Home Blog Page 126

Håndboldresultater Flauenskjold Hallen

0

Onsdag den 20. november 
Regions Cup Kvinder:
Flauenskjold (serie 3) – Taars/Ugilt (serie 1) 20-33

Mål:
Nanna Gadensgaard 12
Camilla Graunkær 3
Ida Mølbjerg 2
Nikoline Vestergaard Jensen 1
Lærke Hald Nielsen 1
Heidi Jørgensen 1 

Træningskamp Herrer:
Flauenskjold – Taars/Ugilt 11-21

Mål: Jeppe Lex 5
Daniel Helledie 2
Noah 1
Simon 1
Kristoffer 1
Kristian 1

IS

Peter kan fejre 25 år med Byens VVS og 40 år i branchen

0

Den 1. december er det 25 år siden autoriseret VVS-installatør Peter Karlsen realiserede en drøm, da han etablerede sit eget firma ”Byens VVS ApS”. Jubilæet markerer han og hustruen Elin med en jubilæumsreception lørdag den 30. november. 

Firmajubilæet er ikke den eneste mærkedag Peter Karlsen kan fejre, det er samtidig også 40 år siden han kom i lære hos VVS-firmaet Per Wahlberg, hvor han blev udlært og senere fortsatte som svend, indtil han etablerede sit eget firma. 

”Byens VVS” havde i begyndelsen hovedkontor i Brønderslev, og samtidig drev Peter også forretning fra sin hjemadresse i Østervrå, fem år senere flyttede firmaet til den nuværende adresse. Det var altså en ambitiøs ung mand på 33 år, der stemplede ind i rækken af selvstændige, og det er gået meget godt. – Jeg synes, det har været 25 gode år, men jeg kan da slet ikke forstå, hvor de er blevet af, lyder det fra jubilaren, der i dag har et bredt kundegrundlag indenfor parcelhuse, sommerhuse, landbrug og industri i Frederikshavn, Sæby og Brønderslev med tilhørende opland. 

Arbejdsopgaverne har i alle årene omfattet alt indenfor VVS-branchen, f.eks. renovering og nyinstallering af vand, ventilation, varme og sanitet samt blikkenslagerarbejde. – Der har da været mange spændende opgaver gennem årene – store og små udfordringer også nogle lidt mere pudsige – ja, næsten en totalentreprise, husker Peter Karlsen. En dame ville have mig til at etablere gulvvarme i hendes hus, og det greb om sig, så jeg endte med at ordne gulvet og genetablere hele rummet med malearbejde mm. 

VVS-opgaver i forbindelse med renovering af Østervrå Ældrecenter og Meny i Østervrå er nogle af de helt store opgaver, Peter Karlsen har været med til at løse. – Den gang havde jeg på et tidspunkt seks mand i arbejde, så det var en meget travl periode, fortæller Peter, som mener, at han igennem de 25 år i alt har haft 10 medarbejdere ansat. I dag driver han en enkeltmandsvirksomhed, og det passer ham rigtig godt. – Tiderne har ændret sig, der er kommet rigtig meget papirarbejde ind over med kvalitetssikring og sikkerhed, så det giver alt for meget ekstraarbejde, at have ansatte i firmaet, forklarer Peter, som er heldig at have gode håndværkerkolleger, han kan trække på, hvis han ind imellem står og har brug for en ekstra hånd. 

Særlig udfordring
Blikkenslagerarbejde har også fyldt en del hos ”Byens VVS”, og det gør ikke noget at det er lidt udfordrende. – Jeg har været så heldig, at få lov til ikke bare én gang med to gange, først at skulle beklæde et kirketårn med kobber og efterfølgende to spir på en herregård, forklarer Peter. Det var to meget spændende opgaver, og noget man yderst sjældent for lov til i et firma af min størrelse. 

