Børnene i Østervrå og omegn har stor lyst til at være med til at hjælpe andre, så stor var tilstrømningen af deltagere til Julehjælpsløbet, at arrangørerne løb tør for startnumre.
Birthe Løgtved og Jens Martin Fjordbak fra Østervrå Menighedsråd var blæst helt bagover, efter at de havde noteret ikke mindre en 43 børn til start i de to menighedsråds Julehjælpsløb fredag aften. – Det er så dejligt, lyder det fra Birthe Løgtved, der stadig kunne smile stort, selv om hun var løbet tør for startnumre, det er jo et luksusproblem, men hvor er det skønt, at så mange børn har lyst til at hjælpe andre. Det kan man da kun blive glad i låget over.
Inden de ivrige cykelryttere blev sendt af sted i passende grupper, opdelt efter alder, blev de varmet op. Den opgave var lagt i de bedste hænder hos Ani Koldbro Pedersen fra GF77, som i den grad fik sat gang i både arme, ben og krop.
Blandt de mange deltagere var der i øvrigt en gæsterytter fra Gærum. Han var tilfældigvis på besøg hos venner i Østervrå, der skulle deltage i løbet, og så var han frisk og sprang med på holdet.
De unge cykelryttere gik til opgaven med stort engagement, og det gav helt sikkert ekstra energi i de ellers ”gode ben”, når målfeltet blev passeret, og deltagerne blev hjulpet ekstra på vej med klap og jubeltilråb fra et talstærke heppekor af familiemedlemmer.
Alle deltagere fik et velfortjent flot diplom, en pose chips og sikkert flere glas saftevand efter deres indsats.
Hvor mange penge det er lykkedes de unge mennesker at køre hjem, ja, det tæller de stadig på i menighedsrådene, og det er også stadig muligt at indbetale på kirkernes mobil pay, hvis man skulle være kommet lidt bagefter med et bidrag.
Denne let omskrevne tekst til en kendt børnesang blev fredag formiddag fremført af en flok glade børn og voksne på børneinstitutionen Bødkergården i Østervrå for at fejre indvielsen af tre flotte eldrevne ladcykler, som fremover kommer til at åbne for nye oplevelser og en masse vind i håret.
Melsen Fonden er den ene af to gavmilde sponsorer af de tre nye køretøjer på Bødkergården. Fonden har valgt at se positivt på en ansøgning fra Bødkergårdens Venner om en ladcykel til kørestolsbrugere, et tiltag, som særligt er beregnet for børn i Specialenheden. – Det giver helt sikkert en masse nye muligheder, som vi glæder os rigtig meget til at gøre brug af, både på korte ture i lokalområdet, men måske også at kunne ledsage vores bus på kortere ture ud af huset, fortæller afdelingsleder Thea Vadsholt Frederiksen, som sammen med sin kollega Stine Iversen kan afsløre, at både Bjørn og Theodor fra specialbørnehaven allerede havde været ude på prøveture, og de var begge to mægtig begejstrede.
To cykler fra Vennerne Bødkergårdens Venner har oplevet så flot opbakning til bl.a. deres dyrskuer og julestuer, at de rent økonomiske har fået mulighed for at sponsere to ladcykler til Bødkergårdens vuggestue og børnehave. Personalet har været med på råd, og har budt ind med ønsker og forventninger til cyklerne. Det har bl.a. været vigtigt, hvordan cyklerne er at håndtere rent køreteknisk, men også at børnene selv kan stå af og på ladet, som kan rumme i alt fire børn på de små polstrede sæder, som naturligvis er forsynet med sikkerhedsseler. I tilfælde af dårligt vejr, kan et fint oversejl monteres på ladet, så de små ikke bliver våde. Oveni hatten fulgte der cykelhjelme med til alle børn og voksne, så sikkerheden er i top. Det er den også når det gælder cykelpiloterne. – Personalet kommer selvfølgelig igennem en vis træning i at håndtere og blive fortrolige med cyklerne, både med og uden passagerer, forklarer institutionsleder Carsten Thorvald, der forventer at cykeltræning bliver en indlagt del af de kommende personalemøder, og så skal vi naturligvis have indhentet tilladelse fra alle forældrene, inden vi tager børnene med ud på cykelture.
