Home Blog Page 390

Nilles i knap 70 år 1947-2015

0

Sådan startede det
Det var i 1947, historien om NILLES begyndte. Det år købte Niels Bock – kaldet Nille – en lillebil, der siden blev suppleret med et par mindre busser i hjembyen Dybvad. 

Busserne blev primært brugt til at køre ansatte på fiskefabrikkerne – de såkaldte ”fiskedamer” – til og fra arbejdet. Senere kom også skolekørsel til. Ti år efter firmaets start indbød Nille sammen med hustruen Aase om sommeren familie, venner og bekendte til en bustur til udlandet. Turen gik til Harzen, hvor passagererne blev indkvarteret i de medbragte telte. Maden blev tilberedt på gasapparater, der ligeledes var med hjemmefra, og serveret ved campingborde. Det blev til flere af den slags ture, og interessen for at komme med ud og opleve verden voksede støt. I 1967 købte Nille en splinterny Mercedes rejsebus, og det første egentlige rejseprogram – på blot nogle få sider – blev trykt og omdelt i lokalområdet.

Kontor i stuen
I de første år blev det hele styret fra kontoret i stuen hjemme hos ægteparret, men snart blev pladsen for trang. Der blev indrettet kontor og garager først et sted i Dybvad, men i 2002 blev der bygget nyt, hvor administration, værksted og garager siden har været samlet. Bygningerne har siden måttet udvides flere gange for at skaffe plads til et stigende antal medarbejdere. 

Aase stod i mange år for at styre busser, regnskab, ansatte plus hus og børn. Det skete også, at hun måtte træde til og tage en tørn som chauffør.

To sønner, Niels Jørgen Bock og Lars Bock, kom i henholdsvis 1984 og 1985 ind i firmaet. Siden 1990 har de to i fællesskab stået for driften af firmaet. Niels Jørgen har ansvaret for busserne og det tekniske, mens Lars er ansvarlig for rejsebureauet og administrationen. I 1997 døde firmaets grundlægger, Nille Bock. Hans hustru Aase lever stadig og følger levende med i det firma med en omsætning på et trecifret millionbeløb, som hendes og ægtefællens initiativ har udviklet sig til.

I 2015 valgte familien at overdrage aktiemajoriteten til Aller Media, som nogle år tidligere var begyndt at engagere sig i rejsebranchen med fokus på kvalitetsrejser. NILLES fortsætter som selvstændigt selskab i Aller Media med den samme ledelse og de samme principper som hidtil.

Busparken og medarbejderne
Firmaet råder over en stor buspark, der ligeledes suppleres med busser fra forskellige buspartnere. Staben tæller et stort antal medarbejdere, der alle sætter en ære i at yde deres bedste – hjemme på kontoret eller ude i marken. På en travl dag i højsæsonen kan firmaet have mere end 60 medarbejdere i sving ude og hjemme.

Foruden chauffører og rejseledere er der på kontoret 12 ansatte og på værkstedet to mekanikere. Et dygtigt og loyalt personale er helt afgørende for at kunne drive et firma som NILLES. Flere af medarbejderne har været ansat i firmaet i mange år og har stor erfaring med arbejdet i rejsebranchen. Samspillet mellem rejseledere og chauffører og kontorpersonalet er afgørende for, at NILLES kan tilbyde gæsterne en rejseoplevelse, der er godt planlagt.

Busparken omfatter 14 busser. Heraf er 8 rejsebusser af mærkerne Setra og Neoplan, alle udstyret med den mest moderne teknologi. Firmaets første egent-lige rejsebus, en Mercedes 0302, blev købt i 1967. I 1979 kom den første bus med toilet og sovekabine, af mærket Setra 215 HD, til. Standarden på busserne er siden dengang steget, benpladsen forøget og siddekomforten forbedret.

DitoBus fore­tager endnu et opkøb i busbranchen

0

Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse, som ejerne af Nilles Busser, Lars og Niels Jørgen Bock, har udsendt, idet de har besluttet at afhænde virksomheden til DitoBus, så Nilles Busser A/S fra 1. januar 2019 bliver en del af  Ditobus Gruppen A/S.