Der er sket en del i branchen gennem 25 år. – Da jeg begyndte var det jo f.eks. opsætning af radiatorer og oliefyr, der fyldte, og materialerne vi arbejdede i var hovedsagelig jernrør både til vand og varme, den del er i dag overgået til plastikrør og rustfrit stål. Teknologien har også fundet indpas i vores branche bl.a. med styringer til f.eks. gulvvarme og varmepumper, som kunderne kan kommunikere med via en app på deres telefon, forklarer Peter Karlsen. 

Han er også aktiv i foreningsregi med en kassererpost i ”Arbejdsgiverne Nordjylland”, og senest har han sagt ja til lokalt at være formand for bestyrelsen i Østervrå Varmeværk. 

Reception
Peter Karlsen ser en klar tendens i branchen til, at der bliver større og større enhed, men han har ikke selv planer om at stoppe endnu. – Jeg tager nok ikke 25 år mere, men jeg fortsætter nogle år endnu, lover jubilaren. 

Jubilæet fejrer han og hustruen Elin med en Jubilæumsreception på firmaadressen i Strømgade, hvor parret håber på at se forretningsforbindelse, tidligere ansatte og venner af huset.

ÅB

Optimal arbejdspræstation med de rette skærmbriller: Regler og anbefalinger for et sundt arbejdsmiljø

0

Skærmbriller er blevet en essentiel del af det moderne arbejdsmiljø, hvor mange timer foran en computer kan påvirke vores syn og generelle velbefindende. Med den stigende digitalisering af arbejdsopgaver bliver det mere end nogensinde nødvendigt at beskytte vores øjne mod den konstante eksponering af blåt lys, der udsendes fra skærme. Valg af de rigtige skærmbriller kan forbedre ikke kun vores synskomfort, men også vores samlede arbejdsydelse. Men hvilke regler bør du følge, når du vælger dine skærmbriller?

Forståelsen af skærmbrillers betydning
For mange mennesker er skærmbriller ikke blot et moderigtigt tilbehør, men en nødvendighed for at kunne udføre deres arbejde effektivt. Skærmbriller er specielt designet til at reducere digital øjenspænding, hvilket kan føre til symptomer som hovedpine, træthed og sløret syn. Dette gør dem til en uundgåelig del af arbejdsudstyr i mange kontormiljøer. Når vi taler om regler for skærmbriller, er det vigtigt at forstå, at valget af de rette briller kan forbedre både fokus og koncentration.

Desuden hjælper skærmbriller med at filtrere blåt lys, der er kendt for at forstyrre vores døgnrytme. Forskning har vist, at eksponering for blåt lys om aftenen kan også påvirke vores søvnkvalitet. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om at vælge de pæneste briller, men om at finde briller, der har de korrekte linser for din individuelle arbejdssituation. At investere i gode skærmbriller kan derfor føre til færre sygedage og øget produktivitet.

Anbefalinger for korrekt valg af skærmbriller
Når du står overfor at skulle vælge skærmbriller, skal du først tage højde for dine arbejdsmæssige behov. Her er nogle af de overvejelser, der kan hjælpe dig med at træffe det rette valg. For eksempel er det vigtigt at få briller, der har en korrekt linsebelægning. Anti-refleks belægninger kan mindske skærmhindrende genskær og øge komforten.

En anden vigtig overvejelse er at sikre, at brillerne passer ordentligt til dit ansigt. Dårligt tilpassede briller kan føre til ubehag, som igen reducerer, hvor effektiv du kan være. Spørg din optiker om råd til valg af rammer, der ikke kun er komfortable, men også stilfulde, så du kan føle dig selvsikker, mens du arbejder. Derudover, er muligheden for at have et par med styrke noget, som kan bidrage betydeligt til både arbejdskomfort og præstation. Mange har stor gavn af multifokale linser, der gør det lettere at skifte mellem skærm og papirarbejde.

