Home Blog Page 327

Det er fedt at gå til ridning

0

Horsmark Rideklub havde i weekenden inviteret til venskabsstævne i dressurridning, og på trods af udfordringer fra vejrguderne, så kunne det ikke holde ryttere og heste fra at kaste sig ud i dagens mange programmer. 

De yngste medlemmer i Horsmark Rideklub er bare to år, men så er de altså også på absolut begynderstadiet. Deltagerne i weekendens dressurstævne var noget ældre, men for flere af dem, var det første gang, de skulle prøve kræfter med en konkurrence. 

Én af dem var 10-årige Anne Andersen, som har gået til ridning i ca. tre år. Hendes program med skridt, trav, volte m.m., gik rigtig godt, men hun var da slet ikke spor bange for at indrømme, at hun havde været ret nervøs inden. – Jeg kunne næsten ikke sove i nat, og det kørte rundt i mit hoved, fortæller Anne, som begyndte at gå til ridning, fordi hendes storesøster gør, og hun fandt ud af, at det var lige noget for hende. Nu er hun allerede en ret habil rytter, der helt naturligt håndterer hestene på Horsmark, og det er helt sikkert, hun har fået smag for at prøve kræfter med at ride konkurrence. – Det var bare fedt! Lød slutreplikken. 

14-årige Annika Johanne Hansen har netop afsluttet sit første af to programmer med sin hest Divine. Det er ikke første gang hun er til stævne, og hendes program er derfor helt naturligt med en større sværhedsgrad. Det gik godt, selv om dressur ikke er Divines favoritdisciplin, den er mere til spring, fortæller Annika. Hun har gået til ridning i 4-5 år, og elsker fællesskabet og det bånd man knytter til hesten. – Jeg synes, det er så dejlig at kunne dele interessen for heste med alle de andre i klubben, og så sker der altid noget nyt, hver gang vi er til ridning, fortæller Annika. Hendes drøm er at blive rigtig god til at ride, og måske gøre det til en livsstil, hvor hun også kan få lov til at ride andres heste.

Dressurstævne
Der var tilmeldt 87 ryttere til det to dage lange stævne, heraf var to tredjedel gæster fra andre klubber. Programmet var dressur fra skridtklasse op til LR3. Lørdagen var forbeholdt ponyer og søndagen både ponyer og heste. – Vi er rigtig godt tilfreds med antallet af tilmeldte ryttere, fortæller formand Anita Bollerup Sørensen, der også glæde sig over de mange velvillige sponsorer, der har givet et hav af gaver, som blev uddelt til de tre bedste placerede i de enkelte rækker. 

Klub i fremgang
Horsmark Rideklub i Østervrå har oplevet en stigende interesse med nye medlemmer, men også rigtig mange, der bare melder sig på banen for at hjælpe klubben med praktiske opgaver. Klubben er opstået på baggrund af Dansbjerg Rideklubs ophør. Medlemmerne kommer fra hele oplandet så langt væk fra som Voerså og Aalbæk. 

Horsmark tilbyder undervisning fra mandag-torsdag og fredagen er forbeholdt springundervisning. Medlemmerne kan få heste opstaldet, eller de kan låne en hest eller få part i en. – Vores klub er for alle, og vi sætter en tyk streg under alle. Her respekterer vi hinanden, og tolererer ikke mobning og intriger, forsikrer bestyrelsesmedlem Berit Fjordbak. 

En helt ny bestyrelse trak i arbejdstøjet i efteråret, og er i fuld gang med at realisere en bunke spændende ideer. Der er allerede sket en del fornyelse både i de udendørs og indendørs faciliteter. Et nyt og spændende projekt med ride- og naturstier, er så småt påbegyndt, men ting tager tid, og der skal også økonomi til, men de er fulde af gå-på-mod på Horsmark Rideklub. 

ÅB

Trussel om nedlukning af AGF afløst af ny bestyrelse og nye initiativer

0

Der var mange ”ked af det”-likes på opslaget og rigtig mange skrev beskeder til opslaget, at det var trist og at der var tilbragt mange gode timer i AGF klubhus og stadion.

Så blev der stille nogle dage, indtil der var nogle friske kvinder fra byen, der tænkte, at det kan da ikke passe at 111 års foreningsliv bare lige skulle lukkes uden videre!