Børn og voksne fra børnehaven var stimlet sammen på gårdspladsen, for at beundre de nye cykler, som også fik den føromtalte lille omskrevne hyldestsang med på vejen – også for at få tiden til at gå, for det kræver stor tålmodighed at få sådan nogle cykler indviet – og tålmodige det var børnene virkelig gode til at være.
Julestueplaner Bødkergårdens Venner går så småt i gang med at lægge planer for den kommende Julestue i november, og lige nu har de forskellige afdelinger på Bødkergården haft travlt. Der har nemlig været Spis-Sammen med mor og far, og en menu af Livretter. Hvert barn medbringer sin absolutte favorit, og det kan virkelig godt give udfordringer, hvis der er flere livretter. Det beviser vel egentlig bare, at man sagtens kan komme til at stå overfor et af livets store valg – selv i en meget ung alder?
Helt aktuelt skal børnene med garanti på en masse sjove og hyggelige cykeludflugter i lokalområdet, så måske møder du dem der, og så kan du jo passende ønske tillykke med de flotte køretøjer.
Østervrås centrum summede fredag eftermiddag og aften af liv, musik, sang og latter, og endnu en gang kan Østervrå Handel- og Erhvervsforening sammen med de øvrige af aftenens bidragsydere noterer sig en solid succes til Open by Night.
Skønne veteranbiler tog godt op med plads ved Butikscentret i Østervrå fredag aften, og de fik selskab af en flok lige så blankpolerede motorcykler, som næsten stjal billedet fra seks veteranknallerter af mærker som bl.a. Yamaha og Puck.
Fællesskab Seks ”knægte” i deres bedste alder havde taget turen til Østervrå på deres flotte knallerter, og de havde slet ikke problemer med at stille op lige ved siden af de store ”kværne” med betydeligt flere kubikmeter. De seks er medlem af en køreklub, som holder til i Vester Hjermitslev, og sammen har de fundet et fællesskab omkring de gamle knallerter. – Vi hygger os med det, i sommerhalvåret tager vi på fælles ture, og om vinteren mødes vi i et lokale på den gamle skole i Vester Hjermitslev, fortæller et par af klubmedlemmerne. Vi kan altid finde noget at snakke om, især er der altid en on-going duel om de forskellige mærker.
Der er en stigende interesse for de gamle knallerter, bare i vores klub er der sket mere end en fordobling af medlemmer, fortæller de, og på den måde lærer man nye mennesker at kende, og de kommer også med forslag til nye steder, vi kan lade turene gå hen.
Måske er der blandt læserne en eller to, der husker, hvor dyr sådan en knallert var i 70’erne? Den gang lå prisen omkring 3.500 kr., og i dag skal du altså have et beløb, der ligger i omegnen af 50.000 til 60.000 kr. op af lommen – alt efter hvor original modellen er.
Hygge og snak De motoriserede køretøjer blev fint suppleret med flere stande bemandet med pengeinstitutter, forskellige virksomheder, butikker og foreninger.
Østervrå Ifs bidrag med to hoppeborge – én til de små og én til de lidt større, som hele aftenen var besat med livligt hoppende børn og unge, også Falcks røde brandbil trak høje besøgstal.
ØVIs Venner fik langet to hele pattegrise med tilbehør over disken, og hos Meny var der også særdeles god omsætning ikke mindst i ”pølsevognen”.
Østervrå Kirkes Voksenkor gjorde virkelig god reklame for sig selv, med en fin lille koncert, hvor alle kunne konstatere, at koret har et meget bredt repertoire, som de meget gerne vil dele med flere kormedlemmer.
