Home Blog Page 121

Hospice gør livet værd at leve – selvom der er kort tid tilbage

0

De fleste har sikkert gjort sig nogle tanker, hver gang de kører forbi volden på Suderbovej i Frederikshavn. Hvad er der inde bagved? De fleste ved godt, at det er her Hospice Vendsyssel ligger, og det er et sted, hvor man kommer hen, når man snart skal dø – eller er det nu også det?

Tirsdag eftermiddag gæstede hospiceleder Winnie Poulsen Østervrå Kulturhus med et meget interessant og bevægende foredrag, der gav de godt 80 tilhørere et rigtig fint indblik i, hvordan hospice gør livet værd at leve – selvom der er kort tid tilbage. 

Hospice Vendsyssel har ni sengepladser at gøre godt med, og for at blive henvist til én af disse skal patienten have komplekse problemstillinger, der er svære at løse andre steder, og her ser man på, dem der har det største behov. 

Et ophold på hospice er ubetinget set ud fra patientens ønsker, men erfaringen er også, at de pårørende samtidig har stort udbytte af dette ophold. 

– Et ophold kan være på ét døgn, syv døgn, en måned eller længere tid, men gennemsnittet ligger på 18 dage, fortalte Winnie, som også forklarede, hvorfor belægningsprocenten er ca. 80, hvilket skal ses i lyset af, at der altid vil være et slip i forbindelse med et dødsfald. – Der skal være ro og tid til en god afslutning på livet, understregede hospicelederen. 

Udskrevet igen
De fleste patienter er uhelbredeligt syge uden anden behandling end smertelindring. – Vi har mange med kræft, men også hjerte- og lungesyge, ser vi en del af samt patienter med ALS, forklarede Winnie Poulsen, men der er også en del, som bliver udskrevet igen – ca. 25-30%, og måske kommer de igen. 

Hospicelederen kom også ind på, hvordan personalet og de frivillige hele tiden forsøger at efterkomme patienternes ønsker, for at gøre deres sidste del af livet, så god som muligt. – Ofte er det helt små ting, der skal til, et smukt dækket bord, friske blomster, en tur ud i frisk luft, og så lægger vi meget vægt på at holde fast i traditioner, forklarede Winnie Poulsen. 

Der blev lyttet åndeløst til uddrag af patienthistorierne, som gjorde et ekstra stærkt indtryk, og med garanti, var der flere, som havde tårer i øjenkrogene – deres udsendte inklusiv. 

Winnie Poulsen gjorde meget ud af at forklare, hvordan hele personalegruppen på 30 ansatte i flere forskellige faggruppe plus de ca. 50 frivillige alle er lige vigtige. – Det er lige fra rengøring til køkkenet og sygeplejersken, vi er dybt afhængige af hinanden. – F.eks. kan vore køkkenleder gå på ”stuegang”, for at høre, hvad patienten har lyst til, og måske ”ordinerer” hun en gin og tonic til aftensmaden, forklarede Winnie Poulsen. 

De pårørende får også, parallelt med patienten, omsorg og tilbud af tværfaglige tiltag, og nogen gange er hjælp til de pårørende den bedste hjælp, lyder erfaringen. 

Det interessante og bevægende foredrag var tilrettelagt af Østervrå Bibliotek og Østervrå Seniorer, og det er ikke første gang de to har arbejdet sammen. – Det er efterhånden blevet en rigtig fin og god tradition, at vi laver noget sammen, og det har indtil videre også været med rigtig god opbakning, lød det i bibliotekar Knud Hjørnholms velkomst. 

Formand i seniorerne Fritz Pedersen takkede Winnie Poulsen for det fine indblik i livet på hospice, og han benyttede samtidig også lejligheden til at gøre reklame for foreningens kommende jubilæumsarrangement den 17. september, hvor der i billetprisen indgår en lækker buffet med drikkevarer, kaffe og kage samt musikalsk optræden ved Johnny Hansen fra Kandis. 

ÅB

Gå på HØJSKOLE en gang om ugen!

0
Portrait of happy confident handsome senior man in classic suit, purple fedora hat and purple glasses standing with his arms crossed isolated on solid lilac colour background. Fashion concept

Få alt det gode, som højskole står for – en gang om ugen! FOF Højskole er for dig som kan deltage en formiddag eller en eftermiddag om ugen. Hvor bor du i Vendsyssel? Du kan gå på FOF Højskole i Brønderslev, Skagen, Sæby, Frederikshavn, Sæsing og Hjørring.