Arbejdspladsens indretning og ergonomi
Ud over at vælge de rette skærmbriller er det afgørende at overveje, hvordan din arbejdsstation er indrettet. Din computerskærms placering bør være på en sådan måde, at dine øjne hviler naturligt, hvilket kan minimere nakke- og rygspændinger. Skærmen skal have en passende lysstyrke og kontrast for at reducere belastningen på øjnene. Udover din skærmbrugeroplevelse er belysningen i rummet også en kritisk faktor. Overvej at tilføje blødt, indirekte lys, der reducerer blænding.

Sundhed og trivsel på arbejdspladsen
Det er en kendsgerning, at medarbejdere, der føler sig godt tilpas, ofte præsterer bedre. At implementere regler for skærmbriller og sikre, at alle ved nødvendigheden af effektiv brug af dem, kan være en del af det samlede arbejdsmiljøprogram. Virksomheder, der belægger betydelige ressource i ergonomiske forhold og sundhedsfremmende initiativer, ser ofte en stigning i produktivitet og medarbejdertilfredshed.

En holistisk tilgang til trivsel på arbejdspladsen er således essentiel. Medarbejdere bør opmuntres til at deltage i regelmæssige øjen- og sundhedstjek, samt træning i ergonomiske teknikker. Disse initiativer kan hjælpe den enkelte med at optimere deres arbejdspræstation uden unødig belastning på deres sundhed. Desuden kan organisering af oplysningskampagner eller workshops om betydningen af ergonomi være med til at bygge en kultur, hvor trivsel prioriteres højt.

Velbesøgt julemarked i Dybvad

0

Dybvad Aktivitetscenter og Hyggeholdet har afholdt et meget velbesøgt julemarked i skolens aulaen.

Allerede inden julemarkedet åbnede strømmede folk til for at være med fra starten og atter i år kunne man fra arrangørernes side glæde sig over den meget flotte tombola med hele 240 gevinster og her kan så i skrivende stund tilføjes – at der blev udsolgt, meget hurtigt endda og man må sige, at det var meget fine gevinster, som de heldige fik med hjem.

Herefter trængte mange til en kop kaffe eller gløgg med varme æbleskiver til, der bare sendte den herlige duft af jul rundt på hele skolen.

Mens der blev hygget med kaffe, gløgg og æbleskiver underholdt det dejlige kirkekor med både julesange og andre glade sange, der satte stemningen en ekstra gang i vejret og selvfølgelig blev belønnet med et stort bifald.

Rundt om i aulaen var der boder, hvor man kunne købe masser af flotte juleting lige fra julepynt til både ude og inde og der blev også bundet kranse af gran, så man kunne købe en helt frisk krans med sig hjem. Der var masser af hjemmestrik og hæklede grydelapper, spændende hjemmelavede halstørklæder og flotte julekort og så selvfølgelig nisser i lange baner, der kunne hænges op, sidde til pynt og fylde hele huset med julestemning.

Alle boderne var bemandet med medlemmer af Hyg­ge­holdet, der jo stod for arrangementet sammen med Aktivitetscentret og de havde nok at se til hele tiden, for der var godt gang i handelen og som lederen af aktivitetscentret, Elsebeth Larsen, siger, så er det godt at være blandt de første, der afholder julemarked og det kunne man jo også se på besøgstallet og købelysten ved julemarkedet her.

Jo-Jo

Varmeprisen forventes at holde i Østervrå

0

En fornuftig budgetlægning i Østervrå Varmeværk betyder, at den aktuelle varmepris forventes at holde, også selv om el-priserne er lidt flyvske ind i mellem. Har du prøvet eforsyning, der giver dig mulighed for at følge med i dit varmeforbrug, og hvor godt du udnytter varmen?

