Home Blog Page 389

Trængsel til julefest i spejderhytten

0

De private Pasningsordninger havde rigtig god opbakning til årets Julefest i KFUMs spejderhus. Julemanden fik også tid til at kigge forbi, og han fik tilmed selskab af en pandekageelskende bjørn.

Forældre, bedsteforældre, børn og dagplejere fyldte godt i spejderhytten på Industrivej i Østervrå, hvor omkring 60 deltagere havde taget imod invitationen til årets Julefest. 

Festlighederne indledtes lige over middag med dans om det smukt pyntede juletræ. Rundt og rundt gik det, og selveste Julemanden havde også fået tid til at være med. Tre salmer blev det til, men så skulle der altså også kigges i Julemandens store sæk. 

Det var næsten for spændende alt sammen, og det blev endnu bedre, da det viste sig, at han havde julegaver med. Alligevel kan det godt være en godt taktik lige at tage lidt forbehold og holde mor og far tæt på, for han kan godt være lidt for overvældende – ham Julemanden. 

Så kom der lækkerier på bordet – kaffe, saft og æbleskiver, og lige midt i julehyggen dukker en uventet gæst op – Rasmus Klump, og han har også taget noget med – kagemand, slikposer og balloner. 

Ingen tvivl om, at julestemningen lige fik en ekstra tand, og efter et par timers hyggeligt samvær, gik alle hjem – mætte og glade. 

ÅB 

Borgmesterens jule- og nytårshilsen

0

Borgmester Birgit Hansen og hendes mand, Rene Uldahl, og deres to børn – Amanda på 24 år og Mikkel på 22 år. Foto: Ejvind Pedersen

 

2018 har været et godt år i Frederikshavn kommune – sådan starter borgmesteren dette års jule-nytårshilsen og hun fortsætter med at nævne, at det var et år, hvor vi fik et nyt byråd, der nu er på 29 medlemmer, der står i spidsen for at fordele 4 milliarder kroner og hun tilføjer, at byrådet er kommet godt i gang. Det er altid spændende med et nyt byråd, som hun er formand for som borgmester.

Det er en fornem opgave at fordele pengene med de vilkår, vi har. Vi er jo ikke en rig kommune – men vi er rige på frivillighed og kampgejst – vi har 400 foreninger, som jeg møder rundt omkring. Der er meget aktivitet – båret af frivillighed, foreninger og kommunen, så der sker rigtig mange ting.

Ser vi på erhvervslivet, så er der meget aktivitet i hele kommunen og som borgmester kommer hun meget rundt og kikker – hun ved godt, at det hele ikke er let, det får hun at vide på en kærlig, men bestemt måde – folk siger det lige ud, når de møder hende.

I budgettet har man prioriteringer – det gælder bl.a. de 0-6 årige, skoleområdet og hun tilføjer også, at man har valgt, at de penge, der kommer fra staten til ældreområdet – bliver på området, selv om man godt måtte komme dem i kassen.

Borgmesteren kommer også ind på Dybvad og byudvikling – der faldt økonomien på plads og det skyldes både borgerne og politisk opbakning – for som hun siger, det er ikke nemt med vores økonomi – at finde de millioner, der skulle til, men det var godt, at borgerne holdt fast.

Vi skal bruge flest mulig penge på borgerne, men vi skal også en gang imellem investere i mursten og anlæg og her nævner borgmesteren Sæby Lystbådehavn.

Det byrådet, kommunen og borgerne er drevet af – er at have noget hylderne – og det er så der, hvor byrådet er nødt til at prioritere de penge, vi har og det må jeg som borgmester stå på mål for, siger Birgit Hansen.

2018 har igen været et år, hvor borgmesteren har været rundt på virksomhedsbesøg og ude til rigtig mange arrangementer – det er en stor styrke at mødes, for det er der, hvor vi udveksler synspunkter og ideer med henblik på, i hvilken retning, vi skal trække.

Er der styr på pengene – svaret er, siger borgmesteren: Vi lever, som vi har råd til – vi kunne altid ønske os at have bedre råd til velfærd og kunsten er at prioritere og medvirke til, at den her kommune er et sted, hvor man har lyst til at bo, leve og arbejde – og det er der heldigvis rigtig mange, der kan se sig selv i – både virksomheder og mennesker.

Jeg håber, at den kampgejst, jeg oplever næsten daglig, fortsætter i 2019 – for så kan vi rigtig mange ting her i kommunen.

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul, siger borgmesteren her til slut og fortsætter: Jeg håber, der bliver mulighed for rolige og hyggelige dage og at man passer godt på sig selv i fejringen at nytåret – på gensyn i 2019.

