Ingen kan huske, hvornår det sidst er sket, at der har været kampvalg om bestyrelsesposterne i Thorshøj Borgerforening. Der var livlig aktivitet på generalforsamlingen med flere forslag til nye aktiviteter.
23 borgere havde fundet vej til den årlige generalforsamling i Thorshøj Borgerforening, og det er væsentligt flere, end der har været i mange år.
Formanden aflagde en fin beretning om de forskellige aktiviteter i årets løb og efterfølgende blev regnskabet fremlagt. Begge dele blev godkendt uden bemærkninger.
Der var livlig aktiviteter blandt de fremmødte, som bød ind med ideer til nye aktiviteter, f.eks. en petanque-by-dyst og cykelture. Ikke overraskende var der en del spørgsmål til planerne om Thorshøj Gl. Skole.
Rift om pladserne Under punktet valg til bestyrelsen var der flere, som sagde ja til at stille op til en plads. Det betød, at der var kampvalg. En særdeles positivt oplevelse, og så sjældent, at ingen kan huske, hvornår det tidligere er sket. Måske er det også et resultat af, at foreningen har øget sin synlighed og været primus motor for flere aktiviteter i byen.
På valg var Rasmus Christensen, Jens Ove Pedersen og Jimmi Hemmingsen, derudover blev Kamilla Hjortholm Kristensen og Annika Thomsen foreslået.
Afstemningen resulterede i genvalg til Rasmus Christensen og nyvalg til de to nyopstillede damer. Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med formand Geir Kåsa, næstformand Niels Kennet Hjortholm Kristensen, kasserer Kamilla Hjortholm Kristnesen, sekretær Annika Thomsen og menigt medlem Rasmus Christensen.
Der var stemning for at hæve kontingentet en smule og det blev vedtaget at sætte den til 150 kr. pr. husstand pr. år.
I en hel uge bliver der liv og glade dage på Thorshøj Stadion, hvor Try Thorhøj Boldklub igen holder Idrætsuge med forskellige sportslige aktiviteter, leg og fælles samvær. Thorshøj Revyen vender også tilbage, men først i september, når det forhåbentlig er sikkert at samles igen.
Der bliver igen en dejlig blanding af idræt for både børn og voksne, men også fælles familiehygge prioriteres til årets fest i Thorshøj.
Startskuddet går fredag den 18. juni, hvor 12 lokale firmaer har meldt sig til firmafodboldstævne, der afvikles i tre puljer. Lidt interessant er det, at et helt nyt hold har sneget sig på banen denne gang: Thorshøj Gl. Skole.
Ungdommen skal for alvor på banen lørdag og søndag, hvor den store og populære Sparekassen Vendsyssel Cup afvikles. Det er noget, der for alvor giver liv på hele stadion, når fodboldene kommer til at rulle i sammenlagt 20 timer.
Familieaften Mandagens Familieaften i Teltet er, som navnet antyder, hygge og leg for hele familien. Først er der fællesspisning med en dejlig traditionel børnevenlig menu, og bagefter skal alle ud og ryste maden på plads til forskellige aktiviteter.
Oldboys og grandoldboys fra ØVI tørner tirsdag sammen til en meget lokal dyst i Thorshøj, og traditionen tro er der Skt. Hansbål på stadion onsdag den 23. juni i samarbejde med byens foreninger. Årets båltaler er folketingsmedlem Bjarne Laustsen.
Torsdag den 24. juni slutter en travlt uge med fodboldstævne for både herre og damer.
På pladsen er der mulighed for at slukke både sult og tørst samt håber på, at heldet tilsmiler dig i tombolaen.
De gældende retningslinjer i forhold til COVID situationen overholdes naturligvis.
Thorshøj Revyen Et af højdepunkterne i idrætsugen er Thorshøj Revyen, hvor den sprælske trup har haft det skarp blik rettet mod store og små begivenheder i Thorshøj og omegn. Revyløjerne plejer at blive toppet op med et brag af en teltfest, men det må vente lidt. – Det er ikke muligt at holde en rigtig fest med de nuværende restriktioner, men vi kan berolige med, at vi vender stærkt tilbage i uge 37, oplyser en af aktørerne Annika Thomsen, som sammen med den øvrige trup er fortrøstningsfulde og tror på, at der er så meget kontrol over pandemien til den tid, at de kan slippe tøjlerne løs.
