SÆBY: Den prisvindende sportsfotograf Nils Meilvang gæster Sæby med foredraget “Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder”, hvor han deler unikke oplevelser fra verdens største cykelløb.
Gennem mere end 20 udgaver af Tour de France og over 400 etaper har Nils Meilvang dækket løbet tættere end nogen anden dansk fotograf. Publikum kan se frem til ikoniske øjeblikke – fra Bjarne Riis i Dannebrog på Champs-Élysées til Jonas Vingegaard på podiet i Paris og nyere triumfer i feltet.
Med sine billeder og fortællinger tager han deltagerne med op ad legendariske stigninger som Mont Ventoux, Col du Tourmalet, Galibier og Alpe d’Huez. Der bliver også kigget bag kulisserne i omklædningsrum og rytterbusser, hvor kameraerne normalt er slukket.
Foredraget byder desuden på personlige anekdoter og erfaringer fra to årtiers arbejde helt tæt på rytterne og dramaet i feltet.
Arrangementet finder sted torsdag den 19. marts hos Sæby Cykler.
DYBVAD: Der er nu åbnet for billetsalget til koncerten med Mølbjerg & Nærværk, som finder sted fredag den 10. april i den stemningsfulde koncertsal på Hotel Dybvad Kro.
Koncerten bliver en opfølgning på sidste års soloaften, hvor 120 publikummer var med til at indvie den nye scene, som Janos selv har designet og bygget. Denne gang bliver det med fuldt hold, når Nærværk indtager scenen.
Publikum kan glæde sig til at opleve Lasse Schurmann og Dominic Gale som sidemænd – samt lydmand Henrik Torp, der også stod bag lyden ved sidste års koncert.
Arrangørerne ser frem til en aften med nærvær, musikalsk samspil og en fyldt sal i Dybvad.
Koncerten bliver samtidig debut for en ny billetsalgsplatform, som er etableret i samarbejde med billetsalg.dk.
SÆBY: Har du lyst til at prøve kræfter med løb, spring og kast? SIK 80 Atletik inviterer til gratis prøvetræning i klubhuset på Klostervænget i Sæby.
Der er tilbud for to aldersgrupper. Børn i alderen 8-11 år kan deltage i træningen om eftermiddagen mens unge fra 12 år og opefter træner senere.
Trænerne Gunnar og Mads står i spidsen for holdet for de ældre og har mange års erfaring som atletiktrænere. Uanset om man er ny på banen eller allerede har prøvet atletik før, er der plads til alle. Træningen har fokus på mangekampens discipliner og på at skabe glæde ved bevægelse.
Deltagerne skal blot medbringe sportstøj og løbesko.
Prøvetræningen finder sted torsdag den 12. marts i SIK 80’s klubhus, Klostervænget 30 i Sæby. Det er gratis at deltage, og tilmelding kan ske via klubbens hjemmeside.
Østervrå er i fuld gang med at udvikle sig som et centralt knudepunkt på Hærvejen i Vendsyssel – og nu får to af byens projekter et markant løft. Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel har nemlig doneret 250.000 kroner til Østervrå Idræts- og Kulturcenter til inventar til det kommende Hærvejshjem, og 100.000 kroner til Østervrå Borgerforenings projekt Hærvejspladsen i Østervrå.
Donationerne blev overrakt af Anders Sindal Møller og Ann Boye Jensen fra Sparekassen Danmarks afdeling i Tårs.
Hærvejshjemmet – nye muligheder for gæster og lokalsamfund Østervrå Idræts- og Kulturcenter er tæt på at realisere Hærvejshjemmet: et moderne overnatningssted med 10 værelser og fællesfaciliteter målrettet vandrere, cyklister, sportsgrupper og andre gæster. Værelserne integreres i centerets nuværende rammer med svømmehal, fitness, bibliotek og idrætshal.
Støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel går til inventar som møbler, opholdsområder og køkkenfaciliteter – og bidrager til, at projektet kan tage næste skridt.
Ifølge VisitDenmark bruger vandrere og cyklister i denne ferieform i gennemsnit 1.350 kr. pr. døgn, og projektet ventes derfor at give en mærkbar effekt for både handel og lokal aktivitet. Samtidig imødekommer Hærvejshjemmet et efterspurgt behov for overnatningsmuligheder ved arrangementer og sportsaktiviteter i byen.
Også Sparekassen Danmark Fonden Jerslev har tidligere støttet projekt med 100.000 kroner.
Hærvejspladsen – fra bar græsplæne til aktivt naturområde Østervrå Borgerforening arbejder sideløbende på etableringen af Hærvejspladsen – et grønt område med sheltere, teltplads, balanceskov, sankelund, biodiversitetsområder og en ny ankomstpavillon med toilet, udekøkken og infotavler.
