Home Blog Page 381

“Moralen i Blommerød” i Dybvad Forsamlingshus

0

Flot præstation og en god oplevelse, da Moralen i Blommerød løb over scenen.
Det var Skæve Amatørscene, der stod for forestillingerne, der blev spillet hele 3 gange og ved to af forestillingerne var der næsten mere end totalt udsolgt. Kun lørdagens eftermiddagsforestilling blev spillet for en ikke helt fyldt sal, men det kunne nu også sagtens skyldes det temmelig dårlige vejr, lørdagen bød på.

Stykket, der blev spillet, hed Moralen i Blommerød og er skrevet af Peter Andersen og er et gammeldags stykke med alt, det der nu hører til – flotte kulisser og gennemført påklædning – og så blev der snakket vendelbomål og det klædte forestillingen godt, fordi skuespillerne gjorde det på en ægte måde. Det var en rigtig god oplevelse, der ventede folk – hvor alle både på scenen og bagved, havde sat alle sejl til for at give publikum en rigtig god forestilling – og det lykkedes til fulde.

Både fredag aften og lørdag eftermiddag var der kaffe og lækre lagkager til publikum i en af pauserne og lørdag aften var det så den helt store festforestilling med musik og dans bagefter.

Jo-Jo

Forårsbutikken på Havensvej

0

Forårsbutikken på Havensvej har slået dørene op for masser af spændende forårs- og påsketing.

I weekenden åbnede Dorte Chemnitz sin butik med masser af fristende forårs – og påsketing. Det er altid noget, der er med til at give humøret et puf opad, når man træder ind i butikken. Her er ting til pynt og gaver i alle de traditionelle farver, der hører foråret til og også i de lidt nyere, støvede farver, der matcher fint med årstiden.

Som noget helt nyt kan man købe slikkepinde til voksne, såkaldte cocktailpinde, der kan nydes som alm. slikkepinde og også bruges til at røre i drinks med.

Der er som altid mange portugisiske specialiteter og også påskebolcher og andre bolcher og chokoladekugler fra Almuegården.

Også Bentes hjemmestrik kan man købe – bl.a. karklude i masser af farver og også hjemmestrikkede børnesokker.

Der er rigtig mange fristende tilbud på hylderne, som man også kan se på billedet, hvor Dorte netop viser både ting i de støvede farver og i de mere traditionelle grønne og gule forårsfarver.

Der er altid kaffe på kanden, når man kigger indenfor.

Jo-Jo

Aktive venner i Østervrå IF

0

Bestyrelsen i ØVI’s Venner er her og der og alle vegne. Deres indsat har givet pote og er i høj grad kommet ungdomsafdelingerne i ØVI til gode.

Det forgangne år blev præget af et meget højt aktivitetsniveau hos Østervrå IFs støtteforening ØVI’s Venner. Knapt var 2018 slået i gang før foreningen var værter for to dilettantforestillinger. Begge aftener fik et fint forløb, dog ikke med det forventede overskud, så lige nu er foreningen i tænkeboks med hensyn til at holde fast i denne aktivitet. 

En fast tradition er deltagelse i handel- og erhvervsforeningens open by night, hvor vennerne igen på rekordtid havde udsolgt af grill-gris og salat. 

Praktiske grise har de også været i forbindelse med Blomsterløbet og Danseaftenen i uge 42, og samme rolle påtog de sig også ved det totalt udsolgte foredrag med hjerneforsker Peter Lund Madsen. 

Det var U12 håndboldpigerne, der solgte vennernes julekalender, og den fik igen god opbakning med et flot salg. Den store julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter er vennerne også en del af sammen med ØVI Håndbold og ØVI. For 20. gang blev der festet igennem i Østervrå, og det gav rigtig god respons på bundlinjen – også til ØVIs Venner. 

Flotte tilskud
Foreningens hovedformål er at støtte de lokale ungdomsafdelinger, og det har vennerne i 2018 gjort med et meget flot tilskud på 126.000 kr., som bl.a. er gået til rejser, deltagelse i sportsstævner, sportsrekvisitter m.m. Det betyder ikke at kassen er tom, og med et årsresultat på knap 40.000 kr. er der basis for at tage fat på nye aktiviteter og efterkomme nye ansøgninger. – Vi tager i mod ansøgninger året rundt, ingen ønsker er for små og ingen er for store – bare kom med dem, så kigger vi på det, lød opfordringen fra formand Charlotte Albertsen til underafdelingerne. 