Jo-Jo

Bedsteforældredag i Sneglehuset

0

Bødkergaardens  vuggestue ”Sneglehuset” inviterede til bedsteforældredag fredag d 23. november.

Dagen startede med kaffe og rundstykker. Så spillede Anne Pedersen Go-dag-sang til alle sneglebørnene, og spugte bedsteforældrene om de ville hjælpe børnene med at klippe-klistre-tegne julepynt til  sneglehuset. Det ville bedsterne meget gerne hjælpe med og snart summede huset af aktiviteter med saks, papir, lim og en lille flamingobamse skulle pyntes med papirtøj i  flotte farver.

Den næste time blev der laver nisser, engle, juletræer og juleestjerner til den store guldmedalje. Bedsteforældre og børnebørn hyggede sig rigtigt.

Sneglehuset blev pyntet på vægge og flotte uroer rundt på loftet. Der blev fotograferet både til privat og til Sneglehusets billedbog.

Anne Pedersen spillede sangen om at være sur og blive gode venner igen med tre af børnene.

Til slut sang vi farvelsang og sagde tak for i dag.

På Bedsternes vegne Jørgen Abildgaard

Østervrå Varmeværk forventer stigende varmepriser

0

I Østervrå starter det nye regnskabsår hos fjernvarmeforbrugerne 1. april, men allerede nu er der ingen tvivl om, at der kommer prisstigninger, som hovedsagelig skyldes stigende gaspriser og bortfald af det statslige grundbeløb. 

Regnskabsåret er forskudt i Østervrå Varmeværk, og derfor kan varmemesteren og bestyrelsen ikke sige præcist, hvor meget varmen stiger, men der kommer stigninger.  – Vi forventer, at der kommer en stigning på ca. 70 kr. pr. MW, så prisen ender omkring 500 kr. pr. MW inkl. moms, oplyser varmemester Jens Peter Løgtved. Vi kan se, at energipriserne er på vej op igen efter et lille fald, og det gælder stort set alle produkter, dertil skal lægges at det statslige grundbeløb bortfalder fra årsskiftet. 

Tilskud bortfalder
Fra nytår forsvinder det såkaldte grundbeløb, som er en form for statstilskud, fjernvarmeværkerne har fået siden 2005, og det er årsagen til, at forbrugerne kan forvente at skulle have flere penge op af lommen.

Grundbeløbet blev indført for at støtte de lokale fjernvarmeværker, da elmarkedet i f. m. en politisk aftale fra 2004 blev liberaliseret. Dengang blev det aftalt, at tilskuddet skulle stoppe ved udgangen af 2018, fordi politikerne forventede, at stigende elpriser med tiden ville gøre ordningen overflødig.

Prisniveauet
Prismæssigt ligger Østervrå Varmeværk stadig pænt under landsgennemsnittet, hvor det typiske forventes, at et standardparcelhus på 130 m2 kan varmes op for ca. 13.000 kr. o.å. 

– Hvis vi ser tilbage på prisniveauet for de sidste 20 år, så ender vi stort set på den samme varmepris, som vi har haft siden slut 90’erne, forklarer Jens Peter Løgtved. 

Prisniveauet de sidste tre år har været ekstremt lavt, og nu bevæger vi os tilbage til et mere normalt leje.

Det forskudte regnskabsår fra maj til april betyder, at prisstigningen i Østervrå er blevet fordelt på to regnskabsår. – De nye priser bliver først endelig fastlagt 1. april, og de nævnte stigninger, er altså det, vi kan se på nuværende tidspunkt, understreger varmemesteren. 

Vi varmeforbrugere må så bare nyde, at der er endnu et kvartal til den ”billige” pris.

ÅB

Hyggelig tradition i Torslev Kirke

0

Torsdag den 13. december var der, traditionen tro, de ni læsninger i Torslev Kirke. Det er KFUM spejderne i Thorshøj, der hvert år inviterer og arrangerer.

Lyset i kirken blev dæmpet og store og små spejdere gik ind i en lang række med tændte stearinlys, meget stemningsfyldt.

Repræsentanter fra Sct. Georgsgildet i Sæby,  gik med og fortalte lidt om Fredslyset. Fredslyset blev oprindeligt tændt i fødselsgrotten i Betlehem, ved den flamme som altid brænder. I Danmark udsendes Fredslyset fra Sct Laurentii Kirke i Roskilde, som passer og plejer det tændte Fredslys hele året. I flere lande er det blevet et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgsgilderne, og i Danmark modtages og videregives Fredslyset som en gave, hvor budskabet er: et lys for fællesskab, fred og venskab, forståelse, tolerance og fred på jorden.

