretær: Karina Wulff Sørensen

Hvad er Barnets Blå Hus?

0

Barnets Blå Hus er et støtte- og behandlingscenter for børn fra familier i særligt vanskelige livssituationer, som er præget af rusmiddelmisbrug. I Barnets Blå Hus kan børnene få støtte og hjælp til deres hverdagsliv og møde andre børn, der også kan have det svært derhjemme. Fokus er på tidlig indsats og en faglig systematiseret forebyggelse af de problematikker, børnene kan få både i deres barndom og senere i livet.

Børnene er i fokus, men da forældrenes kompetencer ift. børnene er vigtig, så er forældrene også en del af målgruppen. De kan få hjælp til at styrke deres forældrekompetencer og sociale færdigheder. Desuden kan de deltage i samtaleforløb omkring familieproblematikker.

Barnets Blå Hus tilbyder (med lokal tilpasning):
– Psykologsamtaler, individuelt for børn eller forældre samt for hele familien.
– Samtalegrupper for henholdsvis børn og forældre.
– Musikterapi, individuelt for børn, for hele familien eller i grupper.
– Ugentlig forældrerådgivning med oplæg og samtale omkring forældrerelaterede emner.
– Et værested, hvor børn og deres forældre kan komme i eftermiddagstimerne.
– Fællesspisning for hele familien to gange om ugen.
– Udflugter og aktiviteter for hele familien, særligt i weekender og omkring ferier og højtider.
– Forskellige sociale gruppeaktiviteter på ugentlig basis.
– Sommerferie (pt. samles penge sammen så børnene kan få en tur i Fårup Sommerland).

Barnets Blå Hus har et nært samarbejde med flere forskellige både kommunale og ikke-kommunale tilbud. Samarbejdet kan se meget forskelligt ud, alt efter hvilken samarbejdspartner der er tale om. Det kan være fagligt samarbejde omkring familier, der har behov for Barnets Blå Hus’ tilbud, f.eks. med en hjemmehos’er, bostøtte, socialrådgiver eller trivselslærer. Samarbejdet kan også bestå i faglig sparring med andre organisationer, der arbejder med lignende målgrupper.

For arbejdet i Barnets Blå Hus nævner vi her følgende generelle vilkår, som er relevante for samarbejdspartnere:

Det er muligt at henvise til Barnets Blå Hus, men der er intet krav om visitation for at benytte tilbud i huset.

I Barnets Blå Hus kan børn og forældre være anonyme (bortset fra de som modtager psykologfaglig indsats som f.eks. samtaleforløb). Det er dermed ikke påtvunget at opgive cpr-nummer og adresse, og familierne kan derved undgå at andre instanser, f.eks. kommunen, informeres omkring deres brug af huset. Der foretages dog registrering af familierne og notatføring i et elektronisk internt journalsystem.

Ansatte og frivillige i Barnets Blå Hus har skærpet underretningspligt.

Der indhentes børneattest på alle ansatte og frivillige.