Home Blog Page 244

Joakim Mæhle trak fuldt hus i Østervrå

0

Fejringen af Østervrå Idræts- og Kulturcenters 50 års jubilæum kunne torsdag aften føje endnu en solid succes til rækken af jubilæumsarrangementer. 
Næsten 600 tilhørere var mødt op for at høre landsholdsspiller og bysbarn Joakim Mæhle fortælle om sin rejse fra barndomsklubben ØVI til Landsholdet. 

Et par timer før dørene åbnede havde de første stillet sig i kø for at møde deres store fodboldidol Joakim Mæhle, og de blev ikke skuffede. Allerede på vej ind i idrætshallen gav Joakim de første autografer, og sådan fortsatte det i en lille times tid, hvor Joakim gav sig god tid – også til fotografering. 

Der var rigtig mange børn og unge tilskuere, og mange af dem havde fået plads på forreste række til det efterfølgende interview, hvor Joakim delte sin rejse fra barndomsklubben ØVI til landsholdet med Mogens Jørgensen fra TV2 Nord og publikum. 

De unge fik også et par gode råd med undervejs. – I skal passe godt på jeres krop og spise sundt, lød rådet fra den professionelle fodboldspiller. 

Det blev en munter og uformel snak, hvor vi kom med rundt om livet som professionel, klubkulturen i både Belgien og Italien men også på Landsholdet. Den manglende spilletid på det nuværende klubhold Atalanta blev også berørt og et eventuelt forestående klubskifte var oppe at vende. – Jeg vil da gerne spille fodbold, erkendte Mæhle, men der er ingen planer lige i øjeblikket. 

Bliver du aldrig træt
På forhånd var publikum blevet opfordret til, via Facebook, at stille spørgsmål til Joakim, og et af dem lød: – Bliver du aldrig træt? – Det er et godt spørgsmål, og jeg tror, at det er fordi mine forældre har gjort et godt forarbejde ved at lade mig gå til f.eks. gymnastik, lød Joakims svar. På et andet spørgsmål afslørede han, at en absolut drømmeklub vil være Real Madrid. 

Dem, der var heldige, at få deres spørgsmål trukket ud, vandt også signerede præmier. To heldige gik således hjem med hver sin fodbold, en anden scorede Joakims spilletrøje fra kampen mod Frankrig, og Joakim havde taget en ekstrapræmie med hjem – fodboldstøvlerne han har spillet de sidste fire landskampe i – og de blev naturligvis forsynet med en autograf til den heldige vinder. 

Der er ingen tvivl om, at Joakim Mæhle er glad for at være hjemme på en tiltrængt ferie, og det kom også til udtryk flere gange i løbet af snakken med Mogens Jørgensen, at familien, vennerne og barndomsbyen – det betyder rigtig meget for ham. 

ÅB

Fotos: Ejvind Pedersen

ØVIs Venner har købt ekstra pølser

0

Midsommerfesten ved Gjersholt Sø har igen kompetente folk fra ØVIs Venner til at stå for forsyninger af drikkevarer og grillpølser. Venner glæder sig og er klar til at servicere lige så mange gæster i år, og gerne flere end de 700, der deltog sidste år. 

Bestyrelsen i ØVIs Venner melder sig klar til opgaven, og har sørget for at der er fyldt godt op på alle hylder. De to ’Pølsevenner’ og grill­mestre Palle Thomsen og Brian Mathiasen melder sig også klar til en ny tørn. 

I 2021 sagde ØVIs Venner ja til at påtage sig opgaven med forplejning i forbindelse med den første Midsommerfest ved Gjersholt Sø, og bestyrelsen vil da også godt indrømme, at arrangementet blev imødeset med meget stor spænding. – Vi havde jo slet ingen fornemmelse af, hvor mange mennesker, der ville komme, fortæller Charlotte Dahl Albertsen og Kristine Kragkær Wadsholt fra bestyrelsen, oveni var der jo også stadig alle restriktionerne i forbindelse med corona, og de ændrede sig lige til det sidste. 

