Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Velbesøgt generalforsamling

Da der forleden blev afholdt ordinær generalforsamling i Købmandsgruppen Flauenskjold Amba, kunne formand Poul Lyhne, med glæde, byde velkommen til hele 42 andelshavere i Flauenskjold Hallens Cafeteria.

Til ordstyrer valgtes Torben Larsen, der kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig varslet, og dermed beslutningsdygtig.

Formand Poul Lyhne fremlagde bestyrelsens beretning, der bl.a. indeholdt en opremsning af de forbedringer der var lavet i butikken i årets løb.

Herudover kunne formanden konstatere at nok løber købmandsbutikken rundt, men opforderede samtidig byens borgere til fortsat at bakke op om butikken og handle lokalt. Hvorvidt der er sorte tal på bundlinjen eller ej balancerer hele tiden på et knivsæg i dagligvarebranchen.

Byen er i en positiv udvikling med tilflytning af mange børnefamilier, hertil kommer at foreningslivet igen er kommet i gang, og man håber derfor at dette vil være med til at øge omsætningen.

Formanden rettede en tak til såvel Trine, der bestyrer butikken samt til Aksel og Hanne for det store arbejde med vareudbringning. Endvidere takkede han bestyrelsen og øvrige frivillige, der yder en stor indsats for at vi fortsat kan have en god og velfungerende butik.

I Dagrofas fravær var det ligeledes Poul Lyhne der fremlagde det reviderede regnskab, der udviste et overskud på kr. 86.000, hvilket er en forbedring i forhold til 2020. Bestyrelsen betegnede regnskabet som tilfredsstillende.

I forlængelse af regnskabsfremlæggelsen kunne bestyrelsen endvidere berette om at der arbejdes med tegning af nye andelsbeviser, og der lød en opfordring til de nuværende andelshavere om at fortælle den gode historie om Min Købmand, og derved være medvirkende til at ”hverve” nye andelshavere.

I forbindelse med byskønnelsesprojektet har bestyrelsen bedt KFI om en kundeanalyse. Denne viste at en mulig omsætning for butikken er lig med den allerede opnåede omsætning. Der arbejdes derfor videre med en mulig udvidelse af butiksarealet.

Købmandsbutikkens udenomsarealer indgår endvidere i byforskønnelsen.

Revisionsfirmaet BDO blev genvalgt som revisor.

Der var indkommet forslag om opsætning af en lyn elstander ved butikken.

Poul Lyhne, Kaj Pedersen og Anette Larsen genvalgtes til bestyrelsen. Jette Svenningsen ønskede at udtræde og i stedet er suppleant Jette Madsen indtrådt i bestyrelsen. Lis Olesen blev nyvalgt som suppeant.

Herefter sluttede generalforsamlingen i god ro og orden.

Tekst og foto: IS

Populære artikler