Flere varmeværker har meldt ud, at de hæver prisen på varme. Det bliver nok ikke aktuelt i Østervrå, hvor de forventer at prisen holder – også fremadrettet. – Vi er fortrøstningsfulde og ret trygge ved den prissætning, vi har budgetteret med, også selv om el-priserne har været stigende her på det sidste, lyder det fra varmemester Jens Peter Løgtved. El-priserne har stor betydning for anvendelsen af især varmepumpen, men det ser ud til, at vi snart får lidt gang i vinden igen, og det får jo positiv indflydelse på el-priserne. 

Den almindelig drift på varmeværket har været god og stabil hen over året, kunne varmemesteren oplyse. 

Eforsyning
Måske har flere bemærket, at der har været ekstra aktivitet i toppen af varmeværkets mindst skorsten. – Vi har fået monteret antenner til at indsamle forbrugerdata fra vores forbrugere, forklarer Jens Peter Løgtved, den indsamlede data bliver lagt ind digitalt på Eforsyning, som alle forbrugere kan tilgå, og vi kan kun anbefale forbrugerne selv at følge med i deres varmeforbrug, og om de udnytter varmen godt nok, lyder opfordringen.

Indsamlingen af data er et lovkrav, som vil træde i kraft i 2027, og i Østervrå Varmeværk har de valgt at være på forkant med udviklingen. 

I varmeværkets regi har indsamlingen af data den fordel, at et evt. brud eller utætheder hos forbrugerne hurtigere vil blive opdaget. – Vi har så store mængder data til rådighed nu, at vi også får mulighed for at gå mere i detaljer med, hvornår eventuelle problemer er opstået, forklarer varmemesteren.  

Ny formand
Varmeværket har valgt ny bestyrelsesformand, idet den siddende formand Troels Mathiassen, på grund af et øget arbejdspres på jobbet, har ønsket at træde ud. I stedet er Peter Karlsen valgt som ny formand, og 1. suppleant René Karlsen er trådt ind i bestyrelsen i stedet for Troels. 

Varmeværket har her i efteråret holdt to ekstraordinære generalforsamlinger med vedtægtsændringer, som det eneste punkt på dagsordenen. Der er tale om småjusteringen i vores tidligere vedtægter, som var helt tilbage fra 1989, og de nye blev godkendt, oplyser varmemesteren.  

ÅB

Forårssæson i FOF’s højskoler klar 6 steder i Vendsyssel

0

I FOF’s højskoler i Vendsyssel mødes man om foredrag og højskolesang uge efter uge. Nu er programmet for forårssæsonen klar, og det udbydes med 10 foredrag 6 forskellige steder i Vendsyssel, nemlig Frederikshavn, Sæby, Skagen, Brønderslev, Hjørring og Sæsing. Der startes midt i januar.

”Højskoleemnerne er mange og blandede – sang, musik, kunst, historie, kulturmøder, filosofi, samfund, politik – livet hele vejen rundt!” lyder det fra skoleleder Kirsten Højrup.

”De uartige kirkelige sanser” er første punkt på programmet. For det står Poul Joakim Stender, præst, forfatter og rejseleder. Vi har flere sanser end fem. Med den sjette sans fornemmer vi en dimension af tilværelsen, der sprænger vores logik og fornuft. Måske er rytmesansen den syvende sans.

Der fortsættes med ”Livet som opdagelsesrejse” ved journalist, historiefortæller og rejseleder Bitten Holmsgaard. På underholdende vis kommer tilhørerne på ekspedition med de allerstørste opdagelsesrejsende fra verdenshistorien. Men man følger også i fodsporene på nogle af de mindre kendte.

På slæderejse med Siriuspatruljen
Tag med på en fantastisk rejse til en af verdens mest øde egne. Oplev en hverdag med hård frost, vilde dyr og storslået natur. Med smukke billeder, film og røverhistorier får man et unikt indblik i livet på Nordøstgrønlands kyst. Det sker, når Mathis Huse fortæller om sine oplevelser.