Der blev købt godt ind af både grillpølser, brød, tilbehør og drikkevarer, ligesom der var sat godt med mandskab på til at passe de to salgsboder. – I begyndelsen var der meget stille, og vi var på nippet til at tro, det godt kunne blive en lang aften, men det blev hurtigt ændret, husker Charlotte og Kristine, vi fik rigeligt at se til med stor søgning til både drikkevarer og pølser. Det blev faktisk lidt nervepirrende til sidst, for vi havde kun én pølse tilbage, da vi lukkede ned, griner Charlotte og Kristine, så derfor har vi også købt ekstra godt med store grillpølser i år, for at være sikre på, at vi har nok. 

Glæder sig
Det betyder rigtig meget for ØVIs Venner at få sådan en opgave, idet aftenens fortjeneste går til ungdomsarbejdet i Østervrå Idrætsforening. – Vi glæder os rigtig meget, og håber selvfølgelig, at vores beregninger rammer rigtigt, og så håber vi da også, at det bliver lige så godt vejr, som det var sidste år, lyder det fra de to venner. 

Arrangørerne Lone og Rasmus Haugaard håber også på godt vejr, men i tilfælde af dårligt vejr, er der mulighed for at rykke ind i gårdens store gamle lade på næsten 1.000 kvm., der kan rumme både scenen med Anne Linnet, båltaler Kaare Dybvad Bek og forhåbentlig rigtig mange gæster. 

ÅB

Grillaften på plejehjemmet

0
Rigtig mange havde taget imod De Frivilliges invitation til grill-Aften på Østervrå Ældrecenter. Desværre var vejret ikke helt med arrangørerne, men så er det godt, at der er mulighed for at rykke indendørs og nyde grill-maden. Der blev også plads til lidt fællessang, inden der blev serveret frugtsalat og kaffe. De Frivillige har planer om en tur til Sæby mandag den 27. juni, hvis det danske sommervejr tillader det.

Velbesøgt generalforsamling

0

Da der forleden blev afholdt ordinær generalforsamling i Købmandsgruppen Flauenskjold Amba, kunne formand Poul Lyhne, med glæde, byde velkommen til hele 42 andelshavere i Flauenskjold Hallens Cafeteria.

Til ordstyrer valgtes Torben Larsen, der kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig varslet, og dermed beslutningsdygtig.

Formand Poul Lyhne fremlagde bestyrelsens beretning, der bl.a. indeholdt en opremsning af de forbedringer der var lavet i butikken i årets løb.

Herudover kunne formanden konstatere at nok løber købmandsbutikken rundt, men opforderede samtidig byens borgere til fortsat at bakke op om butikken og handle lokalt. Hvorvidt der er sorte tal på bundlinjen eller ej balancerer hele tiden på et knivsæg i dagligvarebranchen.

Byen er i en positiv udvikling med tilflytning af mange børnefamilier, hertil kommer at foreningslivet igen er kommet i gang, og man håber derfor at dette vil være med til at øge omsætningen.

Formanden rettede en tak til såvel Trine, der bestyrer butikken samt til Aksel og Hanne for det store arbejde med vareudbringning. Endvidere takkede han bestyrelsen og øvrige frivillige, der yder en stor indsats for at vi fortsat kan have en god og velfungerende butik.

I Dagrofas fravær var det ligeledes Poul Lyhne der fremlagde det reviderede regnskab, der udviste et overskud på kr. 86.000, hvilket er en forbedring i forhold til 2020. Bestyrelsen betegnede regnskabet som tilfredsstillende.

I forlængelse af regnskabsfremlæggelsen kunne bestyrelsen endvidere berette om at der arbejdes med tegning af nye andelsbeviser, og der lød en opfordring til de nuværende andelshavere om at fortælle den gode historie om Min Købmand, og derved være medvirkende til at ”hverve” nye andelshavere.

I forbindelse med byskønnelsesprojektet har bestyrelsen bedt KFI om en kundeanalyse. Denne viste at en mulig omsætning for butikken er lig med den allerede opnåede omsætning. Der arbejdes derfor videre med en mulig udvidelse af butiksarealet.

Købmandsbutikkens udenomsarealer indgår endvidere i byforskønnelsen.