De aktive kvinder lavede opslag, indbød til inspirationsmøde mm, for at finde ud af om der er basis for en idrætsforening i byen. Er der nogen der vil dyrke en eller anden form for idræt, kan vi få frivillige til at hjælpe med praktiske opgaver, og hvordan i det hele taget med økonomi.

Der er kommet rigtig mange gode forslag til aktiviteter i og omkring AGF-huset, nye former for motion og idræft, rigtig mange der gerne vil give en hjælpende hånd. Mange har foreslået et bredt samarbejde mellem byens foreninger. Det har ikke skortet på positive tilkendegivelser.

Derfor blev det indbudt til ekstraordinær generalforsamling den 14. juni – en skøn sommerdag, hvor der kom rigtig mange til mødet og der blev valgt en helt ny bestyrelse for foreningen. I alt syv nye bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter – alle kvinder! 

Den afgående bestyrelse bakker op om den nye bestyrelse, og der er kommet tilsagn fra byens borgere, virksomheder, foreninger, friskole og børnehave om støtte og samarbejde.

Den nye bestyrelse er allerede trukket i arbejdstøjet, da der blev afholdt bestyrelsesmøde den 16. juni, hvor der blev drøftet rigtig mange af de punkter, som er stillet i forslag, samt vigtige punkter som økonomi og ledelse. Det blev et langt, men godt og effektivt møde. 

På mødet blev der planlagt kommende aktiviteter hen over sommeren, hvor der bliver sjove sommeraktiviteter på stadion for hele familien, hvor alle er velkomne. 

Efter sommerferien er der allerede nu planlagt flere idrætsaktiviteter, som bliver meldt ud omkring skolestart.

Jo, der har været rigtig meget at se til i lille Agersted – og der er masser af liv i byen, og der kommer mere! Der er rigtig mange gode ideer, som vil blive sæt i værk, ligesom de frivillige selvfølgelig også bliver inddraget i de mange nye og spændende tiltag.

Loppemarked i det gamle missionshus

0

Første og tredje weekend i hver måned afholder Lissy Olesen loppemarked i det gamle missionshus på Ålborgvej 560 i Flauenskjold.

Lissy Olesen som selv bor i huset ved siden af købte det gamle missionshus fra 1898 for 12 år siden.

Huset bugner af spændende loppefund og avisens udsendte kunne ved selvsyn konstatere at udvalget er stort og at missionshuset nok er et besøg værd.

Lissy Olesen oplyser at hun også sælger ting på auktion, dels for at bidrage til at økonomien hænger sammen og dels for hele tiden at gøre plads til nye lopper. Det er i øvrigt også muligt at lave aftale med Lissy om individuelle åbningstider. Det er dog helt bevidst at hun begrænser åbningstiden til to weekender om måneden. For som Lissy siger så skal der også være tid til familien samt øvrige gøremål.

Tekst og fotos: IS

Borgerforening tager omhyggeligt hånd om borgerne i Lyngså

0

Lyngså Borgerforening har været her og der og alle vegne i det forgangne år, der har haft både arrangementer og vedligehold på dagsordenen. 

Borgernes opbakning, køb af medlemskab og bidrag med frivillige arbejdstimer er livsnødvendigt for foreningens eksistens. Så klart kom det til udtryk i formand Joan Porsmoses årsberetning, som gav et billede af en bredt arbejdende bestyrelse, der både tilrettelægger underholdning for byens borgere, men også varetager en stor del vedligehold af byens aktiver. 

Løvspringsfesten var første opgave i 2019 og trods forventning om lidt større opbakning, så bliver festen også afholdt i 2021, men med et helt nyt koncept. Landsbyløbet kom også forbi Lyngså – en hyggelig aften, med ca. 450 deltagere, der forsynede sig fra de lokale depoter i by og opland. 

Traditionen med Skt. Hans på Legepladsen blev en god aften med udvalgsformand Karsten Thomsen (S), som båltaler og omkring 100 fremmødte. Foreningen var igen med ved Landliggerfesten, og som noget nyt også ved Juletræsfesten i Voerså. Årets vinsmagning blev atter en succes med høj stemning hos deltagerne. 

