
UGE 27 – Fra 5.-8 juli
De øvrige år har Idrætsugen været placeret i ugen op til Skt. Hans, men i år har man fra arrangørernes side valgt at lægge den i uge 27, da der typisk er rigtig mange studenterfester m.m. i den uge, hvor Idrætsugen normalt er løbet af stablen.
Det er et varieret og spændende program, man har lagt for ugen med en del nye tiltag.
Man starter onsdag med kroket, hvor kroketklubben vil være til stede og hvor man kan prøve at spille kroket og se, om det måske er noget, man skulle begynde at dyrke som en god form for motion og der er også floorball-turnering onsdag aften. Netop onsdag er der samtidig mulighed for at købe sin aftensmad, idet der tilbydes lækkert pasta – kødsauce til en billig pris (se i annoncen andetsteds i avisen).
Torsdagen byder på det, der ellers hedder Fredagsspiloppen, men som her hedder Torsdagsspiloppen og er en udendørs-spilop med alt, hvad der plejer at være af tilbud på en fredagsspilopaften – desuden vil spejderne være med den aften – gad vide om de bager lækre pandekager eller hvad, de nu hitter på af sjove ting, som kun spejderne kan det og som man kan prøve at være med til.
Det skal også nævnes, at Skæve Rideklub kommer ned på pladsen og er med torsdag aften, så går man og tænker på om netop ridning kunne være noget man gerne ville i gang med i familien, så kan man få en snak med folkene fra rideklubben den aften.
Fredagens program starter med en byvandring sidst på eftermiddagen og det er Jesper Koldtoft, der står for den. Om aftenen er der fodboldturnering i stil m. gadefodbolden de forrige år. Turneringen er delt op i tre kategorier nemlig en herreturnering,en dameturnering og en hyggeturnering og så er der grisefest bagefter.
Lørdagen byder på noget helt nyt – og noget som er meget populært overalt nemlig havetraktortræk og det foregår nede ved traktormuseet, Højbo, som man finder ved at køre ad Idskovvej og så ned af Kærsangervej – og for resten kan man sikkert bare køre efter lyden. Der vil være masser at kikke på ud over selve havetraktortrækket for der kommer veteranbiler, veteranlastbiler, veteranmotorcykler og alm. motorcykler og Frederikshavn Crossklub vil også være til stede.
Det skal også lige nævnes, at der hver dag vil være pølser på grillen og øl og vand, som man kan købe og hoppepuden vil også være der hele ugen til fri afbenyttelse, så der er tænkt på alt og alle i idrætsugen – både med noget gammelt og med nye tiltag, så se annonce andetsteds i avisen med et detaljeret program for ugen og man må sige,der er noget for enhver smag og alder.
Jo-Jo




