Home Blog Page 108

50 års jubilæum i Lokalhistorisk Arkiv

0

Lokalhistorisk Arkiv for Flauenskjold og Omegn kan den 21. april fejre 50 års jubilæum. Det blev søndag markeret med åbent hus i foreningens lokaler på Flauenskjold Skole. Bestyrelsen var med ca. 70 besøgende i løbet af dagen godt tilfredse med fremmødet og med den interesse der blev vist for foreningens arbejde. På billedet ses bestyrelsen i jubilæumsåret fra venstre Birger Skovholm, Runa Christensen, Bente Nielsen og Jane Christensen. Tekst og foto: IS

Nyt spilletøj til serie 5

0

Flauenskjold Idrætsforenings Serie 5-hold har fået sponsoreret nyt spilletøj af Louis Nielsen. Det flotte, nye tøj blev indviet med manér i sæsonpremieren søndag eftermiddag, hvor det blev til en knusende 6-1 sejr over Try-Thorshøj.

Tekst og foto: IS 

Banu Cennetoğlu under­søger danske nyhedsmedier

0
Samtlige papirudgaver af ugeaviser og dagblade fra den 29. januar 2025 kan p.t. ses på Banu Cennetoglues udstilling i Kunsthal Charlottenborg.

Banu Cennetoglu: BEING SAFE IS SCARY 19. marts-10. august 2025

I marts åbnede Kunsthal Charlottenborg dørene for den første præsentation af den Istanbul-baserede billedkunstner Banu Cennetoglu i Danmark i forbindelse med CPH:DOX. Cennetoglus værker afspejler et stærkt engagement i hvordan produktionen og distributionen af tekst- og billedbaseret information er med til at forme vores verden.

Til udstillingen har hun produceret værket 29.01.2025, der præsenterer samtlige papirudgaver af dagblade og ugeaviser udgivet i Danmark den 29. januar 2025. Ved at indsamle, katalogisere og fremvise alle aviser udgivet i et land på en specifik dag undersøger Cennetoglu hvordan nyhedsmedier prioriterer og formidler information – hvad der inkluderes, hvad der ikke gør og hvordan historier fortælles og for hvem. Værket handler ikke kun om de store overskrifter – også særtillæg og ikke-nyhedsrelateret indhold såvel som typografi, layout, og farvevalg demonstrerer hvordan verden sorteres, organiseres og repræsenteres i dagbladenes formidling. 29.01.2025 præsenteres sammen med et udvalg af tidligere udgaver af værket fra andre lande, der er del af et langsomt voksende arkiv over den trykte avis virkelighedsproduktion.

Udstillingen kan ses frem til 10. august i Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K.

Red.

Succesfuld ilddåb for nystartet musikforening i Østervrå

0

Musikforening Brinken kom rigtig godt fra start med deres først koncert. 

Ib Grønbech var første navn på plakaten, og han var begejstret for setup, lokaler, akustik og forplejning. Omkring 300 gæster havde fundet vej til de fine lokaliteter på Brinken 10 i Østervrå, hvor de også kunne opleve Tøt City Band. 

På forhånd var der afsat omkring 200 billetter, og håb om, at der ville blive afsat lidt flere i døren, det er den umiddelbare vurdering, at det gjorde der, så åbningskoncerten fik deltagelse af mere end 250 måske nærmere 300 gæster, og det lover godt for den nystartede Musikforening Brinken. – Vi er godt tilfreds med forsalget, lød det inden koncerten fra bestyrelsesmedlem Per Degn, og medlemstallet kravler også lige så stille opad, sikkert også efter aftenens koncerter, hvor der var tilbud om at blive medlem. Bestyrelsen består af en flok garvede gutter, som bidrager med deres forskellige kompetencer. – Vi mener, at vi har godt styr på det hele, og vi har allerede lært en del, og vil helt sikkert også drage erfaringer fra denne aften, lover Per Degn. 

Åbningskoncert
I 2024 var det 40 år siden Ib Grønbech dukkede op i det musikalske landskab, hvor han med sine sange på vendelbomål skabte sig en levevej. Mange synes, at han skulle slå jubilæet stort op, men sådan gør en ægte vendelbo slet ikke. – Nej, det synes jeg ikke, der var nogen grund til, lyder det ærlige svar fra Grønbech, jeg har de spillejobs, jeg gerne vil have, og fordi jeg også skal tage hensyn til helbredet, så holder jeg mig på de her 30-35 koncerter om året, det passer mig fint. 

