Forårsrengøring: mandag den 27. marts i Østervrå Anlæg Foråret er lige om hjørnet, og det er igen blev tid til at hele byen samler skrald og affald på gader og veje. Alle kan være med til at gøre en forskel. Det gælder en god sag – og en præsentabel by.
Byens handels- og erhvervsforening, borgerforeningen, baptistspejderne og KFUM-spejderne har meldt sig klar til at tage en ordentlig tørn, så byen kan komme til at se lidt pænere ud. – Vi mødes ved bålpladsen i byens anlæg mandag aften den 27. marts, oplyser tovholder Knud Hjørnholm, og han håber sammen med de øvrige deltagere, at byens borger har lyst til at give et nap med.
Hotdogs og drikkevarer Knud Hjørnholm sørger for at fordele deltagerne på de forskellige ruter, godt udstyret med sække, snappere og handsker. Indsamlingen sker i samarbejde med Frederikshavn Kommunes Forsyning, som stiller en container, handsker og sække til rådighed.
Østervrå Handel- og Erhvervsforening er klar med dejlige varme pølser og drikkevarer til alle, når indsamlingen er afsluttet.
Alle kan være med, så kom og giv den en ordentlig skalle, lyder opfordringen. Det gælder en god sag, så vores byen kan præsentere sig pæn og ren, til glæde for os, der bor her, men også for dem, der besøger byen.
Skagen er vigtig for mange af os den dag i dag, selvom det måske mest er af kulturelle årsager – eller fordi den lille by er det absolut perfekte feriested. Dog har Skagen faktisk altid været en vigtig by, og det af mange årsager! Er du interesseret i at lære mere om Skagens historie, kan du læse med i denne artikel, hvor vi vil tage dig med igennem Skagens tidslinje.
Helt i starten Det forholder sig sådan, at Skagen faktisk fik købstadsprivilegier helt tilbage i 1413. Skagen var nemlig en stor by og meget vigtig i forhold til fiskeeksport. Dog var Skagen ikke som de fleste andre købstæder tilbage i 1400 tallet. Selvom gader og veje ikke var det samme rundt i landet, som de er i dag, var det stadig normalt, at en købstad havde i det mindste nogle gader og måske et torv eller 2, hvor varer kunne sælges, købes og byttes.
Det var ikke tilfældet med Skagen! Skagen havde hverken gader, stræder eller torv. Skagen bestod derimod udelukkende af små huse spredt rundt omkring på den nordiske, danske hede.
Dog varede denne handels – og fiskeeksport tid ikke ved for Skagen. Byen blev nemlig ramt af voldsomme storme samt oversvømmelser i 1500 tallet. Det betød, at i 1600 tallet og i 1700 tallet var Skagen en meget fattig by.
Slutningen af 1800 tallet og begyndelsen på turismen Skagen er i dag kendt som en feriedestination – og Skagen er meget ikonisk på mange måder. Dette begyndte faktisk allerede tilbage i slutningen af 1800 tallet. Af forskellige og måske endda uforklarlige årsager, tiltrak denne isolerede lille by i Norden mange kunstnere. Dette var med til at sætte gang i turismen!
Efterfølgende begyndte den lille nordjyske by at vokse – også økonomisk. Vejen til Skagen blev bygget, og toget fik også en rute til Skagen, efter at jernbanen blev bygget tilbage i 1890’erne i Frederikshavn. Handelslivet startede stille og roligt igen i Skagen, selvom Skagen stadig var meget isoleret fra det resterende Vendsyssel.
Skagen i dag Selvom Skagen fortsat oplevede, at turismen steg, faldt indbyggertallet i den lille by. Tilbage i 2004 lå indbyggertallet kun på 10.000. Skagen er nu ikke længere en kommune, men en del af Frederikshavn Kommune.
Selvom byen er mindre end den længe har været – og selvom Skagen ikke længere har sin egen kommune, er Skagen noget særligt. Skagen er en lille by, som har formået at få livet tilbage – enten via turismen, dens isolerede placering, som er tiltalende for sofistikerede kunstnere, eller ved dens placering i forbindelse med fiskeri.
Skagen har ekstremt meget kultur at byde på. Museer, restauranter, hoteller, strande og natur med mulighed for en masse udflugter. Man kan overnatte på Hotel Skagen og opleve alt hvad denne lille historiske by har at byde på.