Fornyelser og vedligehold 
– Mænd med værktøjskasser har flere gange været rundt og lave vedligehold på Legepladsen, det betyder rigtig meget. Gyngestativet er blevet gennemgået og frisket op, og alle fuger i madpakkehuset er blevet lukket, oplyste formanden, og det var også var rigtig dejligt, at landsbypedellerne kunne hjælpe med at male på Legepladsen, så vi ikke altid selv skal i arbejdstøjet, lød det fra Joan Porsmose, der også sendte en stor venlig hilsen til dem, der slår græs på hjertestien. Branddammen er blevet renset op og har fået helt nyt gangbro, og tøjcontaineren er flyttet fra købmandsgården hen til ”Værestedet”.

Byens flagallé har været oppe 18 gange i 2019, flot klaret af den faste stab, som gerne hører, om anledninger til mærkedage, så flagene kan komme endnu mere til glæde og gavn. 

Tommy Larsen ønskede ikke genvalg til bestyrelsen, i stedet blev Jette Rasmussen valgt ind, og bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig på følgende måde: formand: Joan Porsmose, næstformand: Bente Vestergaard Jensen, kasserer: Jytte Juul, menige medlemmer: Mogens Poulsen og Jette Rasmussen samt Suppleanter: May Strømberg (også sekretær) og John Vognsen. 

God belægning i ”Værestedet”
Den selvejende institution Kulturhuset ”Værestedet” hold samme aften årsmøde. Huset havde i 2019 haft en rigtig fin benyttelsesgrad, kunne formand John Vognsen afsløre i sin årsberetning. – Vi er rigtig glade for en god lokal opbakning og tegning af støttemedlemsskaber. Huset bliver i stigende grad brugt til arrangementer af den ene eller anden art, lød fra formanden, det kan være generalforsamlinger og borgermøder bl.a. i forbindelse med landsbysamarbejdet. Endvidere er huset også udlejet til private arrangementer, foredrag, julefrokost m.m.

Glædeligt er det også at de kreative aftener har kørt fint med deltagelse fra hele området inkl. Voerså og Præstbro. Det er helt sikkert også positivt for fremtiden med udsigt til, et reduceret kommunalt tilskud. – Vi må nok regne med at skulle spænde livremmen ind, vurderede formanden, der opfordrede til nye initiativer, hvor borgerne kan få nytte af ”Værestedet”. 

Bestyrelsen forsætter uændret.

De to generalforsamlinger havde samlet 17 fremmødte.

ÅB

Udvidelsen af Sæby Havn sættes i gang til efteråret

0

Frederikshavn Byråd har på byrådsmødet den 24. juni 2020 endeligt godkendt lokalplanen for den kommende udvidelse af Sæby Havn og selve anlægsarbejdet forventes at gå i gang til oktober.

Nu er den spændende udvidelse af Sæby Havn et godt skridt tættere på at blive til virkelighed. Anlægsarbejdet sættes i gang til efteråret og herefter begynder det nye havneområde at tage form med bl.a. plads til endnu flere sejlere og et stort vandaktivitetsområde.

Det glæder mig, at vi med godkendelsen af lokalplanen nu endelig kan komme i gang med den spændende udvikling af havneområdet i Sæby. Vi mærker lige nu en stor interesse for byen, og med havneudvidelsen fremmer vi både Sæby Havn som lystbådehavn med gode faciliteter til byens borgere og foreninger – samtidig med, at havneudvidelsen har potentiale til at gøre Sæby endnu mere attraktiv at besøge og flytte til. Det bliver fantastisk – både for Sæby og for hele Frederikshavn Kommune, siger Karsten Thomsen, formand, Teknisk Udvalg.

Udbudsprocessen er samtidig godt i gang og fem prækvalificerede entreprenører arbejder lige nu på at færdiggøre deres tilbud på udførelsen af projektet. Tilbuddene kommer til vurdering og forhandling i august og september – og kontrakten forventes at blive underskrevet sidst i september – med anlægsstart i oktober 2020 og forventet aflevering til oktober 2021.

