Home Blog Page 212

Den 30. Frønse Cup kom sikkert i mål

0

Det store ungdomsfodboldstævne fik igen en rigtig fin afvikling, der forløb lige efter programmet. 80 hold med pige- og drengespillere i rækkerne fra U7-U15 har hen over to weekends boltret sig lystigt med den runde fodbold. 

Frønse Cup forløb helt efter planen, også fordi alle hold mødte op til tiden, og det giver naturligvis stor tilfredshed hos arrangørerne, som kan se tilbage på god opbakning hele vejen rundt.

ØVI havde selv hold med i de fleste rækker, og der var også flot fremmøde af tilskuere med god og fair opbakning under kampene. – Vi har fået flere positive tilkendegivelser fra deltagerne om stævnet, og vi er også virkelig glade for den gode opbakning, vi har haft fra frivillige, som har løst opgaver med tidtagning, stævneledelse og ikke mindst i cafeteriaet, hvor der begge weekender har været rigtig godt salg, fortæller Anette Elbæk Andersen fra ØVI fodbold, og vi er klar til en ny Frønse Cup i 2024, hvor vi håber på endnu flere deltagere.  

En helt særlig tjans – nemlig at være ’ben og arme’ i Frønse, er også blevet løst af frivillige. Spar Nords maskot Frønse er en rigtig populær gæst, når han dukker op for at overrække medaljer til spillere i de yngste rækker, og bagefter drysser rundhåndet ud af søde sager. 

Resultater med placering 1. 2. og 3. pladser:
Lørdag den 28. januar: U8 drenge p. 1-2: Tårs, ØVI 2, Bangsbo og Sæby. U8 drenge p 3: Klokkerholm, ØVI og SHI 3. U10 drenge: PV Sport 81, FFI 3 og FFI 1. U12 drenge: Sæby 2, Sæby 1 og ØVI 1. 

Søndag den 29. januar: U14 drenge: Klokkerholm, Voerså og SHI. U14/15 piger: Støvring 1, Støvring 2 og SHI 1. U12/13 piger: Voerså, FFI 2 og PHF. 

Lørdag den 4. februar: U7 drenge: Voerså 1, Voerså 2 og BI 1/BI 2. U9 drenge: Dronninglund 2, FFI 3 og FFI 1/FFI 2.  U11 drenge: SIV, VBI 1 og Voerså/ Klokkerholm. 

Søndag den 5. februar: U10/11 piger: FFI 1, Bagterp og FFI 2. U13 drenge: SHI 2, SHI3 og TSV 2. 

ÅB

Højt humør til stander­hejsning i ØVI fodbold

0

ØVI fodbold tog hul på en ny sæson i herrernes seniorrækker i et usædvanligt dejligt solskinsvejr, og det lover jo godt for forårets turneringer, hvor tre nye trænere står i spidsen for ØVIs serie 3 og serie 5. 

Humøret var højt hos de 17 seniorspillere, der var mødt frem til standerhejsning på Østervrå Stadion lørdag formiddag. Det var samtidig også det første møde med klubbens helt nye trænertrio bestående af Jesper Albertsen, Morten Yde og Michael ”Dixi” Thomsen. 

I ca. 1½ time blev der trænet og spillet fodbold inden alle mødtes til den traditionelle suppe i klubhuset, hvor også faste tilhængere var mødt op for at ønske spillere og trænere en god sæson. 

Dagen sluttede med et kort spillermøde, hvor den nye trænertrio orienterede om de forventninger de har til den kommende sæson og til spillet generelt.  – Vi glæder os til en ny sæson, hvor vi håber på gode resultater, samtidig med at vi gerne vil styrke fællesskabet i klubben, og så forventer vi også, at kunne byde tilskuerne på en god gang fodbold, når vi rammer turneringsstart, lød ambitionerne fra trænertrioen.

ÅB

Håndbold i Flauenskjoldhallen

0

Tirsdag den 31. januar 

U15 Piger:

Flauenskjold – Dronninglund 16-7

Søndag den 5. februar:
U11 Piger:
Flauenskjold – Dronninglund 15-10

Mål: Thelma 10

Johanne 2

Mie 2

Juliane 1

U11 Drenge:
Flauenskjold – Skagen 17-12

Mål: Noah 11

Magnus 4

Jeppe 2

Serie 3 Damer:
Flauenskjold – Ø. Brønderslev 20-14

Mål: Nanna Gadensgaard 7

Lærke Lex 4

Heidi Jørgensen 3

Lærke Nielsen 3

Camilla Graunkær 1

Sara Andersen 1

Sigrid Scholten 1

IS

Motionscenter i Dybvadhallen er taget i brug

0

Så kom endelig dagen, hvor det længe ventede motionscenter i Dybvadhallen var klar til at tage brug.

