Stor opbakning til købmanden

Der var stor opbakning til Min Købmand i Flauenskjold, da der søndag formiddag var kaldt til stormøde i Flauenskjold Hallens cafeteria, hvor Flauenskjold Hallen var vært for kaffe og rundstykker.
Hele 140 borgere var mødt op ifølge med 35 børn, der blev underholdt af Rødder og Vinger i hallen, mens far og mor var til møde. Et flot fremmøde som bestyrelsen, og vel egentlig også alle os andre, var meget overvældede over.
Som omtalt tidligere her i avisen var eneste punkt på dagsordenen butikkens overlevelse og fremtidige muligheder.
Formand for købmandsgruppen Poul Lyhne bød velkommen, og takkede Flauenskjold Hallen for det praktiske ved arrangementet.
Poul gennemgik endvidere det historiske ved købmandsprojektet, samt gav en redegørelse for forretningens aktuelle økonomi.
Efterfølgende var der oplæg fra købmand Andreas Seyfert, hvor han gav en flot gennemgang af hans tanker for butikkens fremtid, herunder de muligheder der er for optimering af driften samt de tilbud man kan tilbyde kunderne.
Der var herefter åbnet op for debat og kommentarer fra de fremmødte. Og mange havde heldigvis noget på hjerte og man fornemmede virkelig at de fremmødte ville vores fælles købmandsforretning. Talelysten var således stor og der var mange konstruktive forslag til både stort og småt i forhold til driften af butikken.
Der er ingen tvivl om at det er et fælles ansvar at butikken har en fremtid, og ord som en ”anden vilje” og nogle ”andre vaner”, som der blev nævnt siger vel egentlig det hele. Der skal så lidt til fra os hver især for at vi har en god og sund købmand i byen, og at vi derved bevarer priserne på vores huse.
Så ”handl der” og fortæl de ”gode historier”, som der også blev nævnt fra forsamlingen. Skru ned for de negative kommentarer i forhold til købmanden.
Der blev også stillet forslag om et brugerråd, og om muligheden for at skyde penge ind på sin kundekonto, for derved at være med til at agere kassekredit for butikken. Likviditet er således også et vigtigt nøgleord, der gik igen denne formiddag.
Dennis Kvesel afrundede med et oplæg, hvor han slog et slag for en fællesskabsfølelse for byen, hvor skole og købmand er meget centrale livsnerver for at et lokalsamfund fungerer.
Til slut var der mulighed for at tegne nye anparter, og at måle ud fra hvor mange der tog sedler med hjem, så vil der ganske givet blive tilført ny kapital til forretningen.
Men stadig vigtigst af alt – læg mere af din handel lokalt.
Alt i alt et meget positivt møde, der tegner godt for at bevare vores fælles købmand til glæde for alle i byen.
IS
Fotos: Privat

