Home Blog Page 211

ØVI badminton: Hyggeligt ministævne i trygge rammer

0

Østervrå If’s badmintonafdeling afviklede lørdag et hyggeligt lille ’Ministævne’, hvor især nybegyndere og let øvede kunne få lov til at gøre sig erfaringer. 

Flere af klubbens medlemmer havde efterspurgt muligheden for at komme ud og spille kampe, og det ønske havde bestyrelsen imødekommet i lørdags med et lille lokalt ’Ministævne’. – Vi har sendt invitationer ud til en hel del klubber, og vi havde nok håbet på lidt flere positive tilbagemeldinger, end dem vi har fået, men vi har valgt at gennemføre med det antal spillere, der var tilmeldt, fortæller bestyrelsesmedlem Sandra Engelbrecht Kiel. Stævnet var ikke pointgivende, og måske er det noget af årsagen til den beskedne tilmelding. 

Til gengæld blev der spillet godt igennem i de mange kampe, hvor spillerne var opdelt i fem puljer efter deres individuelle niveau. Stævnet havde bl.a. 11 nybegyndere fordelt på tre puljer, med 2-3 kampe til hver spiller. 

Forældre bakkede op om stævne som pointtællere, kagebagere og cafeteriavagter, mens andre bakkede op fra tilskuerpladserne. Stævnet sluttede med medaljeoverrækkelse til puljevinderne. 

Alle kan være med
ØVI Badminton har oplevet fin fremgang på medlemssiden i den seneste og nuværende sæson, og det er en positiv tendens, som bestyrelsen hilser meget velkommen. – Vi synes selv, at vi har fået skabt et tilbud, hvor alle kan være med, også selv om vi har samlet alle spillere på ét hold, forklarer Sandra Engelbrecht Kiel, vi satser på, at det skal være hyggeligt at gå til badminton, og vi disker gerne op med en gang ’Høvdingebold’ til en træning, hvis spillerne er mere stemt for det. Det primære er, at vores medlemmer skal have lov til at slå med en ketsjer, og hvis de efterspørger mere konkrete teknikker, forsøger vi også at hjælpe med det. Det er også frit, om man vil træne én eller to gange om ugen, så vi tilbyder stadig træning både mandag og fredag. 

Vi har lige p.t. ikke planer om at hyre en træner til den kommende sæson, i stedet sender vi vores nuværende træner Brian Andersen (formand) og to hjælpetrænere på kursus, så de kan komme hjem med en masse god viden. 

Vi regner da også med, at vi fremover vil forsøge os med flere lokale ministævner og så håbe på, at flere får lyst til at komme på besøg, slutter Sandra Engelbrecht Kiel. 

ÅB

“Stemmer under overfladen” er smuk magi og alvorlige skyggesider

0

PixlArt: præsenterer udstilling af den prisvindende fotograf Nanna Kreutzmanns 

’At komme ind i dette rum, er som at komme ind i en vægtløs og magisk – nærmest overjordisk virkelighed.

…eller måske mere præcist en undersøisk virkelighed – som bevæger sig mellem det magiske og netop det virkelige. – Uden at det er lige til at definere, hvad der er hvad. Hvad der hører til den virkelige verden og hvad, der er ren magi.’

Citatet er fra indledningen i byrådsmedlem Lone Haugaards åbningstale i forbindelse med fernisering hos PixlArt af fotograf Nanna Kreutzmanns udstilling ’Stemmer under Overfladen’.

Ordene er meget velvalgte, for efterhånden kender vi de gode folk hos PixlArt rigtig godt, når en ny udstilling skal præsenteres – de går hele vejen – også denne gang. Det er nok ikke for meget at sige, at publikum bliver lidt overrasket, når de træder ind i den store udstillingshal, og her må indstille synet til at fokusere i et kæmpe blåt univers – som at være under havets overflade. Helt bevidst valgt, for vi er netop under havet med Nanna Kreutzmanns fantastiske billeder, hvor hun vil vise, hvilket vidunder verden har skabt til os under overfladen, og det blå univers får i den grad Nannas billeder til at fremstå smukkere, mere dramatiske og tankevækkende.

Billederne er taget under vand, helt ned til 30-40 meter og vel at mærke uden hjælpeudstyr eller ilt. 

”For mig er det tæt på at være magi, når kunstneren, Nanna Kreutzmann, som fridykker, altså uden at medbringe anden ilt end den, hun kan have i lungerne, kan dykke 30/40 meter ned under havets overflade og opholde sig der, mens hun laver sine smukke, dramatiske, eventyrlige og tankevækkende billeder. 

