Home Blog Page 289

Prisen på naturgas er en uberegnelig samarbejdspartner

0

Forsigtig budgetlægning og gaspriser i frit fald gav tilfredsstillende resultat for Østervrå Varmeværk. Bestyrelsen arbejder fortsat på en løsning med luft til vand varmepumpe, som skal afløse den gamle og næsten udtjente motor. 

Budgettet for årets drift i Østervrå Varmeværk bliver altid lagt med stor forsigtighed. Årsagen er de noget uberegnelige gaspriser, som kan svinge rigtig meget hen over året. I 2020 var det til både overraskelse og glæde i den nedadgående retning, og det betød, at varmeværket kom ud af 2020 med et overskud på 750.000 kr. Derudover er der overført godt 900.000 kr. fra 2019, så der i alt var næsten 1.7 mio. kr. til disposition ved regnskabsårets slutning. Der er henlagt 1 mio. kr. til nyinvestering i en luft til vand varmepumpe, og resten er overført til indregning i indeværende års priser. Det betyder, at prisen på varme er faldet fra 400 kr. til 360 kr./MWh. Måske bliver det en kort fornøjelse, for gaspriserne er atter på vej opad. 

Varmeværket har i løbet af året produceret 28% af varmen på gaskedlen, 23,5% på elkedlen og 8,5% på motoren, mens der er modtaget 40% fra Hørby Varmeværk. 

Den gamle motor står over for en større hovedreparation, som ikke kan betale sig, og derfor er bestyrelsen og værkets ledelse på udkig efter en afløser i form af en luft til vand varmepumpe. Vurderingen er, at motoren nok kan køre endnu et par sæsoner, så der er tid til at få undersøgt løsningen med varmepumpen grundigt. 

Varmepumpen er, set i forhold til de nuværende beregninger, budgetteret til en investering på ca. 5 mio. kr., og pumpen vil have en kapacitet, der kan klare varmeforsyningen hen over sommerperioden.  

Der pågår løbende renovering af de i alt 11,1 km hovedledning og 7,5 km stikledninger, så værkets 664 forbrugere kan være sikre på en tryg og velfungerende varmeforsyning.

Til bestyrelsen var der genvalg af Gorm Rosendal, Gert Helenius og Jesper Møller Nielsen samt suppleanterne Jesper Nielsen og René Karlsen. 

Generalforsamlingen blev afviklet sammen med vandværket, og havde samlet 20 deltagere. 

ÅB

Landsbyløb med højt humør og røde kinder

0

Det gik både op og ned ad bakke i medvind og modvind, men det påvirkede ikke det høje humør og energiniveau til årets første Landsbyløb i den virkelige verden. 

Der var en dejlig løftet stemning blandt de omkring 200 deltagere i Landsbyløbet, som for første gang i år var samlet til en fælles aften med løbe-, gå- og cykelture rundt i Østervrås opland. 

Start- og målportalen stod ved Østervrå Stadion, hvor der inden starten var en voldsom trængsel i ØVIs klubhus med afhentning af startnumre og enkelte fysiske tilmeldinger. De fleste havde tilmeldt sig på forhånd, for løbet var den fjerde etape af Landsbyløbet 2021, de tre første var på grund af corona afviklet som virtuelle løb. Tirsdag aften i Østervrå var der altså tæt på feststemning med gensynsglæde til kendte ansigter og utålmodig trippen for at komme afsted ud på ruterne. 

Sognepræst Christian Aalling fra Østervrå og Torslev Sogne sendte i sin velkomst, deltagerne af sted med løftet om, at de både ville få modvind og medvind på ruten. Han lovede også, at det både ville komme til at gå op og ned ad bakke med henvisning til det meget kuperede terræn, der ventede forude. – Vi kan fejre fællesskabet på hele tre måder i dag, forklarede Aalling og fortsatte. Vi åbner fællesskabet ved at slippe for mundbind og visir. Det er Valdemarsdag, hvor vi fejre vort lands fælles flag og endelig fejre vi Landsbyløbet, som vise os, at ved at dele oplevelser, får vi mere. 

