ØVIs Venner har købt ekstra pølser

Midsommerfesten ved Gjersholt Sø har igen kompetente folk fra ØVIs Venner til at stå for forsyninger af drikkevarer og grillpølser. Venner glæder sig og er klar til at servicere lige så mange gæster i år, og gerne flere end de 700, der deltog sidste år.
Bestyrelsen i ØVIs Venner melder sig klar til opgaven, og har sørget for at der er fyldt godt op på alle hylder. De to ’Pølsevenner’ og grillmestre Palle Thomsen og Brian Mathiasen melder sig også klar til en ny tørn.
I 2021 sagde ØVIs Venner ja til at påtage sig opgaven med forplejning i forbindelse med den første Midsommerfest ved Gjersholt Sø, og bestyrelsen vil da også godt indrømme, at arrangementet blev imødeset med meget stor spænding. – Vi havde jo slet ingen fornemmelse af, hvor mange mennesker, der ville komme, fortæller Charlotte Dahl Albertsen og Kristine Kragkær Wadsholt fra bestyrelsen, oveni var der jo også stadig alle restriktionerne i forbindelse med corona, og de ændrede sig lige til det sidste.
Der blev købt godt ind af både grillpølser, brød, tilbehør og drikkevarer, ligesom der var sat godt med mandskab på til at passe de to salgsboder. – I begyndelsen var der meget stille, og vi var på nippet til at tro, det godt kunne blive en lang aften, men det blev hurtigt ændret, husker Charlotte og Kristine, vi fik rigeligt at se til med stor søgning til både drikkevarer og pølser. Det blev faktisk lidt nervepirrende til sidst, for vi havde kun én pølse tilbage, da vi lukkede ned, griner Charlotte og Kristine, så derfor har vi også købt ekstra godt med store grillpølser i år, for at være sikre på, at vi har nok.
Glæder sig
Det betyder rigtig meget for ØVIs Venner at få sådan en opgave, idet aftenens fortjeneste går til ungdomsarbejdet i Østervrå Idrætsforening. – Vi glæder os rigtig meget, og håber selvfølgelig, at vores beregninger rammer rigtigt, og så håber vi da også, at det bliver lige så godt vejr, som det var sidste år, lyder det fra de to venner.
Arrangørerne Lone og Rasmus Haugaard håber også på godt vejr, men i tilfælde af dårligt vejr, er der mulighed for at rykke ind i gårdens store gamle lade på næsten 1.000 kvm., der kan rumme både scenen med Anne Linnet, båltaler Kaare Dybvad Bek og forhåbentlig rigtig mange gæster.
ÅB