Home Blog Page 158

Vi juler, vi juler, vi juler

0

Sådan kunne overskriften have lydt efter fredagens juleoptog i Dybvad, der startede med et besøg på Ældrecentret, hvor der blev sunget julesange og hvor selve julemanden sluttede sig til det glade selskab. Herefter gik turen gennem byen, der var rigtig julehyggelig med julebelysningen tændt og med dejlig julesne at gå rundt i.

Målet for nisseoptoget var som sidste år Dybvadhallen, hvor der var gjort klar med gløgg og æbleskiver og kaffe og saftevand til alle, men inden der skulle spises, blev der danset og sunget omkring juletræet af både børn og voksne og julemanden og nissemor var også med rundt om træet.

Efter den hyggelige dans omkring juletræet blev man lokket af den dejlige duft af varme æbleskiver og man var også parat til at dele ud til alle de fremmødte, der nok også trængte til lidt varmt og til at sidde ned efter både gåtur og dansen omkring juletræet.

Julemanden havde en ekstra overraskelse med til børnene i år nemlig nogle spændende gavekort, der blev trukket lod om og desuden havde han små gaver med, som han delte ud til alle børnene undervejs

Der var også en slikpose til børnene og der var gjort klar med legeredskaber i den ene del af hallen, så børnene kunne gå derop og lege, mens de voksne hyggede sig ved bordene.

Det var Dybvad Handel & erhverv, Dybvad Borgerforening og Dybvadhallen der stod for arrangementet og 120 børn og voksne havde valgt at være med til at sætte julen rigtig i gang med juleoptoget her og den efterfølgende juletræsfest.

Jo-Jo

Ny gruppeformand Venstre 

0

Tirsdag d. 5. december har Venstre i Frederikshavn byråd enstemmigt peget på Thomas Jørgensen som ny gruppeformand. Udnævnelsen af ny gruppeformand var nødvendigt, da den hidtidige gruppeformand, Peter Sørensen, højst overraskende valgte at udtræde af Venstres byrådsgruppe. 

”Vi er alle overraskede over Peters beslutning og mindst lige så forundrede over og kede af måden, det sker på. Resten af byrådsgruppen havde en opfattelse af, at vi fulgte en plan”, siger den nye gruppeformand. 

På Venstres gruppemøde var der enighed om at følge den lagte plan og fortsætte arbejdet med at sætte en borgerlig dagsorden. I denne forbindelse fremhæver gruppen, at der i Venstre er højt til loftet og respekt for hinandens meninger. Efter tirsdagens møde har Venstres byrådsgruppe lovet hinanden at se fremad og bygge videre på det gode samarbejde mellem gruppens resterende medlemmer. 

Gruppen vil nu samles om den nye formand, men samtidig udnytte muligheden for, at hvert enkelt gruppemedlem i højere grad kan komme til orde såvel internt som eksternt, lyder det slutteligt fra byrådsgruppen.

Livlig dialog og mange input fra oplandet til politikerne

0

Hvordan kan vi sammen skabe det gode liv for børn, unge og familier i Frederikshavn Kommune? Politikere fra byrådet var torsdag aften i den lyttende rolle ved det sidste af fire dialogmøder – denne gang i Østervrå Kulturhus, med det formål at indhente værdifulde inputs og ideer til, hvad der er vigtige værdier, og hvad fællesskabet kan byde ind med for skabe det gode liv. 

Det er vist ingen hemmelighed, at Frederikshavn Kommunens økonomi er udfordret, og det sætter velfærden under pres. Det kræver en skarp prioritering af ressourcerne fra politikernes side, og derfor har byrådet besluttet at lade kommunens borgere komme til orde i en række dialogmøder. 

Formanden for plan- og miljøudvalget Peter E. Niel­sen bød velkommen og skitserede for de ca. 40 til­hørere, hvad det er for udfordringer byrådet står overfor. – Vi er udfordret af demografien, og det på trods af, at vi har flere tilflyttere end fraflyttere, men vi står overfor faldende fødselstal og flere ældre, forklarede Peter Nielsen, det er vigtigt at vi fokuserer på de fællesskaber, der skaber værdi, og så arbejder vi benhårdt på at få flere tilflyttere. 

Livlig dialog
I mindre grupper diskuterede deltagerne efterfølgende, hvad der definerer det gode liv. Herunder: Hvad er godt, hvad er udfordringen og hvad lykkes vi med? Det var en livlig snak med mange fine betragtninger, og der viste sig at være stor enighed om de fleste, hvor bl.a. det nære miljø og fællesskaber var vigtige værdier. Udfordringer gik bl.a. på store skoleklasser, transportproblemer, utryghed i manglende gadelys og trafikdæmpning. Til gengæld er der stort held med bl.a. at koble overgangen mellem institutionerne. 

