
Sidste tirsdag var alle børnene fra både Dybvad Børnehus og Hørby Børnehus til julegudstjeneste i Skæve Kirke – det er en mangeårig tradition og børnene ser hen til den store dag.Forældre og bedsteforældre var inviteret med og der var mulighed for at køre i bus derop og det er i sig selv en stor ting for børnene.
Børnene skulle gå i Luciaoptog i kirken og det klarede de fantastisk godt- de var så dygtige – også til at være med til alt det, der ellers skulle foregå i kirken med bl. a. et julespil, hvor der medvirkede en kamel og de blev taget rigtig godt imod af sognepræst Mette Volsgaard og det øvrige personale,der stod for julegudstjenesten.
Derhjemme i Børnehuset blev der serveret masser af æbleskiver og småkager og saftevand til børnene og kaffe til de voksne og så kunne de hygge sig alle sammen inden turen gik hjemover. Avisens udsendte var så heldig at få en god snak med mange af børnene, mens de sad og spiste de dejlige æbleskiver og noget af det, de gerne ville fortælle om, var turen op i det store kirketårn og de var især meget optaget af klokkerne deroppe og de snakkede bl.a. om det, at der var to klokker oppe i tårnet – en gammel og en ny og mange af børnene sagde også,at noget af det, der havde været det bedste, var det at synge i kirken. Det var i alt fald nogle rigtig glade børn,der kom hjem i børnehuset den eftermiddag efter julegudstjenesten – fyldt med rigtig mange gode oplevelser.
Det er i øvrigt en juletravl tid i børnehuset – i alt fald i Dybvad – for børnene skulle gå i luciaoptog på Dybvad Ældrecenter d. 13. dec. og så skulle de holde julefrokost i børnehuset d. 19. og risengrødsfest d. 20. dec.
Jo-Jo




