Fire af Thorshøjs foreninger havde søndag inviteret til fastelavnsfest i Thorshøj Klubhus. Der var god tilslutning, og tønderne fik tæsk.
Hundrede deltagere – 48 børn og 52 voksne mødte op til en rask omgang med køller og fastelavnstønder. Rigtig mange havde taget opfordringen om at være udklædt til sig. – Vi indledte med tøndeslagning med børnene opdelt i to hold, fortæller Annika Thomsen fra TTB. Hos de ældste børn blev der slået effektive slag, mens det kneb lidt mere hos de yngste, også selv om de fik lidt hjælp fra et par voksne overarme. Det lykkedes dog til sidst at få alle tønder slået ned.
Bagefter gik alle børnene over i gymnastiksalen ved den gamle skole for at lege. Det hyggelige arrangement sluttede med fastelavnsboller til alle, slush ice til børnene og kaffe til de voksne.
Arrangørerne – Try-Thorshøj Boldklub, Thorshøj Børnehus, Kulturværkstedet og Thorshøj Borgerforening var godt tilfreds med afviklingen og glade for den gode opbakning.
Hos de små blev: Kattekonge – Tea og Matilde og hos de store: Kattekonge: Dorthe. Kattedronning: Nichlas
ÅB