Forsamlingen blev herefter bedt om at komme med eksempler på, hvad fællesskabet kan bidrage med. Her blev der helt konkret foreslået et fælles tilflytterarrangement lokalt, og i det hele taget at blive bedre til at ”byde velkommen” til nye borgere. Vigtigt er det også at få inddraget nye i fællesskabet, afstemme forventningerne til hinanden og bakke op om de lokale aktiviteter m.m.  

Endelig blev aftenens deltagere også bedt om at komme med bud på, hvor det er kommunen lægger hindringer i vejen for, at det gode liv kan udfolde sig, også her kom der flere eksempler på, hvad der kunne lette dagligdagen for at lykkes med det gode liv for børn, unge og familier. 

Peter E. Nielsen (S) sluttede aftenen af med at takke de fremmødte for de mange input. – Jeg kan samtidig konstatere, at de input, der er kommet i aften, er nogle helt andre, end dem vi har fået med fra de tidligere dialogmøder, så det er tydeligt, at det er nogle helt andre udfordringer, I står overfor ude i lokalområderne. 

Mødet i Østervrå var det sidste af fire, hvor der tidligere har været afholdt møder i Frederikshavn, Sæby og Skagen. Alle input fra de fire møder kommer til at indgå i den videre proces, som byrådet kommer til at arbejde videre med, og senere vil der blive indkaldt til nye dialogmøder med andre velfærdstemaer. 

ÅB

Juleoptoget forløb fint – også på en fredag

0

I år var der lavet lidt om på traditionen omkring juleoptoget i Østervrå, idet det var flyttet fra torsdag eftermiddag til fredag eftermiddag, men det så ikke ud til at genere nogen.

Der var nemlig igen i år en laaaaangt fakkeloptog bagefter hestevognen, som i år godtnok gik lidt hurtigere end vanligt.

Turen gik som den plejer igennem Østervrås sneklædte gader, fra hallens P-plads, ad Industrivej og Erantisvej, via Hjørringvej til Møllegade, Floravej, Strømgade, Hjørringvej til Vrængmosevej, hvor der blev gjort holdt ved Ældrecenteret igen i år. De var dog ikke klar i vinduerne som de plejer, så efter en enkelt julesang, gik turen videre og tilbage til Kulturhuset, hvor ØVI håndbold stod klar med risengrød med smørklat og kanelsukker og dertil dejlig rød saftevand. 

Der var omkring 150 glade grødspisende gæster og da grøden var spist, var julemanden og hans kone klar med en lille dans om juletræet og havde godteposer til alle de yngste, som blev fortæret mens der var kaffe og brunkager til dem, der var for store til godteposer.

Det er Østervrå Handel og Erhverv, Østervrå Borgerforening, Østervrå Menighedsråd og ØVI Håndbold, der står for arrangementet og fordeler opgaverne imellem sig.

KØH2

Det skete igen…

0

For 24. gang var Østervrå Hallen i lørdags trukket i festskrud og julestemning og trak fuldt hus til årets julefrokost.

Det er ØVI’s Venner og ØVI Håndbold, der i samarbejde år efter år afvikler julefrokosten i hallen og af samme grund, er der en hel del ”plejer” og gode erfaringer at trække på, men hvorfor ændre på noget, der fungerer?

For fungerer, det må man sige, at det gør. Først booker man musik og mad, lidt tættere på, sælger man næsten alle billetter, så hallen bliver fuld af feststemte mennesker – både private og erhvervsgæster – og dagen før, når bordplanen er gået op, bliver det så virkelig alvor med foldning af servietter, borddækning og pyntning af borde og hallen i det hele taget, så alt er klar lørdag aften kl. 17.00 når dørene åbnes for de forventningsfulde gæster, der har købt billetterne.

Martin Kok stod for maden og alt forløb planmæssigt med det. 

Igen i år leverede TØT City Band, som jo er Kim Nedergaard og Ole Bæk, som begge stammer fra Østervrå og Pia og Søren, som måske er knap så meget på hjemmebane i hallen, varen og fik folk op af stolene med velkendte popsange fra 80’erne og op til i dag.

Ligeså gjaldt det Petrols, som osse spillede supergodt, lyder det fra både gæster og arrangører.

Baren var betjent af nogle af de rigtig mange frivillige, som gav en kæmpe hånd med at få alting til at klappe og den var ganske velbesøgt – baren – her mødtes man med dem man osse lige skulle snakke med, men som måske ikke sad i nærheden af ens eget bord.