Formanden for Distriktsudvalget Brian Kjær (S), der samtidig er næstformand i Landsbyløbet var synligt tilfreds med, at det nu endelig er muligt at ses igen rent fysisk. – Det er dejligt, at vi er i gang igen, lød det fra næstformanden, som synes at ventetiden har været hård. 

Deltagerne blev sendt af sted i de enkelte discipliner på ruter af varierende længde og sværhedsgrad, og ingen gik sukkerkolde undervejs. Takket været velvillig assistance fra frivillige hænder og foreninger i Brønden, Thorshøj og Østervrå var der udlagt bemandede depoter rundt i området. 

Der var ros til de lokale planlæggere for hele tilrettelæggelsen, og ikke mindst til ruterne, og mange var tydeligvis overraskede over den flotte natur, som området har så meget af. 

Humøret var stadig højt, da deltagerne nåede tilbage til Østervrå Stadion, og de røde kinder talte deres tydelige sprog – energiniveauet havde været højt i den friske vind og sommersol.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Lars Jakobsen synger med seniorerne

0

Elsker du at høre alle de sange du kender, som du har sunget med på og måske danset til eller bare er vild med. Tirsdag den 29. juni kan du høre Lars Jakobsen fra Lønstrup synge flere af dem.

Mange kander ham fra ”Lars Jakobsens Trio”, hvor han underholder med sine egne sange, men han kommer også gerne ud solo. Han har mange års erfaring som musiker, og det betyder også, at han er ret god til at pejle sig ind på, hvad publikum godt kan lide. 

Lars Jakobsen vil bl.a. synge og fortælle om fiskerkonen Inger Lauritzen fra Lønstrup og om Rubjerg Knudes Fyr.  

Den musikalske underholdning krydres med gode historier, som Lars er kendt for bare sådan lige at ryste ud af ærmet, og måske kommer han også ind på, hvordan det gik til, den gang han flyttede fra Tårs til Lønstrup.

Han medbringer egne sanghæfter, så publikum kan glæde sig til en god varieret eftermiddag, hvor Lars synger kendte sange og af sange, hvor publikum synger med. 

Østervrå Seniorer stor bag det musikalske arrangement, som afholdes i Østervrå Kulturhus. 

ÅB

Få mere ro og overskud i din hverdag

0

Foredrag: Mandag 28. juni med coach og sygeplejerske Karin Severinsen i Thorshøj Klubhus
Har du nogensinde tænkt over, hvad ro og overskud betyder for dig? Har den specielle tid med corona givet dig lyst til at gå nye veje, men du kan ikke rigtigt se, hvordan det kan lade sig gøre? Kom og hør coach og sygeplejerske Karin Severinsens bud på, hvordan du kan komme nærmere det, du ønsker. 

Aftenens gæst indleder med at fortælle om, hvordan du kan bruge coachingens redskaber til at skabe det, du drømmer om. – Én af forudsætningerne er, at du bliver klar over, hvordan det du drømmer om ”ser ud”, forklarer Karin. Det kan være du synes, det er svært at få tid til at gå en tur hver dag, at kunne læse en bog, tage en tur til stranden eller noget helt andet? Hvad er det helt konkret, der betyder noget for dig?

Her efter corona er vi nok alle lidt slidte, men du har måske alligevel oplevet nogle positive sider, som du gerne vil holde fast i, men kan ikke rigtig se, hvordan det kan lade sig gøre. – Vi har alle forhindringer eller en frygt for noget, der gør, at vi ikke bare lige kaster os ud i noget nyt, fortsætter Karin. Jeg vil komme ind på, hvordan du kan bruge netop den forhindring, på en konstruktiv måde. Det kan også være, at du er bange for at virke egoistisk, men hvis du tager dig af dig selv først, kan det give dig mere overskud til at nå dit mål, og måske tilmed også være noget for andre. 

Karin vil også kommer ind på, hvordan du selv med bitte små ændringer i din hverdag, kan komme nærmere det, du ønsker dig. 

Karin Severinsen er uddannet coach og sygeplejerske, og når hun ikke coacher i sit firma Karin Severinsen Coaching, er hun akutsygeplejerske i Frederikshavn kommune område syd. 

