Home Blog Page 193

Livlige aktiviteter gav vellykket idrætsuge

0

Try Thorshøj Boldklub kan se tilbage på endnu en vellykket Idrætsuge, som i over en uge har skabt liv og glade dage på byens stadion. 

Skt. Hans aften blev indledt med en hyggelig fællesspisning i det store festtelt, og selv om afbrændingsforbuddet gav aftenen et lidt anderledes præg, så blev der hygget og snakket på kryds og tværs. Det var skoleleder Mads Vejen Nielsen, der havde fået opgaven, som årets båltaler, og efter den blev alle fristet til at gå ombord i de friskbagte vafler og kaffen. 

Fodbold for alle aldre har også fyldt en hel del i programmet, samtidig med at der er store traditioner forbundet med nogle af disse kampe. Firmafodbold er blandt disse, hvor forskellige lokale og mindre lokale firmaer har samlet et hold og dyster mod hinanden. I år var der 12 hold meldt til start, og for flere af dem var det et glædeligt gensyn, men også chancen for at få pokalen vristet fra et af de mest sejrende hold i nyere tid ”Thorshøj Kro”. Det lykkedes for ”Vinklubben” at slå dem alle, mens kroholdet måtte se sig henvist til en 3. plads. De mange kampe blev sluttet af i stor venskabelighed med snitter og håndbajere i det store festtelt, hvor stemning var både drillende og munter. 

40 ungdomshold stillede til kampstart søndag, hvor der blev fløjtet op til Sparekassen Danmark Cup, og det var en fornøjelse at se selv de helt små gå til makronerne, op til de ældste, som brillerede med deres fodboldevner. 

Oldboysspillere indtog stadion mandag aften og tirsdag var det både herre- og damehold, der dystede mod hinanden. Her løb TTBs damer med pokalen, og hos herrerne var det gæsterne fra Hørby/Dybvad. 

”Motoraftenen” onsdag samlede en masse flotte køretøjer på både to og fire hjul, og de skønne blankpolerede hestekræfter blev flittigt studeret og beundret af et talstærkt publikum. 

Torsdag gjaldt det hele familien med bl.a. fællesspisning til ”Familieaftenen”, og ugen sluttede af med et brag af en fest lørdag – først med Thorshøj Revyen og efterfølgende en livligt teltbal med musik af ”TCB – Tøt City Band”. 

Ugen igennem har en kæmpe flok af frivillige sørget for at alting klappede, om det var salg i boder, fremstilling af platter, bage vafler, stå på de skrå brædder, tilrettelægge Familieaftenen, kridte baner, være dommer og meget meget mere. 

ÅB 

Foto: Ejvind Pedersen

Idrætsuge i Dybvad

0

UGE 27 – Fra 5.-8 juli

De øvrige år har Idræts­ugen været placeret i ugen op til Skt. Hans, men i år har man fra arrangørernes side valgt at lægge den i uge 27, da der typisk er rigtig mange studenterfester m.m. i den uge, hvor Idrætsugen normalt er løbet af stablen.

Det er et varieret og spændende program, man har lagt for ugen med en del nye tiltag.

Man starter onsdag med kroket, hvor kroketklubben vil være til stede og hvor man kan prøve at spille kroket og se, om det måske er noget, man skulle begynde at dyrke som en god form for motion og der er også floorball-turnering onsdag aften. Netop onsdag er der samtidig mulighed for at købe sin aftensmad, idet der tilbydes lækkert pasta – kødsauce til en billig pris (se i annoncen andetsteds i avisen).

Torsdagen byder på det, der ellers hedder Fredagsspiloppen, men som her hedder Torsdagsspiloppen og er en udendørs-spilop med alt, hvad der plejer at være af tilbud på en fredagsspilopaften – desuden vil spejderne være med den aften – gad vide om de bager lækre pandekager eller hvad, de nu hitter på af sjove ting, som kun spejderne kan det og som man kan prøve at være med til.

Det skal også nævnes, at Skæve Rideklub kommer ned på pladsen og er med torsdag aften, så går man og tænker på om netop ridning kunne være noget man gerne ville i gang med i familien, så kan man få en snak med folkene fra rideklubben den aften.

Fredagens program starter med en byvandring sidst på eftermiddagen og det er Jesper Koldtoft, der står for den. Om aftenen er der fodboldturnering i stil m. gadefodbolden de forrige år. Turneringen er delt op i tre kategorier nemlig en herreturnering,en dameturnering og en hyggeturnering og så er der grisefest bagefter.

