
To døgn med LAN-party indleder vinterferien i Østervrå. Deltagerne kan glæde sig til masser af computergaming og konkurrencer med fede præmier.
Østervrå IF inviterer igen til computer-gaming i Østervrå Kulturhus, hvor deltagerne kan vælge mellem et eller to døgn bag skærmen fra fredag den 17. februar til søndag den 19. februar.
Gamerfesten har været udfordret af coronaen, men vender nu tilbage med fuld power. – Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang igen. Vores grej er optimeret, så vi forventer, at det hele kommer til at køre rigtig godt. fortæller Morten Rasmussen. Vi har igen oplevet en stor opbakning fra vore sponsorer, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Det betyder bl.a., at der også denne gang er en T-shirt til hver deltager, dog ikke til dem, der melder sig i sidste øjeblik.
Pakket program
Arbejdsgruppe bag Østervrå LAN har igen lagt sig i selen for at lave et bredt og varieret program. Deltagerne spiller spil efter eget valg, men der er også tilrettelagte turneringer med chance for at vinde pokaler og medaljer. – Vi har lagt et tæt pakket turneringsprogram bl.a. med flere konkurrencer og større præmier, lover Morten
To valgmuligheder
Deltagerne kan altså vælge mellem to typer billetter. Light Gamer – ét døgn til dem, der måske er forholdsvis nybegyndere eller prøver LAN for første gang, og Hardcore Gamer – to døgn til dem, der bare slet ikke kan få nok. Med i prisen får deltagerne en god forplejning, og de kan selv tage ekstra guf med eller købe på stedet. – Er der behov for en lille hvilepause, er det muligt i det fælles soveareal, hvor der vil være en gangvagt, der sikrer ro og orden i løbet af natten, lover Morten Rasmussen, som dog har et kæmpe hjertesuk. Vi er desværre ikke så mange tilbage i arbejdsgruppen, og vi har virkelig hårdt brug for hjælp til at afvikle festen.
ÅB