Udvikling i samarbejde med erhvervs- og foreningsliv
Det nye havneområde skal etableres syd for den nuværende indsejling med bl.a. ny mole og et vandaktivitetsområde til vinterbadere, svømmere, kajakroere, dykkere og SUP’ere. Flere funktioner bliver flyttet fra det nuværende – og til det nye havneområde og bindes sammen af promenader langs kajer og moler. 

Vi leverer ikke en nøglefærdig havn, hvor alt står færdigt på én gang. Vi anlægger en råhavn, hvor Kommunen står for investeringen i de nye havnebassiner og i selve infrastrukturen på havnen. Herfra skal den videre udvikling og investering ske i tæt samarbejde med private og foreninger – ud fra de rammer, der nu er vedtaget, siger Karsten Thomsen, formand, Teknisk Udvalg.

På Sæby Havn er der flere steder sat plancher op, så alle interesserede kan se og læse mere om planerne for, hvordan den nye havn kommer til at se ud. 

Ny medarbejder hos EDC Lars Jensen

0

Det går forrygende med at sælge ejendomme hos EDC Lars Jensen. Travlheden har nu udmøntet sig i nyansættelse.

De seneste 12 måneder har EDC Lars Jensen solgt præcis 115 ejendomme. Indehaver Lars Jensen siger, at salget har været stabilt over de seneste år for såvel villaer, grunde, sommerhuse som landejendomme. Andet kvartal, som mange nok har læst i medierne, har det især været sommerhuse  mange danskere nu har valgt at købe. Vi mærker også en stigende efterspørgsel for fritidslandbrug og lystejendomme. Dette segment kræver en stor indsigt, men først og fremmest også god tid af mægleren til at servicere kunderne for dette segment.

Der er dog ikke udsolgt hos mægleren, for EDC Lars Jensen har også fået stor tilgang af nye emner til salg på det seneste.

Travlheden i butikken har betydet, at EDC Lars Jensen har ansat en ekstra sælger til primært at servicere sælgere og købere af fritids-landbrug og lyst-ejendomme. Der er tale om Ole Bouet, som er uddannet landmand tilbage i 1983 og har været selvstændig indenfor faget siden. ”Jeg er ved at afvikle mine ejendomme og har derfor søgt nye udfordringer, og det har jeg nu fået hos EDC” udtaler Ole Bouet.   

Hos EDC Lars Jensen er man i dag seks fuldtidsansatte.

3 sengetyper du skal kende

0

I din jagt på en ny seng vil du støde på mange forskellige sengetyper, som hver især har nogle fordele. På den måde får du mulighed for at få en sengetype, som passer perfekt til dig, i stedet for at du skal nøjes med en, som du måske ikke er helt tilfreds med. 

Du kan få et overblik over de mange forskellige typer på sengeguruen.dk. Ellers kan du også læse om nogle af dem, som du skal kende her. 

Kontinentalsenge
Kontinentalsengene er en utrolig behagelig sengetype, som består af tre slags madrasser. Der er en boxmadras, en springmadras og en topmadras. Ved at kombinere disse tre får du det optimale ud af en seng. En seng som yder alt den rigtige støtte og komfort. Det skyldes, at både boxmadrassen og springmadrassen består af rigtig mange fjedre, så du får støtte der, hvor kroppen har allermest brug for det. Men selvfølgelig er fjedrene godt pakket ind, så du ikke kan mærke dem. Tilslut sørger topmadrassen for komforten, så du kommer til at ligge helt perfekt. 

Sovesofaer
Sovesofaer er utrolig praktiske, fordi de gør det muligt for dig at få mest muligt ud af små rum. Der er nemlig mange rum i huset, som ikke altid får udnyttet deres fulde potentiale, men dette er synd og skam. Alle rum, selv de små, har rigtig mange muligheder, som du kan læse om her. Sovesofaer er den perfekte sengetype, hvis du for eksempel bor i en mindre bolig, som en et- eller toværelseslejlighed. Det vil nemlig kunne spare dig for en masse plads, at du kan have sofa og seng i én frem for at skulle have to store møbler. En sovesofa kan også være den perfekte gæsteseng. Her skal den blot fungere som sofa langt det mest af tiden, men muligheden for at omdanne den til en seng er der, hvis du har nogen, som har brug for at overnatte. 