Foredraget, der er tilrettelagt af foreningens Thorshøj Gl. Skole, afvikles i Try Thorshøj Klubhus. Alle er velkomne til en aften, hvor der også vil blive god mulighed for en dialog med Karin Severinsen. 

ÅB

René Larsen i Go’ Morgen Danmark på TV2

0

I forbindelse med Danmarks sidste gruppekamp ved EM i fodbold, var René Larsen fra Østervrå, i studiet mandag den 21. juni, for at fortælle om sine år som ungdomstræner for landsholdsspiller Joakim Mæhle.

René fortalte bl.a. om Joakim til tider blev sat i mål, hvis han scorede for mange mål og det blev synd for modstanderne. Derudover fortalte han, at Joakim er en god kammerat, der ikke har glemt sine gamle venner hjemme i Østervrå. Han tager så ofte det kan lade sig gøre, onlinespil med sine gamle venner hjemme i Østervrå.

René selv skulle i Parken, sammen med syv andre fra Østervrå, for at overvære landskampen mod Rusland.

Tekst og foto: SEB

Lokalerne fra det tidligere Hjallerup Maskinforretning slår dørene op den 5. juli

0

Efter konkursen af Hjallerup Maskinforretning tilbage i marts 2020 har de mange kvadratmeter på Navervej 1 i Hjallerup stået tomme. 

I næste måned bliver der lavet om på dette når Hjallerup Smede- & Maskinservice (HSM) slår dørene op til både værksted og reservedelssalg. ”Der har været et stort savn i området efter Hjallerup Maskinforretning lukkede og det glæder os, at vi kan blive en del af det nye liv, der skal være her” udtaler Carina Hesselborg.

Folkene bag det nystiftede firma driver i dag Hesselborg Smede- & Maskinservice i Klokkerholm, hvor de fra hjemmeadressen har bygget en solid kundekreds op hen over de sidste 8 år. ”Vi har længe været vokset ud af de eksisterende lokaler herhjemme” fortæller firmaets stifter Tom Hesselborg og fortsætter ”vi har arbejdet med nogle byggeplaner det sidste stykke tid, men da muligheden for at komme op i lokalerne på Navervej 1 bød sig, følte vi, at det var oplagt for os at rykke derop og skabe liv i bygningerne.”

Det er Tom Hesselborg selv, der kommer til at stå for driften af værkstedet. ”Det er vigtigt for os, at nye som gamle kunder føler sig velkomne hos os” udtaler Tom og uddyber ”hos os er der plads til alle. Vi sætter en ære i at kunderne føler sig tilpas hos os og vi er ikke låst af nogen forhandleraftaler, som presser os mod en bestemt målgruppe. Hos os kan alle komme og få løst en opgave.” Tom og hans team af folk glæder sig utrolig meget til at byde både gamle og nye kunder velkomne til HSM Værksted, når dørene officielt slås op på Navervej 1 mandag den 5. juli 2021.

Lagerchef Jan Søttrup Christensen har 28 år på netop Navervej 1 med i bagagen og Jan og hans folk skal stå for at drive reservedelssalget endnu videre end han har gjort i Klokkerholm de sidste 5 år. ”Vi har kontakterne på plads og er klar til at levere det som kunderne måtte ønske” udtaler Jan og fortsætter ”vi ønsker at skabe et lager, der har fokus på vores kunders behov og vi udvider løbende lageret ud fra de forespørgsler der måtte komme.” Jan og hans folk står klar fra den 5. juli 2021 til at møde ny som gamle kunder hos HSM Reservedele på Navervej 1.

”Det hele er gået hurtigt fra beslutningen blev truffet og til vi ønsker at starte op på vores nye adresse, men vi forventer ikke, at vores kunder kommer til at mærke alt for meget til skiftet, udover de selvfølgelig skal køre til en anden adresse” udtaler Carina Hesselborg, som tager sig af det administrative i firmaet. ”Det er de samme dygtige folk, som kunderne møder i dag, der vil tage imod dem i de større lokaler.”

Der bliver også arbejdet med planer for butikken på Navervej 1. ”Tingene er ikke faldet helt på plads endnu” fortæller Tom Hesselborg, ”men vi arbejder på at starte noget op sammen med nogle andre lokale firmaer, til de mange private og erhvervsfolk i området”. Man håber at kunne løfte sløret for mere om dette hen over sommeren.