Det kræver selvsagt både et stort kunstnerisk talent, og evnen til at planlægge og få alle detaljer til at være til stede på en gang i et fremmed og livsfarligt element. Udførelsen kræver selvsagt en fysik og kropskontrol, som står mål med de fremmeste topatleter.”, konstaterede Lone Haugaard.

Citater og film
I den lille udstillingshal fortsætter præsentationen af Nannas billeder, og til at understøtte dem, er der på hele den ene endevæg opsat citater af Nanna Kreutzmann, der forklarer om hendes arbejde, og hvad hun håber at opnå med sine billeder. 

De mange citater kan så yderligere suppleres med dokumentarfilmen ’Under havet’ der portrættere, hvordan Nanna Kreutzmann efter mange år med krig, naturkatastrofer og blodige revolutioner verden over gør op med sit tidligere liv som fotojournalist – og nu kæmper med at genfinde sin indre ro under havets overflade.  

Nanna Kreutzmann fortalte selv lidt om, hvordan hun er gået sine egne veje i et liv som freelance og nomade med sin store lidenskab for havet og foto. På sine rejser rundt til alverdens oceaner, skildrer hun vilkårene for både mennesker og havets dyr – magien, men også skyggesiderne, som f.eks. forurening. 

– Det er en givende verden, selv om den ofte også er udfordrende, men jeg håber, at I kan se min store kærlighed til havet skinne igennem i billederne, sluttede fotografen. 

Formanden for PixlArt Tao Lytzen var både stolt og glad over, at Nanna havde sagt ja til at udstille hos PixlArt. – Det er vist næsten 2½ år siden, vi kontaktede dig første gang, og heldigvis sagde du uden tøven ja, fortalte formanden. PixlArt er rigtig glad for igen at kunne åbne for et fuldt program for hele året indledende med en fysisk udstilling i foreningens hovedbase galleriet på Liljevej i Østervrå. – Det er korrekt, at der har været lidt stille på den front, men i stedet for har vi haft gang i mange andre projekter udenfor huset, især har vi forfulgt muligheder for at lave noget, der også involverer andre aktører. 

Udstillingen hos PixlArt holder åbent i weekenderne frem til og med 7. maj, og derudover har PixlArt planlagt flere initiativer tilknyttet udstillingen. Bl.a. vil Nanna Kreutzmanns billeder i påsken blive anvendt ved en popup-udstilling projekteret på de høje klitter ved Nr. Lyngby. 

ÅB

Eventyrlige Cirkus Trapez er tilbage i Østervrå

0

Uge 8: cirkus og Pool Party i Østervrå Idræts- og Kulturcenter
Hele familien kan glæde sig til et festligt gensyn med det eventyrlige og børnevenlige Cirkus Trapez, som torsdag den 23. februar er tilbage i Østervrå med en ny og magisk forestilling. Vinterferien byder også på musik, fest, farver og en masse sjov og ballade, når svømmehallen inviterer til to gange Pool Party tirsdag den 21. februar. 

Glæd dig til at opleve en helt ny og magisk forestilling, når Cirkus Trapez for anden gang ruller hele cirkusmanegen ind i idrætscentret. Fra første parket kan selv familiens yngste opleve et hæsblæsende program med fantastisk akrobatik, flot jonglering, forrygende luftnumre og seje tricks, som bliver fremført i selskab med en masse søde husdyr, og selvfølgelig bliver der masser af grin, når klovnene laver sjov og ballade – en ægte cirkusforestilling, der henvender sig til familiemedlemmer i alle aldre. 

Det hele bliver kædet sammen af en ægte cirkusprinsesse, Isabella Enoch, der i rollen som sprechstallmeister, lader sin store erfaring og et helt liv i cirkusverdenen skinne tydeligt igennem i hele forestillingen. 

To Pool Party
Elsker du vand, og er du vild med fed musik, fest, farver og en masse sjov og ballade, lyder spørgsmålet fra Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Så kan du godt finde badetøjet frem, når idrætscentret gentager sidste års succes med Pool Party i Vinterferien. 

I to afdelinger kan børn og unge frit boltre sig i det våde element, mens diskotek Beat4You spiller tidens mest hotte musik. Baren er åben hele aften og godt forsynet med slush-ice, chips og slik. Aldersgruppen fra 5-9 år fester fra sidst på eftermiddagen og bagefter er det de 10-16-åriges tur til at springe i vandet.

Hele aftenen vil en hær af voksne fra idrætscentrets bestyrelse sørge for, at aftenen forløber sikkert og godt. 

ÅB

Flot placering til Flauenskjold Skole

0

Da borgerne i Flauenskjold forleden fik dumpet en avis i postkassen, var der nok mange der, som avisens udsendte, tænkte at det var en reklame for Jyllands-Posten.