De populære FOF Højskoler byder på foredrag, oplevelser, samvær, højskolesang – og ikke mindst den gode pause!
Højskoleemnerne er mange og blandede. Det kan være sang, musik, kunst, historie, kulturmøder, filosofi, samfund, politik – livet hele vejen rundt! I løbet af efteråret kan du bl.a. møde Kina-korrespondent Jan Larsen, journalist Jens Ringberg om dagligdagen på ”Borgen” og Rikke Helms om Rusland. Du får også indblik i Europas mikro-magiske lande. Og meget mere!

Din FOF Højskole er LOKAL, og FOF Højskolerne afholdes på gode steder i de 6 byer, og der kan man også finde det trykte program til inspiration. Det aktuelle program kan ses på www.fof-vendsyssel.dk og det udleveres til alle på tryk, når sæsonen starter. FOF Højskolerne afholdes på Brønderslev Bibliotek, på Kappelborg i Skagen, hos Sæby Frikirke på Sæbygårdsvej, i Det Musiske Hus i Frederikshavn, hos Kulturcenter Vendsyssel og på Vendsyssel Teater. 

Vær med i FÆLLESSKAB! I hver sæson deltager i alt over 600 på en af FOF Højskolerne uge efter uge. Som deltager kan man møde nogen, man kender, og man kan også møde nye . Alle kan være med! Og mange siger, at det er vanedannende på den gode måde. Se PROGRAM for hver by her www.fof-vendsyssel.dk og kom med, mens der er plads!

Mindeord

0

Fredag morgen den 6. september modtog vi beskeden om, at Ejvind Larsen var afgået ved døden i løbet af dagen. Vi vidste alle hvilken vej det gik, og at der ikke var håb om bedring. Trods det var det fuldstændigt uvirkeligt, vi skal aldrig mere arbejde sammen med ham omkring Boldklubben, Børnehuset eller Thorshøj Gamle Skole. Vi skal aldrig mere høre ham fortælle om de uendelige kilometer cykelstier, grøfter og ikke mindst rundkørsler som han i sit arbejdsliv har været involveret i anlæggelse og vedligeholdelse af. Ejvind var glad for og stolt af sin indsats ved amtets vejafdeling hvor han havde sit job i rigtig mange år. Han hørte til i en tid hvor man når man blev tildelt en opgave løste den på bedste måde. En del vejingeniører har oplevet, at han, når de kom med tegninger over et nyt projekt, stilfærdigt sagde: Det der, det kan ikke laves, men vi skal nok få lavet noget som kan bruges. Du kan komme om en fjorten dages tid, og så kan du tegne det, som det ser ud i virkeligheden!

Ejvind kom til os i Try Thorshøj Boldklub for mange år siden, vi som har haft fornøjelsen at arbejde sammen med ham, vil huske ham som en fantastisk kammerat, en ven, som aldrig forfaldt til småligt kævl. Når en beslutning var taget, var det ganske sikkert opfyldelsen af den Ejvind havde for øje.

Der findes ikke mange unge, og midaldrende mennesker her i området, som ikke på et eller andet tidspunkt har haft Ejvind som træner. Han trænede håndbold i mange år, både hos os og i naboklubber. Senere tog han fat på at træne små fodboldspillere, altid med det mål, at alle skulle med. Han gjorde altid meget ud af, at få børnene til at forstå, at holdet ikke var stærkere end det svageste led. Derfor var alle uundværlige. Ejvind var nok ikke efter vores tid, særlig pædagogisk, men mange vil nok mene, at hans pædagogik ville sejre i en mulig konkurrence.

Ud over trænergerningen, var Ejvind klar til at give en hånd med overalt i klubben, græsslåning, banekridtning, rengøring inde som ude og små reparationer. Bygning af børnehave og SFO tog han som det naturligste i verden del i. Opstilling af telte til idrætsugen, lysmand i Thorshøj Revyen, kartoffelskræller og chauffør på Dana Cup. Ejvind var altid klar, ingen opgave for stor og ingen for lille.

Ejvind fik gennem årene mange små venner i Thorshøj Idrætsbørnehus. Han klarede mange opgaver i huset, og havde aldrig for travlt til at forklare børnene hvad han lavede, hvorfor lige den skrue skulle skrues i netop der, eller hvad der skulle hænge i den krog som han skruede i loftet. Aldrig noget pjat, børnene blev taget alvorligt, selvfølgelig forstår de hvad jeg fortæller dem, sagde han tit. Der var en klar aftale når han var i børnehuset. Ejvinds værktøj rørte man ikke. Når man kender lidt til børns nysgerrighed og virkelyst, er det uforståeligt, men der var en indbyrdes forståelse af, at værktøjet holdt man fingrene fra.