Nilles  Busser kan nu fortsætte på en god måde og i en stærkere udgave, står der videre i pressemeddelelsen, der fortsætter med tanker om udviklingen, idet de skriver: Udviklingen går stærkt indenfor bl.a. digitalisering og forretningsudvikling, og vi tror på, at DitoBus med sin størrelse og sit engagement kan bringe Nilles Busser videre på bedste vis.

Noget der også er vigtigt for Lars og Niels Jørgen Bock – er den store lighed, der er mellem de værdier, som Nilles Busser og DitoBus er bygget på, idet begge virksomheder bygger på glæde, kvalitet og ordentlighed som bærende værdier.

Videre i pressemeddelelsen skriver de  bl.a., at  muligheden for at viderebringe virksomheden er en cadeau til det arbejde, som alle med tilknytning til Nilles Busser har udført. Som virksomhedsledere har det været spændende og motiverende at stå i spidsen. Vi kan overdrage en virksomhed i en flot og sund udvikling.

Lidt om DitoBus  kan man også læse i pressemeddelelsen – nemlig, at her er også tale om to brødre – Ib Gregers Boers og Niels Gregers Boers.

De nye ejere udtaler, at de er glade og stolte over, at de er blevet enige med Lars og Niels Jørgen om salget af Nilles Busser, der jo er en institution i hele Jylland, og de tilføjer, at de tror på, at de sammen med Aller Koncernen, der i 2015  overtog 80%  af  datterselskabet, Nilles Rejser A/S, kan viderebringe Nilles Rejser og Nilles Busser på en måde, som både kunder og familien Bock kan være tilfredse med.

Lige lidt mere om DitoBus – de har hovedsæde i Holbæk og beskæftiger ca. 700 medarbejdere – de har 300 busser og forventer i 2019 at omsætte ca. 410  mill. kr. De købte i 2016  aktiemajoriteten i Jørns Busrejser i Brønderslev.

Alt det her kunne man læse i den pressemeddelelse, som Lars og Niels Jørgen Bock udsendte i forbindelse med salget.

Avisen har været så heldig at få en snak med brødrene selv om der travlhed, og et spørgsmål, der trængte sig på var netop, hvorfor salget lige nu og hertil svarede de, at de jo selv er 2. generation – men der er ikke en 3. generation, der er klar til at overtage og de tilføjer, at hvis vi vil se Nilles Busser køre videre og udvikle sig, så skulle der mere til – f.eks. har NT’s licitationer gjort det sværere at være med, og DitoBus har en stærkere organisation, der kan medvirke til at effektivisere arbejdsgangen.

Navnet forbliver det samme: Nilles Busser – og som Lars og Niels Jørgen siger, så har de ved salget  fremtidssikret virksomheden. Efter nytår  bliver de ansatte i firmaet med nogenlunde de samme funktioner som nu. Selve bygningerne ejer de stadigvæk.

Snakken falder helt naturligt på deres start i Nilles Busser, det var ekstra hårdt, fordi virksomheden befandt sig på 4 forskellige adresser, og som de siger, så var der heller ikke planer om, at det hele skulle vokse sig så stort, men de betegner sig selv som konkurrencemennesker, der hele tiden føjede nye mål til. Vores mor har været med til den store udvikling, men det har vores far ikke –  han ville nok have vendt sig i sin grav, hvis han havde set udviklingen, siger de.

Der er stor ros til de mange gode og engagerede medarbejdere, der har fulgt med hele vejen – sammen med dem kommer alle de gode ideer nemlig.

Der har været mange gode oplevelser og vi har aldrig været bange for at tage chancer og de mange kunder har været trofaste og interesserede i de nye tiltag, vi kom med.

Nu hvor året snart slutter, fortæller Lars og Niels Jørgen  Bock, at alle roligt kan glæde sig til fortsat at rejse med Nilles Rejser og køre i en bus fra Nilles Busser.

Som nævnt andetsteds i artiklen er  de begge efter nytår stadig en del af forretningen – nu som ansatte.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Dybvad Kro søger ny forpagter

0

Janos Hegedüs foran Dybvad Kro og Hotel

 

Janos og Helle Hegedüs, der har ejet kroen siden 1. juli 2011, fortæller til avisen, at de pr. 1. februar 2019 søger en ny forpagter, som har lyst til at drive Dybvad Kro og Hotel.