Elevationssenge 
Elevationssenge er en rigtig praktisk sengetype. Det er en justerbar seng, hvor du har mulighed for at hæve hovedgærdet og fodenden i sengen. På den måde kan du komme til at sørge for, at du ligger helt optimalt. Specielt hvis du lider af for eksempel rygproblemer, kan denne sengetype være den perfekte løsning, så du enten har mulighed for at sove med hovedet eller benene lidt hævet. Det er også en fantastisk sengetype, hvis du holder af at sidde i sengen og læse eller se tv. Da du netop får mulighed for at sidde bedre, så du ikke kommer til at overanstrenge din nakke eller andet, når du forsøger at holde hovedet løftet. 

Som du kan læse, er der tale om tre meget forskellige sengetyper, men de har alle tre deres egne fordele. Så hvilken type, du bør vælge, afhænger helt af, hvilke ønsker og forventninger du har til din seng. Så overvej om du ønsker en seng, hvor støtten og komforten er i top, en seng der kan gemmes væk eller en seng, du kan justere på.

Norsk målvogter til Vendsyssel Håndbold

0

Udover Ida skifter den norske målvogter Synna Lien til Vendsyssel Håndbold som har indgået en 2-årig kontrakt. Synna  skifter fra den Norske Ligaklub Fana IL. En kontrakt som er kommet i stand, efter at VEHA blev enige med hendes tidligere klub Fana IL om en frikøbssum.

Synna er en ung målvogter på 20 år, som de seneste to sæsoner har stået i den Norske Liga. Synna kommer til Danmark i starten af juli og er klar til at møde sine holdkammerater når træningen starter igen den 6. juli.

Vi er overbeviste om at Synna sammen med Elin, vil udgøre et godt par og at de kan udfordre hinanden, så der kommer en sund konkurrence, som er med til at udvikle den enkelte, lyder det fra direktør Jan Hansen.

Kent udtaler
“Det er en aldeles spændende signing, vi har lavet på målvogterpositionen. Synna er en ung talentfuld keeper, der har haft nogle meget kompetente trænere omkring sig, og til trods for sine kun 20 år allerede har spillet to sæsoner i den bedste norske række. Hun er yderst ærgerrig, og vil virkelig vores projekt, så matchet er ualmindelig godt. Hun har haft Cecilie Leganger som træner igennem de seneste sæsoner, og desuden været en del af et spændende talentprogram i Norge. Så fundamentet og det tekniske er på plads. Nu skal vi i fællesskab have gjort hende mere “seniorkomplet”. Noget der tager tid, men forudsætningerne er i den grad til stede, og jeg glæder mig meget til at få hende herned.”

Synna siger
Jeg ser meget frem til at flytte til Danmark og til at spille i Vendsyssel. Jeg har stor tro på klubben og holdet, som skal spille i Ligaen. Mine ambitioner indenfor håndbold er høje og jeg ønsker at bidrage både på og udenfor banen, det skal blive spændende at tage nye skridt I Vendsyssel.

Jeg har rykket op med Fana IL i Bergen og har spillet i den Norske Eliteserie i to år. Dette er en god erfaring som jeg vil tage med videre. Nu glæder jeg mig til at lære mine kommende holdkammerater og teamet omkring holdet at kende, samt møde folkene i klubben og ikke mindst at spille kampe foran fansene I Drinx Arena.

Festlig EM-lodtrækning: Håndboldfesten er begyndt i Frederikshavn

0

Der var god stemning og isvand i glassene på Freddy’s Bar i Frederikshavn, hvor lodtrækningen til EM i Kvindehåndbold torsdag den 18. juni blev fulgt ved en festlig event 

Håndboldfeberen raser allerede i Frederikshavn, der sammen med Herning er værtsby i Danmark, når nogle af verdens største håndboldstjerner tørner sammen til EM i Kvindehåndbold i december 2020. Det svenske kvindelandshold får Arena Nord i Frederikshavn som hjemmebane i de indledende kampe, og gårdhaven på Freddy’s Bar var pyntet med svenske flag, og den svenskfødte sangerinde Tina Gillberg underholdt, da ca. 50 gæster var samlet den 18. juni for at følge EM-lodtrækningen, der blev LIVE-streamet fra Wien. 