Anne Ingstrup Fabiansen besøger Netværkscafeen onsdag den 5. april. Hun er afdelingsleder på Osted fri- og efterskole. Anne vil fortælle om nutidens børn og unge OG deres forældre.
– Hvordan har unge det i dag?
– Hvorfor oplever mange et stort pres på deres skuldre?
– Har forældrerollen ændret sig i de seneste 25 år – og er det mon til det bedre?
Foredraget er fyldt med (humoristiske) eksempler fra 30 års skolevirke – heraf de fleste som efterskoleforstander og nu friskoleleder.
Med udgangspunkt i forskere som Per Schultz Jørgensen, Thomas Ziehe og Rikke Yde Thordrup giver hun sit bud på nogle af de udfordringer som børn og deres forældre står med.
Anne er født og opvokset i Strandby, datter af Tove Ingstrup og har tilbudt at holde foredrag i stedet for hendes mor Tove, som desværre ikke nåede at afholde sit sidst planlagte foredrag hos os, inden vi måtte sige farvel til hende i februar.
Foredrag: tirsdag den 28. marts i Østervrå Frikirke med Jørne Skoven
En barsk fortælling åbenbarer sig i det kommende Tirsdagstræf, som får besøg af rejseblogger, naturfotograf og foredragsholder Jørne Skoven. Han kalder sit foredrag ’Et nyt kapitel’, som bl.a. omfatter hans nuværende liv med rejser, fotografering i naturen og humanitært arbejde.
Tilhørerne kan glæde sig til at høre om Jørne Skovens rejser jorden rundt og fotografering på hans mange vandreture. Han sætter også fokus på humanitært arbejde, hvor han bl.a. er med i et børnehjem i Zambia, har arbejdet på et børnehjem i Thailand, hjulpet gadebørn i Filippinerne, og været på et krisecenter for kvinder, som hjælpes ud af menneskehandel i Asien.
Jørne Skoven voksede op i et hjem præget af alkohol, stofmisbrug og vold. Det førte hans liv i en negativ retning ind i den kriminelle verden, hvor salg og indtagelse af stoffer samt vold var en del af hverdagen.
En barsk fortælling om et liv på kanten, hvor Jørne Skoven også fortæller om sin fortid, og hvordan han valgte at vende sit liv 180 grader, for nu den dag i dag at rejse rundt og holde foredrag om sin livshistorie. Der også fortæller om håb, vilje og drømme, der vidner om, at det aldrig er for sent at ændre kurs, selv om det hele godt kan virke håbløst.
Endnu et spændende foredrag i Østervrå Frikirke, hvor der er gratis adgang og mulighed for at købe kaffe og brød.
Projekt ’Ung i Velfærd’ er fritidsjob til unge i alderen fra 15-17 år på plejecentre i Frederikshavn Kommune. På Østervrå Ældrecenter værdsætter både personale og beboere det ekstra liv og de aktiviteter, som de unge bidrager med.
Fredagsbaren på Østervrå Ældrecenter er mandag eftermiddag omdannet til neglebar. På bordet ligger og står forskellige farver lak, neglefile og håndcreme. Rundt om bordet sidder Astrid, Bodil, Lotte, Kristine, Henny og Annelise, mens de venter spændt på, at centrets to nyeste og yngste medarbejdere Tilde (16) og Isabella (16) bliver færdige med at gøre klar. Neglebehandlingen er nemlig ikke det eneste, der skal også kræses for deltagerne med saftevand, Bailey, chips og chokolade.
– Er der nogle farver I bedst kan li’, spørger Isabella indledende. Bodil er klar og vælger hurtigt en farve, som er lidt over i den orange, men først skal hendes hænder gøres rigtig lækre med en god håndcreme, som Isabella giver hende på. Tilde er sammen med Astrid i gang med at vælge den helt rigtige farve, og den falder ud til fordel for en turkis. Mens Astrid får håndcremen på, snakker de to om Astrids fingerringe. – Det er en rigtig flot ring, du har der, siger Tilde. – Den har jeg fået af mine bedsteforældre til min konfirmation, fortæller Astrid, og videre går snakken om de næste to ringe.