Revisionsfirmaet BDO blev genvalgt som revisor.

Der var indkommet forslag om opsætning af en lyn elstander ved butikken.

Poul Lyhne, Kaj Pedersen og Anette Larsen genvalgtes til bestyrelsen. Jette Svenningsen ønskede at udtræde og i stedet er suppleant Jette Madsen indtrådt i bestyrelsen. Lis Olesen blev nyvalgt som suppeant.

Herefter sluttede generalforsamlingen i god ro og orden.

Tekst og foto: IS

Pølsevogn gik op i røg

0
Der var stor travlhed på Thorshøj stadion torsdag eftermiddag med at blive klar til Idrætsugen, og de mange frivillige kræfter skulle lige have et velfortjent hvil i markedsteltet over en øl/vand. – Det lugter af røg, sagde én af de frivillige, og det var helt rigtigt. Pølsevognen, som netop var ved at blive gjort klar, stod nemlig i flammer, og der blev slået alarm. Brandmændene fra Østervrå var hurtigt fremme, hvor de kunne konstatere, at de måtte nøjes med at begrænse branden, så der ikke skete yderligere skader på de telte, der stod tæt på den bræwndende vogn. Ingen kom til skade ved branden, og det er lykkedes arrangørerne at få fat i en anden pølsevogn. Foto: Ejvind Pedersenν

Tro, enhed og nordjysk humor

0
Foto: Peter Klarskov

Søndag den 12. juni havde en gruppe nordjyske kirker fælles kirkedag i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing. 

Det blev til en dag, hvor over 250 nordjyske kirkegængere på tværs af generationer og kirkeskel, samledes om to gudstjenester opdelt af fællesspisning og fællesskab på tværs.

Det blev en skøn dag i hjertet af Vendsyssel, hvor over 50 frivillige sørgede for rammerne om en særlig fælles kirkedag med deltagelse fra mere end 10 nordjyske kirker lige fra Thisted til Sæby. 

Børnene havde deres egen gudstjeneste, hvor de selv medvirkede i teater, og efter frokosten havde en spejdergruppe fra Stenum arrangeret aktiviteter for de yngste.

Der er meget at være glade og stolte over i vores landsdel, og på dagen var det tydeligt, at kirkerne ønsker at bakke hinanden op i, på hver sin måde, at være relevant kirke i 2022. Alle pauser i løbet af dagen emmede af hyggelige snakke og en af deltagerne bemærkede, hvordan også vores nordjyske humor binder os sammen. 

En af dagens vigtige pointer blev slået fast af dagens taler, præst og generalsekretær for Frikirkenet, Mikael Wandt Laursen: ”Enhed i og mellem kirkerne er ikke ’nice to have’ men fundamentalt.” 

Kirken i Kulturcenter Vendsyssel takker for en flot søndag i Sæsing og håber på en gentagelse af fælles kirkedag!

Ud med gudstjenesten

0
Rigtig mange havde fundet vej til Østervrå Anlæg på den lidt blæsende sommerdag.

I søndags blev der igen afholdt fælleskirkelig friluftsgudstjeneste i Østervrå Anlæg.

I 2021 blev den afholdt i august og i 2020 slet ikke, men i søndags var den tilbage i sin helt normale form med gudstjeneste og efterfølgende fællesspisning. Det var fælles kræfter der var i gang idet konstitueret sognepræst Kristian Brogaard fra Folkekirken var liturg og Nicklas Risager fra Adventistkirken var  prædikant.

Trosbekendelsen foregik på tegnsprog og det med Helligånden måtte vi lige tage igen, for den var lidt svær og det med Helligånden er lidt svært, sagde Kristian Brogaard. Senere fortalte Kristian Brogaard  om Lykkens Hus og Ulykkens Hus, en kinesisk fortælling om, hvordan man i ulykkens hus sad ved lange borde med lækker mad og sultede fordi spisepindene var en meter lange og man ikke kunne få maden ind i munden. I lykkens hus var scenariet det samme, men her brugte man de lange spisepinde til at give hinanden mad med og var lykkelige.