Lørdagen byder på noget helt nyt – og noget som er meget populært overalt nemlig havetraktortræk og det foregår nede ved traktormuseet, Højbo, som man finder ved at køre ad Id­skovvej og så ned af Kærsangervej – og for resten kan man sikkert bare køre efter lyden. Der vil være masser at kikke på ud over selve havetraktortrækket for der kommer veteranbiler, veteranlastbiler, veteranmotorcykler og alm. motorcykler og Frederikshavn Crossklub vil også være til stede.

Det skal også lige nævnes, at der hver dag vil være pølser på grillen og øl og vand, som man kan købe og hoppepuden vil også være der hele ugen til fri afbenyttelse, så der er tænkt på alt og alle i idrætsugen – både med noget gammelt og med nye tiltag, så se annonce andetsteds i avisen med et detaljeret program for ugen og man må sige,der er noget for enhver smag og alder.

Jo-Jo

Byfornyelse er på vej til Østervrå bymidte

0

I løbet af de næste 6-7 uger forsvinder de tidligere produktionslokaler på adressen Søndergårdsvej 9 B i Østervrå. Ejerne Inge Christensen og Bent Jørgensen har gennem en årrække forsøgt at sælge ejendommen, men forgæves. Det er det lokale nedbrydningsfirma SCO Service, der kommer til at stå for nedrivningen, som går i gang inden for ganske få dage. 

I seks år har den 1.000 kvadratmeter store produktionsejendom stået tom, og nu har ejerne Inge Christensen og Bent Jørgensen taget en svær beslutning. – Vi har i flere år haft vores ejendom til salg uden at det er lykkedes at komme i mål med en handel, fortæller parret, som nu er nået til den konklusion, at der bliver nød til at ske noget andet. 

Der har ellers været pæn interesse for både den private bolig og produktionslokalerne, men hver gang uden et endeligt salg. – Det er ikke muligt at stykke erhvervsdelen fra privatboligen, og det er her det strander, forklarer Inge Christensen. Der har været interesse for begge ejendomme samlet, men så kan køber ikke låne til erhvervsdelen, eller køber er kun interesseret i erhvervsdelen, og det er jo ikke en mulighed, lige som det heller ikke har været muligt kun at købe privatboligen. – Vi synes, at vores private bolig er blevet alt for stor til os to, nu da børnene er flyttet hjemmefra, og efter mange forgæves tilløb til en handel, har vi mistet troen på, at det er muligt at sælge ejendommen, som den står i dag, så derfor har vi valgt at lade erhvervsdelen rive ned, lyder forklaringen. 

Foder og mad
Den store erhvervs- og privatbolig blev i 1972 bygget af købmand Ole M. Nielsen, som en del af Hedegaards kornlager og butik. Ruth og Ole M. Nielsen bosatte sig i en årrække i privatboligen indtil de i 1986 solgte til Top Ti Køl & Frost v/Oskar Christensen, som havde sin administration og kølelager i bygningerne. Køleafdelingen blev solgt fra i 1996, og herefter rykkede et tærtebageri ind i bygningerne. Tærterne blev byttet ud med en produktion af fiskepølser, som en slagter fra Sæby gav sig i kast med. Senere flyttede Dansk Madservice ind i bygninger, og senest har en produktion af brød fra Sunt og Godt haft til huse på adressen. 

Nyt håb
Det er det lokale nedbrydningsfirma SCO Service ved Ole Christiansen, der kommer til at stå for nedrivningen, som er planlagt til at tage sin begyndelse inden for ganske få dage. SCO Service forventer at ejendommen vil være helt væk hen mod slutningen af august måned. 

Området vil efter nedrivningen få et helt andet udtryk, og den tomme grund får status som et attraktivt og bynært areal. En byfornyelse, som Inge og Bent håber vil gøre det betydeligt lettere at sælge deres privatbolig, og efterfølgende er det deres plan at søge om lov til at udstykke den snart tomme, tidligere erhvervsgrund, til to byggegrunde. De vil selv bygge på den ene grund og den anden bliver sat til salg. 

ÅB

Få den lækreste menu til jeres næste fest

0

Står I og skal arrangere en fest? Måske der er tale om en fødselsdag, et bryllup, et jubilæum – uanset hvad anledningen er, vil I med garanti gerne have, at smagsoplevelsen er helt i orden. Det er noget af det, smageriet.dk kan klare for jer. Her er tale om catering i høj kvalitet, og I vil kunne få sammensat en menu efter jeres ønsker, så der er noget for alle.