”Min far slog min mor ihjel” er titlen på Helle Thorngaard Jessen beretning. En voldsom begivenhed i 1971 blev virkelighed for Helle. Her 50 år efter har hun valgt at dele sin personlige tragedie med offentligheden, så børn og unge i lignende situationer ikke i fremtiden skal tvinges til at tie om deres tab. Hør et foredrag om skyld og skam og fortielser. Nu insisterer Helle T. Jessen på at fortælle om begivenhederne, der gjorde hende forældreløs.

”Fra Københavns Børs og P. S. Krøyers store bestillingsværker” er titlen på kunstformidler fra Skagens Kunstmuseer, Kresten Langvolds, foredrag. Han tager udgangspunkt i et af Krøyers mest kendte værker, det store maleri fra Børsen, som netop nu er udstillet i Skagen.

Thank you for the music
Musikalsk Playmaker og foredragsholder Nicolaj Holmboe kommer med ”Thank you for The Music – fra Waterloo til Avatars”. Foredraget hylder 50-året for ABBA’s store internationale gennembrud i 1974, hvor de med sangen Waterloo vandt Eurovision Song Contest.

Nordsøen Oceanarium i Hirtshals har en fået en særlig opgave med at forsøge at redde sorthummeren, som lever på stenrevene mellem Hirtshals og Løkken. Det fortæller Natur-Akvariemester ved Nordsøen Oceanarium, Martin Riis, om.

Cykeleventyr gennem Sydamerika
Thomas Mølgaard tager publikum med på en 12.000 km cykeltur gennem Uruguay, Brasilien, Paraguay, Bolivia, Chile og Argentina. Thomas fortæller ukompliceret og direkte om de mange dage med dårlige veje, paradisisk natur og barske levevilkår.

Der sluttes af med rumforskning og klima. I ”Danmark i rummet” fortæller astrofysiker (ph.d.) og chefkonsulent ved DTU Space – Institut for Rumforskning og -teknologi, Michael Linden-Vørnle, om dansk rumforskning. I foredraget høres om nogle af de aktuelle og fremtidige missioner, hvor dansk rumforskning og rumindustri er med på banen.

”HALLO, hvad sker der for klimaet?” lyder det fra meteorolog og foredragsholder Mikael Jarnvig. Jarnvig vil fortælle, hvad der er målt, konstateret og videnskabeligt holdbart. Ud fra videnskabelig viden og prognoser vil han også forklare, hvad der kommer til at ske med vejret i nær fremtid nationalt og internationalt. Hvilke konsekvenser får disse ændringer? Jarnvig fortæller også om årsagerne til klimaændringerne.

Hvordan kan vi sammen skabe det gode ældreliv?

0

Dialogmøde med byrådet: Østervrå Kulturhus, torsdag den 28. november. HUSK, tilmelding!

Er du nået til den sidste del af dit liv, er du pårørende, arbejder du indenfor ældreområdet, eller er du bare interesseret i emnet, som på et tidspunkt kommer til at berøre os alle, så meld dig til byrådets dialogmøde i Østervrå, hvor du får mulighed for at komme med dine bud på, hvordan vi sammen kan skabe det gode ældreliv?

Forhåbentlig er vi mange, der når til den del af vores liv, men kommunens økonomiske midlerne er ikke ubegrænset, og politikerne appellerer til, at vi sammen finde ud af de bedste løsninger. Det sker i fire tilrettelagte dialogmøder rundt om i Frederikshavn Kommune, og torsdag den 28. november er turen kommet til Østervrå, hvor du personligt kan møde op i Østervrå Kulturhus, og komme med dine forslag til politikerne. Byrådet har et ønske om, at vores kommune skal være et godt sted at bo og leve for alle. Her skal alle have mulighed for at tage ansvar for deres eget liv og udnytte egne evner bedst muligt – også når vi bliver ældre. 

