
Den tredje Midsommerfest i Østervrå blev endnu et tilløbsstykke for ca. 1.000 gæster, der fik gratis koncert med nogle af de største ørehængere i dansk musik, pakket ind i perfekte omgivelser og et skønt sommervejr.
Lone Haugaard bød alle velkommen til en magisk aften, der med sin tredje i rækken, godt kan få betegnelsen: en tradition. Et arrangement, hvor rammerne for alvor er ved at træde i karakter i form af en festivalplads med kæmpe scene og et publikumsområde omkranset af boder med et bredt udvalg af diverse mad- og drikkevarer. Dertil kommer en fantastisk beliggenhed og udsigt over den imponerende Gjersholt Sø.
Publikum strømmede da også til denne folkelige og fornøjelige aften, der bl.a. bød på gratis koncert med Hardinger Band – Shu-bi-dua 2.0, og inden blev traditionerne holdt i hævd med båltale af regionsrådsformand Mads Duedahl og Midsommervisen smukt sunget for af folkekirkens kulturmedarbejder Freja Würtz. Et levende bål måtte publikum se langt efter, til gengæld havde folkene fra PixlArt løst det problem med et digitalt bål og røgeffekter.
Hardinger Band gik på scenen og så var festen for alvor i gang. Hit på hit sang vi med på, og selv om bandets forsanger forklarede, at der var 240 numre at vælge imellem, så følte de fleste af os vist, at vi nåede rigtig godt omkring det store repertoire med de ca. 20 numre, det blev til.
Vi blev endnu en gang bekræftet i, at Shu-bi-dua, det er for alle generationer lige fra en flok børn, der dansede ivrigt foran scenen til det tæt pakkede publikum i alle aldersklasser, der lod sig rive med stående, siddende på tæpper eller i et ukendt antal festivalstole.
Vi er så glade
Værtsparret Lone og Rasmus Haugaard kunne dagen derpå se tilbage på et særdeles vellykket arrangement. – Det var virkelig en fantastisk aften, vi er så glade og taknemlige for den opbakning, der er til Midsommerfesten ved vores sø. Dertil kommer de mange foreninger og frivillige, som yder en kæmpe indsats for at få alt til at flaske sig – og det gjorde det, konstaterer Lone Haugaard. Det var virkelig flot og siger noget om, hvor utroligt heldige vi er, at være en del af et samfund, som både vil og kan! Det er vi stolte af!
Hardinger Band – Shu-Bi-Dua 2.0 var en uovertruffen koncertoplevelse, som på een gang var intim og personlig og samtidig med så meget energi og glæde, at det var umuligt ikke at blive revet med. Og det var så skønt at se, hvor mange mennesker, der kom op ad stolene og bare havde det sjovt til de pragtfulde sange, slutter en meget glad arrangør.
ÅB




