Bjarne Laustsen holder båltale i Thorshøj
Skt. Hans Aften i Thorshøj er traditionen tro et samarbejde mellem byens foreninger, og efter sidste års aflysning er alle igen på banen til en fælles aften omkring bålet.
Thorshøj Gamle Skole, Thorshøj Borgerforening og TTB er sammen om arrangementet på Thorshøj Stadion. Thorshøj Gamle Skole står for fællesspisning i teltet, og der kan bestilles kylling med pastasalat. – Vi synes, det kunne være hyggeligt at indlede aftenen med fællesspisning, så vi håber, at byens borgere har lyst til at støtte op om dette tiltag, lyder det fra bestyrelsesmedlem i den gl. skole Annika Thomsen.
Båltaler er folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), som allerede havde givet tilsagn om at komme i 2020. Det blev som bekendt aflyst, men vi var heldige at kunne lave en ny aftale med Bjarne. Bålet bliver tændt, og efterfølgende er der mulighed for at forsyne sig med kaffe og lækre hjemmebagte vafler.
Det hele bliver afviklet efter de til den tid gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.
ÅB