Ejvind gjorde, så længe helbredet tillod det, en stor indsats i egnens nyeste fælles projekt, nemlig Thorshøj Gamle Skole.  Man kunne mærke på ham, at det gjorde ondt, at han på det sidste, ikke mere var i stand til at bidrage.

Vores tanker går til Ejvinds pårørende ikke mindst Susanne som har mistet en kær bror.

En ildsjæl mindre iblandt os.

Æret være Ejvinds minde.

På vegne af Try Thorshøj Boldklub
Kurt Thomsen

OL i Paris – en uforglemmelige oplevelse

0

Læge Thøger Persson Krogh havde en fantastisk tur til OL i Paris i rollen som læge for de danske sportsudøvere. En tur, der bragte ham helt tæt på store internationale sportsstjerner, og et OL, der bliver svært at overgå. 

Medaljerne er fordelt, Tom Cruise har sikkert fået afleveret den olympiske ild, og atleterne er tilbage i deres vante gænge, væk fra rampelyset og journalisternes nysgerrige spørgsmål. 

Thøger Persson Krogh fra Østervrå er også hjemme i god behold hos sin kone og tre drenge samt det daglige arbejde som specialeansvarlig overlæge på Sportsmedicinsk Center i Frederikshavn. Han har haft lidt tid til at fordøje de mange indtryk, han fik, som læge for de danske sportsudøvere ved OL i Paris. – Det er en kæmpe stor ære at få lov til at være så tæt på atleterne på det tidspunkt i deres sportslige karriere, hvor alt det de har kæmpet for, står på spil, fortæller Thøger. 

Det har heldigvis ikke været de store skader, han har skulle tage hånd om, men sådan mere nogle praktiserende lægeting. – Heldigvis har jeg ikke haft så travlt, fordi atleterne skal helst ikke være skadet. De er lige der, hvor de skal være for at være på toppen til OL. Så det handler mest om at være tilstede og så tage de små ting, der kommer, og så skal vi i lægestaben selvfølgelig være OBS på, hvis der skulle opstå en smitterisiko, at vi får den isoleret, før det spreder sig, forklarer Thøger, der også fik lov til at komme helt tæt på de sportslige præstationer. 

Midt i manegen
Flere hold ville gerne have en læge med ud til deres konkurrence, og jeg var bl.a. med ude ved mændenes 100 meterløb, hvilket var en kæmpe stor oplevelse. Inden selve løbet varmede de op på et mindre lukket stadion, hvor jeg kom helt tæt på og fik lov til at opleve, hvordan de forskellige store stjerner sætte sig selv op mentalt og fysik til den ultimative præstation, hvilke ritualer de har, og så bare at opleve den energiudladning de var i stand til at yde, det var dybt fascinerende at stå lige midt i den manege, fortæller Thøger. 

Triatleter ville også gerne have Thøger med ud til deres svømmekonkurrence, der jo som bekendt skulle foregå i floden Seinen, men blev udsat flere gang, fordi vandet i floden ikke var rent nok, og det kan ikke undgå at påvirke deltagerne. – De nævnte forsinkelser fik også indflydelse på atleternes søvn, og i den forbindelse også min. Svaret på de vandprøver der blev taget kom nemlig kl. 3.00 om natten, og vi stod derfor op kl. 4.00 for at få svar på, om vandet var OK til atleterne, og hvis ikke, så kunne vi bare gå i seng igen, forklarer Thøger, om én af de mere spøjse oplevelser. 

OL-Byen
Franskmændene havde med 2024-OL-udgaven skabt den perfekte by i byen ved at lade en stor del af OL-disciplinerne afvikle i selve Paris. – Det virkede fantastisk den måde, de havde inddraget byens monumenter, broer og kendte attraktioner, det var fransk på den gode måde både for tilskuere og atleter, oplevede Thøger. Selve OL-Byen var også et helt kapitel for sig selv, opført i et fattigt beboelses- og industri­område, som de har byfornyet med måske 40 store bygninger i lige så mange forskellige former for arkitektur, som det var en stor oplevelse at gå rundt i. Helt anderledes end i f.eks. Rio, hvor hele OL foregik i en nyopført by udenfor Rio, og det fortæller jo ikke ret meget om byen i modsætning til oplevelsen i Paris. Helt sikkert et OL, der bliver rigtig svært at overgå, mener Thøger Persson, der også var begejstret for, hvor meget der var tænkt genanvendelse og bæredygtighed ind. 

