Børnene udstiller deres kæledyr, forældrene tilrettelægger og agerer praktiske grise. I markedsteltet er der underholdning og på pladsen spændende aktiviteter. Kort sagt – der er udsigt til dyrskue, lørdag 26. maj, i Østervrå.
Kæledyrene er med sikkerhed ved at få den sidste finish i pelsen, måske tilføjer ejeren også en lille farvestrålende sløjfe. Det gælder jo om at tage sig bedst muligt ud foran dommerne, når der er bedømmelse i dyrskueringen. Uden tvivl en dag, hvor stoltheden kommer til at lyse ud af de unge ejere, der stiller om med levende dyr.
I år er der også et helt nyt indslag med dyr, når DCH Sæby kommer på besøg, og viser hvad det kan lade sig gøre at lære sin hund, hvis man træner med den. Her er det primært lokale hunde og ejere, der har takket ja til at komme.
Dyrskuepladsen
Det kommer til at summe af liv på den store græsplæne med ponyridning og hestevognskørsel. Pander syder over det glødende bål, og duften af pandekager vil sno sig om næsen på alle dem, der drister sig til at få håret pyntet med perler eller malet en flot sommerfugl i ansigtet. På et tidspunkt dukker den populære brandbil fra det lokale Falcks brandvæsen også op.
I det store markedstelt er der garanti for engageret og umiddelbar underholdning, når børn fra Svaleredens SFO går på scenen, og senere afløses af cirkusartister fra børnehaven. Fritidscentrets børn står for aktivitetsboderne – godt hjulpet af de voksne.
Fællesskabet rykker
Den forældrevalgte bestyrelse i Bødkergårdens Venner står bag dagens skue, så de har i et godt stykke tid haft travlt med at lægge planer og finde andre frivillige, der vil hjælpe med at få dagens program til at klappe.
Ud af de mange frivillige timers indsat skal der gerne komme et pænt overskud, som er livsvigtigt for driften af Bødkergårdens dyrehold.
ÅB




