
Bødkergårdens Forårsudstilling er altid en dejlig, humørfyldt forårsbebuder, som man slet ikke kan undgå at blive i godt humør af. Dette års udstilling er ingen undtagelse, et kreativt børneunivers og samtidig et herligt vidnesbyrd på, hvad børnene arbejder med i løbet af året.
Fredag eftermiddag havde Valde på 4 år og Vester på 2 år taget mor og far med op på Bødkergårdens 1. sal, og her viste de stolt rundt i den fine udstilling. Det var naturligvis deres egne bidrag, som stod først for, men der blev også lejlighed til at kigge på, hvad nogle af de andre afdelinger har lært og oplevet. – Vi har jo et årshjul vi følger, og heri indgår forskellige temaer, som bl.a. vores mange sanser, naturen, kolonier og meget andet, fortæller pædagogerne.
Allerede torsdag besøgte institutionens børn på skift udstilling, hvor de kunne få en god snak om, hvad det var de selv havde lavet, men også hvad de andre afdelinger havde haft travlt med. – Det er også her de yngste får et indblik i, hvad der venter som f.eks. kolonitur og meget andet, forklarer pædagogerne.
Årets udstilling sprudlede endnu engang af den største kreativitet, der gang på gang gør overrasker os besøgende – hvor får børnene det dog fra? Der var naturligvis mange beundrende blik og kommentarer fra forældre og bedsteforældre.
Udstillingen havde bidrag fra Specialgruppen Dueslaget, før-skole-gruppen Svalereden, Mariehønen, Andedammen, Kaninburet og Hønsegården samt vuggestuen Sneglehuset. Der var også en gæsteudstilling bl.a. fra De private Pasningsordninger.
ÅB