Pladsen bliver et naturligt bindeled mellem byen og Skovsøen og giver både vandrere, cyklister, endagsgæster, skoleklasser og byens borgere nye muligheder for ophold, leg, læring og fællesskab. Projektet forventes at få op mod 15.000 årlige brugere og styrker samtidig byens synlighed og lokale erhvervsliv.
Støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel går til sheltere og udstyr til balanceskoven.
“Små byer kan meget, når kræfterne løfter sammen” Formand for Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, Svend Westergaard, glæder sig over at kunne støtte begge projekter:
“Det er imponerende at se, hvordan Østervrå tænker langsigtet og arbejder sammen på tværs af foreninger og borgere. Både Hærvejshjemmet og Hærvejspladsen skaber aktivitet, fællesskab og nye muligheder – ikke kun for de lokale, men også for de mange gæster, der bevæger sig gennem området. Det er præcis den slags projekter, vi gerne vil bakke op om: initiativer, der styrker lokallivet og giver noget tilbage til hele Vendsyssel.”
Begge projekter er en del af udviklingen af Hærvejen i Vendsyssel, hvor Østervrå er udpeget som centralt knudepunkt. Med de nye donationer kan byen fortsætte arbejdet med at skabe stærke rammer for både borgere, gæster og erhvervsliv.
Formandsskifte: Knud Hjørnholm takker af efter 12 år på posten.
ØSTERVRÅ: Østervrå Idrætsforening kan se tilbage på et både aktivt og positivt 2025, hvor medlemstallet endnu en gang er steget og nu har rundet 900 medlemmer. Især håndboldafdelingen har oplevet markant fremgang med en stigning fra 95 medlemmer i 2023 til 169 i 2025, mens de øvrige afdelinger holder stabile tal.
Et højt aktivitetsniveau har hele året præget alle afdelinger takket være en stor frivillig indsats og en fortsat god og stabil økonomi. Organisatorisk er der blevet arbejdet på at styrke samarbejdet på tværs af afdelinger og udvikle foreningen som én samlet enhed. Der er løbende fokus på fælles profil udadtil, frivillighed og på at skabe gode rammer for medlemmer i alle aldre.
Jubilæumsår 90-års jubilæet blev fejret i forbindelse med Open by Night i august, hvor idrætshallen dannede rammen om hoppepuder og gratis slushice for børn og unge. Arrangementet blev en stor succes med lokal opbakning og støtte fra Sparekassen Danmark.
Frivilligheden er fortsat rygraden i foreningen, og der er arbejdet målrettet med at fordele opgaverne bredere og skabe gode rammer for både nye og erfarne frivillige. Samtidig er en ny hjemmeside nu klar til brug og skal lette tilmelding og administration i hverdagen.
I afdelingerne har der været stor aktivitet: Håndbold har haft vækst, flere ungdomshold og deltagelse i store stævner som Rødspætte Cup. Fodbold har haft stabile medlemstal, velbesøgte stævner og internationale oplevelser i blandt andet Italien. Badminton og svømning melder om god tilslutning og fokus på træneruddannelse, mens motionscentret har investeret i nyt udstyr og udviklet nye holdtilbud.
Økonomien i hele foreningen betegnes som sund og veldrevet, og der er ros til kassererens arbejde i hans første år på posten.
Formandsskifte Året markerede samtidig et formandsskifte efter 12 år på posten, hvor den afgående formand Knud Hjørnholm takkede for samarbejdet og ønskede den nye bestyrelse held og lykke. Med stærk opbakning fra medlemmer, frivillige og lokalsamfund går Østervrå Idrætsforening ind i det kommende år med fokus på fortsat udvikling, fællesskab og synlighed i lokalområdet.
Ny bestyrelse ØVIs hovedbestyrelse har fået flere nye ansigter. Bogholder Birthe Vindbæk ønskede at træde ud efter 18 år på posten, i stedet har Anders Weesgaard Sørensen overtaget Birthes opgaver. Anders er også engageret i lokalt foreningsarbejde som formand for Bødkergården. Sekretær Åse Bakland blev afløst af Nicoline Egsgaard Hensen, der også sidder i bestyrelsen på Bødkergården. Steffen Stenbak Christiansen er ny formand, han afløser som nævnt Knud Hjørnholm, der ønsker at træde tilbage efter 12 år på posten. Hovedbestyrelsen består endvidere af kasserer Michael Kiel Thomsen samt fem repræsentanter fra underafdelingerne.
Østervrå Varmeværk står midt i et generationsskifte i driftsledelsen samtidig med en stor investering på 12 millioner, der skal sikre stabil varmeforsyning fremover.