Den nordjyske trubadur fylder i øvrigt 70 år den 21. april, men det skal heller ikke slås stort op. – Vi holder det sammen med den nærmeste familie. Jeg holdt en stor fest, da jeg blev 60 år, og flere af dem, der var med, er ikke blevet ædru endnu, lyder svaret, og så kender vi ham ret, med den lune nordjyske og ironiske distance til situationen. 

Ib Grønbech har, lige som flere af hans kolleger, oplevet, at der kommer flere og flere unge mennesker blandt hans publikum. – Det er jeg da rigtig glad for, lyder det lidt afmålt, det er da dejligt, men de har altså en lidt anderledes og mere støjende adfærd, når de går til koncert, og det er ikke altid optimalt. 

Til gengæld er aftenens gæst begejstret for omgivelserne. – Det er helt fantastisk, alt er på plads, jeg skal bare sætte ledningen i, og så kører det, fortæller Grønbech, og så er jeg virkelig imponeret af forplejningen, tænk, det er en kok, der har stået og lavet en tre-retters-menu til mig, det tror jeg, aldrig jeg har oplevet i de 40 år, jeg har spillet. 

Vi når også lige at ønske Ib tillykke med Modermålsprisen, som han modtog sidste år, netop for målrettet at holde fast i sit modersmål. – Det er da en pris og tilkendegivelse, jeg er stolt af og glad for at modtage, lyder det fra prismodtageren, som også indrømmer, at det ikke altid har været let, at holde fast i et sprog, som godt kan få prædikatet ”bondsk”. Prisen modtog Ib Grønbech på Vendsyssel Teater i august 2024. 

To sæt i en god blanding af kendte Ib Grønbechtitler blev det til, og der blev sunget med på de fleste, og især nummeret: ”Jeg har smidt læreren i havnen” fik hele koncertrummet til at gynge. I vanlig Grønbech stil fik vi mellem de musikalske indslag små anekdoter, vittige bemærkninger, også de lidt mere vovede, og meget andet. 

Fri leg
Inden koncerten bød formand Jens Larsen velkommen, og takkede i sin velkomst alle de mange, der havde taget positivt imod den nye forening. – Vi har mødt så meget velvilje og fået rigtig flot opbakning med sponsorater og hjælp, og det er vi meget taknemlige for. 

Aftenen sluttede med det bestyrelsen kalder ”fri leg” til koncert med det, der vist godt kan få betegnelsen foreningens Husorkester Tøt City Band. Formanden sendte derfor også mange rosende ord til bandet. – I stiller altid op, når jeg får en skør idé, og det skal I have stor tak for, lød det anerkendende. 

Musikforeningen Brinken vil gerne holde mindst to musikarrangementer om året, men lige p.t. har de ikke lavet aftale med et nyt navn. Til gengæld ligger det helt fast, at der bliver ”Maskinhusrock” i august måned, så der håber bestyrelsen på at se endnu flere gæster på Brinken 10 i Østervrå – et hus, der passer perfekt til formålet. Vi glæder os til nye musikalske oplevelser!

ÅB

Pris på fjernvarme stiger i Østervrå 

0
DCIM\100MEDIA\DJI_0047.JPG

Østervrå Varmeværk har meldt ud, at prisen på varme stiger i det kommende driftsår. Stigningen kommer i en to-trinsforhøjelse af det variable bidrag. Årsagen er overordnet større produktionsudgifter. 

Det bliver noget dyrere for Østervrås borgere at holde varme i radiatorerne i det nye driftsår fra 2025 til 2026, og det skyldes flere faktorer. Først og fremmest er det stigende produktionsomkostning, og dertil kommer stigende priser på både halm og strøm. – Vi havde også et rigtig positivt regnskabsresultat i vores forrige regnskab på næsten en million kroner, og da vi er omfattet af ”hvil-i-sig-selv-princippet” blev dette overskud indregnet i budgettet, hvilket betød, at vi kunne holde en ret lav varmepris i 2024/2025, forklarer driftsleder Jens Peter Løgtved. De ekstra penge har vi ikke til rådighed i det kommende regnskabsår, og derfor har vi været nødt til at hæve priserne. 

Varsling til forbrugerne
Vi så gerne, at det var blevet ens pris for hele året, men vi er underlagt en regel om, at forbrugerne skal varsles tre måneder før, hvis prisstigningen er over 10%. Det betød, at vi allerede i december måned, lige midt i vintersæsonen, skulle forudse prisudvikling og forbrug, og det er altså rigtig svært. Derfor har vi valgt at melde en mindre prisstigning, under 10%, ud nu, og den resterende stigning om tre måneder, forsætter driftslederen.  