De ca. 15-20 spejdere i alle aldre udgjorde herefter et blandet kor, som ledte de mange fremmødte igennem et forløb, med læsninger af forskellige tekster fra bibelen. Bibelteksterne spændte fra skabelsen over syndefaldet, til profetier om frelseren, som skal komme, og sluttede med juleevangeliernes beretning om frelserens fødsel – krydret med korsange og fællessange.

Efter ”koncerten” var der kaffe og hjemmebag til alle og der bredte sig en rigtig hyggelig stemning i kirken.

Dagplejen på julebesøg i Østervrå Frikirke

0

En dejlig tradition hos de kommunale dagplejere er julebesøget i Østervrå Frikirke, og præcis, som altid blev det igen et rigtig hyggeligt og vellykket gensyn. 

Susanne Andersen fra frikirken tog imod både store og små, og ret hurtigt havde alle mand fundet sig en god plads. – Vi indledte med at synge et par sange, og så fortalte Susanne om det lille barn i krybben, fortæller Joan Jensen fra dagplejen. Den dejlige historie blev dramatiseret med et væld af forskellige dyr og rekvisitter, som for alvor vakte børnenes interesse og lyst til at røre. 

Et rigtig vellykket julebesøg byder også på lækkerier og saftevand, og bagefter blev der god tid til at komme på gulvet og lege inden turen gik tilbage til legestuen. 

Inden længe siger alle i den kommunale dagpleje glædelig jul og går på en velfortjent juleferie, så de kan samle kræfter til et nyt og spændende 2019. 

ÅB

Julefest hos dagplejerne i Flauenskjold / Agersted

0

Der var dækket op til julefrokost og juletræet stod og ventede på, at børnene og deres bedsteforældre, som var inviteret med til juletræsfesten, kom med masser af flot pynt til at hænge på juletræet. Juletræsfesten blev afholdt i Flauenskjold Fritidscenter.

Da alle var ankommet, blev der budt velkommen og herefter kom endnu en gæst – nemlig nissemor, der beundrede det flotte træ og spurgte om, vi ikke skulle danse lidt om træet og det var alle med på.

Der blev sunget og danset både den om nissefar, der sidder på loftet med sin julegrød og selvfølgelig også højt fra træets grønne top og mange flere. Herefter blev der sunget nogle af de sange, som både børn og voksne kendte og kunne lide at synge. 

Der var en lille overraskelse til alle børnene bagefter og det viste sig at være alle tiders gave – det var en dyrefigur, der kunne lave meget livagtige lyde – så det blev en sand dyrekoncert og det var meget populært hos børnene især.

Herefter var der – som oven for nævnt – dækket op til alle tiders lækreste julefrokost, som de 5 dagplejere havde stået for at lave og som der var god hjælp i køkkenet til serveringen af.

Efter at have nydt den dejlige julemad, der bestod af både sild, æg og tomat, lun leverpostej og lune frikadeller og til slut ris a l’a mande – var det tid for bedsteforældrene at sige tak for i dag og glædelig jul. For nogle bedsteforældre var det meget trætte og mætte børn, de fik med hjem – de var helt sikkert lige klar til en middagslur – både børn og bedsteforældre – måske.

Dagplejerne skulle lige have ryddet op og så ellers hygge sig med de børn, der blev tilbage.

Det var et fantastisk godt og flot arrangement – var alle enige om.

 Jo-Jo

Open By Christmas i Dybvad lokkede mange folk til

0

Der var gang i handelen hele dagen i byens butikker, hvor der var mange gode tilbud og i løbet af aftenen var der også mulighed for – i butikkerne – at møde julemanden, der gik rundt med sin kurv med julegodter, som folk kunne få lov at smage.

Kl. 16 startede det store lygteoptog hos DLG, der iøvrigt bød på kaffe, saft og småkager mens alle blev samlet. Der var i alt 150 børn og voksne med i optoget, der med de flotte lygter og nissemor i spidsen – bevægede sig fra DLG og over til Dybvad Ældrecenter, hvor beboerne sad ved kaffebordet og ventede på det store optog og samtidig gjorde de, hvad de kunne for at gemme julemanden – men det lykkedes børnene at finde ham igen i år, så han kunne komme med videre frem og op til juletræsfesten på kroen, men inden optoget forlod Ældrecentret, sang børnene nogle julesange sammen beboerne og ønskede dem alle en glædelig jul.

På kroen var det store juletræ pyntet og klar til, at man kunne danse omkring det og der blev danset og sunget lige indtil der blev serveret æbleskiver og gløgg og saft for alle, der havde lyst. Julemanden havde selvfølgelig også været med omkring juletræet og mens børnene spiste æbleskiver, gik han rundt med små gaver til dem og lidt senere var der også en slikpose til børnene.