ØSTERVRÅ: Den nye driftsleder er Martin Christensen – et velkendt ansigt på værket, da han i 11 år har været ansat som driftsassistent. Han afløser værkets mangeårige driftsleder Jens Peter Løgtved, som har ønsket at gå ned i tid. Jens Peter vil fortsat være ansat og med sin enorme viden og erfaring en god sparringspartner for den nye driftsleder. I Martin Christensens tidligere stilling er Mikkel Mellergaard ansat som ny driftsassistent.
Ny gasmotor Varmeværket går en ekstra travl tid i møde, med udskiftning af den 22 år gamle gasmotor. I 2025 valgte man at give den gamle gasmotor en mindre reparation, da en større hovedreparation ikke kunne betale sig, fordi motor alligevel ikke ville blive tidssvarende i forhold til den nuværende teknologi på el-markedet.
– Den nye motor er en 20-års plan med en investering på 12 millioner kr. og en fremtidssikring, oplyser Martin Christensen, som forventer at den nye motor, efter planen, blive sat ind i begyndelsen af maj, og den endelig taget i brug i uge 30.
– Hvis vi havde valgt at fortsætte uden gasmotor, ville det betyde stigende varmepriser. Den nye motor giver os fortsat flere strenge at spille på, når det gælder produktionen af varme til den bedste pris, forklarer Peter Karlsen, formand for varmeværket. Den nye gasmotor vil få en noget anden driftsmæssig opgave med mange starter på få timer og til de bedste priser. Den gamle gasmotor går retur til leverandøren, som videresælger den til genanvendelse.
Den verserende kartelsag mod et halvt hundrede varmeværker i Danmark er afgjort, men desværre ikke til værkernes fordel. Værkerne blev fundet skyldige i at have overtrådt konkurrenceloven gennem ulovlig koordinering af elpriser. Trods den negative udgang på sagen, så er resultatet langt bedre end forventet set i forhold til det noget mindre bødeforlæg, end der oprindelig var stillet i udsigt. – Vi afventer lige nu, hvordan bødebetalingen skal forløbe, men det bliver altså i en størrelsesorden, som stort set ikke kommer til at påvirke bundlinjen på årsregnskabet, forklarer Jens Peter Løgtved.
Mange opgaver – Varmeproduktionen er vores kerneopgave – og til den rigtige pris, men ved side af det, er der virkelig mange store opgaver, der også skal løses, så der er brug for alle gode kræfter, fortæller driftslederen.
Udover driften af Østervrå Varmeværk varetager personalet i Østervrå også driften af Thorshøj Varmeværk og Østervrå Vandværk.
Varmepriser Hvordan ser det så ud med varmepriserne? – De foreløbige regnskabstal frem til årsskiftet ser fornuftige ud, men vi mangler jo så at få de sidste vintermåneder med i opgørelsen, forklarer Jens Peter Løgtved. Hvis regnskabet holder, så er det vores meget forsigtige vurdering, at vi kan holde prisen i ro.
Det endelige resultat foreligger ved den årlige generalforsamling i slutningen af maj måned.
ÅB
Driftsleder Martin Christensen 44 år – bor i Sæsing Uddannet smed hos Ørum Smeden – arbejdet med VVS i 10 år Ansat på Østervrå Varmeværk siden 2015 Fritid: bl.a. forskellige bestyrelsesposter
TÅRS: Der er dage, hvor man næsten kan mærke pulsen slå i murene i Taarshallen. Sådan en dag er det i dag – faktisk ret mange dage. Her summer af stemmer, latter og aktivitet i alle kroge – fra kontorer og mødelokaler til halgulv og motionscenter.
Inde på kontoret har halinspektør Bjarne Holmberg travlt. Telefonen ringer, døren går op og i, og spørgsmålene står nærmest i kø. Hvis han ikke sidder ved skrivebordet, så suser han gennem forhallen for at hjælpe en gæst, finde en nøgle eller svare på endnu et opkald. Ved sin side har han Vivi, som med ro og overblik får enderne til at mødes. Sammen udgør de maskinrummet i en hal, der sjældent står stille.
Lige uden for, i den blå hal, er der liv og glade dage. Et par af de lokale private pasningsordninger er på besøg, og Mie og Christina har gang i boldlege og spring på tramoplinerne. Midt i det hele stråler en lille charmetrold ved navn Hope. Hun hopper med en energi og selvtillid, der får de voksne til at smile – og der er ingen tvivl om, at hun har flair for at blive springgymnast en dag.
I forhallen går folk ind og ud. Nogle er på vej til møde på første sal hos Sparekassen Danmark, andre ordner bankforretninger ved automaterne, hvor der både kan hæves og indsættes kontanter. Taarshallen er ikke bare en idrætshal – den er også et lokalt samlingspunkt, hvor hverdagens praktiske gøremål klares side om side med fritidsaktiviteter.