Det blev de fleste klar over, da der forleden tikkede en SMS ind om prisstigningen. – Vi er jo nød til at tage højde for de driftsomkostninger, vi har, og hvis vi sammenligner os med andre værker, så ligger vi stadig i den fornuftige ende af prisskalaen, og vi er stadig ikke på højde med prisniveauet for to år siden, vurderer Jens Peter Løgtved. 

Motivationstarif
Varmeværket har i 2024 kørt en prøveperiode med en ny model for beregning af nedkølingsgebyret, så det bliver mere retfærdigt for den enkelte, alt efter om man ligger i tæt afstand eller længere væk fra varmeværket, også kaldet motivationstariffen. Prøveåret er faldet tilfredsstillende ud, og ordningen er nu permanent. 

Motivationstariffen beregnes ud fra den gennemsnitlige fremløbstemperatur, sammenholdt med den gennemsnitlige returtemperatur på fjernvarmevandet. Tariffen tager dermed hensyn til, at returtemperaturen er afhængig af, om du får en høj eller lav gennemsnitlige fremløbstemperatur. Du kan læse mere om ordningen og se tabellen, der bliver beregnet efter på værkets hjemmeside. En anden mulighed er Varmeværkets årlige generalforsamling i slutningen af maj måned, som kan kaste yderligere lys over årets regn­skab, det kommende drifts­år og budget. 

ÅB

Stor opbakning til købmanden

0

Der var stor opbakning til Min Købmand i Flauenskjold, da der søndag formiddag var kaldt til stormøde i Flauenskjold Hallens cafeteria, hvor Flauenskjold Hallen var vært for kaffe og rundstykker.

Hele 140 borgere var mødt op ifølge med 35 børn, der blev underholdt af Rødder og Vinger i hallen, mens far og mor var til møde. Et flot fremmøde som bestyrelsen, og vel egentlig også alle os andre, var meget overvældede over.

Som omtalt tidligere her i avisen var eneste punkt på dagsordenen butikkens overlevelse og fremtidige muligheder.

Formand for købmandsgruppen Poul Lyhne bød velkommen, og takkede Flauenskjold Hallen for det praktiske ved arrangementet.

Poul gennemgik endvidere det historiske ved købmandsprojektet, samt gav en redegørelse for forretningens aktuelle økonomi.

Efterfølgende var der oplæg fra købmand Andreas Seyfert, hvor han gav en flot gennemgang af hans tanker for butikkens fremtid, herunder de muligheder der er for optimering af driften samt de tilbud man kan tilbyde kunderne.

Der var herefter åbnet op for debat og kommentarer fra de fremmødte. Og mange havde heldigvis noget på hjerte og man fornemmede virkelig at de fremmødte ville vores fælles købmandsforretning. Talelysten var således stor og der var mange konstruktive forslag til både stort og småt i forhold til driften af butikken.

Der er ingen tvivl om at det er et fælles ansvar at butikken har en fremtid, og ord som en ”anden vilje” og nogle ”andre vaner”, som der blev nævnt siger vel egentlig det hele. Der skal så lidt til fra os hver især for at vi har en god og sund købmand i byen, og at vi derved bevarer priserne på vores huse.

Så ”handl der” og fortæl de ”gode historier”, som der også blev nævnt fra forsamlingen. Skru ned for de negative kommentarer i forhold til købmanden. 

Der blev også stillet forslag om et brugerråd, og om muligheden for at skyde penge ind på sin kundekonto, for derved at være med til at agere kassekredit for butikken. Likviditet er således også et vigtigt nøgleord, der gik igen denne formiddag.

Dennis Kvesel afrundede med et oplæg, hvor han slog et slag for en fællesskabsfølelse for byen, hvor skole og købmand er meget centrale livsnerver for at et lokalsamfund fungerer.

Til slut var der mulighed for at tegne nye anparter, og at måle ud fra hvor mange der tog sedler med hjem, så vil der ganske givet blive tilført ny kapital til forretningen.

Men stadig vigtigst af alt – læg mere af din handel lokalt.

Alt i alt et meget positivt møde, der tegner godt for at bevare vores fælles købmand til glæde for alle i byen.

IS

Fotos: Privat

Brandalarm i Østervrå

0

Natten til lørdag blev beredskabet kaldt til brand i en institution på Vrængmosevej, der var røglugt, da beredskabet fra Østervrå og Sæby kom til adressen blev hele bygningen gennemsøgt. Det viste sig at det heldigvis kun var en fejl i en lampe. Der var stor udrykning med Akut biler, ambulancer samt tre politibiler, men ingen af delene blev taget i brug, der var ingen skade på hverken bygningen eller mennesker. Foto: Ejvind Pedersen

Børn og voksne samlede skrald og vaskede Østervrå ren

0

Østervrå by blev mandag aften udsat for den helt store forårsrengøring med det store engagement, der blev lagt for dagen af mere end et halvt hundrede børn og voksne. Falcks brandmandskab vaskede byens skilte, og erhvervsforeningen bød på forplejning efter arbejdet. 