Nu gælder det en hyggelig og traditionel Idrætsuge, som alle glæder sig til at opleve igen efter et år med coronapause.
Skt. Hans Aften i Thorshøj er traditionen tro et samarbejde mellem byens foreninger, og efter sidste års aflysning er alle igen på banen til en fælles aften omkring bålet.
Thorshøj Gamle Skole, Thorshøj Borgerforening og TTB er sammen om arrangementet på Thorshøj Stadion. Thorshøj Gamle Skole står for fællesspisning i teltet, og der kan bestilles kylling med pastasalat. – Vi synes, det kunne være hyggeligt at indlede aftenen med fællesspisning, så vi håber, at byens borgere har lyst til at støtte op om dette tiltag, lyder det fra bestyrelsesmedlem i den gl. skole Annika Thomsen.
Båltaler er folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), som allerede havde givet tilsagn om at komme i 2020. Det blev som bekendt aflyst, men vi var heldige at kunne lave en ny aftale med Bjarne. Bålet bliver tændt, og efterfølgende er der mulighed for at forsyne sig med kaffe og lækre hjemmebagte vafler.
Det hele bliver afviklet efter de til den tid gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.
Østervrå IF har ikke uventet været udfordret under hele 2020, hvor gentagne ændringer i restriktioner og retningslinjer har stillet store krav til planlægningen af et tåleligt idrætsliv. Økonomisk kommer foreningen ud med et overraskende fint resultat.
Året 2020 var så året, hvor alt var lukket ned fra 11. marts til 31. december! – Så kort kunne min beretning bliver, lød det fra ØVIs formand Knud Hjørnholm, som dog valgte at gå lidt mere i detaljen om et år med særdeles blandede oplevelser. – Det har hele året været svært for Jer bestyrelsesmedlemmer og trænere at drible rundt imellem retningslinjer, restriktioner, mundbind og håndsprit, erkendte formanden, men I har forsøg at holde gang i aktiviteterne, og det synes jeg er særdeles prisværdigt.
Frustrerende har det også været for de forskellige afdelinger, som gang på gang har måtte aflyse indtægtsgivende arrangementer, når der bl.a. måtte siges farvel til Østervrå Messen, festdage, påskecup, poolparty og julefrokost. – Men vi kommer igen, når der bliver mulighed for det, lovede Hjørnholm, som til gengæld kunne glæde sig over, at foreningen har fået del i hjælpepuljer fra DIF/DGI for manglende indtægter.
Økonomisk kom ØVI samlet ud med et fint resultat, som især skal ses på baggrund af de meget reducerede driftsomkostninger. Dertil kommer at Frederikshavn Kommune har fastholdt deres tilskud, som har været en stor hjælp.
Formanden benyttede også lejligheden til at glæde sig over den lokale fodboldhelt Joakim Mæhle, som bliver ved med at imponere. – Lige nu glæder vi os til at følge ham til EM for det danske landshold.
Fremtiden byder på nye udfordringer, hvor den store opgave ligger i at få aktiviteterne og medlemmerne i gang. – Vi har jo de bedste faciliteter, så vi håber, at både børn, unge og voksne vil søge fællesskabet i vores klub, lød opfordringen, og så må vi sørge for at havde de frivillige, bestyrelsesmedlemmer, trænere og holdledere på plads.
Østervrå IF havde valgt at afholde en samlet generalforsamling for alle foreningen afdelinger – undtagen ØVI fodbold. Det blev en god oplevelse, som foreningen måske vil overveje at gentage til næste gang.
Flauenskjolds IF’s 3. hold rykker efter søndagens 3-2 sejr på udebane over Agersted op i serie 5. Serie 2 og jyllandsserie damerne er også snublende tæt på oprykning, mens serie 4 herrerne ser ud til at have sikret sig endnu en sæson i deres række.
Ugens fodboldresultater blev som følger: Herrer serie 2: 1. holdet i serie 2 spillede lørdag på udebane mod nærmeste forfølger Hjørring AIK Frem. Det blev en chancefattig kamp, hvor de to hold havde stor respekt for hinanden, og resultatet blev da også uafgjort 0-0. Resultatet betyder at Flauenskjold stadig topper rækken med 24 points. En sejr i forårets sidste kamp på lørdag i Flauenskjold vil sikre Flauenskjold en plads i serie 1 for første gang i klubbens historie. IF Skjold Sæby kommer på besøg på Flauenskjold Stadion.