Sådan går hyggesnakken rundt om bordet, mens negl efter negl, får den ene flotte kulør efter den anden. – Det er noget, vi har glædet os til længe, fortæller Bodil, og et par stykker rundt om bordet nikker. – Er det ikke dejligt at få cremen på, spørger Tilde, og synes du ikke at det dufter godt, og der bliver nikket igen, smagt på chokolade og chips – skålet i Bailey og saftevand.
Det er tydeligt, at Tilde og Isabella er glade for deres arbejde, som de går til helt åbent og naturligt. De husker begge, hvor grænseoverskridende de første par arbejdsdage på centret var. – Ja, vi havde da masser af sommerfugle i maven de første gange, men vi kom ret hurtigt ind i opgaven med god hjælp fra personalet, lyder det med et stort smil. Vi er blev taget så godt imod af både beboere og personale, som har været og stadig er, rigtig søde til at hjælpe og vejlede os i, hvordan vi skal snakke med beboerne, hvad de godt kan li’, og hvor vi kan finde de ting, vi har brug for.
At skabe liv De to piger har, sammen med Victor (17) været ansat i fritidsjob på Østervrå Ældrecenter i efterhånden et par måneder. Jobbet har de selv søgt ud fra et opslag fra Frederikshavn Kommune, som i forbindelse med projekt ’Ung i velfærd’, søgte efter unge i alderen 15-17 år til fritidsjob på de kommunale plejecentre.
Tilde går på HHX og Isabelle går i skole på Privatskolen i Frederikshavn. De kendte ikke hinanden på forhånd, men det er de kommet til nu, og synes selv, at de arbejder rigtig godt sammen. De har begge to søgt jobbet for at få lov til at tilbringe tid med ældre i håbet om at kunne gøre en forskel. Deres arbejdsopgaver er at skabe liv på plejecentret, og det gør de bl.a. med gåture, spille spil, bage vafler og et arrangement, som dagens neglebar. – Vi er også med ved borddækning og serveringen af mad, og bagefter sidder vi med ved bordet, hvor vi hyggesnakker med beboerne, fortæller de to piger.
Tilde og Isabella vil helt sikkert anbefale andre unge at søge et fritidsjob på et ældrecenter. – Det er så hyggeligt at snakke med beboerne, og vi får så mange spændende ting at vide om dem og om gamle dage. Ingen af pigerne har besluttet sig for, hvad de gerne vil være, men fritidsjobbet har betydning, mener de begge. – Det er rigtig dejligt at få lo til at prøve det her, så man finder ud af, hvad det går ud på, siger de begge.
Et friskt pust Social- og Sundhedshjælper Sanne Hermansen synes også, at ideen med ’Ung i Velfærd’ er rigtig god. – Det er utroligt dejligt, og de er et frisk pust i hverdagen, fortæller Sanne, som roser de unge for at være meget selvstændige, fleksible og gode til selv at tage initiativer på egen hånd. – Vi taler naturligvis med dem om, hvad de kan lave, og så er det et særligt stort plus for de beboere, som ikke har så stort et netværk, nu kan de se frem til de unges besøg hver uge.
Leder af Østervrå Ældrecenter Helle Yding Kooij er også begejstret for projekt ’Ung i Velfærd’. – Det er rigtig dejligt, at de unge mennesker kan komme ind på ældrecenteret og gøre en forskel for beboerne og personalet, og samtidig kan vi få lov til at vise de unge en spændende vej ind til social- og sundhedsfagene.
Torsdag i forrige uge rullede intet mindre end en danmarkspremiere ind på LaTaverna. Hancock bryggeriet i Skive har udviklet en ny cocktailbar med 3 forskellige friske drinks på fad. Gin og tonic, Gin og lemon samt Vodka og abrikos.
Planen med det nye tiltag er at man nu kan leje en cocktailbar sammen med fadølsbaren når man skal holde fest.
Vi er da lidt stolte af at have fået den første af slagsen, det er så nyt, at vi bare har fået baren, fustagerne med drinksene kommer først med fragtmand senere på ugen, fortæller Charles Hjortholm.
Fredag hen på aftenen, er vi parat til at dele smagsprøver ud af de gyldne dråber, til dem, der har lyst til at smage, fortæller han.
Hvis du har skæg, er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du skal pleje det. På den måde kan du nemlig få det til at se rigtig flot ud, så man virkelig kan se, at du tager godt vare på skægget. Der er flere ting, der kan hjælpe dig, hvis du vil gøre dit skæg flottere – læs videre her for at høre mere om disse.