Det viste sig imidlertid at være en rigtig flot og gennemarbejdet skoleavis produceret af 6. klasse på Flauenskjold Skole.

Den årlige aviskonkurrence som Flauenskjold har haft tradition for at deltage i foregår nu i samarbejde med Jyllands-Posten, hvorfor layoutet naturligt nok tager sig virkelig professionelt ud.

Flauenskjold elevernes flotte avis faldt da også i dommernes smag, og forleden kunne skolen offentliggøre at 6. klasse fra Flauenskjold havde opnået en fornem 2. plads i den landsdækkende konkurrence, hvor der deltag hele 350 andre 6. og 7. klasser fra hele landet.

Det blev naturligvis fejret med kage og sodavand til hele klassen.

IS ν

Foto: Privat

Håndboldresultater i Flauenskjold Hallen

0

Søndag den 12. februar
U13 Piger:
Flauenskjold-Hjallerup 4-10
Mål: Kimmi 3
Elisa 1

U15 Drenge A:
Sæby/Flauenskjold-Hjallerup 19-16
Mål: Micha 6
Jacob R. 5
Casper 4
Rasmus 3
Malthe 1

U15 Drenge B:
Sæby/Flauenskjold-Hirtshals 11-15
Mål: Rasmus 5
Emil 2
Malthe J. 2
Lukas O. C. 1
Kasper 1

IS

Konfirmander gav den gas til gospelfest i Østervrå Kirke

0

27 konfirmander fra Torslev og Hørby-Dybvad Skoler gav den fuld gas til årets Konfirmandgospel i Østervrå Kirke. Eleverne havde i løbet af dagen deltaget i en workshop sammen med Joa­kim Hejslet Jørgensen og de to præster Mette Volsgaard og Kristian Brogaard. 

Årets konfirmander er på vej ind i den sidste tredjedel af deres konfirmationsforberedelse. Onsdag var eleverne fra Torslev og Hørby-Dybvadskoler samlet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter for at forberede sig til årets Konfirmandgospel. Antallet af konfirmander er ikke så stort i år, så derfor havde de to sognepræster og menighedsrådene valgt at gå sammen om at lave en fælles gospelkoncert. – Vi har haft Konfirmandgospel i 10 år inden corona satte en stopper for det, så vi glæder os til at komme i gang igen, fortalte sognepræst Mette Volsgaard.

I Torslev- og Østervrå Sogne har gospelkoncerten været en tradition i mange år. – Det er første gang for mig her i pastoratet, men jeg har tidligere arbejdet sammen med Joakim Hejslet, og jeg glæde mig helt vildt, forklarede sognepræst Kristian Brogaard. 

Konfirmanderne mødte ind til franskbrød og orientering om dagens forløb, og de fleste var ret spændte på, hvad de skulle lave. At være i konfirmationsalderen kan jo godt være en tid, hvor meget er pinligt og ret grænseoverskridende f.eks. at skulle synge overfor et publikum – i det hele taget at skulle synge, det var måske ikke lige dagens ønskeemne. – Det kan godt være, at konfirmanderne kan føle, at det er pinligt, men vi indleder med at lave nogle lege sammen, og så finder de helt sikkert ud af, at hvis man er sammen og beder og det samme, så er det slet ikke spor pinligt, forklarede de to præster, som begge er bevidste om, at det måske er sidste gang, de kommer til at holde konfirmation på bededag. 

Udover at synge, skulle konfirmanderne også skrive en lille bøn, som kunne handle om de nære, personlige ting eller om noget større som f.eks. den aktuelle situation i samfundet eller i verdenen. 

Dagens første krav til eleverne var, at de skulle parkerer deres mobiltelefoner, og da det var gjort, blev der pludselig en livlig indbyrdes snak. 

Konfirmandgospel er tilrettelagt i samarbejde med menighedsrådene, og herfra var begejstringen også stor. Menighedsrådet ser hvert år frem til Konfirmandgospel. – Det er altid en fantastisk aften, hvor konfirmanderne sammen med Joakim Hejslet og band altid gør det super godt, lød det fra menighedsrådsmedlem Birthe Løgtved, som havde påtaget sig opgaven med forplejningen før og under workshoppen. 