Bandet ”Rabalder” fyrede i et par timer op under de gamle tekster og musik af Gasolin og Kim Larsen, alt imens der blev hygget og snakket livligt rundt omkring på pladsen.
Vejret var med arrangørerne, dog havde det været dejligt med et par ekstra varmegrader sidst på aftenen.
– en industribygnings historie Af Vivi Dybdahl & Jørgen Peder Clausager
På Møllegade i Østervrå ligger virksomheden Polyteknik, som har til huse i et bygningskompleks, hvis ældste del er mere end 100 år gammelt. Vi vil kikke bygningens historie lidt efter i sømmene.
Kartoffelmelsfabrik Kartofler kan forædles til kartoffelmel (stivelse) og glukose. Før første verdenskrig præmierede Tyskland imidlertid eksporten af disse produkter, hvorfor der ikke var basis for en lønnende produktion i Danmark. Dette ændrede sig under krigen, hvor prisen på kartoffelmel på et par år tredobledes. På denne baggrund stiftedes i 1916 Hjørring Amts Andels Kartoffelmelsfabrik, som blev opført i Dybvad; den var tegnet af arkitekt Vejby Christensen i Hjørring, og for teknikken stod ingeniør Johannes Martinus Willumsen, Hjørring; fabrikken blev indviet efter nytår 1917.
I tilslutning til fabrikken opførtes rivestation i Brønderslev, tegnet af arkitekt Charles Jensen, Brønderslev; den blev indviet den 3. april 1917. Rivestationens opgave var at underkaste kartoflerne en første behandling, så at dens halvfærdige produkt, grøn stivelse, kun vejede en tredjedel af kartoflernes vægt; det billiggjorde transporten til hovedfabrikken, som foregik i sække og skete pr. jernbane; både hovedfabrik og rivestation havde jernbanetilslutning. Den grønne stivelse tålte oplagring og kunne derfor forlænge ”sæsonen” for kartoffelmelsproduktionen, der ellers var på 100 dage. Rivestationen havde en kapacitet på 400 tdr. kartofler i døgnet, 15.000 tdr. på årsbasis.
De første år gik fabrikken strålende, og det gav andelshaverne blod på tanden til at ekspandere. I 1919 opførtes en glukosefabrik i Hjørring og yderligere fire rivestationer: Kvissel, Løkken, Sindal og Østervrå. Alt blev tegnet af den velrenommerede Hjørringarkitekt Jens Jakobsen, hvis tegninger er bevaret i Historisk Arkiv på Vendsyssel Historiske Museum; de er dateret ”maj 1919”; de fire rivestationer var identiske. Opførelsen blev udbudt i licitation i Vendsyssel Tidende den 14. maj 1919. Grunden til rivestationen i Østervrå blev ved udstykningsapprobation af 6. oktober 1919 udstykket fra gården Øster Nordenbæk og fik matr.nr. 10d og 11i af Vraa By, Torslev Sogn, og ved skøde af 23. februar 1920, tinglæst 15. juli samme år, solgt af landmand Jens Jørgen Jensen Nordenbæk til kartoffelmelsfabrikken for 5.600 kr. På dette tidspunkt har byggearbejdet sandsynligvis været afsluttet, så det er et eksempel på, at ”papirarbejdet” har haltet bagefter.