I motionscentret er der fuld gang i træningen. Her svedes der over løbebånd, vægte og andre ”spændende” maskiner. Små pauser bruges til en snak, men tempoet er højt, og viljen til at holde formen ved lige er tydelig.
Bagerst i hallen er et par af De Blå Mænd i fuld gang med at samle nye pokalskabe for Taars-Ugilt IF. De mange pokaler, som længe har stået hengemt, skal nu frem i lyset. Snart kan både spillere, forældre og gæster igen lade blikket glide hen over beviser på lokale sejre og stærkt foreningsliv.
På “Biblioteket” hersker en anden, men lige så vigtig aktivitet. Her sorteres og systematiseres de mange bøger, som frit kan lånes med hjem. Hylderne rummer lidt af hvert – også et par velbevarede eksemplarer af Tidens Kvinder fra en svunden tid. Gunnar og Christen har styr på forfatterne og sørger for, at systemet fungerer, så både krimielskere og romantikere kan finde læsestof.
Andre af De Blå Mænd knokler med at køre stakkevis af stole fra depotrummene ind i den store hal. Der skal dækkes op til fest. Lørdag aften inviterer Tårs Borgerforening til 90’er-fest, og der arbejdes målrettet på at gøre klar til en aften med nostalgi, dansemusik og fællesskab.
En ganske almindelig dag i Taarshallen viser med al tydelighed, hvad stedet betyder for lokalsamfundet. Her mødes generationer, her dyrkes motion og fællesskab, og her skabes rammerne for både hverdag og fest. Taarshallen er mere end mursten og halgulv – den er hjertet i byen.
SÆBY: Der var trængsel i Manegens store sal, da Sæby Pensionist- og Efterlønsklub holdt onsdagshygge med musikalsk underholdning fra Tørvebisserne fra Moseby.
Klubben havde dækket op til omkring 150 deltagere, men interessen var langt større. Folk blev ved med at strømme til, og til sidst var der cirka 210 fremmødte. Det var et flot syn og vidnede om, at gensynet med Tørvebisserne var imødeset.
Orkestret har tidligere gæstet klubben, og medlemmerne huskede tydeligvis, hvor god en oplevelse det var. Denne gang skuffede de heller ikke. Publikum fik både egne numre som ”Tredje Revle”, ”Blokhus-sangen”, ”Send mig et brev” og ”Rødhus Badestrand” samt kendte sange fra blandt andre Peter Vesth, De Gyldne Løver, Tørfisk og Vagn og Vagabonderne.
Tørvebisserne har gennem årene markeret sig på både Radioens Dansktop og DK4’s Dansktop, og det var tydeligt, at deres musik stadig har en stærk appel.
I uge 10 byder klubben på ny musikalsk eftermiddag, når Vibeke Hoby – kendt fra både Radioens og DK4’s Dansktop – står for underholdningen. Med det seneste fremmøde in mente er der god grund til at forvente endnu en velbesøgt onsdag i Manegen.
Thorshøj: Hvad betyder retfærdighed, tilgivelse og kærlighed til fjender i dag? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver taget op, når der inviteres til kristendomskursus med overskriften “Oppe på bjerget”.
Kurset tager afsæt i Matthæusevangeliet kapitel 5-7 – også kendt som Bjergprædikenen – og ledes af præst Kristian Brogaard. Her vil deltagerne sammen dykke ned i Jesu ord og temaer som bøn, bekymringer og vejen til livet.
Aftenen begynder med fællesspisning, hvorefter der følger oplæg og samtaler i mindre grupper. Der rundes af med en fælles opsamling over kaffe eller te.
Menighedsrådet er vært for arrangementet, og alle er velkomne – uanset om man er vant til at komme i kirke eller blot er nysgerrig på kristendommen.
Kurset finder sted onsdag den 4. marts i Thorshøj Gl. Skole.
Flight of craft beers in small glasses sits on a wooden tasting board, showcasing a variety of colors and flavors
Der er lagt op til en hyggelig og smagfuld aften, når Lyngså Boldklub fredag den 20. marts inviterer til ølsmagning i klubhuset på Lyngså Stadion. Arrangementet afholdes i samarbejde med MENY Sæby, som medvirker til at skabe rammerne for en aften med både smag og socialt samvær.
LYNGSÅ: Deltagerne kan se frem til at smage et udvalg af forskellige øl fra Skagen Bryghus, der er kendt for deres nordjyske brygtraditioner og brede sortiment. Undervejs bliver der også sørget for et pølse- og pålægsbord, så der er noget at spise til øllene.
Arrangementet henvender sig til voksne, der har lyst til en afslappet aften i godt selskab, og interessen plejer at være stor.