Hvordan skal vi så komme i mål med det? Det kan vi alle sammen få indflydelse på nu, når politikerne kommer ud for at høre, hvad du mener, der skal til, der er nemlig brug for nytænkning og et større fælles ansvar for at løse opgaverne. 

– Fremover skal vi alle bidrage mere til velfærdsopgaverne. Vores mål er at skabe fremtidens velfærd i et stærkt fællesskab mellem kommunen, borgerne, erhvervslivet og foreningerne. Det kræver, at vi alle tager større ansvar for hinanden og vores fælles velfærd, lyder budskabet fra byrådet. 

Opfordringen er enkel – kom og vær med til dialogmødet i Østervrå, hvor du i øjenhøjde med politikerne kan få lejlighed til at komme i dialog med dem. – Vi skal have en snak om, hvad vi skal prioritere i fremtiden, for vi kan ikke alt det, vi gør i dag. Derfor har vi brug for dine bud på, hvad der har mest værdi for dig, og hvad vi i fællesskab kan gøre for at skabe det gode ældreliv i Frederikshavn Kommune, er den klare udmelding fra politikerne.

For alle
Alle er velkomne til at deltage i mødet, blot skal du huske at melde dig til. Se annonce i avisen eller gå ind på kommunens hjemmeside: frederikshavn.dk/sammenom  

Mødet i Østervrå er ét af fire dialogmøder fordelt rundt om i kommunen. Byrådet har tidligere afholdt lignende dialogmøder, med fokus på børn, unge og familier, og der vil senere blive nye møder, hvor borgerne kan komme i dialog om velfærdsområdet. 

ÅB

Mindeord: Søren Pedersen – En ildsjæl med stor klubånd

0

På vegne af Østervrå Idrætsforening skriver Åse Bakland følgende mindeord over Søren Pedersen, som er død den 12. november.  

Et stort chok ramte os alle, da nyheden om Søren Pedersens pludselig død blev kendt i Østervrå. Et dødsfald, som satte os hen i vemod og sorg, men også gav rum og tid til at reflektere over, hvor stort et aftryk Søren har sat – på sin helt egen måde. 

Østervrå Idrætsforening var hele livet et stort omdrejningspunkt for Søren, også fordi hans nærmeste familie tilbragte meget tid især på fodboldbanerne, så blev det uden tvivl helt naturlig for Søren, at være med her. Han tog aktivt del i klublivet på mange forskellige fronter, selv om fodboldafdelingen var hans første prioritet. Mange opgaver har han kastet sig ud i. Her kan bl.a. nævnes holdleder, kridtemester på stadion, cafeteriavagter og mangeårig stævneleder for Frønse Cup. 

En del bestyrelsesposter kunne han skrive på sit CV heriblandt en årrække, som formand for støtteforeningen ØVIs Venner. Interessen for klublivet bestod også i, at han stort set mødte op til samtlige generalforsamlinger i ØVIs regi, og var der brug for en hjælpende hånd til at stille op eller rydde op efter events og arrangementer, så var Søren klar. Han spillede ikke selv Præmiewhist, men kiggede næsten altid forbi hallens cafeteria om torsdagen, for lige at mærke stemningen og få en lille snak. Han var begyndt at synge i Østervrå Kirkes voksenkor og i foråret blev han valgt ind i Østervrå Antenneforenings bestyrelse. 

Igennem årene prøvede han også selv kræfter med flere forskellige sportsgrene, som f.eks. mountainbike, svømning og spinning, senest havde han meldt sig med på GF77s Dunkhold. 

En god fodboldkamp kunne altid lokke ham på stadion, og når et medlem af den nærmest familie var på banen, så var han sikker på sidelinjen. Den interesse blev yderligere skærpet, da ne­vøen Joakim Mæhles professionelle fodboldkarriere tog fart, noget onkel Søren fulgte tæt og var virkelig stolt af, uden at der blev slået ud med armene af den grund. 

