
Formanden for Flauenskjold Fitness Peter Pilgaard kunne, på generalforsamlingen forleden, fortælle at foreningen pt. tæller 178 medlemmer, hvilket er det højeste i foreningens 5-årige levetid.
Herudover kunne formanden berette at 2022 havde været et spændende år, hvor man havde haft fokus på hvordan man arbejder som bestyrelse. Man har således arbejdet på at få struktureret og effektiviseret bestyrelsesarbejdet.
Der har også været fokus på at få reklameret noget mere for Flauenskjold Fitness, og man har derfor fået lavet et banner med foreningens logo, som kan medbringes til arrangementer udenfor huset. Endvidere er der blevet påtrykt logo på alle trampoliner.
I efteråret blev der afholdt kursus for bestyrelsen, alle instruktører og afløsere. Kurset blev afholdt af ”Bevæg dig for livet”, særligt med henblik på cirkeltræning, mandehørm og 60+. Et kursus der blev taget positivt i mod fra deltagerne.
På holdsiden er der kommet godt gang i de forskellige holdaktiviteter, som eksempelvis yoga, hvor man også har ansat en ekstern instruktør. Der opleves jævnligt ventelister på holdtræningen, og man kan efterhånden tilbyde hold på 6 ud af ugens 7 dage.
Peter Pilgaard takkede slutteligt instruktører og bestyrelsesmedlemmer for det store arbejde, der bliver lagt i foreningen. Endelig lød der en stor tak til de mange medlemmer for opbakningen.
Kasserer Birgitte Lorentzen fremlagde regnskabet, som udviser et positivt resultat på bundlinjen. Foreningens formue ser ligeledes solid ud.
Herefter blev budgettet for det kommende år fremlagt. Såvel regnskab som budget blev godkendt og vedtaget af forsamlingen.
Der blev vedtaget et par mindre vedtægtsændringer omhandlende foreningens ledelse samt tegningsret.
Pia Bang Lythje og Lise Harvej blev begge genvalgt til bestyrelsen, mens der var nyvalg til Kasper Rundahl.
Som suppleanter blev valgt Malene Rævbak Sørensen og Allan Frandsen.
Conni Karlsen og Anne Sørensen blev genvalgt som revisorer. Kjeld H. Jørgensen blev ligeledes genvalgt som revisorsuppleant.
Herefter sluttede generalforsamlingen med det helhedsindtryk at Flauenskjold Fitness også i de kommende år vil fortsætte den positive udvikling.
Tekst og fotos: IS