Familie og andet godtfolk
Onsdag aften kunne familien og andet godtfolk opleve resultatet af dagens anstrengelser, og mon ikke de blev blæst tilbage i kirkebænkene – altså på den gode måde. De unge mennesker og Joakim Hejslet med band gav den nemlig gas med både sang, dansetrin og andre moves (bevægelser). Pist væk var alle de sommerfugle, som havde flakset rundt i de unge mennesker, og erstattet med stort engagement og indlevelse. Tilhørerne var hurtige til at tage del i festen, trods det, at der også skulle være plads til at lade ”mobilos” forevige alle højdepunkterne. 

I en god times tid blev der klappet, trampet og lavet bølgende armbevægelser til i alt 10 glade og rytmiske sange, som de unge havde nået at lære i løbet af workshoppen. Undervejs blev der også plads til en enkelt lille solosang, fællesang med hele kirken og et indslag fra bandet. 

Sognepræst Kristian Brogaard talte om, at det er vigtigt at have hjerne med, men der skal også være plads til hjertet og følelserne.– Plads til at slippe lys og glæde ind, selvom vi lever i en svær tid, lød opfordringen. 

En fælles bøn
Æren af at læse konfirmandernes fællesbøn op tilfaldt sognepræst Mette Volgaard, og det var tydeligt, at de unge mennesker har meget godt fat i, hvor der er behov for ekstra opmærksomhed. I bønnen bad konfirmanderne bl.a. om: at alle mennesker får et godt liv, hjælp til teenagere med ondt psyken, at knække cancer, et bedre klima, børn i Afrika, afskaffe fattigdom, hjælp til ofrene i Ukraine og Tyrkiet, at det rigtige hold må vinde Premier League og om kortere skoledage. 

Konfirmander og musikere sluttede aftenen af med en helt særlig udgave af Trosbekendelsen i en lidt omskrevet version tilsat rap. 

ÅB

Brand i Hørby

0

Beredskabet fra Østervrå, Sæby og Frederikshavn blev lørdag aften kl. 23.26 kaldt til villabrand på Enebærvej i Hørby. Beboeren lå og sov, og da han blev vækket af sin hund, var huset fyldt med røg. Beboeren havde reddet sig selv ud, inden redningsmandskabet nåede frem. Huset har taget voldsomt skade, da der var ild både kælder og stueetage. Manden blev med ambulance kørt på sygehuset til tjek for røgforgiftning. Det er uvist hvordan branden er opstod. Fotos: Ejvind Pedersen, 112-nord

Den store strid og sundheds­kampagne i Jerslev

0

Den 23., 24., 25. og 26. februar får Jerslev Adventistkirke besøg af Lasse Finker som vil holde en foredragsrække i Jerslev Forsamlingshus. 

Vi mener vi har et meget vigtigt og relevant budskab som vi ønsker at gøre kendt, fortæller arrangørerne. Mange mennesker i alle aldersgrupper er i dag bekymrede for pandemier, kendte og ukendte sygdomme og vi er meget ængstelige for udviklingen det sidste år. Vi og verden er pludselig kommet i krig, Rusland giver ingen tegn på at slutte krigen det truer med at eskalere, måske atomtrussel. 

Lasse Flinker, som er en særdeles erfaren bibelfortolker, vil på en entusiastisk måde forklare os hvordan Gud i Bibelen har forudsagt tilstandene på jorden i dag og ikke mindst hvad fremtiden vil bringe, så når vi ved hvad der kommer til at ske og vi ved, hvordan vi skal forholde os til det, vil vi få bedre fred og bedre psykisk sundhed. Efter møderne vil der blive anledning til at stille spørgsmål.

Sundhed
Danmark har stor mængde af lidelser og sygdom af mange forskellige arter. Ca 80% af indlagte på sygehusene er der pga livsstilssygdomme, det vi spiser, er det som gør os syge. Plantebaseret mad og drikke giver os optimal livskvalitet og kan lindre og helbrede f.eks. højt blodtryk, hjertekar sygdomme, diabetes 2, allergier, gigt, astma og er særdeles forebyggende i flg nye studier, på kræft, Alzheimer ja, er faktisk gunstig virkende på næsten alle sygdomme.

Mange mennesker ønsker i dag at æde og drikke som de vil og så tage en pille for at fjerne ubehag og symptomer, men heldigvis er der også mange som tænker mere og mere over, hvad de putter ind i kroppen. Vores nye bil er vi jo meget nøje med at give rigtig behandling og drivstoffer, så hvorfor ikke også kroppen.

