Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Juletræer, gløgg, æbleskiver og klejner gik som varmt brød i Østervrå

Julestemningen nåede nye højder i lørdags, hvor lokale foreninger solgte juletræer og brændte mandler. Sol­vejs Julestue kogte klejner, og Meny delte gratis gløgg og æbleskiver ud, mens Musikkorps Sæby spillede dejlig julemusik.

Duften af nykogte klejner, brændte mandler og varm gløgg indhyllede lørdag pladsen foran Meny i Østervrå, hvor et lille stemningsfuldt mini-julemarked var stablet på benene. De mange fristelser havde rigtig god søgning, og der blev hygget og snakket på kryds og tværs, mens omsætningen røg i vejret på både gløgg, æbleskiver, klejner og juletræer. 

ØVIs badmintonafdeling solgte juletræer, og det gik strygende. I løbet af to timer var de knapt 50 træer blevet vurderet og nøje udvalgte til at være dette års træ. – Vi har igen i år haft et fint samarbejde med Ove Bæk fra Tårs, og vi er rigtig godt tilfreds med omsætningen, som giver et pænt lille overskud til klubkassen, fortæller Helle Sten fra ØVI badminton, vi kunne sikkert godt have solgt flere træer, men vi kunne desværre ikke skaffe flere. 

Ting har det med at gå op i en højere enhed, når alle er med på, at selvfølgelig skal vi da have et lille mini-julemarked ved Meny i Østervrå. Ideen til julemarkedet kom egentlig fra formanden for ØVI badminton Brian Andersen og købmandens kone Pernille Jensen, og købmanden var ikke svær at overtale. – I første omgang havde vi egentlig lidt andre planer i støbeskeen, men valgte i stedet at blive her lige foran butikken, fortæller købmand Allan Jensen, og selv om vi var lidt sent ude, så lykkedes det ved fælles hjælp at få stykket det hele sammen. De musikalske rammer var også helt på plads med Musikkorps Sæby, som gav os nogle af alle de kendte sange og salmer, som hører julen til.  

ÅB

Populære artikler