Det er også en helt speciel, og måske den største oplevelse, at leve og bo i OL-Byen sammen med 10.000 af verdens bedste atleter, fascinerende for mig personligt at opleve de glade og spændte sportsfolk – en mangfoldighed af forskellige mennesker, der er beviset på, hvad det kan lade sig gøre at træne sig op til indenfor de mange forskellige typer sport, fortæller Thøger og fortsætter. For atleterne selv er det helt sikkert også en kæmpe oplevelse, her bliver de ikke kigget på af publikum, og de er ikke til et individuelt EM eller VM, de er sammen med andre topsportsfolk fra hele verden, og det giver en helt speciel dynamik. 

Danskerne fandt også sammen på kryds og tværs, mange spiste sammen, og når det kunne lade sig gøre blev der givet gensidig opbakning til de enkeltes konkurrencer og kampe. 

Fællesskaber
De mange indtryk i Paris har efterhånden bundfældet sig, og selv om det er svært at give en kort sammenfatning af de 17-18 dage, så forsøger Thøger alligevel at se på det samlede indtryk. – Jeg anerkender at OL er præstationsorienteret, men de fællesskaber, der opstår undervejs på kryds og tværs mellem mennesker fra hele verden på trods af religion, politisk overbevisning og meget andet, det smitter, man bliver glad og får en fornyet tro på en bedre verden, slutter Thøger. 

Thøger Persson Krogh
Han er leder på Sportsmedicinsk Center på Regional­hos­pital Nordjylland i Frederikshavn og bor i Østervrå. Læge for Team Danmark – Ud over OL i Paris kan han også skrive sportslæge ved OL i Rio de Janeiro og det danske herrefodboldlandshold på sit CV.

ÅB

Østervrås 70-årige seniorforening er sprællevende

0

Foreningen Østervrå seniorer fejrer den 17. september sit 70-års jubilæum i Østervrå Kulturhus. Jubilæet er bundet sammen med den årlige høstfest, og byder på lækker mad og underholdning af Johnny Hansen fra Kandis – billetter til festen er sat til salg. 

Jubilæet er en god anledning til at se lidt tilbage i foreningens historie, og i samarbejde med Vivi Dybdahl fra Østervrå Lokalhistoriske Forening kommer her nogle nedslag fra den 70 år lange historie. 

Stiftelsen
En stiftende generalforsamling på Østervrå Hotel den 20. april 1954 satte gang i Alders- og Invaliderentenydernes Forening for Torslev Kommune i Dronninglund Herred, Hjørring Amt. Foreningens formål beskrives således i §1: – at samle Mænd og Kvinder over 55 Aar til at arbejde for Alders- og Invaliderentenyderes fælles bedste i en Sammenslutning. 

Foreningens aktivitetsniveau og bestyrelsens mødeaktivitet var ikke voldsomt de første år, så måske var det også derfor, at der kun mødte fire medlemmer op til den ordinære generalforsamling i 1957, og man blev enige om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det lykkedes at gennemføre dagsordenen. Foreningen tog også navneforandring til: Invalide- og Folkepensionister for Torslev, Dronninglund Herred. 

I 1958 var der indgået kontingent for 65 medlemmer, så det gik støt og roligt fremad. 

I 1959 er medlemstallet 84, og formanden understreger bl.a. i sin årsberetning, at det stadig er foreningens formål at arbejde for bedre kår for pensionister (og det er vel stadig et formål?). Det var i øvrigt foreningens første kvindelig formand. Bestyrelsen henstillede dette år til sognerådet om at tage aldersrenteboliger op, men sagen blev henlagt. 

Foreningen deler sig i to. Det sker enstemmigt på en generalforsamling i 1963, hvor foreningens aktiver deles mellem: Østervrå-Søholt Pensionistforening og Try Thorshøj Pensionistforening. 

I 1965 holder foreningen et arrangement på Østervrå Hotel med pastor Vestergaard-Nielsen fra Aasted, og han får 50 kr. for at holde foredrag og læse op. Foreningen har også investeret i 50 sangbøger til en pris af 66,50 kr. 

Kopper og stole
Et møde i det gamle kommunekontor havde i 1971 samlet 60 deltagere. Kommunen havde foræret foreningen fem borde og 30 stole, og foreningen havde selv købt 50 par kopper med desserttallerkner. Hvad mon de øvrige 30 personer sad på, og hvad drak de sidste 10 personer mon kaffe af?

Foreningen flytter i slutningen af 1973 sine møder til Spejderhytten, da Østervrå får en læge, som har klinik i det gamle kommunekontor. Fem år senere i 1978 er lægen flyttet, og foreningen er igen tilbage i det gamle kommunekontor. 