Det er altid rart at vide, at der er nogle faste menuer, man kan vælge mellem. Det gør det typisk lidt mere overskueligt for jer, og I vil blandt andet kunne tage jeres beslutning baseret på, hvor mange retter I ønsker. Til en del anledninger er det fint dækkende med en forret, hovedret og dessert, men I andre sammenhænge vil I måske gerne kunne tilbyde endnu mere. Det er noget af det, I kan overveje, når I kigger på de forskellige menuer.

En ting er, at der er valgt et antal retter, men der vil også være forskellige muligheder at vælge mellem til de enkelte retter. Her er det jer, der kender både jer selv og jeres gæster bedst, så I vil kunne tage valg baseret på det, så der er noget, alle vil sætte pris på at spise. Der er ingen, der kommer til at gå sultne hjem.

Noget ud over det sædvanlige
Det er altid rart, når man efter en fest vil kunne tale om maden i positive vendinger og have følelsen af, at alle fik noget, de godt kunne lide. Desuden er der visse fordele ved at bestille mad udefra, frem for selv at stå i køkkenet i løbet af dagen. Her slipper du for at stå med en masse tilberedning, men kan I stedet typisk pakke madvarerne ud og stille dem frem, og så er der sådan set serveret – det giver jer mere frihed til at slappe af, mens gæsterne er der.

Det er også muligt for jer for eksempel at vælge en vegetarisk menu. Der er mange lækre retter, I måske ikke har prøvet før, og har i vegetarer blandt jer og andre, der ikke er de helt store kødspisere, kan det vise sig at være et rigtig godt valg – og mange andre vil måske også få øjnene op for at smage sammensætninger af råvarer, de ikke lige har givet sig i kast med tidligere.

Tag på en billig sommerferie med hele familien

0

Når der står sommer på kalenderen, så er der mange, der drømmer om at pakke en taske og tage væk for en stund. Og i flere tilfælde er det sydens sol, der trækker. Her er der masser af spændende oplevelser og ny kultur at lade sig betage af – men det kan også være dyrt. At rejse udelands har ofte udgifter såsom fly, hotel og forplejning indblandet, og det betyder, at det kan blive en dyr fornøjelse for en familie med børn at komme afsted.

Derfor er der heldigvis masser af skønne steder at opleve i Danmark.

Oplev skønne Danmark i sommeren
Det eneste, det kræver, er at du træder uden for dit eget dørtrin, og så vil du opdage, at du også kan nyde alt fra kultur, natur og historie til byliv og lækre spisesteder herhjemme. Det er særligt noget, der gør sig gældende, hvis du vælger at besøge Rømø.

Her er der noget for enhver smag, og det betyder, at det er det helt ideelle sted for familieferien, hvor børnene skal have lov at boltre sig, mens de voksne slapper af. Og så er Rømø og en hel del billigere end en rejse sydpå – så hyggen og følelsen af sommerferie bevares, mens pengene spares.

Book et sommerhus på Rømø
Det er særligt billigt for jer at komme afsted til Rømø, hvis du vælger at leje et sommerhus. Lyder det spændende? Så bestil et sommerhus på Rømø allerede i dag. Der kan nemlig være rift om de gode boliger i de mest gængse uger, og derfor bør du være ude i god tid, når du vil være sikret det sted, der lever bedst op til alle dine forventninger.

Der er dog rigtig mange sommerhuse at vælge mellem, og derfor er der helt sikkert flere, der kan danne rammen om en skøn familieferie.

Grill-hygge på Østervrå Ældrecenter

0

Det skønne sommervejr havde lokket rigtig mange ud på Østervrå Ældrecenters store tagterrasse, hvor De Frivillige havde tilrettelagt en hyggelig grillaften. Inden havde en lille gruppe taget turen til Kjelds Sø. 

De omkring 20 deltagere nød en menu af grillede bøffer og pølser med tilbehør af kartoffelsalat og den berømte mormorsalat, som centrets køkken havde stået for. Til kaffen blev der serveret isvaffel og De Frivillige gav en Bailey. 

En virkelig hyggelig aften, hvor der blev snakket på kryds og tværs i en skøn stemning, som det var svært at løsrive sig fra. 

Inden grillaftenen havde De Frivillige tilrettelagt en frisk gåtur til Kjelds Sø for de beboere, der havde lyst. Det blev dog ikke til et planlagt kig på søens ænder, som åbenbart har fundet sig et andet tilholdssted. Det ødelagde imidlertid ikke det gode humør, i stedet fik deltagerne en rigtig lang og god snak om de butikker, man passerede på vejen til og fra søen. 