Køb en hårtrimmer For at kunne pleje og passe dit skæg, så det bliver rigtigt pænt, er det nødvendigt med en god hårtrimmer. Hvis du lige nu ikke har sådan en, eller den nuværende måske bare ikke er så god, er det tid til, at du får anskaffet en ny, som du kan bruge i hverdagen.
En hårtrimmer kan du både bruge til at rette og trimme dit skæg, så du kan gøre det pænt og skarpt. Du vil altså derfor med en hårtrimmer kunne gøre dit skæg rigtigt flot. Overvej derfor, om det er tid til, at du får købt en god hårtrimmer, som du kan benytte, når skægget har brug for at blive trimmet en smule.
Pleje til langt skæg Hvis du har langt skæg, er det vigtigt, at du gør hvad du kan, for at det ikke bliver tørt. Der er forskellige produkter, der kan være med til at hjælpe, hvis du allerede nu kan føle, at dit skæg er mere tørt, end det burde være. En af dem er skægolie, der kan gøre kæmpe stor forskel for skæggets udseende og fugt.
Du kan også benytte dig af en skægbalsam, der igen kan være meget behjælpelig, hvis dit skæg er tørt. Især hvis man har langt skæg, kan det hurtigt gå hen og blive lidt tørt og slidt at se på. Det er derfor vigtigt, at du plejer det så godt du kan, for at give det den fugt, som det behøver, for at se pænt ud.
Overvej også styling af dit skæg Hvis du har længere skæg, kan det være en god ide at style det i hverdagen. Ellers kan det nemt komme til at se lidt sjusket ud. Du kan derfor gå på udkig efter nye produkter og redskaber du kan benytte, for at style skægget flot.
Her kan du blandt andet benytte dig af en kam og skægvoks, som gør det nemt at sætte skægget præcis på den måde, du ønsker det.
Formanden for Flauenskjold Fitness Peter Pilgaard kunne, på generalforsamlingen forleden, fortælle at foreningen pt. tæller 178 medlemmer, hvilket er det højeste i foreningens 5-årige levetid.
Herudover kunne formanden berette at 2022 havde været et spændende år, hvor man havde haft fokus på hvordan man arbejder som bestyrelse. Man har således arbejdet på at få struktureret og effektiviseret bestyrelsesarbejdet.
Der har også været fokus på at få reklameret noget mere for Flauenskjold Fitness, og man har derfor fået lavet et banner med foreningens logo, som kan medbringes til arrangementer udenfor huset. Endvidere er der blevet påtrykt logo på alle trampoliner.
I efteråret blev der afholdt kursus for bestyrelsen, alle instruktører og afløsere. Kurset blev afholdt af ”Bevæg dig for livet”, særligt med henblik på cirkeltræning, mandehørm og 60+. Et kursus der blev taget positivt i mod fra deltagerne.
På holdsiden er der kommet godt gang i de forskellige holdaktiviteter, som eksempelvis yoga, hvor man også har ansat en ekstern instruktør. Der opleves jævnligt ventelister på holdtræningen, og man kan efterhånden tilbyde hold på 6 ud af ugens 7 dage.
Peter Pilgaard takkede slutteligt instruktører og bestyrelsesmedlemmer for det store arbejde, der bliver lagt i foreningen. Endelig lød der en stor tak til de mange medlemmer for opbakningen.
Kasserer Birgitte Lorentzen fremlagde regnskabet, som udviser et positivt resultat på bundlinjen. Foreningens formue ser ligeledes solid ud.
Herefter blev budgettet for det kommende år fremlagt. Såvel regnskab som budget blev godkendt og vedtaget af forsamlingen.
Der blev vedtaget et par mindre vedtægtsændringer omhandlende foreningens ledelse samt tegningsret.
Pia Bang Lythje og Lise Harvej blev begge genvalgt til bestyrelsen, mens der var nyvalg til Kasper Rundahl.
Som suppleanter blev valgt Malene Rævbak Sørensen og Allan Frandsen.
Conni Karlsen og Anne Sørensen blev genvalgt som revisorer. Kjeld H. Jørgensen blev ligeledes genvalgt som revisorsuppleant.
Herefter sluttede generalforsamlingen med det helhedsindtryk at Flauenskjold Fitness også i de kommende år vil fortsætte den positive udvikling.