Det bliver dog en svær opgave idet Sæby stadig kæmper for at undgå nedrykning. Rækken er så tæt at nedrykningskampe i teorien stadig kan komme på tale som konsekvens af de mange ekstraordinære nedrykninger i denne halvsæson.
Herrer serie 4: Serie 4 herrerne har været i kamp to gange i ugens løb. Onsdag gjaldt det en udsat kamp mod Aså, som blev vundet med 2-1. Målscorere var Jeppe Witting og Jonas Thomsen på straffespark i kampens sidste minut. Lørdag blev det til et 1-2 nederlag på udebane til det suveræne tophold Øster Brønderslev. Flauenskjolds enlige mål blev scoret af Tom Pedersen.
Herrer serie 6: Som ovenfor nævnt lykkedes det søndag serie 6 drengene at sikre sig oprykning til serie 5 efter en 3-2 sejr på udebane over Agersted.Flauenskjold kom foran 1-0 på et selvmål efter flot forarbejde af Kasper Poulsen: Anders Mariager øgede til 2-0. I 2. halvleg lukkede Tréys Trésor kampen med sin scoring til 3-1. Efter kampen kunne champagnepropperne springe efter en flot sæson.
Kvinder Jyllandsserien: DHF pigerne har været i kamp to gange i ugens løb. Onsdag blev det til en 3-0 sejr på hjemmebane over Aabybro. DHF’s målscorerer var Kia Christensen, Caroline Rørbæk og Sigrid Scholten.
Lørdag blev Team Østvendsyssel besejret med 2-1 på udebane. Målscorere var Sigrid Scholten og Kia Chris-tensen. Pigerne kan med en sejr sikre sig oprykning til Kvindeserie Vest onsdag aften når Nibe gæster Hørby Stadion.
Med lidt forsinkelse på grund af Corona blev der i forrige uge afholdt generalforsamlinger i såvel Flauenskjold Varmeværk som Flauenskjold Vandværk. De to foreninger havde slået sig sammen således at varmeværkets generalforsamling blev afholdt kl. 17.00 og vandværkets generalforsamling kl. 18.00.
Møderne som blev afholdt i Flauenskjold Kulturhus blev afsluttet med fælles spisning.
Flauenskjold Varmeværk: Formand Torben Larsen bød velkommen til den 58. generalforsamling i varmeværkets historie.
Formanden kunne fortælle at der er 275 forbrugere tilkoblet værket, og at der i årets løb havde været tilgang af 1 forbruger.
Herudover berørte han emner som vandspild og høj returløbs temperatur fra forbrugerne. Det er således vigtigt at være opmærksom på defekte varmtvandsbeholdere og eventuelle målerfejl.
Varmeværkets solfangere havde produceret 1940 MW, og solfangerne dækker således 30% af det samlede årlige forbrug. Anlægget er blevet udbygget med 30% større kapacitet, og der er blevet installeret automatisk afkøling. Prisen på denne udvidelse var kr. 1.700.000.
Det kunne oplyses at gasprisen er på ca. kr. 1,10 pr. m3 plus afgift på kr. 3,50, og at der bliver handlet gas på det frie marked.
Der er i årets løb produceret 5850 MW varme, og solgt 4330 MW varme dvs. der er 1520 MW i varmetab i ledningsnet mm.
Torben kunne sluttelig berette at man pt. undersøger et projekt med en varmepumpe til ca. kr. 8.000.000, hvoraf staten yder tilskud på kr. 800.000.
Det er en stor investering til 275 forbrugere, så det er sat lidt i bero.
Revisor Per Dyg fremlagde den reviderede årsrapport for perioden 1/10 2019 til 30/9 2020.
Regnskabet udviser et underskud på kr. 387.161
Underskuddet overføres til næste år.
Herefter blev budgettet for det kommende år gennemgået og Per Dyg kunne fortælle at varmeprisen forbliver uændret på kr. 750 pr. Mwh.
Claus Drejer og Brian Andersen blev genvalgt til bestyrelsen.
Der var ligeledes genvalg af suppleanterne Henrik Løkke og Poul Lyhne.
Per Dyg blev genvalgt som revisor.
