
Uge 8: cirkus og Pool Party i Østervrå Idræts- og Kulturcenter
Hele familien kan glæde sig til et festligt gensyn med det eventyrlige og børnevenlige Cirkus Trapez, som torsdag den 23. februar er tilbage i Østervrå med en ny og magisk forestilling. Vinterferien byder også på musik, fest, farver og en masse sjov og ballade, når svømmehallen inviterer til to gange Pool Party tirsdag den 21. februar.
Glæd dig til at opleve en helt ny og magisk forestilling, når Cirkus Trapez for anden gang ruller hele cirkusmanegen ind i idrætscentret. Fra første parket kan selv familiens yngste opleve et hæsblæsende program med fantastisk akrobatik, flot jonglering, forrygende luftnumre og seje tricks, som bliver fremført i selskab med en masse søde husdyr, og selvfølgelig bliver der masser af grin, når klovnene laver sjov og ballade – en ægte cirkusforestilling, der henvender sig til familiemedlemmer i alle aldre.
Det hele bliver kædet sammen af en ægte cirkusprinsesse, Isabella Enoch, der i rollen som sprechstallmeister, lader sin store erfaring og et helt liv i cirkusverdenen skinne tydeligt igennem i hele forestillingen.
To Pool Party
Elsker du vand, og er du vild med fed musik, fest, farver og en masse sjov og ballade, lyder spørgsmålet fra Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Så kan du godt finde badetøjet frem, når idrætscentret gentager sidste års succes med Pool Party i Vinterferien.
I to afdelinger kan børn og unge frit boltre sig i det våde element, mens diskotek Beat4You spiller tidens mest hotte musik. Baren er åben hele aften og godt forsynet med slush-ice, chips og slik. Aldersgruppen fra 5-9 år fester fra sidst på eftermiddagen og bagefter er det de 10-16-åriges tur til at springe i vandet.
Hele aftenen vil en hær af voksne fra idrætscentrets bestyrelse sørge for, at aftenen forløber sikkert og godt.
ÅB




