Beboere og frivillige fra Østervrå Ældrecenter nød en utrolig smuk og afvekslende tur ud i den nærmeste omegn, hvor landskabet bød velkommen i sin smukkeste forårspragt.
Årstidens smukke grønne, gule og røde farver kan kun få én til at blive i rigtig godt humør. Det var da også præcis den virkning det havde på selskabet af beboere fra Østervrå Ældrecenter, som i sidste uge havde sat kursen ud i det blå.
Det var husets Frivillige Hænder, der inviterede, og beboerne fra centret var fulde af gå-på-mod, da de to minibusser rullede op foran Vrængmosevej 2. Det tog ikke mange minutter før hele selskabet var godt ombord, og turen kunne begynde – tilmed i et strålende solskin med passende varmegrader.
Smukt og frodigt
Første stop var den nye udstykning i Bakkevænget, her var der sket meget siden turens deltagere sidst havde set området. Den ny udstykning er ved at blive byggemodnet, og flere nye byggerier er skudt op.
Af sted mod skoven gik det ad de små naturskønne veje – lidt snoede og smalle, men til gengæld utroligt smukke og frodige.
Forbi Ormholt, Nejsum, Brønden og Ny Vesterskov gik det i passende tempo, så alle kunne få det hele med. Allerup Bakker pralede også med et utal af grønne nuancer, og her blev der gjort holdt på en P-plads midt i det dejligste naturskønne område. Det var blevet tid til at nyde den medbragte kaffe og hjemmebagte kage fra de søde piger i ældrecentrets køkken. Alle nød det lækre traktement ved de opstillede borde og bænke, og den gode stemning blandede sig med naturens lugte, solens varme stråler og den fælles hygge.
Mod nye mål
Sidste etape af turen gik gennem Pajhede Skov med flokke af dyr og en pralende pragt af smukt blomstrende træer.
Lige pludselig dukkede Østervrå op forude og en vellykket tur havde nået sin endestation. Alle var fyldt godt op med de mange skønne indtryk og en glad stemning.
Næste gang De Frivillige er på banen er allerede først i juni, hvor turen går til Tversted.
ÅB