Flauenskjold Vandværk: Næstformand Peter Gilbak Jensen aflagde beretningen:
Vandværket har i året afregnet 105.769 kbm vand til 594 forbrugere, dette er på niveau med sidste års afsætning. I året er der udpumpet 111.339 kbm. Det giver et spild på 5%, hvilket er noget højere end sidste år, som var 1,7%. Årsagen til stigningen er, at der i året er blevet lagt fiber ned i området og i forbindelse med denne proces, har der været flere brud på ledningsnettet. I den forbindelse har der været stor aktivitet med ledningsoplysninger (LER). Vi har derfor i året fået etableret en automatisk løsning sammen med Flauenskjold varmeværk. Vi takker for det gode samarbejdet.
Forårets nedlukning pga. Covid 19 gjorde, at der blev brugt mere vand til aktiviteter i hjemmet såsom drivhuse, grøntsagshave og svømmebassiner. Det har gjort, at vi i perioder kører på max. ind pumpning af vand over filtre. For at sikre højere forsyningssikkerhed har vi valgt at få sat en ekstra pumpe op til at forsyne filtre. Udover større kapacitet vil vi også undgå driftstop ved pumpe nedbrud.
Driften af vandværket har kørt godt og uden store omkostninger. Vi har i året fået en boring renset og en pumpe skiftet, da deres ydelser ikke var optimale.
Årets analyser har alle levet fuldt op til kravene.
Som tidligere nævnt vil der komme krav om aldersdatering af vores vand til at vertificering af modeller som bruges i indsatsplanlægningen. Vi blev varslet 23/12 2019 om at der skulle tages prøver af 6 boringer. Dette virkede noget voldsomt, fordi vi indvinder vand på et lille område. Efter et opkald til vandgruppen blev dette nedsat til 3 boringer. Dette gav noget undren for, om der var styr på processen. Vi gik i samarbejde med Hjallerup vandværk for at finde ud af grundlaget for disse prøver. Det viste sig at man i den nationale overvågning havde droppet at tage flere aldersdateringer, fordi grundvandsforekomsten i Danmark er i god tilstand. Vi tog derfor fat i det politiske system og forvaltning for at belyse dette. Vi var til møde 18/2-20 og blev hørt men der var ikke interesse i ændre processen.
Vi skulle have udtaget prøverne i marts, men grundet Corona er disse udsat.
Årets arbejde i vandrådet har været begrænset pga. Corna, så herfra er der intet nyt at berette.
Kasserer Kjeld H. Jørgensen fremlagde det reviderede regnskab.
Regnskabet for perioden 1. okt. 2019 til 30. sept. 2020 viste et underskud på kr. 29.058. Underskuddet udlignes af sidste års overskud. Balancen udgør kr. 4.429.853.
Det kommende års budget er udarbejdet med et forventet underskud på kr. 66.445. Taksterne fastholdes med kr. 625 i fast afgift og kr. 2,60, begge beløb er excl. moms.
På valg til bestyrelsen var Peter Gilbak Jensen, Nils Pedersen og Kjeld H. Jørgensen. Alle tre blev genvalgt.
På valg som bestyrelsessuppleanter var Kim Nielsen og Henrik Jeppesen. Begge blev genvalgt.
Er du en af dem, der konstant higer efter viden og stræber efter at blive klogere? Så er denne guide lige noget for dig. Her får du nemlig en række gode råd til, hvad du kan gøre i din hverdag, hvis du ønsker at udvide dine horisonter, tilegne dig ny viden og blive klogere på alt mellem himmel og jord.
Lyt til lydbøger Vidste du, at du kan lytte til lydbøger om næsten ethvert emne, du kan komme i tanke om? Det kan være alt lige fra handel, erhverv, personlig udvikling, sport, historie og så videre – det er altså kun fantasien, der sætter grænser! Har du et øjeblik til rådighed i løbet af din hverdag, eksempelvis når du tager bussen i skole, træner eller slapper af? Så kan du lytte til en lydbog og suge alverdens viden til dig. Har du brug for at slappe helt og aldeles af, kan du også finde fiktionslydbøger.
Deltag i et kursus og få ny erfaring Er der et specifikt emne, der interesserer dig, hvorfor så ikke deltage i et kursus indenfor det felt? Det er en glimrende måde at blive klogere på, og du får desuden mulighed for at møde en masse andre mennesker, der deler samme interesse og entusiasme som dig. Vil du øge dine chancer for at lande drømmejobbet, er relevante kurser også et must-have!