Så en dejlig aften, vi kun kan være tilfredse med og være taknemmelige over, at der kan findes kræfter til at stable på benene, hvilket jo skyldes den kæmpe indsats fra en meget stor skare af frivillige, lyder det fra Charlotte Dahl Albertsen fra ØVI’s Venner.

Nu venter vi spændt på at se, hvad overskuddet bliver, fortæller hun. For overskuddet sørger for støtte til ungdomsholdene i foreningen med spillertøj, bolde og arrangementer, så vi håber, det bliver godt, lyder det.

Næste år er der jubilæum med den 25. julefrokost, så sæt kryds i kalenderen den 7. december 2024, lyder opfordringen.

KØH2

Et hyggeligt fælles arrangement

0

Mangler du inspiration til jeres næste arrangement på arbejdspladsen? Inden længe er det tid til julefrokoster og juleafslutninger, og det er en oplagt anledning til at få rystet jer godt sammen på arbejdspladsen. Tag på teambuilding i København, hvis I trænger til en anderledes og afvekslende oplevelse sammen. Her kan i få anledning til mange sjove situationer, som kan skabe grobund for fælles historie og hyggelige anekdoter. Og hvis du ikke gider at kigge på dine kolleger, så kan du jo invitere dine bedste venner med.

Teambuilding kræver kun en flok af dejlige mennesker
Nej, teambuilding i København er ikke kun til julefrokoster på arbejdspladsen. Du kan invitere dine bedste venner med til en sjov eftermiddag, hvor I får rykket jeres grænser og skabt sjove minder. Måske har en i venneflokken snart fødselsdag, eller I skal arrangere en polterabend, og så kan en oplevelse med teambuilding være oplagt. Hvad enten I er til vilde oplevelser eller hellere vil løse svære gåder og mysterier, så findes der et teambuildingarrangement til jer. Start med at undersøge, hvilke muligheder der er, og hvilke af disse, som passer til din flok af venner eller kolleger. 

Planlæg en gennemført oplevelse
Når I skal afsted på teambuilding, er det en god idé at mødes lidt inden. Måske skal I starte med at spise et godt måltid sammen, så bunden er lagt for, at koncentrationen og humøret kan være i top. Efter at have været til selve teambuilding i København, har I sikkert masser at snakke om. Hvis I har god tid, kan I med fordel slutte dagen af sammen og spise endnu et godt måltid, så depoterne kan blive fyldt op, imens lattermusklerne bliver trænet, når I snakker om jeres sjove oplevelser. Hvis stemningen er til det, kan I jo fortsætte videre og have en dejlig aften. Det er kun fantasien, som sætter grænser. 

5.000 km på langfart fra lænestolen

0

Beboerne på Østervrå Ældrecenter fik sig én på opleveren forleden aften, da Henning Hansen fra Sæby tog dem med på en spændende og oplevelsesrig motorcykeltur ned gennem Europa. 

Alle ca. 25 tilhørere blev dog siddende trygt og lunt indendørs, mens de fra en behagelig stol kørte gennem det ene europæiske land efter det andet. 5.000 km blev det til, uden at de blev det mindste forpustede. 

Til gengæld fik de hørt om Hennings mange fantastiske oplevelser på den solotur, der førte ham til landene Slovenien, Kroatien, Bosnien og Montenegro. Her var der imidlertid så varmt, at det kun blev til få timers ophold, inden han satte kursen nordpå igen, og på sin vej hjem til Danmark kom igennem Serbien, Ungarn, Tjekkiet, Polen og Tyskland. 

Henning havde taget en masse flotte billeder med til at illustrere sin fortælling, for han er nemlig også en fantastisk dygtig fotograf. 

Deltagerne fik således fuldt udbytte af Hennings rejseoplevelser, som han havde planlagt til at gå udenom de store byer og motorveje til fordel for bl.a. bjergveje og nationalparker. – Naturen fik gang på gang smilet frem under hjelmen, når jeg spottede det klare blågrønne vand i floderne blandet med fantastiske bjergformationer, fortalte Henning, som dog også fik lidt malurt i bægret med de tydelige spor efter krigen på Balkan i 90’erne. 

Undervejs var der mange gode historier ikke mindst i mødet med den lokale befolkning, der var sågar nogen, der talte dansk og andre engelsk. Særligt sjovt blev det, når kommunikationen foregik på et uforståeligt sprog, det kom der specielt gode oplevelser ud af. – Jeg er blevet meget inspireret af området, så det er slet ikke utænkeligt, at jeg tager endnu en tur, lød det afslutningsvis. 

Det spændende rejseforedrag var tilrettelagt af De Frivillige, som selvfølgelig også havde sørget for at bestille kaffe og kage samt en lille én at sove på. 