Skabelsesberetningen var dagens tekst og den havde Nicklas Risager gjort sig nogle tanker om. Bla. at mennesket er skabt i Guds billede og dermed ER kærlighed og at efter at mennesket var skabt var det hviledag. Altså at vi starter med en hviledag. Han opfordrede os alle til at tage to fridage. Bruge den ene på at pleje vores ego og gøre alt godt for os selv og bruge den næste på at gøre noget godt for andre og derefter evaluere, hvilken dag, der havde  været bedst – helt i tråd med lykkens hus og ulykkens hus.

Adventistkirkens kor med­virkede af to omgange og der var naturligvis fællessang accompagneret af Freja Würtz på klaver og Aske Stubkjær Madsen på trommer mens Beat4You stod for lyd.

Efter gudstjenesten var der som sædvanlig dejlig aftensmad, kylling og pølser på grillen med en dejlig kartoffelsalat og linsesalat. 

Der var mulighed for at besigtige PixelArt-bussen som holdt i nærheden i dagens anledning og de yngste kunne brænde krudt af på den opstillede hoppepude og på legepladsen.

Vejret holdt tørt, dog lidt køligt og blæsende, men fremmødet var stort og det var en rigtig god dag.

Donation fra Sparekassen Sæbys Fond

0

Lasse Stidsborg fra Sparekassen Sæbys Fond overrakte forleden en donation på 37.783 kr. til Hyggeholdet på Dybvad Ældrecenter. Beløbet skulle bruges til anskaffelse af en kørestol med hjælpemotor.

Aktivitetsleder Elsebeth Larsen takkede på Hyggeholdet, Aktivitetscentret og Ældrecentrets vegne for den flotte donation og herefter blev Gerda Sørensen, der bor på Ældrecentret, kørt ind i den nye kørestol med flag i hånden, så alle kunne se den i brug.

Det var Hyggeholdet, der havde søgt og fået det flotte beløb til køb af kørestolen og det blev fejret af beboere, personale og Hyggeholdet med kaffe og nybagte boller og hjemmelavet kransekagekonfekt og et iskoldt glas Asti og så blev der hygget og snakket – bl.a. om, hvor god sådan en kørestol med hjælpemotor er, hvis en beboer skal køres i lægehus eller til ture rundt i byen eller ned i Søparken med en beboer og der er mange flere muligheder.

Det skal lige nævnes, at ovennævnte fond ikke giver til noget i kommunalt regi – her var det således Hyggeholdet, der havde søgt om beløbet, fordi de har meget brug for en sådan kørestol for at gøre det lettere at køre en tur med beboerne.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Stor spænding før sidste runde

0

Flauenskjold Idrætsforenings seniorhold har meget at spille for i den sidste runde af forårsæsonen. Der venter således spændende kampe for såvel 1. holdet i serie 2 samt for de to serie 4 hold i forårets sidste kampe.

Herre serie 2:
1. holdet i serie 2 kan således med en sejr i sidste runde over Sulsted sikre sig en hurtig tilbagevenden til serie 1.

Efter tre sejre i streg, blev det søndag til et nederlag på 1-0 på udebane mod Skibsby-Højene. Værterne scorede sejrsmålet to minutter før tid.

Før sidste runde topper Sulsted rækken med 27 point mens Flauenskjold og Skibsby-Højene følger lige efter med henholdsvis 26 og 25 point.

Herre serie 4,1:
2. holdet i serie 4 har spillet to kampe i ugens løb. Tirsdag blev det til en 4-3 sejr på hjemmebane over Sæby. Målscorere var Jonas Thomsen med to mål samt Sune Falden og Elias Rosenkilde.

Lørdag vandt man med 2-1 på udebane over Jerup/Ålbæk på mål af Elias Rosenkilde og Kasper Brogaard.

Bangsbo, FC Vakok og Flauenskjold topper rækken alle med 28 points. Og netop Bangsbo kommer på besøg i Flauenskjold på fredag. Med en sejr er Flauenskjold sikret minimum en 2. plads der giver kvalifikationskampe til serie 3.

Herre serie 4,2:
Efter sidste weekends store nederlag på hele 13-0 til Dybvad/Hørbys bedste hold, slap 3. holdet lidt bedre fra mødet med Syvsten, der dog kunne drage hjem med en sejr på 5-0. 

