
Østervrå Handel- og Erhvervsforenings mål er at være en proaktiv forening med fokus på medlemmerne og udvikling i lokalområdet. Medlemstallet er i fremgang, og der er planer om at danne et nyt bredere erhvervsnetværk.
Antallet af deltagere til den årlige generalforsamling slog rekord, og antallet af medlemmer er stigende i Østervrå Handel- og Erhvervsforening. Formand Lene Therkildsen kunne således fortælle ved den årlige generalforsamling, at bestyrelsen får flere spørgsmål og henvendelser vedrørende medlemskab. – Det er yderst positivt, at erhvervsdrivende har lyst til at blive en del af foreningen og støtte op om et aktivt erhvervsliv, lød det. Men der er også en pris, man skal være villig til at investere tid og kræfter, for at det kan blive en realitet, understregede formanden, som herunder beklagede udfordringerne med at finde frivillige kræfter – en tendens foreningen vil gå imod.
LED-skærm
– Der er forsat rigtig god energi i foreningen, vi komplementerer hinanden godt ved at bidrager med vidt forskellige perspektiver på ting, lød det videre. Bestyrelsens mål er at være en pro-aktiv forening med fokus på medlemmerne og udvikling i lokalområdet, og det mener jeg at årets satsning med en LED-skærm er et godt eksempel på. Ingen tvivl om, at der er uanede muligheder både for byen og vores forening med den skærm, sagde formanden. Skærmen er forbeholdt foreningens medlemmer, men hvis der er ledige pladser, er den også åben for andre, også fordi foreningen modtager et stigende antal henvendelser udefra.
Flere medlemmer
Foreningen tæller nu hele 54 medlemmer – fem ny er kommet til i 2023, hvilket formanden finder er en fin bedrift for en by af Østervrås størrelse. – Vi drømmer om flere nye medlemmer og et fantastisk erhvervsnetværk – nemlig Erhvervsnetværk Nord, som er det ben, vi mangler at fokusere på, afslørede Lene Therkildsen. Foreningen har været i positiv dialog med kolleger i Tårs, om at danne et fælles netværk, som vi mener er et godt bud på en positiv vej at gå – og derved kan vi spille hinanden endnu bedre.
Aktiviteter
Foreningen har doneret penge til et nyt udendørs skilt til skolen og til Østervrå Sommerfest, et nyt og spændende tiltag med god aktivitet.
Traditionen tro stod Handel- og erhvervsforeningen også for ”Open by Night,” der igen blev en stor succes. Foreningen fulgte også op på ”Verdensmålsugen” og lavede aktiviteter i børnehaven, på skolen og på Plejehjemmet.
Derudover er der doneret penge til juleoptog og julebelysning, ligesom foreningen tilbød medlemmerne at være med i en julekalender, hvor de både fik eksponering på Facebook-siden og på skærmen.
Erhvervslivet og skolen
Torslev Skole lagde rammer til årets generalforsamling, og det var der en helt særlig grund til. Skoleleder Mads Vejen ville nemlig gerne præsentere de erhvervsdrivende for en helt ny ide. Skolen har et stort ønske om at styrke et tættere samarbejde med det lokale erhvervsliv i håbet om, ad den vej at kunne give et ekstra tilbud til de elever, der har brug for at kunne kombinere almindelig skolegang med nogle timers erhvervsarbejde. Oplægget blev særdeles positivt modtaget, og der bliver allerede fra erhvervslivets side arbejdet med flere muligheder for de unge mennesker.
Inden generalforsamlingen var der også et spændende og inspirerende oplæg fra Jette Hansen fra SoYou Marketing, der fortalte om synlighed på sociale medier.
Foreningens økonomi ser fornuftig ud. Til bestyrelsen var der farvel og tak til Gitte Mølbak, og i stedet blev Louise G. Olsen valgt, suppleant blev Jette Hansen.
ÅB




