Bierfest bringer oktoberstemning til Sæby

SÆBY: Der bliver lagt op til ægte tyrolerstemning, når Sæby Bierfest løber af stablen lørdag den 2. maj i Sæby Spektrum. Arrangementet samler festglade gæster til en dag med musik, fællesskab og klassisk bierfest-atmosfære.
Bag arrangementet står Sæby Håndboldklub, som igen i år inviterer til en fest, hvor rammerne er inspireret af de store oktoberfester syd for grænsen. Hallen pyntes i traditionel stil, og publikum opfordres til at møde op i dirndl og lederhosen for at fuldende oplevelsen.
Musikken leveres af det seks mand store orkester Top Seven, der er kendt for at skabe en festlig stemning med masser af hits og underholdning. Publikum kan se frem til mange timers livemusik, hvor der bliver skruet op for både tempo og fællessang.
Der bliver også kræset for maden med klassiske retter i bierfest-stil, hvor wienerschnitzel og kolde drikke er en naturlig del af oplevelsen.
Arrangementet henvender sig til alle, der har lyst til en festlig dag i godt selskab, hvor grin, musik og fællesskab er i centrum.