Holdet har i den grad været mærket af en del afbud og skader på 1. og 2. holdet.

På trods af de store nederlag i de sidste par kampe har holdet dog mulighed for at forblive i serie 4. Det kræver dog en sejr i sæsonens sidste kamp på torsdag på hjemmebane mod Thorshøj.

Der skal iøvrigt lyde et stort tillykke til Dybvad/Hørby med oprykningen til serie 3.

Herre serie 5:
4. holdet i serie 5 tabte lørdagens udekamp i Klokkerholm med cifrene 4-1. Målscorer var Ramzani Rashidi.

Søndag kommer Dybvad/Hørby på besøg til forårets sidste kamp.

Kvinder serie 2:
Klubbens damehold vandt tirsdag på udebane med 5-1 over Thise.

Målscorere var Frida Stüker med 4 mål samt Lærke Hørbye Christiansen med et enkelt.

Lørdag spiller holdet sidste kamp i foråret på hjemmebane mod Fortuna Hjørring.

IS

Thorshøj fester i flere dage

0

Idrætsuge: 17. til 26. juni på Thorshøj Stadion
Den traditionsrige idrætsuge er tilbage i Try Thorshøj Boldklub med sport, familieunderholdning og lokalrevy, men også et par nyheder har sneget sig ind i dette års program. 

MINI CAMP er et af de nye tiltag tilrettelagt i samarbejde med Thorshøj Gl. Skole. En aktivitetsdag lørdag den 18. juni for børn fra 8 år, som kan se frem til bl.a. special- og motoriktræning, og for de yngste bliver der også en skattejagt. Opgaven er placeret i de bedste hænder hos Pauli Thomsen og Geir Kåsa, så der er helt sikkert lagt op til en spændende og udfordrende dag. 

Thorshøj Gl. Skole har også meldt sig på banen til årets aktiviteter. Seniorholdet rykker nemlig sin træning ud på stadion tirsdag formiddag den 21. juni, og her kan alle, der har lyst, komme og være med. Tirsdag aften er det holdet med Cirkeltræning, der inviterer alle interesserede til en prøvetime, når de træner udendørs. 

Det er også den gamle skole, der mandag formiddag arrangerer ’Thorshøj Games’ for børnene i Thorshøj Idrætsbørnehus. 

Memory Lane
Mandag aften den 20. juni tager Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager tilhørerne med ned ad Memory Lane. Turen er en fortsættelse af den byvandring, som blev indledt i 2019, men ikke nåede at blive færdig. Vandringen bliver ’kun’ til det store markedstelt på stadion, hvor Vivi vil fortælle og vise billeder fra ’de gode gamle dage’. 

Fodbold, familiesjov og Skt. Hans
16 firmafodboldhold fordelt i fire puljer indleder idrætsugen fredag den 17. juni, og alle opfordres til at komme og heppe på deres favorit. Søndag den 19. juni er der stort ungdomsfodboldstævne, og tirsdag den 21. juni går det løs med kampe i dame- og herreseniorfodbold.

Onsdag den 22. juni er der Familieaften i teltet, som bl.a. også byder på fællesspisning for hele familien, og her er det nødvendigt at melde sig til på forhånd.  

Sct. Hans aften den 23. juni indledes med fællesspisning, og her kan man bestille en god gang hjemmelavet mad. Årets båltale er lagt i hænderne på leder af Thorshøj Idrætsbørnehus Kim Skriver.

Ugens højdepunkt
Den travle uge slutter med et brag af en fest og det, der hos arrangørerne karakteriseres som årets højdepunkt lørdagens revyfest i det stor markedstelt. Revyholdet lover, at de har lagt sig i selen, og været vidt omkring i deres jagt på gode ’ofre’ til årets sketches og sange. Fredag den 24. juni er der generalprøve, og søndag den 26. juni er er dømt afslapning og reparation efter festen. 

På pladsen er der hele ugen stor tombola og boder med salg af øl, vand, pølser, is og slik. Se annonce side 19.

ÅB

Arkivfoto: Ejvind Pedersen