I 1974 begyndte foreningen at holde høstfester, og det gør de stadig. 

Pastor Axelsen var auktionarius til den efterfølgende pakkefest ved årets generalforsamling i 1978. Salget indbragte 981 kr.

Østervrå Hallen er omdrejningspunktet for Amtskredsens Sommerstævne den 16. juni 1985, hvor der deltog 400 mennesker. 

I 1989 er medlemskontingentet 10 kr., og det stiger i 1989 til 15 kr. I 2004 sker en voldsom stigning fra 25 til 50 kr., i 2019 til 89 kr. og året efter til 100 kr. pr. medlem. 

I 2000 bliver foreningens vedtægter moderniseret så formålsparagraffen kommer til at lyde sådan: §1: At aktivere efterlønsmodtagere, folke- og førtidspensionister i Torslev Sogn. 

I 2006 tog pensionistforeningen petanque på programmet, og den aktivitet forsatte senere i eget regi. 

Det er vigtigt at følge med tidens trend, og derfor skifter foreningen i 2015 navn til Østervrå Seniorer. 

I nyere tid var Covid-tiden en hård udfordring, og derfor var det også et godt lille plaster på såret, at foreningen kunne invitere til en gratis middag for 100 medlemmer i 2021 takket være regeringens Sommerpakke på 33.000 kr.  

Udflugter:
I 1960 tager foreningen et helt nyt skridt med forslag om en sommerudflugt. Det fremgår ikke af protokollen, hvor turen gik hen, eller om den blev til noget? I 1963 går sommerudflugten til Hirtshals og Tolne Skov – og den var vellykket. Aktivitetsniveauet stiger og flere udflugter følger, måske er det derfor, der er kommet hele 16 nye medlemmer hen over sommeren i 1964, og i 1965 kan bestyrelsen konstatere at foreningen har hele 112 medlemmer. I 1976 blev der lagt store planer for årets sommerudflugt. Rutebilejer Holger Christensen var indbudt til mødet, og turen skulle gå gennem Thy over Hanstholm, Klitmøller, Vestervig, Agger og Hurup. Heldagsturen går i 1981 til Den gamle By i Aarhus. Prisen er for medlemmer 70 kr. og for ikke-medlemmer 110 kr. 

Omtumlet tilværelse
Bestyrelsesmøderne blev holdt privat på skift hos de enkelte medlemmer, mens møder og generalforsamling fandt sted i offentlige lokaler. Hvilket vidner om en lidt omtumlet tilværelse som bl.a. Østervrå og Thorshøj Hotel, Østervrå Konditori og Arbejdernes Hus i Thorshøj. Senere kom det gamle kommunekontor i Østervrå, Borggården i Østervrå, KFUM-spejdernes hus og Østervrå Ældrecenter i spil. I nyere tid holder foreningen i nogle år sine arrangementer i ØVIs klubhus, og fortsætter delvist med dette, også efter at Kulturhuset er bygget, men fra 2004 er Kulturhuset fast mødested.

Syng-sammen og Familiebanko
Syng Sammen er et helt nyt tiltag i 1990, hvor Kjeld Pedersen synger for akkompagneret af Karen Sofie Larsen. Lige fra begyndelsen et velbesøgt arrangement, som holder sig på toppen helt frem til 2014, hvor sangaftenerne slutter efter 25 år. 

Familiebanko i uge 42 er også en publikumsmagnet. Siden slutningen af 00’erne har Seniorerne samlet generationer til denne hyggelige aften, hvor rundhåndede sponsorer har doneret et utal af gevinster. 

Aktiviteter
Musik og sang har altid været yderst populært hos medlemmerne, men også de mange forskellige udflugtsmål har samlet god opbakning lige fra Skagen til Skanderborg, Kattegat eller Vesterhavet. Her har deltagerne set på et utal af haver, museer, havne, naturen og meget mere. 

Udover de traditionelle arrangementer med banko, Høstfest og Julefrokost har der også været en masse spændende gæster på besøg – bl.a. folketingsmedlemmer Ole M. Nielsen og Chr. Mejdal, borgmestrene Ingemann Christensen, Thorkild Simonsen, Folmer Hansen og Birgit S. Hansen. Skuespiller Peter Schrøder og Ulf Pilgaard, og så alle de dejlige lokale ansigter: Bjarne Thorndal, Gurli Thykær, Karen og Jørgen Baier, Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager m.fl. 