Men efter verdenskrigens afslutning nærmede forholdene sig til dem før krigen, og importeret kartoffelmel blev atter billigere; 1919-anlæggene kan knap nok have nået at komme i gang, selvom vi ved folketællingen den 1. februar 1921 i Østervrå finder rivestationsbestyrer Peder Andreas Berg (1894-1976). For i 1921 besluttede man sig for at likvidere kartoffelmelsfabrikken, og i juli måned blev der holdt tvangsauktion over hovedfabrikken i Dybvad og rivestationen i Østervrå; den sidste gik for et bud på 16.500 kr. til maskinfabrikant M.H. Albertsen, Taars Hammerværk (kaldet Sæsing Maskinværksted). Han fik imidlertid ikke straks skøde på ejendommen, for i Vendsyssel Tidende for 2. december 1921 bragtes følgende annonce: ”Alle som interesserer sig for bevarelse af Østervrå Rivestation indbydes til møde på rivestationen tirsdag d. 6. december kl. 3. Flere indbydere”. – Dette forsøg på at redde rivestationen mislykkedes åbenbart, for M.H. Albertsen fik tinglyst skøde på ejendommen den 20. februar 1922. – Brovægten, på hvilken de afleverede kartofler var blevet vejet, blev købt af Østervrås stationsforstander Ejner Vestergaard, der derfor, foruden stationsforstander og postekspeditør, i handelskalenderen fra og med 1924 kunne kalde sig ”vejer og måler”.
I en annonce i Vendsyssel Tidende på datoen for redningsmødet, 6. december 1921, averteres rivestationerne i Løkken, Sindal, Kvissel og Brønderslev til salg. – Et efterspil til konkursen finder vi i Vendsyssel Tidende 28. og 30. april 1923, hvor proprietær Jens Jensen, Ulvkærgaard i Skibsby, Sct. Olai Sogn (1863-1939), fremlægger en omfangsrig redegørelse for kartoffelmelsfabrikkens konkurs, hvori han citerer revisionsberetningen fra statsaut. revisor Jørgen Peter Strobel i København. – Ole Bachmann (1899-1986), som 1933-76 var direktør for den nye kartoffelmelsfabrik, skrev i 1979 den gamle kartoffelmelsfabriks historie i en pjece på 21 sider (hvori han mærkværdigvis skriver, at alle rivestationerne efter konkursen blev nedrevet; foruden Østervrås har vi konstateret, at Sindals stadig eksisterede i 1956).
Maskinfabrik Mads Henrik Albertsen (1882-1953) drev maskinfabrik i Østervrå indtil 1945, og havde tlf.nr. Østervrå 96. Sideløbende drev han indtil 1927 Taars Hammerværk – men var i 1925 bosat i ”Villa Solglimt” i Østervrå. I Vendsyssel Tidende for 18. april 1945 bekendtgør han, at han har overdraget Østervrå Maskinfabrik til et aktieselskab, i hvilket hans søn Worren Albertsen (1912-1995) har været deltager. I Vendsyssel Tidende 20. juli 1946 ses følgende annonce: ”Restpartiet af nye og brugte landbrugsmaskiner realiseres meget billigt inden 1. august. – Al gæld til A/S Østervraa Maskinfabrik bedes indbetalt på postgiro inden 1. august. Henvend Dem til W. Albertsen, Østervraa”. – Annoncen tyder på, at Worren Albertsen opgiver forretningen i sommeren 1946; i 1947 sælger han sin villa på Jernbanegade i Østervrå og flytter til Sindal. – Familien Albertsen var adventister.
I Østvendsyssel Folkeblad fra sommeren 1946 finder vi annoncer fra K. Christensen, Østervrå Maskinfabrik, der tilbyder nye og brugte slåmaskiner og malkemaskiner. Han har overtaget telefonnummeret 96, og har også en nytårsannonce i Folkebladet for 27. december 1946; men andet ved vi ikke om ham.
Den 15. januar 1947 overtager smedemester Ejmund Rimmen (1915-2002) sammen med sin bror Arne Østervrå Maskinfabrik, hvilket de bekendtgør i Østvendsyssel Folkeblad for 31. januar, hvori de anbefalede sig ”til de ærede kunder med alt til faget henhørende i den udstrækning materiale og kvalificeret arbejdskraft tillader det”. Ejmund Rimmen står i Torslev Sogns skattebøger for 1947 og -49 (men ikke i -48!). Men i 1950 flytter Rimmen til Hjørring, og overdrager i april måned virksomheden til smed Marinus Pedersen, som havde haft smedeforretning i Astrup. I 1951 er der et efterspil, idet Ejmund Rimmen i maj måned sagsøger Worren Albertsen for at have brudt en konkurrenceklausul, som bestemte, at Albertsen ikke måtte flytte tilbage til Østervrå fra Sindal og genoptage sin gamle virksomhed; hans erstatningskrav lød på 20.000 kr. Retten nedsatte det dog til 2.500 kr., og få dage efter kan avisen meddele, at Albertsen godt nok var flyttet tilbage til Østervrå, men han havde ikke genoptaget sin gamle virksomhed!