Vi har et stærkt samarbejde i Frederikshavn om at levere værtskab i verdensklasse. Det gjorde vi, da Frederikshavn var værtsby til VM i Kvindehåndbold i 2015. Og det gør vi igen til december, når vi er værtsby for den eneste store sportsbegivenhed, der bliver afviklet i 2020. For os er det naturligt, at det svenske landshold får hjemmebane i Frederikshavn. Vi har et nært forhold til vores svenske broderfolk, som kommer her med færgerne, udtaler Per Malmberg, direktør i Arena Nord.

Træners forudsigelse holdt stik

Den tidligere træner for det svenske kvindelandshold, frederikshavneren Helle Thomsen, deltog som håndboldekspert i eventen i Frederikshavn, hvor hun blev interviewet før og under lodtrækningen. Den erfarne og højt respekterede træner gav sine bud på, hvilke nationer det svenske landshold bedst vil kunne besejre, og hvilke der vil være de sværeste at slå. Udfaldet af lodtrækningen blev de tre hold, Helle Thomsen udpegede som de sværeste modstandere: Rusland, Spanien og Tjekkiet! Det affødte en del telefonbeskeder fra svenske landsholdsspillere til deres tidligere træner.

EM i en coronatid

Selvom coronapandemien har aflyst en række sportsbegivenheder i Danmark og resten af verden de seneste måneder, er det med optimisme, at de danske og norske værter ser frem mod december 2020. Dansk Håndbold forbund (DHF) og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) arbejder med forskellige scenarier i forhold til afvikling af EM-slutrunden. 

Viser det sig, at coronakrisen stadig forhindrer, at der kan være fuldt belagt med publikum i arenaerne i Herning og Frederikshavn, kan EM-kampene afvikles med forskellige restriktioner – fx et nedsat tilskuerantal. Hvis dette bliver tilfældet, er det en fordel at være blandt de første til at købe billetter, for pladserne bliver fordelt ud på de første, der har købt deres billetter. Ved eventuelle restriktioner på antal tilskuere vil man kunne få refunderet sin billet, hvis den er købt gennem Ticketmaster.

FAKTA OM EM
EM afvikles i Norge og Danmark i Trondheim, Stavanger, Oslo, Frederikshavn og Herning. 

Danmark spiller de tre indledende gruppekampe i Boxen i Herning henholdsvis den 4., 6. og 8. december. Sverige spiller de tre indledende gruppekampe i Arena Nord i Frederikshavn henholdsvis den 3., 5. og 7. december. Eventuelle kampe i mellemrunden bliver for Danmarks vedkommende også spillet i Herning den 11., 13. og 15. december, mens turen går til Oslo ved en eventuel finaleweekend. 

Du kan finde yderligere information om EM-slutrunden på den officielle hjemmeside https://women2020.ehf-euro.com/home/

7.B på Torslev Skole vinder af ”Elektrisk Skoledag”

0

Traditionen tro har Forsyningen kåret årets vinderklasse i forbindelse med Elektrisk Skoledag – og det blev i år 7.B på Torslev Skole.

Der lød gennemtrængende jubelråb, og begejstringen var stor blandt eleverne i 7.B på Torslev Skole, da medarbejdere fra Forsyningen onsdag den 17. juni overraskede dem med årets vinderpræmie – en gavecheck på 2.000 kr., kagemand og sodavand.  

Elektrisk Skoledag er en undervisningsdag for 7. klasser og foregår hos Forsyningen. Her lærer eleverne om el, hvordan el bliver distribueret, og om hvordan man kan spare på energien i hjemmet. Eleverne prøver samtidig Forsyningens energicykel, hvor de på egen krop tester, hvor meget energiproduktion, der skal til for at holde strøm i en stikkontakt. I forbindelse med Elektrisk Skoledag deltager eleverne i en konkurrence, hvor det gælder om at svare korrekt på flest mulige spørgsmål. Hvis flere klasser har maks point, trækker Forsyningen lod om den heldige vinderklasse.

Det er 9. år, der afholdes ”Elektrisk Skoledag”, og det er planen, at succesen fortsættes næste skoleår. Planlægningen af den næste omgang ”Elektrisk Skoledag” er dog udskudt på grund af situationen med Corona.