Foreningen donerede i anledning af deres jubilæum i 2017 en flot økonomisk håndsrækning til folkene bag multibane m.m, så de kunne komme helt i mål med de sidste ønsker i 2018. Desuden har vennerne bidraget til en ny musikscene til julefrokosten. 

Til bestyrelsen var der nyvalg af Kristian Larsen og Kristine Vadsholt, som afløser for Robert Grøntved og Anne-Mette Moss, der ønskede en pause efter en flot indsats. Der var genvalg til Lone Spangenberg Nielsen og Majken Dahl Høyrup, samt til suppleanterne Bente Grøntved og Lene Skrejborg. Bestyrelsen består desuden af Rasmus Skrejborg, Henrik Arendrup og Charlotte Dahl Albertsen. 

ÅB

Salmer fra en beat-tid

0

Der var sange fra 1970 på programmet ved koncerten i Torslev kirke tirsdag aften. Tilhørerne blev forkælet med dejlig sang, oplæsning og masser af musik frembragt af både klaver og orgel.

Året 2018 i ØVI i korte træk

0

Det ser rigtig fornuftigt ud i Østervrå IFs fem underafdelinger, som alle fremlagde flotte beretninger med et højt aktivitetsniveau. Økonomisk klarer afdelingerne sig godt, nogle bedre end andre, men der er også stor forskel i medlemstallet. 

Svømning
Foreningen har ambitioner om at få flere i vandet, men er i øvrigt godt tilfreds med forløbet af 2018, hvor der var fyldt godt op på svømmeholdene. Flere voksne gik i det våde element, måske som følger af det nye 10-turskort. Efterårsferiens Poolparty havde god tilslutning, og det samme gælder for holdene med wateraerobic. 

Badminton
Målsætningen i afdelinger er forsat at få flere til at spille badminton – især børn og unge. I løbet af året har der været afholdt skolebadminton for i alt 128 elever, dog ikke med den forventede tilgang af nye spillere. Et lokalt mini-stævne samlede 40 deltagere for begyndere og let øvede, og det blev en fin oplevelse for spillerne. 

Motionisterne fylder stort set deres banetider ud om mandagen. 

Motionscentret
Motionsafdelingen har løbende haft stigende medlemstilslutning, som givetvis skyldes nye maskiner. Først nye spincykler efterfulgt af  nyt løbebånd, ny cykel og ny romaskine i Skill-serien, noget af det nyeste på markedet.

Crosskælderen er udvidet med flere kvadratmeter, det hele benyttes flittigt at alle aldersgrupper. På bestyrelsens ønskeseddel står fortsat et ønske om flere instruktører til holdtræning – både cykler og cross. 

Håndbold
Håndboldafdelingen indledte et travlt år med en veltilrettelagt og velbesøgt messe. På ungdomssiden har man indledt et samarbejde med Tårs, for at have mulighed for at stille hold i de enkelte rækker. Det har bl.a. udmøntet sig i deltagelse i flere cups. 

Afdelingen fik også stor ros, da de for første gang deltog i afviklingen af Rødspætte Cup, som traditionen tro arrangeres af FfI håndbold i Påsken. Spillere og ledere var indkvarteret på Torslev Skole, og der blev afviklet kampe i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Håndboldafdelingen afviklede i samarbejde med Handels – og erhvervsforeningen samt menighedsrådet Juleoptoget med stor opbakning fra byens borgere. Året sluttede med en flot afviklet julefrokost sammen med ØVI’s Venner. 

Fodbold
Fodboldafdelingen har også haft et travlt år med Frønse Cup på hjemmebane. Årets udlandstur gik til Holland for de ældste ungdomsspillere, som også fik lejlighed til at besøg en tidligere klubkammerat Joakim Mæhle i dennes belgiske klub Genk.  Traditionen tro drog karavanen af spillere og forældre til årets Kattegat Cup i Grenå – denne gang med 88 spillere, 15 ledere og et ukendt antal campingvogne. 

Fodboldafdelingen har et fortsat godt samarbejde med Try Thorshøj Boldklub i rækkerne fra U10 til U19 spillere.