Foreningen har hen over årene udviklet sig stille og roligt til et alsidigt mødested for byens og omegnens seniorer med noget for enhver smag, og gerne i samarbejde med byens øvrige foreninger. I 2023 kunne foreningen ved årsskiftet notere 221 medlemmer, heraf 23 æresmedlemmer, og bestyrelsen er i fuld gang med et ”generationsskifte” med nye og yngre kræfter, som er klar til at fortsætte det høje aktivitetsniveau i den sprællevende forening.

70-års jubilæum
Runde og halvrunde mærkedage for stiftelsen af foreningen er blevet og bliver fejret. I april 1974 holder foreningen sin 20-års stiftelsesfest på Østervrå Hotel. Jerslev Dilettanterne opførte ”Tiggermandens Tøs”. Efter forestillingen var der fælles kaffebord á 5 kr. pr. kuvert. I 1978 var der 25-års stiftelsesfest i Thorshøj Selskabslokaler. Underholdningen er lagt i hænderne på Børge Nielsen, Skjerne og Aksel Knudsen, Højris. I 1999 er der 45-års stiftelsesfest på Borggården med underholdning af Knud Erik Larsen og Niels Andersen, forhen Gydeje. 50-års jubilæet blev fejret i 2004 i kulturhuset, bl.a. med taler af borgmester Folmer Hansen, Square Dance og underholdning af Kjeld P’s Trio. Ti år senere markerer foreningen sit 60-års jubilæum, og i år runder foreningen 70 år. Det bliver fejret den 17. september i forbindelse med Høstfesten i Østervrå Kulturhus, hvor der vil være en lækker menu og underholdning ved Johnny Hansen fra Kandis. Billetter til arrangementet er allerede sat til salg.

ÅB

Aftenskole er for alle og også om dagen

0

Gå til noget – så bliver det til noget! Når du går på hold, så er du nemlig sikker på at komme afsted, for andre venter jo på dig! Det er i disse uger, at kurserne starter – kom med på hold. Velkommen i din aftenskole – også om dagen!

Hold med bevægelse i Dronninglund
Bevægelse er både træning og forebyggelse. Det handler om det gode hverdagsliv på trods af udfordringer. Det handler om din sundhed hele livet. Dine undervisere er specialuddannede fysioterapeuter hos Benefit, så du er i gode hænder!

Bevægelse for osteoporoseramte er for dig med knogleskørhed, og her er Marianne Frost Hjelm din underviser. Bemærk den lavere pris, idet der er tilskud fra Osteoporoseforeningen i Vendsyssel.

Du kan også vælge mellem Pilates og Yoga! Henriette Askholm Jørgensen byder på begge dele! Vælg det bedste for dig. Henriettes yogaform er den sanselige Yin Yoga.

Musik i dit liv! Spil selv
Gå på kursus og lær nyt; gå på kursus og bliv endnu bedre!

I Dronninglund får du Christian Boeriths som din egen musiklærer i harmonika!

Vælg mellem kursus for begyndere eller øvede og snup det, som giver dig mere musik!

Gå på højskole i Brønderslev, eller Sæby eller Sæsing en gang om ugen!

Hvis du vælger at være med fra starten får du et helt langt efterår, hvor du mødes med holdet hver uge.

Du får en pakke med 10 unikke foredrag om vidt forskellige emner, højskolesang og god snak i pausen

Yoga i Brønderslev
I Brønderslev får du Marilyn Neilson som din yoga lærer, og hos Marilyn får du klassisk yoga, som har bevist sit værd som bevægelsesform for det moderne menneske. Yogaøvelser kombineres med ånde­dræts­teknik og afspænding. Yoga tager hele kroppen med, og giver styrke og smidighed. Du får nærvær og ro til dig selv og dit liv. Yoga er for alle! Også for MÆND!

Mennesker mødes om mad – også i din aftenskole!
Lær – opdag glæden – eller bliv endnu skarpere! – til at lave lækker, sund og spændende mad.

Efteråret byder på kursus i Brønderslev med Marokkansk mad. Her får du Ilham Doubi som underviser og en helt autentisk oplevelse.

Foredrag med fakta og ikke fake news!
Der er et foredrag både i Østervrå og i Sæsing i dette efterår. Gå til foredrag og bliv klogere på den nemme måde!

Du får den gode, tætte oplevelse med et rigtigt levende menneske med noget på hjerte. Uden filter og uden skærm.

Matilde Kimer i Østervrå
I Østervrå får du det top­aktuelle foredrag med Matilde Kimer om Ukraine og Rusland. Matilde Kimer er udenrigskorrespondent, journalist, forfatter og foredragsholder – og ekspert i Rusland og Ukraine.

I Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing får du et scoop af et foredrag, hvor du kan opleve billedkunstner Mie Mørkeberg.

Foredraget med Mie Mørkeberg er lige dér, hvor hendes store værk er på alles læber. Det handler om Mie Mørkebergs gruppeportræt af 30 kvindelige politikere til Samtaleværelset på Christiansborg Slot / Folketinget. Maleriet afsløres i november og foredraget giver en helt aktuel indsigt i kunstnerens arbejde. Foredraget er arrangeret i samarbejde med KVIV Kunstens venner i Vendsyssel. 

Red.

Menighedsrådsvalg 2024: Kirkens valg er også dit valg

0

Der er valg til alle kirkers menighedsråd den 17. september.

Hvad angår det dig, tænker du måske. Du kommer måske ikke i kirken så ofte. Jo, måske nok til juleaften – og så til dåb, konfirmation, bryllup og begravelser. Du kører måske også forbi en kirke i ny og næ – og tænker, at både kirken og kirkegården fremstår pæn og velplejet. At det faktisk er en perle i din by.

Hvis du kan nikke ja til blot nogle af de ting – så angår valget i kirken også dig. Det er de folkevalgte i kirkens menighedsråd, der sammen med kirkens præster og en medarbejderrepræsentant udgør menighedsrådet. Menighedsrådet er den enkelte kirkes ledelse. Det er menighedsrådet, der sørger for gode rammer for de ansatte. Rådet sørger for vedligehold af kirkebygninger og kirkegård – og det er også dem, der skaber liv i disse rammer. Livet i kirken er selvfølgelig gudstjenesterne – men også spissammen-arrangementer, foredragsarrangementer, musik, koncerter og meget mere. Det handler om babysalmesang og børnekirke. Det handler om julehjælp og konfirmationshjælp mm. til dem, der har behov. 

Arbejdet handler også om fællesskab. Det fællesskab er mange ting – dels er det fællesskabet for de mange, der kommer i kirken og til alle de andre arrangementer. Dels er det fællesskabet i menighedsrådet – det er givende at arbejde sammen og at gøre en indsats for din kirke i din by.

Alle kirkerne i Frederikshavns Kommune er samlet i Frederikshavn Provsti. Også provstiet er ledet af et folkevalgt udvalg – valgt af de lokale menighedsråd. Her er provsten født medlem.

Provsten i Frederikshavn er Peter Jessen. Også han opfordrer til at deltage i valgmødet: ”Den smukke kirke, midt i byen eller ude på bakken, står der kun, fordi der er mennesker, engang og i dag, der ville og vil den det godt. Vi har brug for alle gode kræfter, der vil bidrage positivt til den lokale kirkes liv og vækst. Så har du lyst til at være med i et fællesskab omkring denne opgave, og har du lyst til at tage ansvar for kirken i dit lokalsamfund, eller ønsker du at få indflydelse på, hvem der skal i menighedsrådet i de næste fire år, så mød op hos din lokale kirke den 17. september – og tag gerne din nabo med!”, lyder det fra kirkerne i Frederikshavn Provsti.

Det er nemlig på de enkelte kirkers valgforsamlinger den 17. september, at der er endelig opstilling til menighedsrådsvalget og der stemmes om pladserne.

Red.

Frivillige sikrer succes ved stævne i Skæve Rideklub

0

Skæve Rideklub havde særdeles god opbakning til forrige weekends stævne, hvor omkring 130 ekvipager stillede til start. Takket været en kæmpe indsats af de mange frivillige kunne klubben føje endnu en succes til rækken af vellykkede arrangementer. 

Hen over weekenden blev der lørdag afviklet dressur, og søndag stod den på spring, begge dage med rigtig god tilslutning. Vejret var delvist med stævnet, som dog mødte lidt udfordringer søndag. – Da vi mødte ind tidligt søndag morgen, stod der blankt vand på banerne, men heldigvis stod gode frivillige kræfter klar til at løse problemerne, fortæller bestyrelsesmedlem Helle Møller Stidsborg, hun var selv blandt de frivillige kræfter på dagen. – Ja, jeg var under oplæring i speakertårnet, forklarer Helle, som i øvrigt har kæmpe stor ros til den store frivillige indsats, der er leveret både før, under og efter stævnet. – For at sådan et stævne skal lykkedes, er det vigtigt at have gode hjælpere, som bl.a. kan indsamle sponsorgaver, rydde op og gøre rent, og ikke mindst få vandet til at forsvinde fra banerne, lyder det med et stort grin. Netop den sidste opgave krævede efterfølgende en stor kop dejlig varm kaffe, som de frivillige i cafeteriaet selvfølgelig stod klar med. 