Mere lys i Flauenskjold

0

Det har længe været et stort ønske fra Flauenskjold Borgerforening at der blev etableret stibelysning på strækningen fra Kristianshåbs Vej til Mosensvej, samt vejbelysning på den vestlige del af Mosensvej.

Dennis Kvesel fra Teknik- og Miljøudvalget oplyser, at man netop har bevilliget pengene til belysningsprojektet i Flauenskjold.

Det er endvidere besluttet, at omlægge det eksisterede fokusby-projekt i Flauenskjold til områdefornyelse og igangsætte en udarbejdelse af et områdefornyelsesprogram med tilskud fra staten.

Det er bl.a. midler fra denne pulje, der skal finansiere den nye sti- og vejbelysning.

Der bliver dels tale om etablering af 11 master på stiforbindelsen mellem Kristianshåbs Vej og Mosensvej samt yderligere syv nye master på den vestlige del af Mosensvej. Masterne på Mosensvej vil dog blive finansieret over den ordinære gadelyskonto.

Dennis Kvesel oplyser desuden at borgerforeningen har fået imødekommet deres ønske om etablering af en hundeskov i det område der grænser op til stisystemet. 

Så for fremtiden vil det også være muligt at lufte sin hund med lys over land.

Tekst og fotos: IS

25 års jubilæum hos Østvendsyssel Folkeblad

0

Torsdag den 24. juni kan mediegrafiker, blæksprutte og alt-mulig-kvinde, Kirsten Ørum Holm Hansen fejre 25 års jubilæum

I foråret 1996 dukkede en ung pige op med en uopfordret ansøgning om arbejde som typograf (som det hed dengang) hos Østvendsyssel Folkeblad. Hun hed Kirsten Ørum Holm Hansen. Da vi på daværende tidspunkt havde alt det personale, vi skulle bruge, måtte jeg desværre takke nej til hende, men gemte alligevel ansøgningen. 

Det skulle vise sig at være en god idé, da vores daværende typograf Henrik Endelt Sørensen sagde op for at hellige sig det, han brændte mest for, nemlig landbruget.

I første omgang var jeg lidt betænkelig ved, om Kirsten nu kunne klare arbejdet på en ugeavis, da hun jo trods alt ”kun” var udlært på et bogtrykkeri, der jo arbejder på en lidt anden måde, end en ugeavis, hvor der jo af og til er noget pres på for at få avisen færdig til deadline.

Det skulle dog snart vise sig, at den betænkelighed kunne jeg godt glemme alt om. Kirsten viste sig at være både hurtig, akkurat og meget kreativ og blev lynhurtigt en betroet og værdsat ansat i firmaet, en, man altid kunne regne med. 

Efter nogle år var hjemmefronten ved at være lidt for meget til, at hun både kunne klare arbejdet med små børn med allergiproblemer og samtidig passe et fuldtidsarbejde, så hun kom og afleverede sin opsigelse. Det syntes vi i firmaet var en dårlig idé, så hun blev overtalt til, at vi oprettede en hjemmearbejdsplads til hende, hvor hun kunne klare specifikke opgaver til avisen.

Sådan kørte det så med varierende arbejdstid indtil børnene var store nok til, at hun kunne fortsætte fysisk på avisen igen. 

Da vi så i 2009 solgte virksomheden til Søren Ejstrup Brunse, var han så heldig, at Kirsten gerne ville fortsætte i firmaet.

Finn Andersen

– og ja, jeg var heldig, at Kirsten ville fortsætte hos Østvendsyssel Folkeblad.

På en lille avis, hvor der også drives trykkeri og skiltevirksomhed, er det altafgørende at kunne holde flere bolde i luften på en gang – det er Kirsten en sand ekvilibrist til, med sin rolige og ligetil facon. Igennem årene er det blevet til tusindvis af forskellige opgaver, såsom avisproduktion, hjemmesider, logo-design, tryksager, skilte, textiltryk, fotos, tekst, salg m.m.