Resultatmæssigt sikrede seniorafdelingens førstehold i serie 2 sig oprykning til serie 1 i forårssæsonen og klarede i sidste runde, med lidt hjælp udefra, fortsat ophold i serie 1 i efterårssæsonen. Klubbens 2. hold blev nr. tre i foråret og sikrede sig, for første gang i foreningens historie, og på suveræn vis oprykning til serie 3 i efteråret.

Dameafdelingen har haft et hold i serie 2 og et ottemands hold C2 som i næste sæson spiller i C3.

Der er i sæsonens løb blevet etableret LED belysning på træningsbanen og kommet flere reklamebander på stadion.

ÅB

Mennesket i centrum

0

Jørgen Bing, kommer i Netværkscafeen i Kulturcenter Vendsyssel Sæby Landevej 419, den 13. marts og fortæller om sit liv som skuespiller og byrådspolitikker og nogle af de opgaver han har haft i kraft af det. Blandt andet hans kendskab til og erfaring med SSP-samarbejdet, som er det lokale kriminalitets forebyggende arbejde. SSP, er blevet den bærende model i kommunerne i forhold til at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. Det er en fleksibel og langtidsholdbar model. Jørgen deltager i kommunens årlige SSP-forebyggelsesindsats  overfor 8. klasserne, ”Samtale i stedet for vold”.

Derudover er Jørgen Bing med i:
– Økonomiudvalget

– Udvalget for strategisk By- og Landdistriktsudvikling

– Bestyrelsen for AVV, Formand

Jørgen er født i 1956 i København. Han blev uddannet skuespiller ved Århus Teater i 80’erne, og blev skuespiller ved Vendsyssel Teater fra 1992 og var chef 2000-2003.

Meget at glæde sig over i Østervrå IF

0

Der er grund til at være stolt over vores forening, selv om det også kan være op ad bakke en gang imellem, så er der meget at glæde sig over. Det var en synligt stolt formand for ØVI Knud R. Hjørnholm, der kunne runde rækken af generalforsamlinger af med et solidt punktum i hovedafdelingen. 

Formanden konstaterede, at alle underafdelinger havde fremlagt flotte beretninger, fyldt med masser af aktiviteter og sportslige resultater. – Der skal mange mennesker til at drive en idrætsforening, og vi er heldige, at vi stort set har alle pladser besat – tilmed med et forholdsvist yngre segment sammenlignet med mange andre. Kun en enkelte af fem underafdelinger mangler at blive fuldtallig, men det har de selv fået mandat til. 

Økonomisk ligger ØVI også ret lunt i svinget – nogle afdelinger bedre end andre, men det skal også ses på baggrund af stor forskel i antal medlemmer. Formanden havde dog et lille indspark, for selv om det ser rigtig flot ud, så må vi også erkende, at det også koster mange penge at drive en forening af vores størrelse. 

E-sport
Østervrå Idrætsforening tog i foråret initiativ til at oprette E-sport med lidt svingende resultat. Før sommerferien var der to hold, men efter ferien har der kun været et hold, da mange af de ældste er på efterskoleophold. Sidste nyt er afviklingen af et vellykket LAN-party, som ventes at blive gentaget senere i år. 

ØVI har i maj bistået Østervrå Menighedsråd i afvikling af koncert med Anne Linnet, et vellykket samarbejde, som gerne gentages. 

Ny tilskudsordning
Hjørnholm roste de lokale politikere for at tage fat på en ensretning af halleje i kommunale haller og selvejende institutioner samt en ny tilskudsordning, som fremadrette bliver mere enkel og smidigere at arbejde med. Der er dog stadig nogen usikkerhed om, hvad det helt konkret betyder for Østervrå Idrætsforening.

Rystet sammen
Det er blevet en tradition, at ØVI holder en fælles bestyrelsesfest for alle foreningens bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsen i ØVI’s Venner. – En god aften, hvor vi bliver rystet sammen og får lejlighed til at diskutere fælles fodslav i det fremtidige bestyrelsesarbejde, slutter formanden. 

ÅB

Thorshøj slog hul på tønderne

0

Fire af Thorshøjs foreninger havde søndag inviteret til fastelavnsfest i Thorshøj Klubhus. Der var god tilslutning, og tønderne fik tæsk. 