Marinus Pedersen (1900-1990) afstod i 1958 sin virksomhed og flyttede i 1959 til Sindal. Den nye ejer var Alfred Nejsum (1914-1989), som siden 1946 havde drevet automobilværksted og -forhandling på hjørnet af Hjørringvej og Brøndenvej. Han havde også haft traktorsalg fra denne adresse, men flytter traktorvirksomheden til maskinfabrikken i Møllegade, hvor der sælges traktorer af mærkerne Bukh, Porsche og David Brown; og som på Hjørringvej etablerer han også i 1965 i Møllegade salg af Mobil-benzin. 18. februar 1962 bringer Vendsyssel Tidende et portrætinterview v/ Christen Nørrelykke med Alfred Nejsum: Om pilleri, mekanik og gensidig tilfredshed. Det handler dog udelukkende om hans bilforhandling og -værksted (med VW). Nejsum afhændede sine virksomheder i midten af 1970’erne.
Køberen af maskinfabrikken i 1975 var Niels Haugaard (1925-2001), som siden 1964 havde været sælger hos Alfred Nejsum. Ved hans 10-års jubilæum i 1985 (VT, 31.05.1985) fortæller han om virksomhedens fine service: i høsttiden var man parat til udrykning døgnet rundt, hvis der kom nedbrud på en høstmaskine. Niels Haugaard efterfulgtes af sin søn Børge Haugaard, der var ejer af virksomheden i 1989. Han solgte i februar 1992 maskiner og goodwill til Aalborg Maskinforretning.
Møbelfabrik I sommeren 1992 køber tømrer- og snedkermester Knud Lynge Jensen (*1944) ejendommen, og benytter den indtil år 2000 til samling af de møbelelementer, som han fabrikerede på sin møbelfabrik på Høngårdsvej, og til lager af færdigvarer.
Polyteknik Polyteknik A/S i Østervrå blev grundlagt i 1995 af ingeniør Jens William Larsen, M.Sc., i Stagsted gamle Skole i Skæve Sogn, men lejede sig i 2000 ind i Østervrå, hvor virksomheden blev huset i den tidligere rivestation i Møllegade, som han købte i september 2006. Polyteknik er en højteknologisk virksomhed, som fremstiller avanceret finmekanisk udstyr til tyndfilmindustrien (PVD-udstyr): forskellige former for industriel ov-erfladebehandling af plader og rør. For den uindviede er virksomhedens hjemmeside nærmest volapyk! – men den har været i konstant udvikling, med en multinational medarbejderstab og en international kundekreds, og med 55 fuldtidsbeskæftigede plus et antal deltids medarbejdere er pladsen ved at være kneben, så der er planer om at flytte en del af produktionen til Hjallerup i 2026, hvor man opfører en ny fabrik.
I perioden 2000-2007 virkede ”Møbelbiksen” eller ”Sudan Møbelbiks” i en selvstændig sidebygning. Det var en afdeling af Østervrå Genbrugsforretning, som drev salg af genbrugsmøbler. I en periode var der også udlejet lokaler til Sæby Bibelcamping og til adventistkirkens projekt ”Hjælp Rumænien”. Men Polytekniks konstante ekspansion gjorde det efterhånden nødvendigt for virksomheden selv at disponere over alle bygningerne. Det gjaldt også lejligheden på førstesalen, som indtil omkr. 2020 var udlejet til beboelse, men som nu er inddraget til kontorer.