Søren var et beskedent menneske, der havde stor omsorg for andre. Han havde selv sine udfordringer i livet, men dem tog han også på sig, og fik det bedste ud af det, på sin måde. 

Jobmæssigt har Søren heller ikke været bange for at tage fat på nye udfordringer. I en årrække havde han ansvaret for de tekniske serviceopgaver på Torslev Skole, og seneste havde han lige påbegyndt en uddannelse som social- og sundhedshjælper, som han var rigtig glade for. 

I kraft af alt dette havde Søren en kæmpe berøringsflade med lokalområdets børn, unge og voksne i alle aldre. Han kendte rigtig mange, og kom godt ud af det med alle, takket være sit altid åbne og venlige væsen. Alligevel var det en udvalgt flok, der forblev hans absolut nærmeste venner, dem han spille kort med, hyggede med og rejste på ferie med. 

Familien havde en stor plads i hans hjerte, og da hans mor blev alene, var det helt naturligt for ham at drage ekstra stor omsorg for hende. 

Personligt kan jeg se tilbage på mere end 30 års godt naboskab. Vi løb ikke hinanden på dørene, men når vi mødtes fik vi altid en god snak om dagligdagen, hvad der rørte sig i samfundet og ind imellem også mere personlige ting. 

En ildsjæl med kæmpe stor klubånd er her ikke længere. Du vil blive savnet, Søren! Æret være Søren Pedersen minde. 

Nye køleskabe i Kulturhuset

0

Flauenskjold Kulturhus har investeret i to spritnye storkøkken køleskabe af mærket Gram Professional. Der er tale om en samlet investering på i alt kr. 60.000, som takket være et godt år rent udlejningsmæssigt, har kunnet tages ud af driften. Med investeringen er Kulturhusets køkken nu fornyet fra A-Z.

På billedet præsenterer husets formand Jørgen Lund de to flotte køleskabe.

Tekst og foto: IS

Juleaften på Hotel Viking

0

Det er foreningen ”Juleaften”, der står for arrangementet i samarbejde med Hotel Viking. Aktivitetscentret i Dybvad havde forleden besøg af Hans Overgaard fra Sæby, der sammen med sin kone Bente atter i år står for at få det til at blive en rigtig dejlig aften for alle, der har tilmeldt sig. Det har de gjort i efterhånden mange år – selvfølgelig med hjælp fra de øvrige i foreningen.

Der er i år tilmeldt omkring 60 og det skal her bemærkes, at det er gratis at deltage. Det er primært pensionister, der er med til juleaftensarrangementet på Hotel Viking, hvor der bliver serveret en traditionel julemiddag med andesteg og alt, hvad dertil hører og risalamande med en mandelgave til hvert bord. Efter julemiddagen går man rundt om juletræet og synger de kendte og elskede julesalmer og -sange og juleevangeliet bliver læst op. Derefter er det kaffetid og gavetid og som Hans Overgaard siger, så går snakken lystigt ved bordene hele aftenen igennem – man finder hurtigt sammen og hygger sig og giver hinanden en rigtig god juleaften. Det er som før nævnt for det meste enlige, der deltager.

Som sagt var det Aktivitetscentret, der havde inviteret til denne eftermiddag og der var undervejs mulighed for at stille spørgsmål og for at kommentere det, man havde hørt og her blev bl.a. talt om, at det måske kunne være grænseoverskridende for nogle mennesker at være med til sådan en juleaften og det er jo selvfølgelig meget individuelt. Som Hans Overgaard sagde, så plejer snakken hurtigt at gå lystigt omkring bordene og man hygger sig sammen hele aftenen.

Der blev naturligvis også talt en del om det store arbejde, der ligger i at skaffe sponsorater til så stort et arrangement, men heldigvis lykkes det hvert år og dermed også i år – så foreningen ” Juleaften” fejrer endnu en gang juleaften på Hotel Viking for dem, der ellers skulle sidde alene på denne særlige aften.

Jo-Jo