ÅB ν 

Fotos: Privat

Ældre Sagen Sæby søger frivillige fra hele lokalområdet

0

Ældre Sagen i Sæby oplever næsten dagligt en stor efterspørgsel til hjælp indenfor mange områder fortæller formanden for lokalafdelingen i Sæby, som dækker hele den gamle Sæby Kommune – altså ud over Sæby også områderne fra Voerså over Dybvad, Østervrå og Hørby.

Henvendelserne er mangeartede, og bestyrelsesmedlem Ove Pape, som har ansvaret for besøgsvennerne, oplever stor efterspørgsel fra pårørende, kommunens ældrecentre, hjemmeplejen og andre. De har ofte lokaliseret en ældre borger, som oftest sidder alene, og måske ikke engang så mobil, at vedkommende selv kan deltage i et fællesskab med andre. Det er livsvigtigt for os alle, hvis ikke ensomheden medfører et dårligt helbred, med deraf yderligere risiko for indlæggelser, øget medicinindtagelse eller behov for plejehjemsplads.

Midler her kan være at tilknytte en besøgsven til den ældre borger, og dermed forsøge at skabe et fortroligt fællesskab, og også gerne at motivere den ældre til, også at komme udenfor dagligstuen. Det kan være en lille gåtur, eller måske en cykeltur på vores Christiania­cykler, som er placeret på Ældrecentrene i både Sæby og Østervrå. Det giver oplevelser og frist luft i håret, og oftest fremkalder det gode smil, fortsætter Ole Berg.

Også cykelpiloter søges, idet vi har mange ældre ikke mobile, som gerne vil på en lille tur ud og have lidt frisk luft og måske en tur på kirkegården, eller en tur rundt i byen, for dermed at kunne følge lidt med i hvad der sker omkring den ældre. Her står vores aktivitetsleder Martin Houkjær Jensen, også klar til at svare på spørgsmål.

”Også vores mange medlemmer fra Østervrå efterlyser flere lokale arrangementer, så de engang imellem kan spare turen til Sæby. ”Vi er bestemt ikke afvisende på disse ønsker, men det kræver at vi kan finde en god håndfuld frivillige fra lokalområdet omkring Østervrå, som vil give en hånd med,” fortæller Ole Berg. 

I øjeblikket har vi godt 120 frivillige tilknyttet i Sæby, og som frivillige har vi visse goder, som vi gerne fortæller om, hvis du kunne være interesseret i at give en hånd med. Derudover oplever vi et fantastisk fællesskab og holdånd blandt vores frivillige. Som for alle frivillige i Ældre Sagen er jobbet ulønnet, men til gengæld får du mange gode oplevelser. 

Ældre Sagen Sæby
Ole Berg

Horsmark Rideklub stillede 13 heste og ponyer til Hjørring Dyrskue

0

Og der blev opnået nogle helt fantastiske resultater i form af 6 x 23 point, syv fløjpladser og to ærespræmier.

Horsmark Rideklub som er beliggende lidt udenfor Østervrå, har de sidste par måneder trænet til årets dyrskue i Hjørring. Hele syv ud af de 13 heste og ponyer er Horsmarks egne elevheste, og har dermed givet nogen elever en helt fantastisk mulighed for at prøve kræfter med, hvad det vil sige at skulle stille op til bedømmelse på et stort dyrskue. Klubbens yngste deltager var lille Lærke på kun 6 år.

Der er blevet afholdt træningsweekender, hvor eleverne har lært hvordan man mønstrer og fremviser en hest til bedømmelse, samt hvordan den skal være soigneret. Hele vejen før, under og efter er eleverne blevet godt vejledt af Celine Frederiksen, som er underviser og tidligere gardehusar, samt af Horsmarks ejer Dorthe Fjordbak.

Der blev også deltaget i mønstringskonkurrence, agility og gangartsklasse og her var ryttere/elever fra Horsmark igen godt repræsenteret på præmielisten.

Og trods det utrolige varme vejr og de mange tusinde skridt der blev gået, var humøret højt og med et super fællesskab og sammenhold, var der også plads til pizzahygge om aftenen.

Det er godt at være noget for andre

0

Alexander på 3½ år stjal fuldstændig opmærksomheden fra sin far Mads Due­dahls båltale, da han på det bestemteste stille krav om, at det kun var far, der kunne hjælpe ham. 