Igennem årene er Kirsten blevet introduceret til meget nyt, som skulle læres, da der gennem de 25 år er sket en voldsom udvikling, ikke mindst i avisverdenen, men også indfor tryk. Da Kirsten startede, var Finn Andersen langt fremme med teknologien, men stadig med meget manuelt/fysisk arbejde. Annoncerne skulle printes enkeltvis og avisspalterne blev printet i en lang række, hvorefter Finn på lysbord kunne ombryde disse til færdige avissider. Dette job var det kun Finn som kunne klare på avisen, men efter et par år på denne måde, var Kirsten med til at omstille hele processen, således at avissiderne, blev lavet helt færdig på computer.

Kirsten er ivrig efter at tage på kursus, for at få opgraderet sin viden og kreativitet, hvilket altid medfører nye og forbedrede metoder at gøre ting på.

Man må blot sige, at med en som Kirsten, der ALTID har ja-hatten på, er man meget  heldigt stillet i en virksomhed! En medarbejder udover det sædvanlige, som griber de bolde som bliver kastet i luften, hver og en! 

De seneste år har det meste af fritiden stået på en totalrenovering af Kirsten og Martins nedlagte landbrug på Mølbakvej ved Østervrå. Derudover bliver en temmelig stor køkkenhave og drivhus passet flittigt, samt gå-, løbe- og cykelture hører til i Kirstens hverdag.

P.g.a. corona, blev dagen fejret med familie lidt på forhånd i privat regi.

Søren Ejstrup Brunse

Det har været en forrygende uge for Flauenskjold IF’s seniorfodboldhold

0

Efter at serie 6 allerede sidste søndag rykkede op i serie 5 fulgte DHF’s jyllandsserie damer trop onsdag aften, da de med en 3-0 sejr over Nibe sikrede sig oprykning til Kvindeserie Vest for første gang i klubbens historie. 
Lørdag blev der så sat et flot punktum med en 2-1 sejr over Aalborg Freja. Onsdagens målscorere var Sofie Aastrup, Line Witting og Malene Mølholt, mens lørdagens mål blev sat ind af Sigrid Scholten og Malene Mølholt.

Oprykningen er kulminationen på en flot rejse som spillere og trænerteam påbegyndte for tre år siden i serie 2, og som foreløbig har kastet tre oprykninger af sig. En fantastisk flot præstation.

Fredag aften var der lokalopgør i serie 4 mellem Flauenskjold og Dybvad og slaget om Voergaard blev vundet af hjemmeholdet fra Flauenskjold med 2-0, hvilket betyder at holdet slutter på en fornem 3. plads. Flauenskjolds mål blev scoret af Jonas Thomsen på straffe og Martin Nielsen.

Lørdag var der så lagt op til det helt store brag på et flot og solbeskinnet Flauenskjold Stadion. Serie 2 drengene fra Flauenskjold havde nemlig mulighed for at skrive sig ind i historiebøgerne ved at sikre sig oprykning til serie 1, hvilket ville være første gang i klubbens historie. Flauenskjold kunne selv afgøre tingene ved at vinde dagens kamp mod IF Skjold Sæby. Gæsterne havde dog fortsat mulighed for at klare frisag i bunden af rækken. Det var derfor et tændt Sæby hold som gav Flauenskjold kamp til stregen, og det lykkedes da også gæsterne at hive en 4-3 sejr i land. Flauenskjolds målscorere var Kasper Bisgaard med 2 samt Christian Kjeldsen. 

Derved synes Flauenskjold at have forspildt sin oprykningschance. Men holdet blev dog i den grad til­smilet af heldet denne lørdag eftermiddag, idet de nærmeste konkurrenter fra Hjørring Frem og Hirtshals begge tabte. Østervrås sejrmål mod Hirtshals 5 min. før tid sendte således oprykningen til Flauenskjold alligevel. Efter et par nervepirrende telefonopkald for at få bekræftet resultaterne kunne champagnepropperne, trods nederlaget alligevel springe på Flauenskjold Stadion til stor jubel for såvel spillere, trænere som de mange trofaste tilskuere. Cheftræner Jan Bisgaard har dermed fået en fantastisk start i klubben med oprykningen til serie 1 efter blot en halvsæson i serie 2.