Kroen har et stort uudnyttet potentiale, oplyser ejerne. Hertil kommer, at der på kroen er 9 værelser og her iblandt en brudesuite og også et fællesrum i forbindelse med værelserne – endelig er der TV og internet på alle værelserne. 

Der er et stort køkkenpotentiale på kroen, som evt. kunne anvendes til en sideløbende produktion, hvis man skulle have noget sådan i tankerne.

Ud over selve kroen er der en villa beliggende bag ved på 156 kvm., som kan benyttes af en ny forpagter.

Der er selskabslokaler på kroen med plads til i alt 300 personer.

Kim Wolff Nielsen, der har været på kroen siden 2011, er stadig på banen efter 1. februar, så der hele tiden vil være professionel hjælp til de fester og arrangementer, der allerede er bestilt – og i den mellemliggende tid – indtil en ny forpagter træder til, vil der stadig være mulighed for at bestille diverse fester, mad ud huset, arrangementer m.m.

Janos slutter vores interview med at sige, at man også kan købe kroen, hvis man brænder for det fremfor at være forpagter.

Der skulle være mulighed for at læse selve annoncen ang. Dybvad Kro og Hotel, der søger forpagter – både her i avisen og i andre aviser.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

 

Juleafslutning i boldleg

0

Børnene, der går til boldleg holdt i onsdags deres juleafslutning i Dybvad Hallen. 

Børnene kommer ovre fra Dybvad Børnehave for at være med til boldleg. Denne onsdag er noget helt specielt og mange af børnene har da også nissehuer på, der skal nemlig holdes juleafslutning med alt det, der nu hører til på sådan en dag.

Først samledes  både børnene og de voksne, der træner dem i en rundkreds midt på gulvet og snakkede og sang lidt og så var tiden kommet, hvor de skulle kalde på nissemor.

Heldigvis var hun klar til at være med og sammen med hende blev der også danset og sunget og snakket, for der er altid en hel masse, som det er vigtigt for børnene at få fortalt nissemor.

Efter dansen og legen var forældrene begyndt komme og der blev serveret æbleskiver, saft, te og kaffe til alle.

Der var også tid til for børnene lige at få sig en god løbetur eller to frem og tilbage i hallen.

Inden det var tid at tage hjem fik alle børnene en slikpose, som de kunne hygge sig med på hjemturen.

Der er ferie fra Boldleg indtil efter nytår.

Jo-Jo

“De ni læsninger” i Torslev Kirke

0

Torsdag den 13. december afholder KFUM-spejderne i Thorshøj “De ni læsninger” i Torslev Kirke. Det er efterhånden blevet en dejlig tradition, at spejderne på denne måde hjælper med at sprede lidt julestemning.

Aftenen indledes ved repræsentanter fra Sct. Georgsgildet i Sæby, som kommer, og fortæller lidt om Fredslyset, som de denne aften bringer til kirken. Fredslyset blev oprindeligt tændt i fødselsgrotten i Betlehem, ved den flamme som altid brænder. I Danmark udsendes Fredslyset fra Sct Laurentii Kirke i Roskilde, som passer og plejer det tændte Fredslys hele året. I flere lande er det blevet et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgsgilderne, og i Danmark modtages og videregives Fredslyset som en gave, hvor budskabet er: et lys for fællesskab, fred og venskab, forståelse, tolerance og fred på jorden.

Derefter er der oplæsning af forskellige tekster fra bibelen. Bibelteksterne spænder fra skabelsen over syndefaldet, til profetier om frelseren, som skal komme, og slutter med juleevangeliernes beretning om frelserens fødsel.

Igen i år, har konfirmandholdene fået tilbud om at være med, og spejderne glæder sig over, at rigtig mange af de unge mennesker, har lyst til at hjælpe med at læse og synge. Indimellem vil der vil også være fællessang.

Efterfølgende er spejderne vært ved kaffe og kage i våbenhuset, og de håber, at rigtig mange vil finde vej til denne hyggelige aften, hvor alle er velkomne.