ÅB

Håndboldresultater Flauenskjold Hallen

0

Søndag den 26. november

U11 Drenge:
Flauenskjold-Sindal 6-33

U13 Drenge:
Flauenskjold-Aalborg KFUM 18-15
Mål: Malthe 6
Noah 5
Keith 3
Thelma 3
Magnus 1

U15 Piger:
Flauenskjold-VGH Håndbold 8-6
Mål: Iben 3
Kimmi 2
Laura 2
Nanna 1

Damer serie 3:
Flauenskjold-Asaa 20-14
Mål: Lærke Lex 7
Sanne Sigvardsen 5
Camilla Graunkær 3
Heidi Jørgensen 3
Lea Nielsen 1
Stine Bering 1

IS

3 must-see vandfald på din tur til Island

0

Hvis der er noget, som Island er kendt for, så er det sin betagende natur og i særdeleshed de spektakulære vandfald, der findes overalt i landet. Så planlægger du en tur til Island i fremtiden, må du ikke gå glip af disse naturvidundere. Denne artikel har samlet tre af de bedste vandfaldsture på Island, som bare er et must-see på din næste rejse.

Gullfoss

Gullfoss eller Det Gyldne Vandfald, som det også er kendt som, er nok Islands mest berømte vandfald. Det ligger ikke langt fra Reykjavik og udgør en del af den Golden Circle rute, som mange turister benytter, når de besøger landet. Her findes også andre spektakulære naturfænomener såsom gejsere og vulkankratere, som er oplagte at kombinere med en tur til Gullfoss. Selve vandfaldet er i sig selv imponerende med sine to trin, der fører vandet ned i en dyb kløft. Når solen skinner, kan du se regnbuer danse i vandtågen. Det er virkelig et betagende syn. Du kan også tage en kort vandretur langs kløften for at få en endnu bedre udsigt over vandfaldet.

Seljalandsfoss

Seljalandsfoss er et af de mest ikoniske vandfald på Island. Det er især kendt, fordi det her er muligt at komme ind bag selve vandfaldet og gå, så man kan kigge ud gennem vandstrålerne. Dette giver mulighed for en helt anden oplevelse af det ellers klassiske naturfænomen, og det er helt bestemt et besøg værd. Vær dog også opmærksom på, at man her kan risikere at blive godt våd, når vandet sprøjter ned fra klippen. Det kan også føre til glatte trin og underlag, så man skal være lidt forsigtig. Men det er uden tvivl det hele værd for den utrolige oplevelse.

Skógafoss

Skógafoss er et af de største vandfald på Island og er virkelig imponerende. Vandfaldet er omgivet af grønne marker og klipper, hvilket skaber en malerisk baggrund, som er anderledes fra de andre to. Her kan du tage en trappe op til toppen af vandfaldet for at få en fantastisk udsigt over det omkringliggende landskab. Hvis du er heldig, kan du endda se en smuk regnbue, der strækker sig over vandfaldet. Hvis du har et billede af et islandsk vandfald i hovedet, så er det formentligt Skógafoss, du tænker på. Og det er da et besøg værd. 

Uanset om du besøger Island vinter eller sommer, må du ikke gå glip af vandfaldsture til disse tre imponerende naturfænomener. De vil med garanti tage pusten fra dig. Og hvis ikke, gør resten af Islands natur det formentligt.

Frønse og ØVI inviterer til fodboldstævne

0

Østervrå IFs fodboldafdeling har sendt invitationer ud til den kommende udgave af det store indendørs ungdomsfodboldstævne Frønse Cup, og nu venter de spændt på, at rigtig mange klubber melder positivt tilbage på deltagelse. 

Det er efterhånden mere end 30 år siden den første Frønse Cup blev afviklet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, men det velbesøgte stævne er stil-going-strong, og arrangørerne regner med at tage et par weekender i brug til afviklingen. – Stævnet er planlagt til weekenderne 27.-28. januar og 3.-4. februar 2024, og hvis antallet af deltagere bliver ekstra stort, er vi også klar til at bringe en eller to fredage i spil, lyder det fra ØVI Fodbold. 

Stævnet er åbent for pige- og drengespillere i rækkerne fra U7 til U18, og det betyder også, at der alle spilledage ventes at blive et leben af unge fodboldspillere i Østervrås Idrætscenter. 

Spar Nord 
Frønse Cup får naturligvis også denne gang besøg af Spar Nords maskot, og det bliver især de yngste spillere, der kommer til at møde det søde bamsedyr, som sikkert også kommer til at hjælpe med at dele medaljer ud. – Vi er rigtig glade for, at Spar Nord igen vil bakke op om vores turnering, de har været en rigtig god samarbejdspartner gennem mange år, forsikrer ØVI Fodbold, som ser frem til en masse glade og sjove fodboldkampe i idrætshallen. 

ÅB