Babeth Hansson-Östergaard fra Sæby har danset på den kongelige balletskole i København i 7 år, og er en meget passioneret danser. Med sin fantastiske måde at bevæge sig på, formår hun altid at skille sig ud. Det er en af grundende til at hun har været til Junior VM i skøjteløb, og gjort andre bemærkelser indenfor sporten.
Babeth er 18 år, og har arbejdet med børn i mange år, ligeså som hun har en lang række træner uddannelser bag sig.
Nu er Babeth klar på at dele ud af det som hun allerbedst kan lide, som er en fantastisk kombination, nemlig at danse og skøjte.
SOS Nord er meget taknemlig over, at Babeth vil tage sig af alle børn og unge, der vil danse ballet.
Det er meget svært at finde en ballet lærer, som har de kvalifikationer som Babeth har, især her i Nordjylland, fortæller formanden Rebekka Holm.
Skøjte- og Sportsforening Nord er meget glade for det samarbejdet som kommer til at starte op i denne sæson.
Man kan nemlig fra nu af både gå til ballet og skøjtning samme dag i SOS Nord.
I denne uge starter det nye tiltag at både danse ballet og skøjte på samme dag.
En venskabelig dyst mellem klubkammerater er på programmet til den årlige og meget traditionelle klubdag hos Østervrå Petanqueklub.
Det var heller ingen undtagelse sidste mandag, hvor der i et par timer blev dystet på banerne ved Bredgade. 24 spillere fordelt på seks hold spillede hver tre spil, og der var kamp til stregen. – Der var en god og hyggelig spilleiver, fortæller Karen Therkildsen, og undervejs blev der serveret øl og vand, hvilket var tiltrængt, vejret var nemlig rigtig sommerligt.
Pårørende til flere af spillerne stødte til for at deltage i fællesspisningen. Menuen bestod af flotte stjerneskud fra Byens Café, som blev nydt sammen med de medbragte drikkevarer og nogle flasker rosé, der var sponsoreret af et lokalt supermarked. – Alle 32 deltagere havde en fornøjelig og hyggelig eftermiddag i hinanden selskab, slutter Karen Therkildsen.
Der er flere nyheder på programmet, når Østervrås gymnastikforening tager hul på den nye sæson fra uge 36. Foreningen er særligt glad for at kunne tilbyde et længe efterspurgt tiltag – pardans, og derudover er der naturligvis masser af andre tilbud til alle aldersgrupper.
”Vild med dans” er fået tag i rigtig mange, også i Østervrå, hvor GF77 gentagne gange er blevet spurgt, om ikke de kunne tænke sig at tage pardans på programmet. Bestyrelsen har ledt med lys og lygte efter en instruktør, og nu er det lykkedes. – Vi har indgået en aftale med Janni Nielsen fra et dansestudie i Hjallerup, fortæller Mette Dahl fra GF77, Janni Nielsen er tidligere sportsdanser og har også en instruktøruddannelse med i bagagen.
Hver tirsdag fra den 3. september kan du/I i en hel time få udfordringer til både hjerne og krop ved at lære grundelementerne i forskellige ballroomdanse, herunder vals, tango, samba, cha cha cha, jive og mange flere, lover Mette Dahl. Holdet henvender sig til dig eller jer, som altid har drømt om at kunne høre takten i musikken og bevæge dig dertil, så kom og lær eller bliv endnu dygtigere til at danse. Kom, som par eller alene, og blive klogere på, hvorfor der skal to til Tango, lyder opfordringen.
Fra 0-100 Nyt er det også, at der igen er Step-aerobic på programmet. – Vi havde det på for flere år siden, og nu har vi altså fået lyst til at sætte det på igen, fortsætter Mette Dahl, holdet er for både mænd og kvinder, de er helt sikkert i de bedste hænder med Ani i rollen som instruktør. Hun er også klar til endnu en sæson i spidsen for det populære ”Dunkhold”, som til gengæld kun er for mænd.