Ny inspiration under sydlige himmelstrøg

0

Indehaverne af Salon Friis og Monica Kiil i Østervrå er netop vendt hjem efter en vellykket inspirationstur til Barcelona i Spanien. Begge frisører er begejstrede for det, de har fået med sig hjem. 

Frisør Katrine Friis og frisør Monica Kiil er helt enige om, at det har været en meget udbytterig tur, og de er ikke spor bange for at sige, at det nok er deres hidtil bedste oplevelse. – Vi føler virkelig, at vi har fået noget meget hjem, som vi kommer til at gøre brug af i salonen, forsikrer de begge. 

Begejstrede

Den fire dage lange tur bød på tre forskellige seminarer. Et med en frisør fra Østrig, der viste de absolut sidste trends indenfor herrefrisurer, og en dansk frisør viste de forventede tendenser for pigernes hår. To meget traditionelle præsentationer, hvorimod et spansk ægtepar virkelig gjorde indtryk på de to Østervrå-frisører. Der var mere tale om anbefalinger og forslag, modsat de ofte lidt mere dikterede bud, og det faldt i smag hos nordjyderne. – Vi følte begge, at deres bud var noget, vi kommer til at gøre brug af fremover, fortæller Monica Kiil. – De lagde op til at vi, sammen med kunden, skal kigge mere på, hvad er det, den enkeltes hår kan, fortsætter Katrine Friis. Ideen er, at man går lidt væk fra den grundlæggende fagskole, og i stedet er mere tidløs og visuel, for det skal naturligvis passe til kunderne. 

Faglig sparring

Turen var tilrettelagt af det firma, som begge frisører køber deres salonprodukter hos. Programmet var tilrettelagt, så der også blev god tid til at sparre med de øvrige deltagere – i alt 50 frisører fra Danmark. De faglige input blev suppleret fint med et spændende program, der også gav indblik i den spanske kultur og seværdigheder. 

De to frisører har i det hele taget stort udbytte af at sparre med hinanden, ikke kun på turen, men også i dagligdagen udveksler de faglige spørgsmål m.m. 

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Børnehavebørn til julefortælling i Østervrå Kirke

0

Torsdag den 6. december var Bødkergårdens børnehavebørn inviteret i kirke til en hyggelig time med musik og sang, juleevangelie og selvfølgelig lidt godt til ganen. 

Børnene lyttede eksemplarisk til de 9 bedeslag og den efterfølgende beretning om, hvordan Maria og Josef kom til Betlehem, om englene og hyrderne, de 3 vise mænd og selvfølgelig Jesusbarnet. 

Efterfølgende dramatiserede sognepræst Johnny Søndberg-Madsen i fællesskab med børnene hele fortællingen og de søde børn stillede beredvilligt op til alle roller, lige fra Kejser Herodes og stjernen over stalden, til kameler og får. Det var en festlig time med glade børnestemmer i kirken.

Liljevej 4 i Østervrå

0

I forrige uge kom villaen på Liljevej 4 i TV-kameraernes søgelys, da DR TV var på besøg, for at optage et afsnit til serien ”I hus til halsen”. Søndag den 16. december er der åbent hus, for dem, der måske kunne tænke sig at købe huset. 

Huset blev bygget i 1923, men det er ikke lykkedes at finde ud af, hvem bygherren var. 

Til gengæld har de lokalhistoriske arkiver Jørgen Baiers fine lille beretning om husets første beboer skolebestyrer Alfred Jensen: Lærer Alfred Jensen flyttede ind i Jernbanegade 4 (som var den oprindelige adresse). Han blev ansat ved Østervrå Realskole den 1. august 1924, og blev den 1. marts 1933 skolebestyrer samme sted.

Alfred Jensen var ungkarl og en lidt speciel type, ikke ret stor, meget spinkel og gik altid i sort tøj, hvid skjorte med knækflip og sort sløjfe, samt sko med gummisåler. Han var meget begavet, og havde fået eksamen med udmærkelse både til realeksamen og til lærereksamen. Han underviste i dansk og historie, og det var han meget dygtig til. Han var meget pertentlig. Det første han gjorde, når han kom ind i klassen var at lægge sin mappe på katederet, og den skulle ligge nøjagtig på hjørnet. Hans pertentlighed bevirkede også, at vi fik lært at tale et meget korrekt sprog, somme tider næsten for korrekt. 

