Traditionen tro har Forsyningen kåret årets vinderklasse i forbindelse med Elektrisk Skoledag – og det blev i år 7.B på Torslev Skole.
Der lød gennemtrængende jubelråb, og begejstringen var stor blandt eleverne i 7.B på Torslev Skole, da medarbejdere fra Forsyningen onsdag den 17. juni overraskede dem med årets vinderpræmie – en gavecheck på 2.000 kr., kagemand og sodavand.
Elektrisk Skoledag er en undervisningsdag for 7. klasser og foregår hos Forsyningen. Her lærer eleverne om el, hvordan el bliver distribueret, og om hvordan man kan spare på energien i hjemmet. Eleverne prøver samtidig Forsyningens energicykel, hvor de på egen krop tester, hvor meget energiproduktion, der skal til for at holde strøm i en stikkontakt. I forbindelse med Elektrisk Skoledag deltager eleverne i en konkurrence, hvor det gælder om at svare korrekt på flest mulige spørgsmål. Hvis flere klasser har maks point, trækker Forsyningen lod om den heldige vinderklasse.
Det er 9. år, der afholdes ”Elektrisk Skoledag”, og det er planen, at succesen fortsættes næste skoleår. Planlægningen af den næste omgang ”Elektrisk Skoledag” er dog udskudt på grund af situationen med Corona.