GF77 gentager også sidste års succes med et ”Fit-for-kids-hold”, som er for dem, der gerne vil gå i motionscentret, men ikke er gamle nok. – Holdet henvender sig særligt til unge i alderen 12-17 år, og i år får de lov til at komme en tur i Motionscentret én gang om måneden, forklarer Mette Dahl.
Onsdag er stadig den store gymnastikdag, som indledes om formiddagen med Seniormotion, og senere på dagen med de mindste på mor/far/barn, Krudtuglerne, Dancemix, Rytmemix, Springmix, Minijunior og Junior-mix.
Yoga-entusiasterne kan godt begynde at gøre sig klar for Petra og Grethe er klar med hver deres hold. Grethe har ”Bevægelse og Yoga” om tirsdagen, og Petra melder ind med yoga om torsdagen.
På den måde favner GF77 igen hele aldersspektret fra 0-100 år i deres alsidige program, og instruktørerne glæder sig til at se en masse nye og kendte ansigter.
Høyrup ændrer åbningstiderne i butikken fra den 1. september 2024.
Ændringen af åbningstiderne sker som et led i en effektivisering samt tilpasning af vores forretningsdrift siger indehaver Karsten Høyrup.
Vi vil gerne være 100% tilstede for vores kunder i butikkens åbningstid, og dette har været en lidt svær kombination pga. stigende travlhed på andre og nye forretningsområder. Kundernes vaner og behov ændrer sig hurtigere end nogensinde før, og vi har i sinde at følge med kundernes udvikling og tilpasse vores forretning til nye tider, så den står stærkt rustet til fremtiden. Samtidig er vores mission at vi stadig vil være i stand til at levere den bedste service vi overhovedet kan til vores kunder og forretningsforbindelser.
Vi har igennem en længere periode oplevet en større og større vækst af salg indenfor arbejds- og profiltøj til virksomheder, samt sportstøj til foreninger og klubber, hvilket kræver mere af vores tid til møder/planlægning/produktion med mere siger indehaver Karsten Høyrup.
Og med en stigende efterspørgsel fra nutidens kunder på nethandel, vil vi derfor også prioritere endnu mere tid til udvikling og optimering af vores webshop og salg via denne fortæller Karsten.
Som noget nyt er det nu muligt at aftale tid udenfor normal åbningstid til f.eks.: Køb af tøj til virksomheder/foreninger/events sant køb af tøj til f.eks. bryllup m.v.
Man kan kontakte Høyrup for at aftale en tid udenfor normal åbningstid til ovenstående, fortæller Karsten.
Aftalerne udenfor åbningstid gælder kun salg af tøj, og altså ikke pakker i pakkeshoppen understreger Karsten med et smil.
Alle services og funktioner vil fungere som normalt i butikken, herunder også pakkeshops.
Så intet er ændret i butikken bortset fra de nye åbningstider, slutter Karsten.
Eleverne på Stensnæsskolen i Voerså kan snart se frem til bedre faciliteter at boltre sig i. Det skyldes, at Stensnæsskolen netop har modtaget en donation på 45.000 kr. fra den nordjyske fond Melsen Fonden. Donationen skal gå til at etablere en Pumptrack bane, som er en cykelbane med fokus på motorisk udvikling. Det er skolens ønske, at børnene kan udfolde sig motorisk igennem leg, og det er pumptrack banen et super redskab til.
Derudover skal den nye Pumptrack bane give børnene i området bedre mulighed for at finde et sted at cykle. Det er nemlig ikke altid nemt for børn i de små lokalsamfund at finde et sted, hvor de sikkert og nemt kan udvikle sig motorisk på en cykel, da trafikken er hurtig – samtidig med at der er mangel på cykelstier.
Stensnæsskolen arbejder stadig på at finde de sidste midler til banen og derfor vides endnu ikke, hvornår etableringen af banen går i gang