Imens bredte der sig en duft af dejlig julemad over hele kroen og det var, fordi man kunne købe  flæskesteg med alt tilbehør fra kl. 17-20 og det var der 130, der havde bestilt på forhånd, så måske endnu flere nåede at være med. 

Ude i Jernbanegade var der boder – bl. a. kunne man møde trædrejeren fra Idskov, man kunne købe brændte mandler, spejderne bød på pandekager bagt over bål og en gruppe stod og prøvede at hverve medlemmer til en støtteforening for Dybvad/Hørby Skole og der var salg af Aloe Vera produkter.

Der var også mulighed for at få en hestevognstur rundt i byen helt gratis.

Arrangørerne – Dybvad Handel & Erhverv – er meget tilfredse med arrangementet og synes, at det er fantastisk, at en lille by som Dybvad kan samle så mange børn og voksne til et julearrangement.

De vil også gerne takke alle, der har hjulpet til og også takke butikker og boder, der var med til at skabe hygge og aktivitet i Jernbanegade.

Jo-Jo

Julesmåkager i børne­højde hos Hørby Bageri

0

10 børn fra Thorshøj Børnehave var til småkagebagening hos Hørby Bageri mandag den 10. december.  Forventningerne var høje og det måtte vi prøve at leve op til, fortæller Helle Madsen. 

Vi lavede en kagemand først, dernæst vaniljekranse og pebernødder. Alle hjalp til – selv om det tog lang tid at sætte pebernødder på plade. Mens pebernødderne bagte spiste vi kagemand og drak saftevand. Så blev det tid – alle vaniljekranse og pebernødder var bagt og alle børn fik 2 kagedåser småkager med hjem og gik glade ud til bussen.

En hyggelig dag for alle slutter Jan og Helle fra Hørby Bageri.

Julegudstjeneste med luciaoptog i Skæve Kirke

0

Julegudstjeneste i Skæve Kirke for Dybvad Børnehave og Hørby Børnehus
Efter at præsten, Mette Voldsgaard, havde budt alle velkommen i kirken kom børnehavebørnene ind i kirken med lys, imens de sang Luciasangen. Det var også lige netop Luciadag sidste onsdag. Det var utroligt flot at se alle børnene komme gående, klædt i hvidt og hvor kunne de dog synge den ellers lidt svære sang – det var en god oplevelse og de gjorde det rigtigt godt.Alle forældre og bedsteforældre på kirkebænkede blev også meget rørte af det, kunne man se.

Herefter præsenterede præsten kirkens medarbejdere, der var med den eftermiddag og så skulle alle synge: Et barn er født i Bethlehem – en af de mest elskede julesalmer, hvis man spørger børnene og de viste det også ved at synge godt med. 

Børnene blev inviteret op foran altret, hvor de kunne sidde på tæpper og se og høre, det der nu skulle foregå.

Præsten læste juleevangeliet og herefter blev det visualiseret ved hjælp af store dukker, der blev styret af Maria Kajgaard, der er kirke- kulturmedarbejder ved Skæve Kirke.

Så skulle alle være med på en fællessalme. Denne gang var det den, der hedder: Jeg er en lille engel – en sang med masser af bevægelser til – lige noget, der tiltalte børnene og for den sags skyld da også de voksne.

Så var det tid til endnu en af de højt elskede julesalmer, nemlig Dejlig er den himmel blå – og så fortalte Maria en historie om Kalle Kamel – og så kom Kalle Kamel lige pludselig og også ham, der passede på ham nemlig Casper – op til Maria. Hun fortalte så, at Casper efter at have set det lille barn i krybben ville sende bud efter sine 2 venner, Melchior og Balthazar, så de kunne komme med gaver til ham. Børnene var meget optaget af historien og noget som også optager nogle i kirken – er, hvor både organist, kirkesanger og graver var henne, mens Kalle Kamel og Casper var på besøg. Jeg tror, jeg har gættet det !

Gudstjenesten sluttede med, at alle råbte Glædelig jul på en gang og så skulle alle hjem til deres børnehaver igen, men inden man gik ud, kunne børnene få hver en lille selvlysende stjerne med hjem. 

Mens man gik ud af kirken spillede organisten, Bo Møller, Søren Banjomus.

Uden for kirken holdt busserne og ventede på børnene, så de kunne komme hjem til børnehaven, hvor der var æble-skiver, småkager, kaffe, te og saft til børn, forældre og bedsteforældre.

 

Jo-Jo