To af Østervrås spejderkorps De grønne KFUM spejdere og de blå baptistspejdere samt en del forældre gik mandag aften i spidsen for en engageret indsamling af henkastet affald i byens gader og indfaldsveje. 

Alle var ivrige efter at forsyne sig med sække, handsker og snappere alt imens kredsleder fra baptisterne Jørgen Bo Christensen havde travlt med at få fordelt alle vejene mellem de mange ivrige skrællejægere. 

De yngste gik fra byens anlæg sammen med en voksen, mens de lidt større børn fik lov til at gå på egen hånd, klar til at gå i krig mod papir, plastik, cigaretskod og meget andet skidt og skrald. 

Brandbilen
Atter en gang stillede de lokale brandmænd fra Falcks brandstation op for at bidrage med vand og børster, så byens skilte også fik en tiltrængt forårsrengøring. 

Peter og Elin Karlsen fra Byens VVS repræsenterede Østervrå Handel- og Erhvervsforening med en til dagen improviseret ”pølsevogn”. Der var god omsætning i både mad og drikkevarer, for hvem kan ikke altid spise en dejlig pølse med brød og drikke en sodavand, efter en rask affaldsindsamling? Så når der bliver ryddet op i Østervrå, så gælder det også pølsegryden og brødkurven. 

Der var rigtig god stemning, og snakken gik lystigt mellem deltagerne, som nød den skønne forårssol og det spirende forår i anlægget, trods en lidt skarp vind. 

Tovholder Knud Hjørnholm kan efterfølgende oplyse, at mængden af affald vist rammer nogenlunde det samme resultat som sidste år, måske endda lidt mindre, og slet ikke i de mængder, som blev set for år tilbage, så det går stadig i den rigtig retning. 

Gør byen Ren er tilrettelagt af KFUM-spejderne, baptistspejderne, borgerforeningen og Østervrå Handel- og Erhvervsforening i samarbejde med Forsyningen. 

ÅB

Generalforsamling i Flauenskjold IF

0

I den forgangne uge har Flauenskjold Idrætsforening afholdt den årlige generalforsamling.

Der var mødt 21 personer op til generalforsamlingen, hvilket nok var i underkanten af hvad man havde håbet på. Specielt foreningens unge medlemmer samt forældre til aktive børn glimrede ved deres fravær.

Formand Danny Rosenkilde bød velkommen til generalforsamlingen og Ib Sørensen blev valgt til dirigent.

Danny Rosenkilde aflagde på vegne af bestyrelsen beretning. Han takkede alle frivillige for deres engagement i foreningen, og håbede at man kunne udvide skaren af frivillige med specielt unge medlemmer.

Der var en specielt tak til folkene omkring den årlige julefrokost. Et arrangement der har stor økonomisk betydning for foreningen, og som i fremtiden vil kræve, at der kommer nye hjælpere til. 

Herefter blev der aflagt beretninger fra de enkelte udvalg om årets aktiviteter og sportslige resultater.

Kasserer Mikkel Andersen fremlagde regnskabet, der udviste et negativt resultat på kr. 2.000. Men med en solid egenkapital er det ikke mere alarmerende end at man selvfølgelig fremadrettet skal være meget bevidste om at der er balance mellem indtægter og udgifter.

Herefter gik man over til valg til bestyrelse og udvalg.

Til hovedbestyrelsen var der genvalg til kasserer Mikkel Andersen og nyvalg til Rasmus Pedersen. Tobias Lex blev valgt som suppleant.

Herudover består hovedbestyrelsen af Danny Rosenkilde og Henrik Christiansen.

Heidi Jørgensen fratrådte efter mange års utrætteligt arbejde som formand for håndboldudvalget

Håndboldudvalget består nu af Camilla Graunkær (formand), Anders Strand Jensen, Susanne Rishøj og Mikkel Rishøj.

Ib Sørensen havde ligeledes valgt at fratræde posten som fodboldformand.

Fodboldudvalget består herefter af Rasmus Pedersen, Tobias Lex, Christian Kjeldsen, Anders Mariager, Frederik Dam og Staina Vestergaard.

Her har man endnu ikke konstitueret sig med en formand for udvalget.