Hvis nu en person er i­ndstillet af lægen til en ballonudvidelse eller bypass operation af kranspulsårerne i hjertet pga ind­snævring/åreforkalkning, hvis vedkommende virkelig ønsker helbredelse er der kun én optimal vej, nemlig øjeblikkeligt at starte en diætperiode med at indtage kun vegansk, sukkerfri føde, drikke vand, og så forsigtig brug af planteolier + en halv times motion 5 dage om ugen, så vil kolesterol indholdet i blodet allerede efter 10 dage, i langt de fleste tilfælde, være næsten halveret, efter bare 3 uger vil hjertemuskulaturen og kranspulsårerne næsten fungere som normalt, allerede efter 3 mdr vil en del have helt rene blodårer fri for kalk- / kolesterolaflejringer i blodårerne. 

Hvordan kan det ske? Jo, det er kun kolesterol i animalsk mad og fedt, mælkefedt og svinefedt er de største syndere, så når tilførslen stopper begynder kroppen at producere sin egen medicin for helbredelse. Hvem er villig til at prøve, der er ingen hjertemedicin eller operationer som kan matche en sådan helbredelse.

Vi vil have en sundhedsudstilling med otte sundhedsnøgler, henvise til madbutikkernes mange veganske mad produkter, der findes mange veganske kogebøger. Vi deler brochurer ud til et livsstilcenter i Kongsberg i Norge som har givet mange, mange mennesker lindring og helbredelser i over 30 år bare med plantebaseret kost, fortæller arrangørerne.

Lasse Flinker er 34 år, uddannet webudvikler, gift med Sandy og bosiddende på midtsjælland og tager altså turen til nordjylland for at undervise de fire aftener for alle interesserede.

Alle aftener er alle velkomne og der vil være gratis kaffe, te og kakao.

Kendte tekster fik gang i sangstemmerne

0

Det var populære og kendte tekster, der blev disket op med forleden aften, hvor De Frivillige havde arrangeret musik- og sangaften for beboerne på Østervrå  Ældrecenter, og det fik for alvor gang i sangstemmerne.

Der blev rent ud sagt sunget med af fuld hals, og det fik uden tvivl aftenens musikalske gæster fra Tårs Lendum Harmonikaklub til at give den en ekstra tand. Repertoiret var nogle af de gamle kendte tekster med bl.a. ’Bjørnen sover, Barndomstiden, Pigen og Søndenvinden, Jeg tager aldrig på valsen igen, vendelbosangen’ m.fl.

Doris Nielsen fra De Frivillige havde endnu en gang taget sine musikalske venner med, og de fordeler sig med fem M/K’er på fire harmonikaer og en trommeslager. 

Sang- og musikaftenerne er særdeles populære, og der var da også denne gang stor rift om stolene i opholdsstuen på centrets 1. sal. 

Det er nødvendigt at smøre så ivrige sangestemmer, og det blev der gjort midtvejs, hvor alle nød kaffe og hjemmelavet æblekage. 

ÅB

LAN-Party er tilbage i Østervrå

0

To døgn med LAN-party indleder vinterferien i Østervrå. Deltagerne kan glæde sig til masser af computergaming og konkurrencer med fede præmier. 

Østervrå IF inviterer igen til computer-gaming i Øster­vrå Kulturhus, hvor deltagerne kan vælge mellem et eller to døgn bag skærmen fra fredag den 17. februar til søndag den 19. februar. 

Gamerfesten har været udfordret af coronaen, men vender nu tilbage med fuld power.   – Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang igen. Vores grej er optimeret, så vi forventer, at det hele kommer til at køre rigtig godt. fortæller Morten Rasmussen. Vi har igen oplevet en stor opbakning fra vore sponsorer, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Det betyder bl.a., at der også denne gang er en T-shirt til hver deltager, dog ikke til dem, der melder sig i sidste øjeblik. 

Pakket program
Arbejdsgruppe bag Østervrå LAN har igen lagt sig i selen for at lave et bredt og varieret program. Deltagerne spiller spil efter eget valg, men der er også tilrettelagte turneringer med chance for at vinde pokaler og medaljer. – Vi har lagt et tæt pakket turneringsprogram bl.a. med flere konkurrencer og større præmier, lover Morten

To valgmuligheder
Deltagerne kan altså vælge mellem to typer billetter. Light Gamer – ét døgn til dem, der måske er forholdsvis nybegyndere eller prøver LAN for første gang, og Hardcore Gamer – to døgn til dem, der bare slet ikke kan få nok. Med i prisen får deltagerne en god forplejning, og de kan selv tage ekstra guf med eller købe på stedet. – Er der behov for en lille hvilepause, er det muligt i det fælles soveareal, hvor der vil være en gangvagt, der sikrer ro og orden i løbet af natten, lover Morten Rasmussen, som dog har et kæmpe hjertesuk. Vi er desværre ikke så mange tilbage i arbejdsgruppen, og vi har virkelig hårdt brug for hjælp til at afvikle festen. 

ÅB