Alt er nu tilbage på rette plads i rideklubben, hvor de allerede er i fuld gang med at lægge planer for det kommende klubstævne den 6. oktober, hvor de venter et nyt stort fremmøde. 

ÅB

Gratis musik, dans og pizza i Hjallerup

0

Hjallerup Musikforening åbner efteråret med et brag af en fest. I samarbejde med sponsorer og leverandører inviteres du til en kæmpe fest i Hjallerup Kulturhus fredag den 6. september, hvor musik- og danseglade vendelboer og andet godtfolk ganske gratis kan nyde en aften, hvor musikken leveres af ”Den Syvende Søn” – Michel Belli, som med sin karakteristiske stemme skaber reference til sit faderlige ophav, Peter Belli, som gik bort i 2023. Den Syvende Søn er et fremadstormende rock/pop-band, som har skabt 5-stjernede anmeldelser rundt omkring i landet.

Pop/Rock, dans og pizza
Der bliver knald på, når Kulturhusets store sal og foyer åbner for festen, hvor en del bliver omdannet til dansegulv for de danseglade. Baren åbner med høkerpriser, og godt en times tid senere vil Jon fra den rullende pizzaforretning ”Ny Standard”, vælte den ene lækre pizza efter den anden ud af stenovnen til stor fornøjelse for de fremmødte gæster. Der vil være gratis pizza til de første 100 der møder frem.

Når Michel Belli og band – Den Syvende Søn – går på scenen, så er der gjort klar til, at Hjallerup bliver rystet godt igennem med fede rytmer og god stemning i den store sal.

Find danseskoene frem, få sat krøllerne til ballade og kom i god tid. Der bliver garanteret rift om de kun 300 pladser i Kulturhuset.

BC

Markedsdag i Dybvad Børnehus

0

Sidste fredag blev det årlige marked afholdt i Børnehuset i Dybvad. Heldigvis var vejret som skabt til at holde marked i.

Børnene i både børnehaven og vuggestuen havde brugt de sidste uger på at forberede det spændende arrangement, som i øvrigt foregår hvert år ved denne tid.

Det var et flot syn, der mødte en, når man trådte ind på legepladsen – alle træerne var pyntet op med farverigt pynt, som børnene havde lavet og man følte sig helt i en trylleverden og det gjorde det endnu mere sjovt og markedsagtigt at se alle børn – og de voksne også – i gang ved alle posterne, der var placeret rundt omkring på pladsen.

Alle børnene gik rundt med et kort med numre på om halsen og de forklarede, at alle de tal, der var på kortet viste hen til en post, hvor de, hvis de løste opgaven, fik et klistermærke til at klistre på deres kort.

På turen rundt på legepladsen kunne man tit se, at der var kø ved de enkelte aktiviteter, der gav et klistermærke til deltagerens kort og her skal da nævnes en del af aktiviteterne: Man kunne få et klistermærker, hvis man pustede en bobbel og det klarede de allerfleste flot og lige til et klistermærke. Det store tilløbstykke var for mange af børnene sandkassen, der var lavet om til en guldmine, hvor man kunne grave guld – og der blev gået rigtig til sagen og børnene kom stolte og viste deres guldfund frem.

Der var også mulighed for risposekast og der var en forhindringsbane, man kunne prøve.

Havde man mere lyst til at male, så kunne man male på et lille låg og så lave det til at hænge i en halskæde – og der blev lavet rigtig flotte halskædevedhæng på den måde.

Hoppeborgen var som altid meget populær og det var bålet helt bestemt også for her kunne man sætte skumfiduser over bål og vi må endelig ikke glemme, at der selvfølgelig også var tilbud om ansigtsmaling, som det jo næsten hører sig til på alle markedspladser og så var der en bod, hvor man kunne male et kræmmerhus til at putte popcorn i og det var selvfølgelig også en populær aktivitet, der oven i købet smagte og duftede godt over hele markedet.

Efterhånden som forældrene kom blev de vist rundt af børnene og prøvede de aktiviteter, som børnene opfordrede dem til eller hjalp børnene med at prøve i stedet for.

Der var mulighed for at nyde en is og kaffe og saftevand undervejs i stedet for den traditionelle kage og det var da også ligesom det skulle være, når der var marked og høj solskin og glade børn og voksne – en rigtig dejlig dag og et rigtig godt marked – det var alle enige om og der bliver helt sikkert marked igen næste år i Dybvad Børnehus.

Jo-Jo