Det kan vist ikke blive mere folkeligt, når en båltaler bliver nødt til at afbryde sin tale for at hjælpe sin 3½ år gamle søn med at tisse. Det var netop det, der skete for regionsrådsformand Mads Duedahl fredag aften i Østervrå. Først forsøgte Duedahl at få sin søn til at acceptere en andens hjælp, men den gik ikke. – I må altså lige have mig undskyldt, mens jeg hjælper min søn, lød beskeden til publikum, og den melding blev kvitteret med høje grin og klapsalver, mens far og søn, for en kort stund, forsvandt ned bag scenen.  

Regionsrådsformand Mads Duedahl kom i sin båltale ind på traditionen med Skt. Hans – en glædens aften, hvor vi fejrer lyset og jager de onde kræfter på flugt. Hvilket ledte ham over til den aktuelle situation med krigen i Ukraine, og hvilke konsekvenser det har for verden. – Vi skal aldrig tage frihed og demokrati for givet, understregede Duedahl. Lad os finde sammen om lyset, håbet og fællesskabet, lød det bl.a. 

Det var så her Alexander fik sin fars fulde opmærksomhed. 

Vel tilbage ved mikrofonen med Alexander på armen, konstaterede regionsrådsformanden, at der skal være plads til alle – især børnene. En bemærkning, der atter fik smil og klapsalver frem hos publikum. 

Den stigende mistrivsel i samfundet, var også et emne, der blev berørt. – Det bekymrer mig, at så mange har det dårligt, på trods af at de materielle goder aldrig har været større. Kig ud og øg bevidstheden om, hvor godt det er, at være noget for andre. Stå sammen, dyrk fællesskabet, dyrk hinanden og gå ud og opsøg nærhed, kærlighed og fællesskab, lød den afsluttende opfordringen.  

ÅB

Skt. Hansfest ved Gjersholt Sø trådte for alvor i karakter

0

Den tredje Midsommerfest i Østervrå blev endnu et tilløbsstykke for ca. 1.000 gæster, der fik gratis koncert med nogle af de største ørehængere i dansk musik, pakket ind i perfekte omgivelser og et skønt sommervejr. 

Lone Haugaard bød alle velkommen til en magisk aften, der med sin tredje i rækken, godt kan få betegnelsen: en tradition. Et arrangement, hvor rammerne for alvor er ved at træde i karakter i form af en festivalplads med kæmpe scene og et publikumsområde omkranset af boder med et bredt udvalg af diverse mad- og drikkevarer. Dertil kommer en fantastisk beliggenhed og udsigt over den imponerende Gjersholt Sø. 

Publikum strømmede da også til denne folkelige og fornøjelige aften, der bl.a. bød på gratis koncert med Hardinger Band – Shu-bi-dua 2.0, og inden blev traditionerne holdt i hævd med båltale af regionsrådsformand Mads Duedahl og Midsommervisen smukt sunget for af folkekirkens kulturmedarbejder Freja Würtz. Et levende bål måtte publikum se langt efter, til gengæld havde folkene fra PixlArt løst det problem med et digitalt bål og røgeffekter. 

Hardinger Band gik på scenen og så var festen for alvor i gang. Hit på hit sang vi med på, og selv om bandets forsanger forklarede, at der var 240 numre at vælge imellem, så følte de fleste af os vist, at vi nåede rigtig godt omkring det store repertoire med de ca. 20 numre, det blev til.  

Vi blev endnu en gang bekræftet i, at Shu-bi-dua, det er for alle generationer lige fra en flok børn, der dansede ivrigt foran scenen til det tæt pakkede publikum i alle aldersklasser, der lod sig rive med stående, siddende på tæpper eller i et ukendt antal festivalstole. 

Vi er så glade
Værtsparret Lone og Rasmus Haugaard kunne dagen derpå se tilbage på et særdeles vellykket arrangement. – Det var virkelig en fantastisk aften, vi er så glade og taknemlige for den opbakning, der er til Midsommerfesten ved vores sø. Dertil kommer de mange foreninger og frivillige, som yder en kæmpe indsats for at få alt til at flaske sig – og det gjorde det, konstaterer Lone Haugaard. Det var virkelig flot og siger noget om, hvor utroligt heldige vi er, at være en del af et samfund, som både vil og kan! Det er vi stolte af! 

Hardinger Band – Shu-Bi-Dua 2.0 var en uovertruffen koncertoplevelse, som på een gang var intim og personlig og samtidig med så meget energi og glæde, at det var umuligt ikke at blive revet med. Og det var så skønt at se, hvor mange mennesker, der kom op ad stolene og bare havde det sjovt til de pragtfulde sange, slutter en meget glad arrangør.

ÅB