I  sidste uge kunne man komme og prøvetræne og se, hvilke maskiner og muligheder, der er i det nye motionscenter, der i øvrigt er indrettet, hvor bl.a. det tidligere cafeteria lå.

Da avisen besøgte motionscentret, var det med halinspektør Klaus Nielsen som rundviser og han kunne fortælle, at der havde været stor interesse i løbet af ugen for at komme ind og se, hvad det nye motionscenter  bød på og man må sige, at der er mulighed for at træne samtlige muskler i kroppen med bl.a. romaskiner, løbebånd, cykler, kabeltårn og frivægte m.m.

I løbet meget kort tid denne eftermiddag blev der fyldt med folk, der gerne ville prøve de forskellige maskiner. Nogle  havde allerede bestemt sig for at melde sig ind, så de fremover kan lukke sig ind og træne, når de ønsker det – der er åbent i motionscentret fra kl. 05 og til kl. 24 hver dag.

Atter andre, der kom ind for at prøve, havde aldrig før benyttet et motionscenter og spurgte, om der var mulighed for at få lidt vejledning omkring brugen af de enkelte maskiner og hertil var svaret fra halinspektøren, at det er der helt bestemt, man kan henvende sig til ham og han er jo meget i hallen i løbet af en dag – og også aftentimerne og så vil han være behjælpelig med det.

Det var alle aldersgrupper, der kom forbi for at prøve og for at se, hvad det nye motionscenter byder på  og i løbet af ganske kort tid var alle maskinerne i brug.

Der var rosende ord til det nye motionscenter fra mange sider, man gav udtryk for, at det var fantastisk, at en forholdsvis lille by som Dybvad kunne præsentere så stort og veludstyret et motionscenter.

Så det har helt bestemt været værd at vente på –  og nu er det her – motionscentret i Dybvadhallen er taget i brug.

Jo-Jo

Standerhejsning i høj solskin

0

Flauenskjold IF’s seniorfodboldspillere fik skudt sæsonen i gang i lørdags med den traditionsrige standerhejsning.

Man var i den grad tilsmilet af flot vejr med sol over Nordturn Arena. Fremmødet må også siges at være helt i top, idet hele 41 herrer og 12 damer havde valgt at dukke op til årets første træning.

Ib Sørensen bød velkommen, og fremhævede vigtigheden af at alle værner om de gode sociale værdier som klubben er kendt for. Der lød en særlig velkomst til herrernes nye træner Mikkel Hansen.

Årets spillere 2022 hejste traditionen tro flaget. I fravær af Julie Bjerggaard assisterede dametræner Peder Lund, Tobais Lex med at hejse dannebrog.

Efter en let træning blev der serveret varm suppe i hallens cafeteria.

Træningen fortsætter nu hver tirsdag og torsdag, suppleret med række træningskampe i februar og marts.

Tekst og fotos: IS

Ny provst for Frederikshavn Provsti er lokal præst

0

Der er pr. 1. februar udnævnt en ny provst over Frederikshavn Provsti. Det er sognepræst i Sæby Peter Jessen.

Den nye provst over Frederikshavn Provsti, der dækker hele Frederikshavn Kommune, er et kendt, lokalt ansigt. Det er sognepræst i Sæby Peter Jessen, der er blevet udnævnt af Dronningen fra den 1. februar. Peter Jessen efterfølger provst Viggo Ernst Thomsen, der gik på pension i september 2022.

Peter Jessen er lokalt kendt som en meget værdsat sognepræst i Sæby igennem de sidste 16 år og siden 2010 tillige tilknyttet Søværnet som orlogspræst.

Den nye provst stammer fra Aarhus, han blev ordineret af daværende biskop Søren Lodberg Hvas i Byrum kirke på Læsø i 2003 og virkede som sognepræst dels på Læsø dels i Bangsbostrand fra 2003 til 2007. Derefter kom han til Sæby Sogn.