Der var derfor lagt op til den helt store sejrsfest lørdag aften, hvor ca. 100 mennesker var samlet på Flauenskjold Stadion. Festen blev indledt med uddeling af diverse pokaler for sæsonen 2020, idet den traditionelle afslutningsfest tilbage i november af gode grunde blev aflyst.

Cheftræneren fra 2020 Nicolai Demant takkede alle i klubbens for hans tre sæsoner i Flauenskjold IF. 

Christian Kjeldsen blev meget fortjent udnævnt til årets spiller 2020 på herresiden. 

Herudover var der pokaler til følgende spillere:

Serie 3: 
Fidus: Hans Kart
Træningsflid: Jan Pedersen

Serie 4:
Fidus: Jeppe Witting
Træningsflid: Jonas Thomsen

Serie 6:
Fidus: Jerri Svanholm
Træningsflid: Sune Jensen

På damesiden blev priserne uddelt af trænerteamet Peder Lund og Peter Østergaard.

Årets damespiller blev Caroline Rørbæk, der fortjent modtog stort bifald.

De øvrige priser gik til følgende:

Årets kammerat: Line Witting

Årets nye spiller: Josefine Christensen

Årets topscorer: Malene Mølholt

Herudover modtog Majken Pedersen en såkaldt ærespris for hendes mangeårige virke i damefodbolden i henholdsvis Flauenskjold IF og DHF.

Spillere og trænere kan nu gå på en velfortjent sommerferie efter en historisk flot sæson.

Fotos: IS

IS

Lokal opbakning guld værd for Try Thorshøj Boldklub

0

Medlemmer og sponsorers opbakning var afgørende for at Try Thorshøj Boldklub kom helskindet ud af 2020. Frivillige kræfter har renoveret klubhuset under nedlukningen. 

Det blev nogle ganske andre præmisser at drive forening på, end vi nogen sinde har forestillet os. Så klart udtrykte formand for Try Thorshøj Boldklub Kurt Thomsen sig i sin indledning til den årlige generalforsamling. 

Det usædvanlige år havde haft sin udfordringer for den lille idrætsforening, som især blev ramt på senioridrætten, som aldrig helt fik rigtig gang i fodboldturneringen. Foreningen måtte nedlægge sit serie 6-hold, og serie 5 rykkede godt nok op fra en anden plads, men det var udelukkende fordi turneringen ikke blev færdigspillet. 

Et meget godt billede på, hvordan de sportslige aktiviteter blev åbnet og lukket, hvilket gjorde det rigtig svært at navigere som forening. 

Samarbejdet med ØVI omkring ungdomsrækkerne er forløbet fint, dog har der været en del problemer med at finde trænere, men ros til vores folk for at tage sig godt af det problem, lød det anerkendende fra formanden. 

Fornuftigt årsresultat
Økonomisk var foreningen ekstra hårdt udfordret på grund af manglende indtægter fra bl.a. Dana Cup, Idrætsuge, cafeteria og banko, dertil kommer manglende kontingenter og sponsorstøtte. – På trods af det, så er det dog meget glædeligt, at det ikke er gået så skidt, som vi egentlig forventede, konstaterede Kurt Thomsen. En stor del af medlemmerne har nemlig reageret positivt på klubbens henvendelse om at donere et beløb svarende til kontingentet. Ligeledes har en stor del af sponsorerne efterkommet vores høflige opfordring til at betænke klubben med et beløb. TTB har også fået del i Covid-19- hjælpepuljen, så det samlede årsresultat kom ud med et fornuftigt plus, oplyste formanden.  

Frivillige kræfter
I slutningen af året blev nedlukningen brugt på at få renoveret klubhuset, som bl.a. har fået nye indvendige døre, nyt gulv, ny belysning, nye møbler og er nymalet hele vejen rundt. – Det har kostet mange penge, hvilket først rigtig kan ses på indeværende års regnskab, forklarede Kurt Thomsen. Alt er lavet ved hjælp af frivillige kræfter, og vi har fået økonomisk støtte fra et par fonde til indkøb af nye møbler. 

Anette Staun, Annika Thomsen og Kirsten Krogh Lunden blev genvalgt til bestyrelsen, og Erling Thomsen blev genvalgt som revisor.

ÅB