To fritidsinteresser
Jeg tror kun han havde to fritidsinteresser, hvoraf den ene var at rette trykfejl og stavefejl i Vendsyssel Tidende. Alle fejlene blev rettet med rød blyant, hvorefter avisen omhyggeligt blev lagt sammen og lagt på gulvet, og der blev de liggende i bunker i flere år. Hans husbestyrerinde, Ingeborg Højbjerre, turde ikke flytte dem. Hun var nu også meget nervøs og forsigtig. Desuden var hun nærig, men det er en anden historie. 

Den anden store interesse var skak. Han var meget dygtig og deltog i flere store turneringer med fine resultater. Han har f.eks. været Vendsysselmester. Mindst en gang om ugen tog han til Hjørring for at spille skak. Så boede han på Højskolehotellet. 

Hidsigt temperament
Alfred Jensen var meget hidsig, og hvis der var ballade i klassen, kunne han komme listende på sine gummisåler, rive døren op og tale meget højt i flere minutter uden at gentage sig selv. I de mindste klasser rystede man for ham, men da man blev lidt ældre, tog man det ikke så højtideligt og morede sig lidt over ham. 

Han var også meget forsigtig, hvilket kom til udtryk når han med den senere skolebestyrer I.P. Johansen var ude for at kapre elever. Johansen lovede guld og grønne skove, hvorefter Alfred Jensen bemærkede, at eleverne sandelig også skulle være både begavede og flittige for at få en eksamen. 

Selv om han var meget ejendommelig var han et godt og fint menneske som jeg respekterer og sætter meget højt. Han blev pensioneret i 1953, og kort efter solgte han huset og flyttede fra byen.

ÅB

  

Nissemor kom til juletræsfest i dagplejen

0

Nissemor kom til juletræsfest i dagplejen. Foto: Ejvind Pedersen

 

Julemanden har rigtig travlt i øjeblikket, men heldigvis har han en sød kone, som gerne træder til, og hun er rigtig dygtig til sin opgave. 

De kommunale dagplejere i Østervrå havde inviteret til juletræsfest i Østervrå Kulturhus fredag den 7. december, og det var en begivenhed for de morgenfriske. Allerede kl. 9.30 stod bedsteforældre, forældre, børn og dagplejere klar rundt om træet. Nissemor sørgede for at alle fik sig rørt godt og grundigt – både i gang og i løb. Belønningen ventede forude efter al den traven, for Nissemor hun havde også en stor sæk fyldt med gaver, som hun delte ud til alle børnene. 

Festlighederne blev kronet med lækkeri bestående af æbleskiver, pebernødder og mandariner, som venlige sponsorer havde bidraget med. 

Nissemor havde flere ting i sækken – små godteposer til hvert barn. 

PUHA! Det er hårdt med al den julehalløj, det kalder på en tiltrængt middagslur til de små, og måske et øjebliks ro for dagplejerne. 

ÅB

Prinsessebesøg på Voergaard Slot

0

Torsdag den 6. december var der kongeligt besøg på Voergaard Slot. Gæsten var H.K.H. Prinsesse Marie.

Prinsessen blev modtaget af formand for Voergård Slot, Anker Laden-Andersen, borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard samt Kgl. Hofleverandør Bjarne Als, Bering House of Flowers.

Efter tre taler af ovennævnte, var der en kort reception. Herefter blev prinsessen vist rundt på det julepyntede slot. Bjarne Als fortalte omkring ideerne bag årets juletema, som har taget udgangspunkt i slottets sidste ejer, greve Oberbech-Clausens eventyrlige rejse fra Bordeaux og Paris til Voergaard i 1955. Togrejsen som bestod af ikke mindre end 18 togvogne fyldt med kunstgenstande fra fire vinslotte i Bordeaux.

Udover den flotte julepynt kunne prinsesse Marie nyde det flotte slot, som netop har vundet titlen som Danmarks smukkeste herregård. Guide på Voergård Slot, Verner Krogh, kfortalte om de mange franske kunstgenstande, som er på slottet. 

Tekst og fotos: SEB