Samarbejdet og fællesskabets provst
Peter Jessen glæder sig til den nye opgave som provst for Frederikshavn provsti.

”Jeg kender heldigvis forholdene her i Frederikshavn Provsti rigtig godt, da jeg har været præst i provstiet i næsten tyve år,” fortæller Peter Jessen, der glæder sig over, at folkekirken står stærkt i området. Og han tilføjer: ”Vi præster skal altid gøre os umage med at prædike evangeliet, så det er relevant for mennesker i dag i 2023. Vi skal også være gode til at lytte til andre, så vi kan møde folk med empati og med det gode budskab, som er fundamentet for alt, hvad der sker i kirken. Kirke er ikke noget, man kan være alene om. Det handler om fællesskab, og det er også med den indstilling, at jeg vil virke som provst.” 

Peter Jessen understreger tilknytningen til det østlige Vendsyssel: ”Menighederne på Læsø, i Bangsbostrand og i Sæby har i høj grad formet mig som præst, og det er jeg taknemmelig for. Nu ser jeg frem til at samarbejde med områdets præster, menighedsråd og ansatte. Det bliver spændende og godt at arbejde tæt sammen med provstiudvalget og de ansatte i provstiet. Der ses oftere og oftere hen til provstiet efter løsninger på fælles opgaver, der er blevet for store for de enkelte sogne. Vi er nødt til at arbejde sammen i hele provstiet for at kunne skabe de bedste rammer for kirkens liv og vækst her i området og løse fremtidens udfordringer,” siger han og trækker en speciel udfordring frem nemlig præstemanglen, der også er tydelig på toppen af Danmark. 

”Som provst vil jeg arbejde for, at Frederikshavn Provsti er et godt sted at være præst med rimelige forhold og plads til udvikling og trivsel,” lyder det fra Peter Jessen, der fortsat har sognepræsteopgaver ved Sæby kirke. ”Det er vigtigt for mig, at jeg stadig bevarer tilknytningen til Sæby Kirke, hvor der er en hjertevarm og levende menighed og et rigtig godt fællesskab blandt de ansatte. Jeg vil også fortsætte med mine dejlige konfirmander og konfirmere dem sidst i april,” lover han. 

Peter Jessen er 50 år, gift med Iben, der er lektor på universitetet i Aalborg. Sammen har de to store børn. Sin fritid bruger Peter Jessen gerne på at læse, traveture med hunden, lange løbeture eller på at bage eller lave mad. Går turen ud af landet, er det ofte sydpå til Italien.

Estate i Tårs rykker op i superligaen

0

Estate Boligmægleren er netop blevet kåret som eliteforretning – kun fire andre i landet har opnået den eftertragtede titel.

Estate Boligmægleren i Tårs var med, da ejendomsmæglerkæden blev stiftet for 20 år siden, og nu er butikken i Tårs rykket op i den absolutte top. På kædens KickOff-møde blev butikken nemlig som kun én af i alt fem i Danmark kåret som eliteforretning. Bag kåringen ligger bl.a. kundetilfredshed, styksalg i forhold til budgettet, markedsandel i området og hjælp til kunderne i forbindelse med salg.

– Vi er utroligt stolte og ydmyge over den flotte placering, og vi sender en stor tak til vores kunder, som bakker solidt op om deres lokale ejendomsmægler, siger Pia Thestrup, der er daglig leder af Estate Boligmægleren i Tårs. Hun er selv opvokset i Tårs og kender de fleste i byen og i nærområdet.

Kundetilfredshed
Kunderne har været særdeles tilfredse med deres samarbejde med Estate i Tårs. Ejendomsmægleren scorer således tæt på det maksimale med lige knap 10 ud af 10 mulige. Bag kundetilfredsheden gemmer sig både tilfredshed med salget af ejendommen og den hjælp, som medarbejderne hos Estate i Tårs yder i forbindelse med salget.

– Desuden er vi den toneangivende ejendomsmægler i postnumrene 9750 og 9830, hvor vi har opnået en ganske høj markedsandel, og endelig har vi formået at nå det antal salg, som vi havde budgetteret med. Faktisk er vores salg gået 20 pct. frem i en tid, hvor de fleste andre mæglere oplever vigende salg, blandt andet på grund af de højere renter og den generelle usikkerhed i samfundet, påpeger Pia Thestrup, der peger på faktorer som nærvær og tryghed, der gør Estate til kundernes foretrukne samarbejdspartner ved salg af ejendomme.

