Autoværksted i Tårs advarer: Flere elbiler og tættere trafik giver flere stenslag

Flere elbiler og mere trafik giver rekordmange stenslag. Hos Tårs Autoteknik oplever man, at mange bilister ikke ved, at skaden ofte er dækket af forsikringen og derfor udskyder reparationen. Det kan blive både dyrt og farligt.
TÅRS: Det samlede antal af personbiler i Danmark er vokset med knap 150.000 personbiler over de sidste fem år. Samtidig rundede antallet af elbiler på de danske veje sidste år 500.000. Udviklingens uheldige bivirkning er imidlertid, at antallet af stenslag er steget markant. Det fortæller Henrik Thomsen, der er indehaver af AutoPartner-værkstedet Tårs Autoteknik, som har oplevet, hvordan flere bilister år for år må på værksted, efter en forankørende har ”kastet” med sten.
– Når trafikken bliver tættere, øges risikoen for, at små sten rammer ruden – særligt om vinteren, siger Henrik Thomsen.
Han fortæller samtidig, at det stigende antal elbiler øger risikoen for glasskader yderligere, fordi elbiler er tungere og kører på bredere dæk, som lettere samler småsten op og slynger dem længere af sted ved hurtig acceleration. Samtidig er ruderne ofte tyndere for at reducere vægten – og dermed mere sårbare over for stenslag.
Kører længe med skadet forrude
Af de bilister, som de seneste to år havde fået en glasskade på bilen, kører hele 42 procent rundt med skaden i mere end en måned. Det viser tal fra en YouGov-undersøgelse foretaget for Gjensidige i 2025. Selvom stenslag bør blive repareret hurtigst muligt, genkender Henrik Thomsen tendensen blandt kunderne.
– Mange udskyder reparationen af et stenslag på grund af tvivl om dækningen, og det kan gøre problemet værre, siger Henrik Thomsen.
Han pointerer, at udviklingen af forruder har gjort, at det i dag også er et sikkerhedsmæssigt aspekt forbundet med glasskaderne, som bør tages seriøst. Fordi moderne blandt andet rummer afstands- og sikkerhedssensorer, kameraer, varme og head-up-display, er det nemlig vigtigt, at hele systemet fungerer fejlfrit.
– Kaskoforsikringen dækker i de fleste tilfælde, så få det ordnet hurtigt – vi sørger for resten, siger Henrik Thomsen.