Til sponsorudvalget var der nyvalg til Lone Lex, Ib Sørensen og Dennis Kvesel. De afløser Kia Christensen.

Claus Drejer stoppede i aktivitetsudvalget. Her fik Mona Sørensen følgeskab af nyvalgte Yvonne Dahl. Men det er klart at dette udvalg skal suppleres med flere medlemmer, hvilket man arbejder på. Aktivitetsudvalgets primære opgaver er at arrangere diverse fester.

Som følge af sidste års nedlæggelse af FIF’s Venner som selvstændig forening, fremtræder støttegruppen nu som et udvalg under Flauenskjold Idrætsforening.

Jette Mikkelsen og Mona Sørensen blev genvalgt til udvalget, som desuden tæller Helle Neergaard og Staina Vestergaard.

Bente Christensen blev genvalgt til revisor sammen med Jens Abildgaard, der ikke var på valg.

Under eventuelt blev der drøftet løst og fast om fremtiden for foreningen. 

Til slut takkede formanden for deltagelsen i generalforsamlingen og overrakte vingave til Karsten Mikkelsen der efter mange år i hovedbestyrelsen havde valgt at stoppe.

Tekst og foto: IS

Vandkvaliteten i Østervrås haner er rigtig god

0

Kvaliteten af drikkevandet hos Østervrå Vandværk klarede sig gennem 2024 i flot stil. Til gengæld bliver der sparet på vandet, og det kommer til at smitte af på økonomien. 

Vandprøver udtaget i 2024 har været kanske flotte med måleresultater, der ligger indenfor de anførte minimums – og maximumsgrænser, indledte formand Jørn Aagaard sin beretning. 

– Året har været roligt og stabilt. Vi har også få lidt ny teknologi med udskiftning af vores PLC-styringstavler på vandværket. Det betyder, at det nu bliver lettere for personalet at styre diverse pumper m.m., både på værket og ude ved boringerne, ligesom evt. alarmopkald også vil gå direkte til vagthavende, oplyste formanden, der også øjner muligheden for, at strømforbruget kan reguleres via det nye system. 

Nye målere

Lovmæssigt er der krav om, at værket hvert år skal sende et parti digitale vandmålere ind til kalibrering – altså de skal kontrolleres for deres nøjagtighed. Det sker, når målerne er 9 år gamle, og i 2023 klarede alle de testede målere frisag. Til gengæld ser det lidt anderledes ud i indeværende år, hvor fire målere af i alt 120 ikke viste korrekt, og det betyder, at alle 120 målere står foran udskiftning i 2025. 

Vandforbrug 

– I 2024 er der oppumpet 125.507 m3 råvand – en stigning på 3.401 m3 – Der er solgt vand: 119.759 m3 – solgt til Thorshøj 2.231 m3 – en stigning på 3.201 m3. Det giver et vandspild på 744 m3 svarende til 0.59 %, hvilket må siges at være super flot, konstaterede Jørn Aagaard. 

Tre nye forbrugere er kommet til i 2024, så der nu er i alt 910 forbrugere tilknyttet Østervrå Vandværk. 

I løbet af året er der udskiftet ca. halvdelen af ledningsnettet på Højlundsvej nr. 2-20, og den resterende del udskiftes i indeværende år. Derudover har der kun været tale om udbedring af små ledningsbrud i løbet af året. 

Prisstigning

Prisen på vand stiger med 2,00 kr. i 2025 fra 8,50 kr. inkl. moms til 10.50 kr. pr. m3, mens målerlejen fortsætter uændret på 625 kr. – Årsagen til stigningen er, at det generelt lavere forbrug af vand, øgede udgifter til energi, vandprøver, udskiftning af vandmålere, indsatsplaner m.m., forklarede formanden. 

Digital service 

I 2025 kommer vandværket med på varmeværkets digitale overvågning og aflæsning af målere – en etableringsudgift på 225.000 kr., som deles ligeligt med varmeværket. – Jeg vil også gerne henvise til vores hjemmeside: www.9750vandogvarme.dk, som hele tiden er opdateret. Her kan du bl.a. se resultater af vandprøver, lød opfordring. Vi har også en Facebookside, som vi bruger til at orientere om lukninger, brud og bl.a. også generalforsamling. Nyt er det, at vi fremover også kan sende en SMS til de berørte forbrugere, hvis der sker ændringer i forsyningen – betinget af, at vi har fået oplyst dit mobilnummer, forklarede Jørn Aagaard. 

Generalforsamlingen havde i øvrigt samlet rigtig god tilslutning.  

ÅB