Tryghed
– Køb og salg af en bolig er for de fleste et stort skridt i deres liv. Vi ønsker at være i øjenhøjde med vores kunder, og med vores tilstedeværelse midt i Tårs og vores store kendskab til lokalområdet er vi med til at skabe tryghed. Og så synes jeg, at vi i øjeblikket oplever stor interesse for at flytte på landet eller i de mindre byer, hvor ejendommene er billigere, og hvor der er god plads og højt til loftet. Det er her, vi har vores ekspertise, fordi vi har indgående kendskab til området. Til gengæld vil vi ikke være de bedste til at sælge en ejendom i f. eks. Hjørring, hvor vi slet ikke har det samme lokalkendskab, erkender Pia Thestrup.

Estate i Tårs dækker ud over Boligmægleren også over Landbrugsformidlingen, som blev stiftet i 1987, og som fortsat drives af Jørgen Larsen. Eliteforretningen dækker således over begge afdelinger. Foruden boligbutikken i Tårs er Estate i Tårs også tilstede i Østervrå med mødelokale og udstilling af de lokale salgsemner.

Frivillige kræfter er uundværlige til de grønne områder

0

Det grønne hold i Østervrå udgør i øjeblikket 11 mænd og én kvinde, som heldigvis alle har nikket ja til, at de tager endnu en sæson med det grønne område i Østervrå Anlæg og ved Skovsøen. De frivillige har dog i den grad brug for flere ’legekammerater’ – et par stykker har sagt farvel, og det kan mærkes. 

Østervrå Borgerforening sagde lørdag tak for det fine og uundværlige arbejde, som en flok frivillige trofast udfører i byens grønne områder, så de hele tiden tager sig indbydende ud til glæde for rigtig mange besøgende. – Tak, for jeres store arbejde, der er mange, som roser vores grønne områder, og den ære tilfalder jer, lød det bl.a. i formand Frode Thule Jensens velkomst. 

Sild, smørrebrød og drikkevarer er den løn, de frivillige kan hæve til den årlige ’nytårskur’, som borgerforeningen står for. En meget beskeden hyre, når man tænker på, at de året rundt, med ganske få måneders undtagelse, møder op til de fastlagte arbejdsdage i anlægget og ved Skovsøen. Til gengæld er der ingen tvivl om, at de også hygger sig, når de samles om hakke, skovl og spade. 

Arne Boelskifte er sjakbajs for holdet i anlægget, og han kunne godt ønske sig lidt flere frivillige. – Der er desværre to af vores trofaste kolleger, der har sagt fra, så vi kan sagtens bruge lidt flere hjælpere, lyder opfordringen fra Arne. 

Østervrå – et knudepunkt
Borgerforeningen kunne fortælle om et spændende møde om ’Hærvejsruten’, som bestyrelsen netop har afholdt med en projektgruppe, der arbejder med planer om at udbygge både cykel- og vandreruten. Østervrå er tiltænkt en særlig rolle som knudepunkt på ruten. Målet er at etablere faciliteter, med potentiale for lokal turisme og erhverv. 

Frederikshavn Kommune indgik i 2021 et samarbejde om at udvikle ’Hærvejen’ til at blive en international anerkendt vandre- og cykelattraktion i 2030. Samarbejdet er organiseret i en foreningen med 15 Hærvejskommuner og et fælles sekretariat. Nordeafonden har givet tilsagn om at støtte projektet. Kommunens økonomiudvalg har netop haft samarbejdet på dagsordenen ved sit seneste møde, som du kan læse af referatet fra den 25. januar. 

Skulpturer og brandtomt
To skulpturer i Østervrå vil inden længe blive flyttet fra deres nuværende placering. Det drejer sig om Robert D. Madsens skulptur ved Østervrå Frikirke, som flytter til hjørnet af Hjørringvej og Vrængmosevej. Den lille skulptur ’Karen’ flytter derfor til en ny placering ved Torslev Skole.  

