Peter kan fejre 25 år med Byens VVS og 40 år i branchen
Den 1. december er det 25 år siden autoriseret VVS-installatør Peter Karlsen realiserede en drøm, da han etablerede sit eget firma ”Byens VVS ApS”. Jubilæet markerer han og hustruen Elin med en jubilæumsreception lørdag den 30. november.
Firmajubilæet er ikke den eneste mærkedag Peter Karlsen kan fejre, det er samtidig også 40 år siden han kom i lære hos VVS-firmaet Per Wahlberg, hvor han blev udlært og senere fortsatte som svend, indtil han etablerede sit eget firma.
”Byens VVS” havde i begyndelsen hovedkontor i Brønderslev, og samtidig drev Peter også forretning fra sin hjemadresse i Østervrå, fem år senere flyttede firmaet til den nuværende adresse. Det var altså en ambitiøs ung mand på 33 år, der stemplede ind i rækken af selvstændige, og det er gået meget godt. – Jeg synes, det har været 25 gode år, men jeg kan da slet ikke forstå, hvor de er blevet af, lyder det fra jubilaren, der i dag har et bredt kundegrundlag indenfor parcelhuse, sommerhuse, landbrug og industri i Frederikshavn, Sæby og Brønderslev med tilhørende opland.
Arbejdsopgaverne har i alle årene omfattet alt indenfor VVS-branchen, f.eks. renovering og nyinstallering af vand, ventilation, varme og sanitet samt blikkenslagerarbejde. – Der har da været mange spændende opgaver gennem årene – store og små udfordringer også nogle lidt mere pudsige – ja, næsten en totalentreprise, husker Peter Karlsen. En dame ville have mig til at etablere gulvvarme i hendes hus, og det greb om sig, så jeg endte med at ordne gulvet og genetablere hele rummet med malearbejde mm.
VVS-opgaver i forbindelse med renovering af Østervrå Ældrecenter og Meny i Østervrå er nogle af de helt store opgaver, Peter Karlsen har været med til at løse. – Den gang havde jeg på et tidspunkt seks mand i arbejde, så det var en meget travl periode, fortæller Peter, som mener, at han igennem de 25 år i alt har haft 10 medarbejdere ansat. I dag driver han en enkeltmandsvirksomhed, og det passer ham rigtig godt. – Tiderne har ændret sig, der er kommet rigtig meget papirarbejde ind over med kvalitetssikring og sikkerhed, så det giver alt for meget ekstraarbejde, at have ansatte i firmaet, forklarer Peter, som er heldig at have gode håndværkerkolleger, han kan trække på, hvis han ind imellem står og har brug for en ekstra hånd.
Særlig udfordring
Blikkenslagerarbejde har også fyldt en del hos ”Byens VVS”, og det gør ikke noget at det er lidt udfordrende. – Jeg har været så heldig, at få lov til ikke bare én gang med to gange, først at skulle beklæde et kirketårn med kobber og efterfølgende to spir på en herregård, forklarer Peter. Det var to meget spændende opgaver, og noget man yderst sjældent for lov til i et firma af min størrelse.
Der er sket en del i branchen gennem 25 år. – Da jeg begyndte var det jo f.eks. opsætning af radiatorer og oliefyr, der fyldte, og materialerne vi arbejdede i var hovedsagelig jernrør både til vand og varme, den del er i dag overgået til plastikrør og rustfrit stål. Teknologien har også fundet indpas i vores branche bl.a. med styringer til f.eks. gulvvarme og varmepumper, som kunderne kan kommunikere med via en app på deres telefon, forklarer Peter Karlsen.
Han er også aktiv i foreningsregi med en kassererpost i ”Arbejdsgiverne Nordjylland”, og senest har han sagt ja til lokalt at være formand for bestyrelsen i Østervrå Varmeværk.
Reception
Peter Karlsen ser en klar tendens i branchen til, at der bliver større og større enhed, men han har ikke selv planer om at stoppe endnu. – Jeg tager nok ikke 25 år mere, men jeg fortsætter nogle år endnu, lover jubilaren.
Jubilæet fejrer han og hustruen Elin med en Jubilæumsreception på firmaadressen i Strømgade, hvor parret håber på at se forretningsforbindelse, tidligere ansatte og venner af huset.
ÅB