Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Nilles i knap 70 år 1947-2015

Sådan startede det
Det var i 1947, historien om NILLES begyndte. Det år købte Niels Bock – kaldet Nille – en lillebil, der siden blev suppleret med et par mindre busser i hjembyen Dybvad. 

Busserne blev primært brugt til at køre ansatte på fiskefabrikkerne – de såkaldte ”fiskedamer” – til og fra arbejdet. Senere kom også skolekørsel til. Ti år efter firmaets start indbød Nille sammen med hustruen Aase om sommeren familie, venner og bekendte til en bustur til udlandet. Turen gik til Harzen, hvor passagererne blev indkvarteret i de medbragte telte. Maden blev tilberedt på gasapparater, der ligeledes var med hjemmefra, og serveret ved campingborde. Det blev til flere af den slags ture, og interessen for at komme med ud og opleve verden voksede støt. I 1967 købte Nille en splinterny Mercedes rejsebus, og det første egentlige rejseprogram – på blot nogle få sider – blev trykt og omdelt i lokalområdet.

Kontor i stuen
I de første år blev det hele styret fra kontoret i stuen hjemme hos ægteparret, men snart blev pladsen for trang. Der blev indrettet kontor og garager først et sted i Dybvad, men i 2002 blev der bygget nyt, hvor administration, værksted og garager siden har været samlet. Bygningerne har siden måttet udvides flere gange for at skaffe plads til et stigende antal medarbejdere. 

Aase stod i mange år for at styre busser, regnskab, ansatte plus hus og børn. Det skete også, at hun måtte træde til og tage en tørn som chauffør.

To sønner, Niels Jørgen Bock og Lars Bock, kom i henholdsvis 1984 og 1985 ind i firmaet. Siden 1990 har de to i fællesskab stået for driften af firmaet. Niels Jørgen har ansvaret for busserne og det tekniske, mens Lars er ansvarlig for rejsebureauet og administrationen. I 1997 døde firmaets grundlægger, Nille Bock. Hans hustru Aase lever stadig og følger levende med i det firma med en omsætning på et trecifret millionbeløb, som hendes og ægtefællens initiativ har udviklet sig til.

I 2015 valgte familien at overdrage aktiemajoriteten til Aller Media, som nogle år tidligere var begyndt at engagere sig i rejsebranchen med fokus på kvalitetsrejser. NILLES fortsætter som selvstændigt selskab i Aller Media med den samme ledelse og de samme principper som hidtil.

Busparken og medarbejderne
Firmaet råder over en stor buspark, der ligeledes suppleres med busser fra forskellige buspartnere. Staben tæller et stort antal medarbejdere, der alle sætter en ære i at yde deres bedste – hjemme på kontoret eller ude i marken. På en travl dag i højsæsonen kan firmaet have mere end 60 medarbejdere i sving ude og hjemme.

Foruden chauffører og rejseledere er der på kontoret 12 ansatte og på værkstedet to mekanikere. Et dygtigt og loyalt personale er helt afgørende for at kunne drive et firma som NILLES. Flere af medarbejderne har været ansat i firmaet i mange år og har stor erfaring med arbejdet i rejsebranchen. Samspillet mellem rejseledere og chauffører og kontorpersonalet er afgørende for, at NILLES kan tilbyde gæsterne en rejseoplevelse, der er godt planlagt.

Busparken omfatter 14 busser. Heraf er 8 rejsebusser af mærkerne Setra og Neoplan, alle udstyret med den mest moderne teknologi. Firmaets første egent-lige rejsebus, en Mercedes 0302, blev købt i 1967. I 1979 kom den første bus med toilet og sovekabine, af mærket Setra 215 HD, til. Standarden på busserne er siden dengang steget, benpladsen forøget og siddekomforten forbedret.

Populære artikler