Hundrede deltagere – 48 børn og 52 voksne mødte op til en rask omgang med køller og fastelavnstønder. Rigtig mange havde taget opfordringen om at være udklædt til sig. – Vi indledte med tøndeslagning med børnene opdelt i to hold, fortæller Annika Thomsen fra TTB. Hos de ældste børn blev der slået effektive slag, mens det kneb lidt mere hos de yngste, også selv om de fik lidt hjælp fra et par voksne overarme. Det lykkedes dog til sidst at få alle tønder slået ned. 

Bagefter gik alle børnene over i gymnastiksalen ved den gamle skole for at lege. Det hyggelige arrangement sluttede med fastelavnsboller til alle, slush ice til børnene og kaffe til de voksne.

Arrangørerne – Try-Thorshøj Boldklub, Thorshøj Børnehus, Kulturværkstedet og Thorshøj Borgerforening var godt tilfreds med afviklingen og glade for den gode opbakning. 

Hos de små blev: Kattekonge – Tea og Matilde og hos de store: Kattekonge: Dorthe. Kattedronning: Nichlas 

ÅB

Dialogkaffe Özlem Cekic

0

Tirsdag aften i næste uge, indbydes til dialogkaffe og sogneaften i Kulturhuset i Østervrå.

Aftnens gæst er Özlem Cekic (forfatter, foredragsholder, sygeplejerske, tidligere folketingspolitiker samt en del andre titler).

Inden mødet i Kulturhuset har Torslev Skole om eftermiddagen haft besøg, hvor Özlem Cekic taler med eleverne om brobyggeruddannelse, og om hvordan trivslen fremmes, hvis vi taler ordentligt til hinanden.

 ”Jeg har de sidste 9 år drukket dialogkaffe med mennesker, som hader eller føler en afmagt over for muslimer, jøder, homoseksulle, danskerne eller demokratiet. Jeg fortæller om de møder, de har giver mig en indsigt i, hvordan dialogen kan give nye forståelser, relationer og indsigter om de ting, vi taler om, og de mennesker vi taler med. Jeg håber, at mit foredrag kan hjælpe med i de udfordringer, der kan være med at tale med mennesker om noget, de er meget uenige i. Men også at at vi alle bliver bevidste om, at frihed til alle kræver en større tolerance over for det, der er anderledes. 

Hvordan kan vi bygge bro mellem befolkningsgrupper?
”Mange tror at polariseringen og dæmoniseringen forsvinder, hvis andre kan gøre noget. Jeg kommer med bud på, hvordan vi hver især også kan tage et personligt ansvar for det demokratiske samtale, som efter min mening er en af de vigtigste redskaber for at styrke sammenhængskraften i samfundet .”

Med sin ”dialogkaffe” har Özlem besøgt forskellige grupper af troende – kristne, jøder, muslimer, ateister m.fl. – i håb om, at de i fællesskab kan bygge broer frem for at grave grøfter. Samtidig med at hun har uddannet 600 grundskoleelever som brobygger. Med de erfaringer kommer hun med oplæg til debat. Og så kommer Özlem Cekic også med et bud på hvad man selv kan gøre for at række hånden ud til de mennesker, man måske tror man intet har til fælles med.

Kom og drik dialogkaffe med Özlem, tag din nabo, bekendte, familie eller en helt syvende med, som måske lige mangler din opfordring.

Efter foredraget signerer Özlem sin nyeste bog “Hvorfor hader han dig mor”. 

Fastelavnsløjer i den kommunale dagpleje

0

Det var rigtig svært for de kommunale dagplejere i Østervrå at genkende deres børn, da de mødte ind til årets fastelavnsfest. 

Det var en sand fornøjelse af se de utroligt flotte udklædninger børnene mødte frem med i Legestuen, hvor festen skulle løbe af stablen. Børnene kiggede beundrende på hinanden, og der blev stillet mange spørgsmål. 

Først blev der spist dejlige fastelavnsboller, så alle var styrket til det store slag, at få fastelavnstønden til at afsløre sit indhold. Alle børnene skiftedes til at daske til tønden, nogle flere gange end andre. Endelig røg bunden ud sammen med små slikposer – og det var populært. 

Dagplejens næste udflugt går til Østervrå Kirke, hvor organist Annette Bæk underholder med babysalmesang. 

ÅB