Det sker sammen med to tidligere indsatte Tom og Hans i Netværkscafeen i kulturcenter Vendsyssel i Sæsing onsdag den 7. juni 2023.
I 29 år har korleder Louise Adrian samlet indsatte omkring musik og sang, og skabt glæde og fællesskab i en barsk hverdag. Arbejdet er mere meningsfyldt end nogensinde, siger hun. De indsatte får en følelse af frihed.
”Jobbet som organist i et fængsel er sindssygt meningsfyldt, fordi der er så meget mere på spil for de indsatte end for os, der lever uden for murerne. Alle de store emner og dilemmaer omkring skyld, skam, tilgivelse, ondskab og kærlighed bliver skåret ud i pap og i kød og blod”, siger Louise Adrian, som i dag arbejder som organist i Storstrøm Fængsel på Falster og som leder af Fangekoret og korleder i fire andre fængsler.
Derfor har mine år i Kriminalforsorgen været præget af stor intensitet og mange stærke og indimellem også barske oplevelser. Men først og fremmest har jeg haft oplevelsen af, at det har været – og er – utrolig meningsfuldt at være der, fordi jeg får lov til at komme med noget, som er en mangelvare i et fængsel, siger hun. Ret hurtigt opdagede fængselsorganisten, at det at synge med fangerne i et kirkekor havde stor effekt på dem. Der skete en forvandling med mange af dem. Selv de mest negative og aggressive kunne blive bevæget af musikken og blive blidere, mere åbne og bedre til at rumme både sig selv og de andre i koret. ” Det berørte mig dybt, når jeg så en fange græde på grund af musikken, og det rører mig stadig dybt. Det er et konkret udtryk for at mit arbejde gør en forskel. Fangernes hverdag er ofte triviel og uden megen glæde. Men musikken og sangen kan give dem en følelse af frihed og er også med til at bygge et fællesskab op, hvilket jeg ellers ikke troede var muligt. For i fængslet har ingen valgt hinanden, og alle forsøger bare at overleve, siger hun.
Det at synge i kirkekoret blev efterhånden meget populært blandt de indsatte, men var ikke kendt uden for fængslets mure. Det skete først for alvor efter 10 år, da koret under navnet Fangekoret udgav en cd med sangtekster af de indsatte og musik af Louise Adrian. Og så gik det ellers stærkt. Koret, som nu bestod af både indsatte og tidligere indsatte, begyndte at give koncerter rundt omkring i landets kirker, og her blev de mødt af klapsalver og anerkendelse. For ganske vist er fangerne ikke professionelle sangere, og ikke alle synger helt rent, men ærligheden og de barske erfaringer, som teksterne udtrykker, gør indtryk. ” Det rører folk at opleve, at fangerne er mennesker med følelser, som ofte angrer deres forbrydelser dybt og har en længsel efter at blive set som hele mennesker. Mange har også en religiøs længsel og en stærk tro på Gud, som kommer til udtryk i mange af sangteksterne. Det rører publikum, og omvendt gør det et kæmpe indtryk på korets medlemmer, at de kan give folk noget positivt. Mange har jo stort set ikke haft den slags succesoplevelser, siger Louise Arian.
Fangekoret består i dag af 60 indsatte fordelt på fire forskellige fængsler og af 15 tidligere indsatte. Kormedlemmerne deltager på skift ved koncerter, og antallet varierer fra gang til gang.
Siden 2005 har Fangekoret givet over 700 koncerter, og ikke én eneste gang har en indsat benyttet lejligheden til at stikke af, ligesom der på intet tidspunkt har været voldelige episoder. ”Det taler stik imod den forestilling, mange har om, at de indsatte er utilregnelige og ligeglade med andre mennesker.
Fangekoret er så vigtigt for dem, at de ikke vil sætte det over styr ved for eksempel at stikke af under en udgang med koret.”, siger Louise, der også udtrykker taknemmelighed over, at Kriminalforsorgen har bakket hendes arbejde op og for eksempel har indført særlige udgangsregler, der gør det muligt for de indsatte at få bevilget udgang til at tage ud og holde koncerter.
Samtidig påpeger Louise Adrian, at den generelle udvikling i Kriminalforsorgen er gået i retning af øget sikkerhed og kontrol. ”Visitationer og alle mulige former for kontrol fylder meget mere nu, end da jeg begyndte, og der er stort set ikke tid til relations arbejde. Det er virkelig trist at se den udvikling, men omvendt betyder det, at mit arbejde giver mere mening end nogensinde, siger hun. Hun har fulgt mange af de indsatte gennem mange år, og ofte har de brugt hende både som samtalepartner og socialt netværk. ”indimellem har jeg både været terapeut og job- og boligkonsulent og været den, de ringede til, når deres mor var kommet på hospice”, fortæller Louise Adrian.
Hendes egen afmagt og erfaringen af, at de indsatte manglede støtte og netværk, fik hende til at være medinitiativtager til Café Exit – en organisation, der på et kirkeligt grundlag hjælper indsatte og tidligere indsatte til et liv uden kriminalitet. ”At frivillige og ansatte i Café exit nu gør en kæmpe indsats betyder, at jeg kan koncentrere mig om musikken. Det giver mig kræfter til at fortsætte, siger hun. Og så har jeg hele tiden haft følelsen af, at Gud bærer med. Uden den følelse havde jeg ikke klaret en eneste dag bag fængselsmurene, tilføjer hun.
Hun har skrevet en bog om sit liv med fangekoret, som blev udgivet i 2020. Bjarne Lenau Henriksen, Pastor emeritus og tidligere chef for Kirkens Korshær skrev i omtalen:
“Louises kærlighed til de indsatte lyser det hele op, sat godt i relief af de konflikter, der har været gennem årene. Konflikterne hænger tit og tæt sammen med kærligheden. Hun får så let som ingenting de faglige dimensioner med: Musikken, pædagogikken, det sociale og en masse andet, hun påstår, hun ikke har forstand på. Det kan være, hun har ret. Men så kan hun det bare. En slags naturtalent. Louises bog handler om det dyrebare menneskeliv på så mange niveauer – både de indsattes dyrebare menneskeliv og hendes eget. Hun har en indre sans for det dyrebare.” –