Tag ud at rejse og oplev verden Hvornår har du sidst været ude at rejse? Faktisk er en rejse en rigtig god løsning, hvis du savner at udvikle dig og at blive klogere. Du kan med fordel vælge at rejse til et land, du aldrig før har oplevet. Når du oplever nye kulturer og kommer ud af dine vante rammer, så vil dine horisonter udvides, og du vil tilegne dig ny viden om det pågældende land.
Når du ser alle de selvstændige i fjernsynet eller andre mennesker, der har en succesfuld virksomhed, kan det godt virke som om, at det også bare er din drøm.
Det er fedt at være sin egen chef, og tænk sig bare at kunne bestemme fuldstændig over sit eget skema, og ikke være afhængig af, at man lige skal få lov til at holde fri en bestemt dag af sin chef, hvis man skal noget. Her kan du bare fuldstændig selv bestemme.
Men det vil være naivt at tro, at det hele kommer nemt til en, og derfor er det også vigtigt at vide, hvad det overhovedet kræver.
Dit ansvar Det første, der er vigtigt at huske, er at det kan godt være, at det er fedt at skulle være sin egen chef, men det medfører også et kæmpe ansvar. Du er den ansvarlige for alt, der har med virksomheden at gøre, og hvis noget går galt, så er det dit ansvar, og der kan godt gå ting galt. Det kan der ved alting.
Lønsystem bliver også dit ansvar, og du kan naturligvis finde hjælp til dette, men det er fortsat dig, der skal finde hjælpen, og stadig i sidste ende dit eget ansvar.
Stress Det er også vigtigt at passe på sig selv, fordi det er ikke en nem opgave konstant være under pres og være på. Du kan få telefonopkald alle timer i døgnet og i princippet være på arbejde hele dagen. Så du har selv muligheden for at holde fri, når du vil, men er det muligt for dig bare lige at holde fri?
Her skal du øve dig på at holde fri, hvis det altså er det, som du ønsker. Nogle kan også bare godt lide at arbejde, og så vælger man at gøre det.
Den gamle teglværksgrund, som Frederikshavn Kommune har ejet,er nu solgt til Dybvad Varmeværk.
Planen med arealet er først og fremmest en stor oprydning på arealet, derefter fræses der og der sås græs til grønt område, så det danner rammen om endnu en smuk, grøn oase, ja, endnu en forskønnelse af vores by, Dybvad.
Arealet er erhvervet på grundlag af en evt. udbygning af Dybvad Varmeværk på længere sigt.
Fremtiden bygger jo på mere grøn energi og derfor er det jo vigtigt, at der er store arealer tilknyttet varmeværket, så vi er sikre i fremtiden.
Der er ikke udarbejdet en lokalplan for området endnu.
Disse planer ligger ude i fremtiden og indtil da er der selvfølgelig mulighed for, at alle byens borgere kan benytte arealet til en hyggetur med madkurven, ungerne kan spille bold, man kan måske møde et gymnastikhold på plænen eller måske til fællesspisning.
Bestyrelsen har talt om at sætte nogle borde – bænke sæt op, så man kan nyde det smukke landskab, når arealet er gjort færdig.
Man mener nemlig, at det vigtigt, at alle, der besøger byen eller kører gennem byen ser, at her er der masser af aktiviteter og en masse for børnefamilier og her vil vi bo.
Forfatter og sognepræst Christian Aalling præstenterede torsdag eftermiddag, ved en bogreception på Østervrå Bibliotek, sin første roman, og mange mødte op for at høre Christian fortælle om bogen.
Der blev lyttet koncentreret og ind imellem trukket på smilebåndet til Christian Aallings grundige præsentation af ”Bogen, der aldrig blev skrevet”, det er bogens titel, og den er bestemt skrevet godt og grundigt. Forfatteren kunne nemlig afsløre, at han havde skrevet den om fem gange, før han var helt tilfreds med indholdet.
En del var heldige at erhverve sig et eksemplar af bogen med en personlig hilsen og signatur fra forfatteren, men der var så meget interesse for at købe bogen, at flere desværre gik forgæves.
Bogen kan købes i boghandlen, men biblioteket får også et par eksemplarer på hylden, som det snart bliver muligt at låne.