Flere har sikkert bemærket, at der er kommet hegn omkring brandtomten i midtbyen. Der er lidt usikkerhed om, hvorfor hegnet er kommet op, men muligvis et krav fra kommune til ejeren af hensyn til sikkerheden. Frederikshavn Kommune er inde over sagen, men det er endnu ikke lykkedes at komme i en konstruktiv dialog med ejeren af bygningerne. 

ÅB

En fuldt booket workshop indledte nyt tilbud hos PixlArt

0

PixlArt i Østervrå indledte 2023 med et nyt tilbud Pixl­LAB, hvor foreningen tilbyder små korte læringsforløb, der giver deltagerne mulighed for at fordybe sig i forskellige processer. Det første fire timer lange kursus i Cyanotype var fuldt booket, og det lover godt for fremtidige kursusplaner. 

Hvorfor tilbyder PixlArt læringsforløb i den ældste kendte fototeknik, som går helt tilbage til 1843? – Vi vil gerne præsentere den mere kunstneriske del af foto, og netop Cyanotype er en let tilgængelig måde at udfolde sig både håndværksmæssigt og kreativt på – en anden måde uden det helt store udstyr, forklarer formanden for PixlArt Tao Lytzen. 

Personlige kunstværker
Deltagerne behøver ikke at have forudgående kendskab eller fotografiske forudsætninger for at deltage i kurset, som kort fortalt er to kemikalier i ganske små mængder, som du blander sammen på et stykke papir, og det skaber en kemisk forbindelse, som er følsom overfor ultraviolet lys. Herefter kan du vælge at lægge materiale fra naturen, negativer eller lignende ovenpå, og det hele belyses med enten ultraviolet lys eller i sollys i et givent tidsrum, og til sidst neutraliseres det hele i et vandbad. Det færdige resultat er små personlige kunstværker i en dyb blå farve. 

Flere workshops
Dagens workshop var den første af flere små korte kurser, som PixlArt har planer om at tilbyde i løbet af året, også flere med Cyanotype, idet interessen har været så stor til den første workshop, at der er basis for at gentage kurset. – PixlArt har planer om at tilbyde flere korte læringsforløb, hvor deltagerne får mulighed for at fordybe sig i forskellige processer, også fordi vi tror på, at i en tid, hvor tempoet i samfundet generelt er højt, så er det meget sundt at fordybe sig i noget, som man heller ikke har helt 100% kontrol over, lyder det fra PixlArt. 

Læringsforløbet med Cyanotype er også med, når PixlArt i foråret, sammen med andre kunst- og kulturaktører, deltager i Frederikshavn Kommunes tilbud ’Kulturboost’ målrettet ensomme unge.

ÅB

Flauenskjold klar til sæsonstart

0

Flauenskjold Idrætsforenings fodboldafdeling indleder sæsonen, for dame- og herresenior spillerne, på lørdag med den traditionelle standerhejsning og efterfølgende suppe.

For herrernes vedkommende bliver det med ny mand på cheftrænerposten, idet sidste års træner Patrick Nødgaard har søgt spændende nye udfordringer indenfor fodboldens verden.

Fodboldformand Ib Sørensen ser dog med glæde og forventning frem til samarbejdet med Mikkel Hansen som ny cheftræner. Mikkel er 42 år, og bosiddende i Vester Hassing, hvor han også har været spiller i mange år. Det er dog også tidligere blevet til trænerjobs i Ulsted, Nørresundby og Vejgaard, så der er tale om en erfaren mand indenfor fodboldens verden.

Palle Sørensen fortsætter som træner for 2. holdet, mens Anders Mariager og Chris Pedersen også fortsat står i spidsen for henholdsvis 3. og 4. holdet.

Hos damerne, der er nyoprykket til serie 1, fortsætter Peder Lund ligeledes på cheftrænerposten.

1. holdet hos herrerne, som i sidste sæson sluttede på hæderlige placeringer som nr. 3 og 4 i serie 2, er til forårssæsonen 2023 kommet i pulje med Harken, Hirtshals, Hjørring IF, Nørhalne, Strandby, Sulsted og Tornby.

Der er aftalt 5 træningskampe med start allerede den 18. februar. Turneringen indledes lørdag den 25. marts med hjemmekamp mod Strandby.

Ib Sørensen håber på stort fremmøde til standerhejsningen, og i det hele taget at klubben kan bygge videre på det gode sociale liv, der var medvirkende til, at der i sidste sæson dukkede mange nye spillere op, både på dame- og herresiden.

IS